Why me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2013
  • Opdateret: 11 apr. 2013
  • Status: Igang
Han skulle forestille at være min bedste ven. Han skulle forestille at kende mig bedre, end nogen anden. Han skulle forestille at være en man kunne stole på. Men sådan er det ikke. Sådan skulle det ikke være. Han endte med at være min fjende....

6Likes
5Kommentarer
1195Visninger
AA

7. De første 3 kys - Kapitel 6

Jeg vågnede tidligt den morgen. Jeg var træt. Mit hår var en fuglerede efter 20 år. Jeg havde redt det. Taget noget nemt tøj på. Sat mit hår op. Gik ud. Og hvem stod der. Jep. William. Hans smil var bredt, men jeg gav ham den kolde skulder. Jeg kan ikke huske hvorfor, men det gjorde jeg, men han så skuffet ud. Og jeg fortsatte, og han indhentede mig. "Hvordan er den nye skole?" mumlede han. Jeg så på ham ud af øjenkrogen. "Har du da savnet mig?" spurgte jeg ham. Han nikkede, men rystede så hurtigt på hovedet. "Hv-hvorfor tror du det?" skyndte han sig at sige. Et lille smil fandt frem til min mund. Vi stoppede op nede ved åen. Jeg satte mig ved bredden, og han satte sig ved skråningen. Pinden jeg havde i hånden dyppede jeg ned i vandet. "Jeg har savnet dig" mumlede jeg. Mine ører hørte han rørte på sig. Jeg blev ved med at se ned i vandet. Han kom ned ved siden af mig. "Må jeg spørger dig om noget?" spurgte han. Jeg nikkede. "Hvad hvis jeg kyssede dig, hvad ville du så gøre?" mumlede han. Jeg stoppede i én bevægelse. Jeg så op på ham. "Hvorfor spørger du dog om det?" spurgte jeg. Han trak på skuldrene. "Nå, men ... jeg ville nok se shokkeret på dig, og så ... ja, hvad skal jeg dog sige? Jeg ville nok spørger hvorfor du gjo..." mere nåede jeg ikke at sige, før han tog fat i min hage, og løftede den op i en retning mod mig, og kyssede mig. Og ja, jeg blev shokkeret, men jeg havde nok regnet med at det kom. Altså, han havde spurgt om det. Jeg var også forvirret, var han ikke stadig sammen med Fie. Og da han slap mig, var jeg helt varm, og hans kinder var varme. Mit hjerte sprang et halvt slag over, og jeg havde set væk fra ham. "Hv-hvorfor gjo-gjorde du d-det?" stammede jeg. "Fordi siden du kom. Du var mere ... dig end nogen anden." mumlede han. Som om han ikke vidste han ikke hvad han skulle sige. Og nu da jeg tænker over det, er det lidt underligt at han havde opført sig sådan. Det var første gang han havde gjort det. altså kysset mig, og havde opført sig som en klammertorsk. Altså, det jeg mener er bare at han ikke burde have været sådan. Bare mine andre drenge venner ikke også kyssede mig. Men William tog det første kys. "Tager du gas på mig? du gør kun det her fordi dig og Fie ikke er sammen mere, fordi hun har fundet en anden." mumlede jeg. Mit hoved så ned mod vandet igen. "Hvor..." startede han, men det var som om han ikke kunne sige mere. Efter lidt tid rejste han sig op. "Du har ret. Det må du undskylde Ao. Men du har altid været min bedste ven. Og da jeg så dig i lufthavnen. Jeg blev så glad" sagde han. Jeg så ikke på ham. Pinden sad fast i mudderet under vandet. Der hørtes et suk fra en i nærheden. "Ao?" jeg kunne høre hvem det var, men jeg svarede ikke. Jonas stod lidt væk fra os, men han var der. Jeg rejste mig op med en smule værdighed og gik i en anden retning, forbi Jonas. De kaldte på mig, men jeg ignorerede dem. William havde gjort mig til grin. Det var bare ikke i orden. Og Jonas skulle ikke nyde det, så jeg satte kurs mod det sted, hvor jeg vidste jeg kunne være bare lidt alene. Med mine egne tanker. Jeg skulle hen til skolen. Ned til sandkassen. Jonas ville nok komme, men jeg ville ikke svare ham. 

 

Han kom. Jonas kom. Han havde spurgt hvad der var sket, hvorfor jeg ikke svarede ham, og bare tegnede i sandet. Og jeg stirrede bare ned i sandet, mens jeg lod min finger køre rundt i det. På et tidspunkt var han væk, men han kom igen. Denne gang med sodavand og noget slik. Men jeg tog ikke imod det. Kun i nogle sekunder havde jeg kigget på ham, og hans øjne var fulde af bekymring. Hans mund dirrede, og hænderne rystede. Øjnene var stadig mørke og dystre, men jeg kunne se igennem dem. det var let, når man kendte ham. Jeg kiggede ikke på ham mere end de få sekunder, men under de sekunder havde hans ansigt ændret sig til medlidenhed. Et smil faldt på hans læber, men det var ikke stort. Øjnene slappede lidt af. Hans skulder faldt ned og hovedet røg lidt på skrå, men da jeg så ned igen blev han anspændt. "For fanden! Ao! Svar mig! Forklar mig hvorfor du ikke vil snakke! Hvorfor du gik fra William på den måde!" mumlede han. Jeg var stædig, og ville ikke svare ham. Det skulle jeg ikke have gjort, for han tog fat i mine skuldre. Ruskede i mig, og fik mig til at se ind i hans øjne. "Svar mig ... Ao ..." hans stemme knækkede over. Han var på grådens rand. Jeg så ned over den anden sige af sandkassen. "Se på mig, forhelvede Ao! Er du syg? Skal du hjem til din mor?" skreg han. Det fik mig til at se på ham. Mine læber åbnede sig lidt, men jeg nåede ikke at sige mere, før hans hoved faldt ned i mit bryst. Hans hænder varstrammet godt til om mine ærmer. Han hulkede og noget vådt spredte sig på mit bryst. Han græd. "Undskyld..." mumlede jeg. Jonas så stille op. Hans øjne var røde. Jeg så ned af mig selv. Nej det var ikke vand. Det var blod. Har jeg nogensinde fortalt jer, at jeg ikke kan tåle at se blod? Nej det har jeg ikke, nå men jeg besvimede efterfølgende. 

 

Da mine øjne åbnede sig var William over mig. Jeg lå i min seng. Jeg havde fået noget nyt tøj på. Jonas sad ved siden af William, men sagde ikke en lyd. William så i en bog, men da jeg så på omridset, var det min dagbog. Jeg havde sat mig lige op, og det gav et z i dem begge to. Jeg tog min dagbog fra William, og hans hoved var helt rødt. "Åg gosh. Jeg vidste ikke du hadede Fie SÅ meget." mumlede han. Men jeg tav ikke, jeg gav ham en flad lige på kinden. Hans hoved blev tomatrød, og Jonas fnes, men han skulle ikke tro jeg havde glemt ham. Han havde trods alt blødt ud over mig. Og ham stak og også en flad en. "Og i kan godt skrubbe af." sagde jeg. De begge rystede på hovedet. "Nej, for vi skal lave s p eller k nu." sagde William frækt. Mine øjne rullede en enkelt gang, og de faldt på det billede af min far, jeg havde på mit skrivebord. Mit hjerte lettede lidt. Jeg havde ikke set ham siden min mor og far blev skilt da jeg var 5. Vi plejede at lege s p eller k. Det var vildt sjovt. "Nej, jeg vil ikke lege s p eller k. Desuden er i drenge, og i er ikke velkommen i mit skab!" og grunden til at jeg vidste de havde været i mit skab var fordi det var åbent, og det tøj jeg havde på var helt klart valgt af en dreng. Og hvordan kunne jeg vide det? Ja, for det passede slet ikke sammen. Vent lige. Nu jeg tænker over det. Hvordan har de fået tøjet på mig? Mor var nemlig ikke hjemme på det tidspunkt. Drengene har vel ikke? De havde taget mit tøj af, og taget noget nyt på. Fuck.  Nåe... videre med historien. "Jeg skal ikke lege s p eller k med jer!" snerrede jeg af dem. Idioter altså. Kan de ikke forstå at en pige har brug for lidt privatliv? De fnes bare og så dumme ud. Men de blev sidende. "Gosh! Altså! Fint så! Men ikke noget klamt noget!" mumlede jeg. Jonas og William udvekslede blikke, og mig? Ja, jeg rullede med øjnene. Mine ben bevægede sig hen i sengen igen. 

 

Drengene var så barnlige! Alt muligt med at rode rundt i tingene. Spørge rom alt muligt, om hvem jeg kunne lide. de to hyggede sig, men jeg følte mig, meget... mere... anderledes. Det så ikke ud som om de noterede det, men jeg var ligeglad. De ville ikke ødelægge deres gode humør som de plejede. Jeg håber bare de ved hvad de laver. Mig selv. På et tidspunkt gik jeg ud fra værelset. Min mor sad inde i vores lille stue. Men det var noget anderledes ved det. Noget der irriterede mine øjne.  Og jeg fandt hurtigt ud af det, min mor havde hængt et billede op af mig. Jeg smilede, og jeg så så glad ud! Det var lang tid siden jeg havde været så glad! Jeg følte mig. En smule rørt. Jeg havde lyst til at spørger hende hvorfor hun havde hængt det op, men hun lå og sov på sofaen. William kom op ved siden af mig. Og gæt hvad. Jeg fik et chok  Jeg fik det største chok, at jeg faldt bagover. Ind i vores bogreol, som faldt over mig. Bøgerne faldt ud, og reolen ramte strygebrættet, som var fyldt med mig og min mors tøj. det var stadig vådt, så det måtte lige være hængt op. Tøjet lå ud over det hele, og det gav et brag. Min mor blev vækket. Det gjorde mig trist. Hun havde set ud over det hele, og så så hurtigt på mig. Jeg havde slet ikke opdaget at bogreolen lå over mig, men jeg så stadig på hende. Hendes øjne blev blanke. Og ligesom en dårlig film, løb hun hen til mig. Prøvede at få bogreolen væk, men kunne ikke, da hendes arme var for svage. William prøvede også at løfte den op, men det hjalp ikke, Jonas kom løbende ind. Hans blik så rundt over rummet. "Hvad er der sk..." mere nåede han ikke at sige, før han fik øje på mig, og gik hen til de andre, og hjalp dem med at løfte den. Denne gang løkkedes det for dem. Min mor havde sendt drengene hjem efterfølgene, men der skete noget i døren med Jonas. Han havde set på mig. Underligt, og i døren på vej ud, gik jeg hen til ham for at spørger hvorfor han stirrede sådan på mig. Og mit svar blev besvaret. Men ikke med ord. Men med hans læber. Hans ansigt nærmede sig, og før jeg kunne træde tilbage havde han fat om livet på mig, trak mig ind til ham. Jeg kæmpede imod, og han pressede sine læber mod mine. Da han trak sig tilbage. Havde han sagt til mig at mit ansigt var knaldrødt. Det var skræmmende, for jeg plejede slet ikke at være så. Piget. det var fuldstendig nyt! Men ved i hvad? Jeg kunne lide det!

 

Ferien sluttede, og mig og Jonas skulle side i flyet sammen. Desværre holdt han armen om mig, da han troede at vi var kærester. Han forstod bare ikke, at vi ikke var det.  Jeg kunne bare ikke lide det. Så jeg ville IKKE falde i søvn, selvom jeg var mega træt! Jonas faldt HELDIGVIS i søvn, og jeg fjernede hans arm. Og da han vågnede, så han egentlig ud til at undre sig over at hans arm var fjernet, og jeg gad ikke at se på ham. Han var bare dum at se på. for hver gang jeg så på ham, smilede han med røde kinder. Det lignede han ikke. Så på skolen prøvede jeg(så godt jeg kunne) at ignorerer ham. Så jeg gik for det meste med mig selv. Ned på biblioteket. Op til time. Ud foran skolen. Oppe i nogle af de få træer der var der. Ja. Var bare mig. Jeg regnede ikke med at han ville finde mig. Ja. Jonas. Han ville bare ikke lade mig være, og først efter en uge, fandt han mig på biblioteket. Mellem nogle random bøger. "Jeg har ikke set dig den sidste uge" mumlede han. Og tilsedynladende  PRØVEDE han at spille sej, og læne sig ind over en reol, men det virkede vist ikke. Jeg svarede ham ikke, men læste videre. "Kan du svare?" spurgte han, og lænede sig lidt frem med mig. Og varmen blussede op i mine kinder, og jeg begravede mig længere ned i bogen, og rystede på hovedet. Og et suk hørtes fra ham. "Skal vi følges ad til time?" spurgte han, men med lidt lavere tonefald. Jeg rystede let på hovedet. Og et suk hørtes. Igen. Og han bevægede sig, men ikke hen mod mig, men væk fra mig. "Jeg... jeg kommer ikke til time." mumlede jeg. Skridtende stoppede, og jeg følte et blik på mig. "Og hvorfor, om jeg må spørger?" spurgte han. "Jeg har lovet at aflevere en speciel opgave, og den opgave skal jeg læse til." Godt nok ikke løgn, men på en måde også. Jeg læste allerede op til eksamen. "Nå... okay. Det siger jeg så." mumlede han, og gik videre. Og jeg begravede mig igen ned i bøgerne, men med dårlig fornemmelse i maven. "Well... well... well.." lød en bekendt stemme. Jeg så ikke op fra bøgerne. "I see. The Dump girl is already reading up to the exam. Is she really THAT stupid?" hun grinte. Mit greb om en bog blev strammere. Hvordan kunne hun vide jeg læste op til eksamen? Jeg fandt så ud af SENERE på året at hun var gået om, mere end én. Det vidste jeg så ikke dengang, og derfor havde jeg sikkert set dum ud. "I know the answers! I will cheat!" hviskede hun. Og jeg så lidt op. "Go." mumlede jeg, og så så ned i bogen igen. Jeg læste ikke mere. Nu ville jeg HØRE hvad hun havde at sige. "What do you think? No one of us. LIKE you. But Jonas. He's ... i can see it. You and him! Your together!" råbte hun. Og da jeg så mig omkring, havde folk omkring os, set på os. "Nope." svarede jeg hende, med et selv sikkert svar, og læste så igen. Jeg kunne høre hun brokkede sig, men jeg lyttede ikke efter. Den her prøve var vigtig(dengang)! Jeg fandt min lille nokia telefon. den var ikke til at prale over. Men jeg brugte den. Og jeg satte høre telefoner i, og satte dem i øret. Spillede noget fed musik, og nikkede med musikken. Og som sædvanlig grinede jeg indeni. Hun så sikkert meget dum ud! Og så skete det hurtigt. En bog ramte mit hoved., og alt blev sort.

 

Da jeg åbnede mine øjne. Ja gæt hvem der var der. Min værelsekamerat. Hendes "loverboy" og. Ja. Jonas. Hans blik så bekymret på mig. Og jeg gad ikke se på ham. Istedet så jeg på min værelseskammerat. Hun holdte hånd med "loverboy" der. Hans ansigt var rødt, og det morede mig. for han var sikkert fuldstændig ligeglad med mig, men han ville ikke lade Wendy være alene med Jonas. Og jeg kunne se hvad pigerne i biblioteket mente. Jeg kunne se hvad de så i Jonas' øjne. Og det irriterede mig voldsomt. Jeg hadede virkelig det ord. Jeg følte mig som mig selv igen. "Hey, er du okay?" spurgte Wendy. Hendes blik viste bekymring. Det mildnede mig lidt. "Ja. Mit hoved gør bare meget mere nas, end det ville gøre at drukne, og så ikke kunne få luft. I ved... også når man kommer alt for langt ned i vandet, og det trykker mod ens hoved. Det her gør bare så ondt, at hvis jeg var på 12 km. dybde i vandet." mumlede jeg, og tog mig til hovedet. for det gjorde virkelig ondt. Jeg kan stadig huske det. "Jonas. Gå din vej." mumlede jeg. Og da jeg så på ham, blev hans øjne blanke. "Jamen. Ao. Jeg kender dig! du er ikke ond! du er... heller ikke den skarpeste til at være god, men..." men han tav. Og jeg så lidt mere op på ham. "Hør. Jeg vil ikke have dig i rummet her. Okay? Så smut." sagde jeg. Hans mundvige bevægede sig, men sagde ikke noget, og han gik ud med hævet bryst. 2Okay. Hvad var det nu om?" spurgte Wendy. "Hør, for at sige det kort. Han kyssede mig foran min mors lejlighed. Okay? Og han tror vi er "sammen" men det vil jeg ikke være! Jeg vil have den gamle Jonas tilbage. I ved, ham der ikke siger noget. Skolen her... forandre virkelig folk." sagde jeg. Jeg tog mig igen til hovedet. "Hvad? Den Jonas kender jeg ikke? Jonas har været ud anvendt siden han kom. Okay, først havde han mørkt hår og alt muligt. Men dagen efter. Var det som om. At se en engel." Wendys øjne så på mig, og hendes læber bredte sig til et smil. Tim så ned i jorden, men hans... nej rummet var lidt. Ubehageligt. "Så, du kan lide ham?" mumlede Tim. "Nej." sagde hun. Hun rømmede sig. "Kun lidt." sagde hun så. de begge to så forlegent ned i jorden. Jeg ville ikke gøre noget. Men det var en ubehagelig... MEGET ubehagelig akavethed i rummet. "Altså... som ven." mumlede hun så. Og Tim så hurtigt op og ned på hende. "Altså! Hvis i kysser nu, så går jeg." sagde jeg selv, og skulle til at rejse sig. De begge så hurtigt på mig, som om jeg var idiot. "Altså? Ved du det ikke? Altså! Wendy! Har du ikke fortalt hende det?" sagde han, med et stort smil på læben. Arh! Jeg har glemt at nævne for JER!! Eller... dig... den der end læser det her. Jeg har fuldstændig glemt at de var.. ja, det finder i ud af... "Undskyld, Tim. Nej jeg har ikke fortalt det." hun trak vejret ind og sukkede. "Tim er min gran fætter." sagde hun så med et lille smil på læben. Ja, nu ved i det. Måske skulle jeg ikke have skrevet "loverboy" før... sorry, men jeg havde glemt ALT om det. Og nu hvor jeg skrev det her... ja, så huskede jeg det. Hehe... pinligt.

 

Jeg så lidt fra den ene til den anden. "Såe... Tim har ikke et crush på dig?" spurgte jeg Wendy da vi var alene. Sandheden er at... mig og Wendy er blevet de bedste veninder! Thi hi. Men ja, *host* videre til historien. Ja... Hun grinte af mig. "Nej! Haha! Hvorfor tror du det?" sprællede hun. Og jeg løftede et øjnebryn. "Fordi lige fra den første DAG har han spurgt om du var min værelsekammerat." jeg trak vejret lidt, men holdt så vejret. "Okay? Jegtror han godt kan lide dig." sagde hun med en gnist i øjet. "Åh nej! Ikke en igen!" skreg jeg. Det overraskede Wendy. "Hvad? Hvis jeg var dig, VILLE jeg holde fast i ham. Han er ret lækker." hun blinkede med det ene øje. Og jeg fik en dårlig fornemmelse i maven. "Ja, men nu er du jo ikke mig! Vel?" og jeg pegede på hende, da jeg sagde "dig". Hendes grin stoppede lidt efter lidt. Hun tørrede et par tårer væk. "Nej, du har nok ret, men seriøst. du burde beholde ham. Altså, Du kan jo ikke lide Jonas på den måde. Og du har vel ikke en anden?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. "Så tag Tim! Han er altså virkelig sød!" sagde hun så, og jeg besvarede ved at trække på mine skuldre. "Yes! I bliver et godt par!" jublede hun. Jeg veg tilbage. "Tim! Jeg henter Tim!" jublede hun. Jeg var mest af alt forvirret. "Ehh..." hun åbnede døren. Og gæt hvem der kom ind. Tadaa! William. Vent hvad? William? Han gik direkte hen til mig, som lignede en der kunne dø, og lagde armene om mig. "William?" hviskede jeg i chok. Og tøvende lagde jeg også armene om ham. "Jeg er her nu." hviskede han og strøg mig hen over håret. "Hvad tale du om?" sagde jeg og prøvede at få ham fra mig, men ha kunne ikke. "Jeg er her nu. Jeg vil starte her! Jeg er nødt til det! Jeg har kontakter her. Og de har set dig og Jonas sådan rigtig sammen. Og... ja. Her er jeg" han stammede. "Orv. Nu kan jeg se hvad du mener. Hehe. Tim må vidst vente lidt." sagde Wendy. Og med det samme kom spørgsmål fra William om, Hvem er Tim. Hvordan er han. Hvad snakker hun om? Og hver gang fik jeg ladrig lov til at svare. Han trak sig væk fra mig. "Altså. Hvem. Er Tim?" spurgte han igen. Jeg sukkede "Tim er en dreng på skolen, som Wendy her, påstår at kunne "lide" mig. Du ved. Din måde at kunne lide mig." svarede jeg ham. Williams reaktion var ikke overraskende. Og både mig og Wendy sendte ham ud af værelset. "Og hvem var det så?" spurgte Wendy så. Og jeg forklarede hvem han var. Og brikkerne i Wendys puslespil faldt på plads. "Arh! Det gir' mening. Men han blir' godt nok hurtigt jaloux" understregede hun, og lagde så armene over kors. Og jeg nikkede. Det blev snart nat, og vi gik i seng. Og den næste morgen var Jonas for min dør. Med en... rose. William havde en hel buket af dem. Og så. Tim tog Wendy under armen og gav både William OG Jonas "blikket" som siger "hun er mig! hold jer væk!" og det irriterede mig grusomt, så i frikvarteret fandt jeg et helt nyt sted at være! ALENE!!! Gæt hvor det var. Bag om skolen, hvor alle de seje fyrer og piger var.

 

Godt nok fik jeg ingen venner der, men jeg var alene. Det var det jeg ville. Og jeg skulle høre musik. Så jeg kom tit forsent. Og som jeg havde forudset. Lod de mig være! De kunne bare ikke finde mig. Og jeg tror William havde fortrudt, at han havde flyttet skole. Han måtte virkelig vild efter mig siden han ville... i ved... flytte skole for mig... ÅH GUD! Mine kinder bliver røde nu! 

Så skete det. Tim fandtmig. Jeg sad bag skraldespandene. Han hjalp mig op at stå. Mit musik var så højt at jeg ikke kunne høre hvad han sagde, men han sagde efter eller andet. Jeg skulle til at sætte mig ned på græsset igen, men han trak mig ind til sig, og det overraskede os begge. Vores ansigter var så tæt, at hvis jeg lænede mig lidt mere frem. Så ville vores læber rammes. Bag ved ham sås Jonas og William komme løbende. Det hele...(i mit hoved) foregik i slowmotion. Tim havde lukket hans øjne og presset mig ind mod væggen og lænede sig ind over mig. Vores læber mødtes. Han slap mig efter nogle sekunder. Jonas og William var stoppet op nogle få meter fra os. Og inden Tim kunne nå at vende sig rundt. Ja. Jeg gav ham en lussing. "Hva' fa'n!" skreg han. Og løftede han hånd. "Skrid fra mig!" råbte jeg af dem alle. Jeg havde vaklet tilbage, men jeg holdte balancen. "I skal holde jer væk fra mig!" råbte jeg efter dem. Alle øjne hvilede på mig. Wendy dukkede op imellem dem. "Jeg gider ikke have mere med Jertre at gøre!" sagdejeg. Min stemme blev til en rørsten. "Kan i ikke se... at jeg vil være, bare lidt alene?" hviskede jeg. Jeg stirrede på dem alle tre. William gik forskrækket fremad. "Nej! Gå tilbage! Jeg gider dig ikke mere! forsvind!" tårerne pressede bag øjenlågende. William veg tilbage. Et smil(mege tlille) strammes på hans læber. Jonas' øjne blev blanke. Og Wendy så vredt på Tim. "Tim. Hvad gjorde du?" hviskede hun. "Han kyssede mig!" skreg jeg, som svar. Selvom de tikke var mig der skulle svare, svarede jeg for ham. Og smilet på hans læber blev stører "Du kunne li' det." han blinkede flirtende med det ene øje. Og i ren frustation. Vendte jeg mig om. Og løb. Så hurtigt jeg kunne. Væk. Jeg fatter bare ikke, at Tim var sådan! Wendy var tilsyneladende også overrasket. Men noget vidste jeg. INTET bliver det samme igen. Uanset hvor meget jeg prøver.

 

***

Hej Cook-fans!(Det kalder jeg mine fans Thihi^^)

Dette kapitel er blevet længere end jeg havde forventet. Men hvad havde i forventet?

**

Kunne i lide kapitlet? Eller bare historien? LIKE DEN!! ^^ Hvis der er noget jeg mangler, så sig det! :D Såe... Ja... Ehm... 

*

Skriv gerne en kommentar! You'll know i'll answer it!^^

Fra jeres Happy Cookie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...