Why me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 11 apr. 2013
  • Status: Igang
Han skulle forestille at være min bedste ven. Han skulle forestille at kende mig bedre, end nogen anden. Han skulle forestille at være en man kunne stole på. Men sådan er det ikke. Sådan skulle det ikke være. Han endte med at være min fjende....

6Likes
5Kommentarer
1090Visninger
AA

3. Noget er galt... Kapitel 2

Fie og jeg sad ansigt til ansigt over for hinanden. Fies øjne viste jalousi og konkurrence. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg havde en mistanke. Jeg måtte ikke være venner med ham, for hende. Men jeg ville ikke miste ven ven, så jeg gengældte hendes konkurrence blik, med mine egne øjne. Vores lærer satte sig ved siden af os begge. "Piger, hvad skete der?" spurgte hun. "Hun tager William fra mig!" skreg Fie. Det kom dumpende i hovedet på mig. "Fie, det er Aos første skoledag. Hun har ikke så mange venner, og b.la. angående det med legemakre, har hun kun William at støtte sig op af." sagde hun til Fie. "Jamen... jeg... Ao stjæler William!" råbte hun igen. Og gennem vinduet, kunne man se at mine klassekamerater, vendte sig rundt, for at se hvad der skete. De samlede sig rundt om vinduet. Det sjove var, at læren ikke lagde mærke til det, som om det var normalt. "Fie, Ao kan ikke have noget med det at gøre! Hun kan ikke gøre for at hun næsten ingen venner har! Du er nødt til at acceptere at Ao kun har William at støtte sig op til lige nu." hviskede hun som et svar til Fie. Jeg grinede indventdigt, men kun fordi hun var ved at få tårer i øjnene. På en eller anden måde, følte jeg mig også skyldig over, at jeg gjorde hende ked af det. for hun har jo ikke rigtig gjort noget. Jeg kunne også bare være alene. Så var der ikke mere i det. Men så havde jeg alligevel ikke nogen at være sammen med. Fie græd ikke, hun lod bare sine tårer falde. Og med det blik hun så på mig, vidste jeg hvad hun tænkte. Bare som en slags tankestrøm. Vi var fra den dag i dag rivaler.

 

ANDEN KLASSE gik fint i starten. Jeg havde fået nogle få venner. Men det var mest fordi William havde sagt til mig, at jeg ikke skulle være for meget sammen med ham. Det accepterede jeg. Så jeg hængte lidt mere ud sammen med Fies veninder. De var okay, indtil Fie opdagede os. Jeg opdagede først der, hvor meget psykopatisk hun var i hovedet. Det viste sig at hendes far var med i byens skytteforening, og havde våben tilladelse, da han også skal være klar hvert sekund, for at komme ind i militæret. Det vil sige, at hendes far har en pistol og riffel liggende under sin seng. Her skal man så vide hun fandt pistolen, og truede mig med den. Men kun på mig. "Det er nok at du tager Willy fra mig... men ikke mine veninder." hviskede hun. Hendes skuldre rystede, og hendes øjne blev våde, mens hun skar tænder, for at hun ikke skulle græde. Hendes øjne klemtes sammen, og åbnede dem hurtigt igen, med en meget pludselig bevægelse. "Kan du så se at komme ud herfra!" skreg hun med tårene løbende ned af hendes kinder. For at vise hende at jeg ikke var bange smilede jeg et lille smil. "Skyd bare." hviskede jeg. ... hvad havde jeg gjort? Hun skød ikke, men hun tabte bare pistolen. Hun så direkte ud i luften, mens hun lod sine tårer løbe. Hendes mund dirrede "Will... jeg... forklar..." mumlede hun. det var faktisk ligefør jeg ikke kunne forstå hvad hun sagde, men på en eller anden måde fandt ud af at sætte ordene sammen. Mig selv? Ja, jeg vendte mig rundt, og fandt ud af hvorfor hun tabte pistolen. Han stod der. William stod der. Han var forpustet. Det så ud som om han havde løbet længe. "Fie?" hans øjne mødtes med hendes. Fies øjne lukkedes og jeg løb udenfor. Jeg ville hjem. Ikke mere drama for den dag! Jeg hader mennesker! 

 

Dengang troede jeg de blev kærester... det skulle man tro, for det var et drama... dagen efter i skolen, snakkede de kæreste agtigt sammen. Men da jeg spurgte ind til William. Han sagde bare de var rigtig gode venner. Og efterfølgene havde jeg siddet alene i sandkassen. Resten af skoleåret, mens jeg så dem vokse sådan op. Jeg fik ikke sådan rigtige venner efterfølgene. Min mor var blevet en smule bekymret, men jeg sagde det var ingenting. I tredje klasse kom der en ny dreng og pige i klassen. de var begge tvillinger, men de var totalt modsætninger. Drengen var totalt mystisk, og ikke særlig åben. Hans hår var mørkt, og det samme var hans tøj, mens pigen var udadvent og havde stort lyst hår, men mange krøller. Hendes tøj var farverigt og smart. Deres navne var vist Jonas og Josefine. Josefine fik mange fra klassen til at kunne lide hende, men jeg kunne ikke fordrage hende. Jonas var en outsider, ligesom mig, så vi hang ud sammen ved sandkassen, og så bare på hinanden. sådan var det i lang tid, indtil William begyndte at snakke til mig igen. Det føltes underligt at være sammen med en man ikke havde snakket sammen med i et år. Jonas og jeg var blevet venner, men ikke de bedste. Vi var kun sammen i frikvarterende, men vi var aldrig sammen hjemme. William og jeg var sammen hjemme hos ham sammen ved Fie og nogle andre piger fra klassen. Vi skulle lege s p eller k. Men det blev for meget, så jeg tog hjem. Mig og William snakkede sammen i timerne og var sammen efter skole, men mig og Jonas var sammen i frikvarterene. Det var vores mønster. Men så i femte...

 

Det var næsten tid til frikvarter, og jeg begyndte allerede at pakke mine ting sammen. "Pakker du allerede sammen?" mumlede min sidemand. Jeg nikkede en enkel gang, uden at se på ham. "Der er stadig 6 minuttertil at frikvarteret starter." sagde han igen. Jeg trak på mine skuldre, og tog et par blyanter op af mit penalhus. Tog et par af bøgerne på bordet væk, og lagde dem ned i min taske. Mine øjne skimtede uret et par gange. "Yo, Ao! Skal vi være sammen i frikvarteret?" råbte William. Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor ikke?" spurgte han. Man kunne høre et tydeligt suk. Og alle vidste allerede hvem det var fra. Så vidste man at timen var slut. Hver gang man hørte Jonas' suk, var timen slut, og normalt plejede jeg at være den første ude, men denne gang var jeg den sidste ude af klassen. Da alle var gået fra deres jakker så jeg Jonas stå og vente på mig. Et lille smil trængte sig på mine læber. Jeg tog min jakke, og vi fulgtes ad hen til sandkassen. "du siger ikke så meget inde i klassen mere" mumlede Jonas til mig. Jeg så ned i sandet og tænkte over mit svar. "Det er bare som om... Jeg ser hele tiden Fie for mine øjne. Du kan vel godt huske dengang Fie kyssede William for næsen af mig, ikke?" spurgte jeg Jonas. Hans svar var et nik. "Jeg ser det for mine øjne hele tiden. Jeg ved godt det kun er et par uger siden, men stadig! Jeg tror det de er ved at opbygge, er ved at være ret seriøst, tror du ikke?" og hans svar et nik mere. Børnene fra første som legede ved sandkassen skiftede med blikket mellem mig og Jonas. Som om de tænkte over noget sjovt de kunne sige. Da de åbnede munden tog jeg noget sand, og proppede det ind i pigens mund. Pigen spyttede det ud med det samme, og grinte så efterfølgenene og hviskede noget til sin veninde. Jonas så på mig. "Du skal vel være sammen med William efter skole. Hvorfor så ikke hjemme hos dig? Det kunne jo være hyggeligt." han smilede til mig, men jeg så med det samme hans skuffede blik efter, at jeg selv havde rystet på hovedet. "Jeg tror han skal være sammen med Fie. Vi kunne måske være sammen efter skole?" spurgte jeg. Jonas' øjne flakkede og så overrasket på mig "Og ødelægge mønstret? Nej, det skal bare blive ved som det er nu!" erklærede han. Som om han lige havde skrevet under på en kontrakt. I det fjerne kunne jeg se Josefine nærme sig. Hun havde helt klart lyttet med. Havde hun ikke nogle venner hun kunne være sammen med? Hendes arm satte sig fast om Jonas' hals. "Hun kan da godt komme hjem til os!" sagde hun. Hendes udadvente tillid til mig, virker stadig ad af en art. Jeg kan bare ikke lide hende. "Det tror jeg ikke er nogle god idé." mumlede han til sin søster. "Kom nu! det kan da ikke være så slemt! Hun ved jo alligevel næsten alt om dig! Så kan hun da godt se hvordan vi bor!" udbrød hun. Og med ét vidste jeg hvad hun prøvede på. hun ville have mig til at se deres hjem, så jeg ikke kunne være sammen med William, for Fie var hendes bedste veninde, det husker jeg, for de fifler altid med et eller andet i frikvarterene. "Josefine, du kvæler din bror." mit ansigt var vent ned mod jorden. Jeg var vred, og det kunne man se, og høre. "Hvad mener du?" mumlede hun uskyldigt. Hendes greb om sin brors hals strammes en smule. Jeg så op, så man kun lige kunne se mine øjne. "Slip din bror! Jeg skal ikke hjem til jer, og i skal ikke hjem til mig! sådan er det! du kan ikke skille mig og William ad! Vi har været venner siden 0! Mere end du nogensinde har været" råbte jeg. Nogle af småbørnene kiggede lidt på Nogle af småbørnene kiggede lidt på os. Josefines greb blev slappere og hun så shokkeret på mig "Hvordan kan du..." hviskede hun. Hun vendte sig rundt og løb. "Er du godt klar over hvor uhyggeligt det der lige var?" mumlede Jonas mens han tog sig til sin hals. Jeg nikkede. "Det var improvisering. Jeg vil være skuespiller, hvad synes du?" og vi grinte begge to, men ikke højt.

 

--------------------------------

HEJ FOLKENS!!! tak fordi i læser denne movella! Jeg er endelig blevet færdig med 2 kapitel! Jeg håber i nyder den eller nød den! Hvad der nu kom først, men i skal bare vide, det der jeg skriver, er det Ao kan huske, fra sin del af hendes barndom, for hun har faktisk to personligheder. Det kommer :3

Men hvad synes i der skal ske? Hvad kunne være spænende? Jeg har en del idéer, men min lære siger, jeg må lære at styre dem. Altså de mange idéer, da jeg gerne vil være forfatter når jeg bliver ældre! Jeg skal bare min grammatik bedre, end jeg allerede kan! 

*

Ps! I siger den er forvirrende! Ikke? Tjooh, ja det er jo det der er meningen, da det faktisk er Aos tanker og billeder i ser og læser! Fantasien kan ikke sætte mine grænser!

*

Læg gerne en kommentar! You know i answer it!<3 ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...