Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20076Visninger
AA

28. Trouble


If you can see me now ~ The Script

Niall's P.O.V.

Koncerten var lige sluttet. Fansene var så småt begyndt at forlade arenaen, men jeg kunne ikke følge dem. Jeg stod her, min krop var helt overrumplet over hele den 'se det fra en fans synsvinkel' oplevelse.

Jeg sad fast her, stirrende på scenen. Mine fire bedstevenner var der, jeg så dem, jeg hørte dem... men jeg kunne ikke nå dem, og det dræbte mig.

Nu følte jeg mig bare helt hypnotiseret. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre, eller hvornår jeg skulle gøre det. Ude af stand til at bevæge mig, for bange for at lade en mulighed svæve forbi min næse... Jeg kunne ikke bare gå som om intet var hændt! Jeg kom her for at se drengene, for at snakke med dem! Jeg var en del af det band, og jeg fortjener at være sammen med mine bedstevenner! De forlod bare scenen som om ingenting var sket, som om det ikke var noget stort. Det var tydeligt at de ikke vidste jeg var der... jeg ville virkelig gerne snakke med dem! Men hvordan, jeg var alene nu...

Mine tanker blev afbrudt af to stemmer ved siden af mig. Det var to piger, de snakkede sammen, og deres samtale fangede mig.

”Har du stadig VIP passene?” Spurgte den ene pige.

”Ja,” svarede den anden pige, ”de er i min taske. Jeg er så spændt på at møde dem omme bag scenen, det bliver fantastisk!”

”Også mig! Endelig kan jeg få taget et billede med dem, og røre dem!”

”Også mig!”

”Vi er så creepy... Haha!”

”Om vi er! Men lad os gå! Jeg kan ikke vente længere!”

VIP. Omme bag scenen. Møde. Hvad. Åh Gud. Ja, ja! Det var den eneste måde at nå til dem, på den måde jeg ville!

De piger havde VIP billetter til at møde mine venner, og det havde jeg ikke... men jeg kunne ikke lade den mulighed gå til spilde, ikke igen. Godt nok havde jeg ikke VIP billetter, nogen identitet, jeg var måske en forræder og en fremmed for mine venner, men jeg måtte gå min egen vej og klare tingene. Jeg var nødt til at fortælle verden den sande historie.

Trods alt var jeg ikke forræderen. Will var. Han skulle havde hjulpet drengene og jeg med fremskridtene. Alt han gjorde var at ødelægge noget dyrebart, ved at tage det fra mig. Han var taberen.

Pigerne gik forbi mig, jeg ventede på at de var lidt længere væk før jeg fulgte efter dem. De zigzaggede gennem de tomme sæder i arenaen, jeg fulgte efter dem på god afstand forsigtigt, klar til at reagere hvis de opdagede mig.

De to piger forsvandt pludseligt omme bag et sort gardin. Jeg satte mig ned på et sæde, og gav dem et par få minutter til at gå ind, hvorefter jeg ville gå derind. Efter et par minutter ar gået listede jeg hen til gardinet. Forsigtigt rykkede jeg dem til side og gik gennem dem. Kun en smal, vandret gang. Normalt beskyttede sikkerhedsfolk denne del af arenaen. Sært de ikke var her.

På væggen foran mig var døren til omme bag scenen. Da der ikke var nogle sikkerhedsfolk, besluttede jeg mig for langsomt at gribe fat om dørhåndtaget og dreje det. Da jeg hev det mod mig, knirkede døren og et smil dannede sig på mine læber. Glæden ved at vide jeg havde muligheden for at snakke til drengene var for meget. Det var næsten for godt til at være sandt...

”Hvad tror du, du har gang i?” Jeg frøs på stedet. Min hånd var stadig på dørhåndtaget, og hele min krop var frosset. Frygten der gik igennem min krop var ikke til at beskrive.

”Jeg... øhm...” Langsomt vendte jeg mig om, hele min krop rystede. Da jeg var drejet en halv omgang, så jeg hvem der talte til mig. Det var en høj, stor og muskuløs sikkerhedsvagt. Han stod foran mig, hans arme var over kors, han dræbte mig med sine øjne. Han var tre gange så stor som mig!

Jeg gik langsomt bagud, men min ryg ramte døren til omme bag scenen. Forstenet, jeg kunne ikke sige noget.

”Har du VIP billetter?” Spurgte vagten med en stemme, der var dybere end normalt.

Mit hjerte bankede hurtigt. Hele min krop var så svag, jeg følte jeg smeltede op af døren. Hvad kunne jeg sige?! Jeg kendte vagterne, jeg plejede at være den person de beskyttede, og de var meget barske! De lavede ikke nogen undtagelser! Hvis de vidste jeg prøvede at snige mig om bag scenen, så ville de få mig arresteret!

Ideerne fløj rundt inde i mit hovedet, ordende, sætningerne, alting var så forvirrende, og jeg var så bange for at vælge noget uforståeligt. Så jeg rystede bare på hovedet.

”Okay, hr., giv mig en identitet eller jeg ringer til politiet.” Mit hoved råbte. Jeg havde ikke nogen identitet! Fuck, jeg var busted! Og han ville ringe til politiet og så vil de sætte mig i fængsel... Nej, jeg var så tæt på drengene, men alligevel så langt fra, men jeg ville ikke længere væk!

”Hr., giv mig noget identitet!” gentog vagten aggressivt, ”hvis du ikke ville have problemer, så skulle du bare have ladet være med at prøve at snige dig omme bag scenen! Nu, giv mig noget identitet!”

Problemer. Det ord gav ekko gennem mit hoved. Det sad sammen med en sætning jeg havde hørt før. Vent... 'Ring til mig hvis du har brug for at blive kørt nogle steder, eller hvis du har problemer kan jeg få dig ud af dem'.

Samuel! Ja! Han kunne få mig ud af problemer!

”Du kan ikke ringe til politiet, hvis jeg ikke har min advokat!” Råbte jeg af sikkerhedsvagten, og følte min styrke komme tilbage.

”Ring til din advokat,” sagde han ikke imponeret, kun en smule, ”vi ringer til politiet lige efter.” Jeg nikkede, og tog telefonen som Sam havde givet mig i går aftes, og tastede hans nummer ind.

Mens den ringede, fik sikkerhedsvagten skubbet mig tilbage til indgangen med de sorte gardiner, så han var den der var foran døren til omme bag scenen.

”Sam!” udbrød jeg da han endelig tog den, men stille nok så sikkerhedsvagten ikke hørte det, ”jeg er i store problemer! Hjælp mig! Kom og hent mig hos drengenes koncert her i London!”

”Hvad laver du der?!” Spurgte Samuel chokeret.

”Der er ikke tid til at forklare!” svarede jeg automatisk, ”gå hen til de sorte gardiner så snart som muligt!”

”Jeg er der allerede,” sagde Sam, ”jeg kørte nær arenaen. Er der om to minutter.”

Ligesom Samuel sagde, to minutter senere kom han i den lille gang mellem de sorte gardiner, og døren til omme bag scenen.

”Du er denne mans advokat, hr.?” Spurgte vagten Sam. Jeg gav ham diskret en albue i siden, så han kunne svare ja.

”Ja,” svarede han med det samme, ”hvad er der galt hr.?”

”Altså din klient prøvede at snige sig om bag scenen, og han havde ikke et VIP pas. Jeg må arrestere ham for krænkelse af privatlivet.” Jeg ved mig i læben. Sikke en idiot jeg var!

Men Sam gav mig ikke engang et skuffet blik, eller dømte mig med hans øjne. Han stirrede bare på vagten og svarede med den mest normale stemme jeg nogensinde havde hørt: ”Åh, Hr., undskyld. Min klient har nogle seriøse, mentale problemindstillinger og han kommer tit i problemer. Han ved ikke hvad han laver. Vi beklager at vi forstyrrede din aften, jeg kører ham hjem. Hav en god aften!”

Jeg åbnede munden på vid gav, fornærmet. Men inden jeg kunne nå at protestere havde vagten accepterede det, og lod Sam skubbe mig om på den anden side af de sorte gardiner. Vi var begge tavse, indtil vi kom ind i Sams bil.

”Mange tak!” sagde jeg sarkastisk, ”er det det du kalder at 'hjælpe'?”

”Undskyld,” sagde Sam, mens han begyndte at køre, ”men det var den eneste ting jeg kunne komme på. Men kan du forklare mig hvad i helvede du lavede til deres koncert?!”

Aggressivt lagde jeg armene over kors og kiggede ud af vinduet. Mine øjne begyndte at blive våde uden min tilladelse. En rebelsk tåre faldt ned på mit knæ.

”Jeg havde bare brug for det, okay?!” græd jeg, ”jeg havde bare brug for at se dem, høre dem! Kan du ikke forstå det Sam?! Det er ikke til at holde ud at de er her et eller andet sted, og jeg kan ikke nå hen til dem! Det er ikke fair!”

”Jeg er ligeglad med du går ind til deres koncerter, og jeg forstår du savner dine venner, men for Guds skyld, lad være med at snige dig omme bag scenen!” sagde Sam virkelig surt, ”Sådan kommer man i problemer Niall! Jeg kommer ikke løbende hver gang du laver dumme ting, som at snige sig om bag en One Direction koncert!”

Jeg druknede i tårer. Jeg indrømmede gerne det var dumt, men jeg fulgte mit hjerte, mit hjerte førte mig derhen, og jeg kunne ikke gøre noget.

”Og hvorfor var du der allerede?” Det spørgsmål havde brændt mine læber, lige siden jeg ringede til ham inde i arenaen. Sam sukkede, bekæmpet.

”Fordi jeg vidste du ville være der.” Indrømmede han, mens hans hænder strammede grebet rundt om rattet, ”det var tydeligt, jeg vidste du ikke var i stand til at være inde på det hotel værelse, og vide dine venner er så tæt på. Så jeg sørgede for at være omkring dig, fordi jeg også vidste du ikke ville være istand til at holde dig fra at gøre dumme ting.”

Jeg sagde ikke noget. Jeg hadede det at han forudsagde alt det der skete i aftes. Som om han sagde jeg var for dum... jeg var ikke dum, jeg krævede bare kærlighed.

Lige nu ville jeg bare sove. Mit forsøg på at se drengene fejlede, og jeg ville sove med skammen i mine drømme. Fuck alt.

Louis' P.O.V.

Koncerten sluttede, vi var i Zayns hus, igen. Jeg savnede på en eller anden måde mit hjem, men vi kunne ikke efterlade hinanden et sekund nu. Harry ville stadig ikke snakke, og Zayn var så uskyldig som en fem årig lille dreng. Det her var forfærdeligt. Gad vide hvor lang tid der gik før Liam og jeg også blev sådan... Vi var stærke, og støttede hinanden mentalt.

Ligesom i går aftes, Liam lod nogle få tårer falde, efter vi fik Zayn og Harry i seng. Jeg klappede ham på ryggen og fortalte ham at han skulle hænge på, at det ville blive bedre en dag. Han smilede forlegent af mig. Jeg var sikker på at jeg ikke helt, eller overhovedet, overbeviste ham, men i det mindste fik jeg ham til at smile, og det var det eneste jeg ville have ham til.

Men selv med hinandens støtte, var det ikke nemt. Igen, jeg undrede mig over hvor lang tid der ville gå før vi mistede forstanden. Og også.. hvem ville det først ramme..?

Jeg sad i sofaen med Zayn og så nogle mærkelige tegneserier i Tv'et, mens Liam madede Harry. Han spiste mad, men han var ude af stand til at få det op til hans mund, så vi var nødt til at gøre det for ham... I dag var det Liams tur.

”Sidste bid, Harry, åben din mund,” sagde Liam ved siden af mig, ”kom så, du kan godt.”

Harry åbnede stadig ikke munden til den sidste bid. Liam tog fat i hans kæbe med hans fingre og trak den end. Harrys mund åbnede og Liam fik det sidste mad ind.

”Sådan der.”

Han satte tallerken på bordet foran sofaen og sukkede dybt.

Jeg behøvede ikke engang at se til siden. Jeg vidste Liam var desperat af at se Harry så tomt, og det frustrerede ham, men skræmte mig. Det skræmte mig så meget, hvordan Harrys funklende, grønne øjne blev til disse kedelig og døde øjne... Det føltes som om han var et sted mellem den øvre verden og den levende verden, som om han var død men ude af stand til at forlade den virkelige verden. Jeg fik kastet et hurtigt blik på ham, men automatisk fik jeg gåsehud og kiggede igen på Tv'et.

Hvordan kunne jeg frygte mine venner så meget sådan her..?

Jeg skulle til at vende mig om og trøste Liam, bare for at få ham til at føle sig lidt bedre tilpas, men banken fra døren stoppede mig fra at muntre min ven op.

Liam sukkede af bekymring, og jeg rejste mig hurtigt op, også bekymret. Hvem helvede bankede på døren, på sådan et tidspunkt?

Jeg satte tempoet lidt op da banken på døren blev højere.

”Ja, jeg kommer...” sukkede jeg, ”bare vent...”

Jeg tog fat dørhåndtaget og drejede det. Personen på den anden side skubbede voldsomt min retning for at komme hurtigere ind. Døren smadrede ind min næse, og smerten var fokuseret i mit ansigt. Jeg lukkede øjnene hårdt i og tog fat om min næse, blod kom ud af mine næsebor og genem mine fingre.

”Av, dit svin!” råbte jeg, mens jeg holdte min næse med begge hænder, ”var det for meget at vente til jeg havde åbnet døren?!”

”Åben døren hurtigere næste gang din idiot.”

Stemmen som gik igennem mine øre sendte advarsler igennem hele min krop. Det fik mig til at føle mig mere aggressiv. Hvorfor var han her? Gjorde han det her med vilje? Nød han at se os lide? Den stemme... Dans stemme.

”Hvad fuck laver du her Dan?!” udbrød jeg, åbnede mine øjne og glemte helt min smadret næse, ”du er ikke velkommen her!”

”Hvad sker der her?!” Sagde Liam, rejste sig op fra sofaen og kom hen til Dan og jeg der stadig stod foran den lukkede dør.

”Bare slap af, jeg bliver her ikke ret længe,” sagde Dan med en smule morskab i hans stemme, ”jeg er her for at snakke med jer to.”

”Os to?” gentog jeg med et hint af sarkasme og frustration, mens jeg pegede på Liam og mig selv febrilsk, ”men vi vil ikke snakke med dig! Du har lige smadret min næse dit fucking røvhul!”

Dan lo let.

”Bare rolig Louis, din næse var allerede skæv og grim. Jeg gjorde ikke den store forandring.”

Den bitch? Hvordan kan han være bekendt at fornærme mig sådan? Det var ikke frit og nemt. Åh nej, det ville ikke var længe, det her spil skulle spilles med to spillere! Men før jeg overhovedet kunne nå at give ham tilbage med en ondskabsfuld kommentar, gik Dan ind i stuen hvor Zayn stadig så tegneserie med et betaget blik, og Harry sad stadig på sofaen med hans kedelige og døde øjne, der skræmte mig til døde.

”I ved I drenge er nødt til at fikse det her.” Sagde Dan mens han stirrede helt forfærdet på Zayn og Harry.

”Fikse hvad?” Spurgte Liam nedtrykt.

”Dem!” udbrød Dan, mens han pegede på Zayn og Harry, ”I er nødt til at fikse det! De er fucking retarderet, og bandet kan ikke fungere med dem. Jeres fans kan kun lide mig i det her band, okay? Men nogen er begyndt at hade One Direction pågrund af de to... retarderede som stopper os fra at fungere!”

Måden han talte om Harry og Zayn var forfærdelig. Han talte om dem som om de var to ukendte skabninger på den her planet, to... dyr. Det lød som om mentale, ustabile mennesker for Dan bare var spild, de havde en speciel plads i skraldet for ham. De var et fucking spild af socialitet for ham!

”Hold fucking kæft Dan!” råbte jeg, og følte alt inde i mig koge af frustration, ”ingen kan overhovedet lide dig, og det er ikke om at skifte!”

”Vi er nødt til at komme af med Zayn og Harry hvis vi gerne ville have bandet skal fortsætte,” sagde Dan ansigt til ansigt med mig, og ignorerede fuldstændig det jeg lige havde fortalt ham, ”de er fuldstændig ubrugelige nu. Vi er nødt til at forlade dem og gå uden dem, mens vi stadig kan1 DE er fucking dumme, de ville ikke opdage hvis I gik uden dem!”

”Du har helvedes af en frækhed til at sige det til os!” skreg jeg i Dans ansigt, ”nu fucking skrider du, vi vil aldrig bare forlade Harry og Zayn, så du kan have din lille berømmelse tilbage din fucking bitch! Harry og Zayn er en del af One Direction, okay?! Vi forlader ikke bandet, og det gør Harry og Zayn heller ikke! Så nu fucking går du, forsvind fra mit fucking åsyn, jeg ville ikke se på dig længere, og hvis jeg gør sparker jeg dig i skidtet virkelig hårdt dit røvhul!”

Liam var stille ved siden af mig. Dan rystede hovedet fra side til side og gik tilbage til hoveddøren.

”Jeg siger det til Will!” Udbrød Dan i det han åbnede døren og gik ud af Zayns hus.

”Jep, gå hjem og fortæl det til din mor!” Råbte jeg mens han smækkede døren bag ham. Jeg gryntede aggressivt.

”Dan er dum! Troede han virkelig vi ville forlade drengene bare for bandet?!” Sagde jeg til Liam og mærkede mine hænder spænde, ”Liam..?”

Liam stod foran mig, kiggende nede i jorden. Jeg kunne se hans læber rystede, og en tåre falde fra hans øjenkrog og falde ned på jorden.

Liam løftede sit hoved mod mig og sagde med en skyldig og sørgelig stemme:

”Hvad hvis Dan har ret..?”

-------------------------------------------------------------

Så meningen var jeg skulle publicere omkring klokken ni, men faldt i søvn på sofaen... ups...
Og håber virkelig ikke I bliver irriteret over de lange mellemrum mellem opdateringerne, men er bare virkelig blevet bombaderet med lektier... suk...

Men hvis I stadig har nogle sørgelige sange, så endelig skriv! :D Elsker at se jeres kommentarer og svarer på dem, det gør mig så glad <3

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...