Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20080Visninger
AA

34. The truth


Demons ~ Imagine Dragons

Liam's P.O.V.

Min mund var på vid gab, chokeret. Alle brikkerne så ud til at falde på plads, mysteriet var løst. Endelig fandt vi sandheden, alting så ud til at give mening nu. Stien blev smallere og førte til en simpel dør, og bag døren var... sandheden.

”Will...” gentog jeg, ”jeg skulle have vidst det fra starten af!”

”Hvordan kunne han...” Sagde Louis. Han hviskede næsten. Det var nærmest luft, han var chokeret.

Hvordan kunne jeg ikke regne ud det var Will? Han opførte sig så sært! Måden han ville erstatte Niall med det samme, måden han bare børstede det af sin skulder... Jeg burde have vidst det...

Ved siden af mig hørte jeg en dyb vejrtrækning. Jeg vendte mig og så Zayn, der kiggede intenst på brevet, let rød i ansigtet.

Alle var målløse, det var ikke til at bære.

”Liam...”

Jeg løftede mit forvirret hoved hen mod Harry, personen der sagde mit navn med sådan en rolig og skyldig stemme.

”Liam... før jeg var... du ved... fortabt i mig selv?” Forklarede Harry langsomt. Jeg nikkede. Harry fangede Louis opmærksomhed, men Zayn stirrede stadig på brevet, hans ansigt var mere rødt en før.

”Efter koncerten, hvor Zayn besvimede... så gik jeg udenfor, husker du det?”

Både Louis og jeg nikkede begge.

”Jeg fik et opkald...” Harry sank dybt, gned let på hans pande og fortsatte med en sær stemme, ”Niall ringede til mig...”

Mine øjne blev store. Louis sad med åben mund.

”Han græd rigtig meget... Han kunne ikke snakke ordentligt, han sagde bare 'undskyld Harry...' Der fandt jeg ud af noget ikke var rigtigt, jeg vidste fra det øjeblik af at han var uskyldig, jeg havde mit materielle bevis! Men jeg er ked af at jeg ikke kunne fortælle jer det tidligere, jeg... gik i sort og... og...”

Harrys øjne, der nu var fyldt med liv, blev vådere. Han tørrede hurtigt tåren der trillede ned af hans kind, og kiggede Louis og jeg i øjnene, febrilsk.

”Det er okay Harry,” hviskede jeg smilende til ham, ”nu ved vi. Vi skal nok få ram på Will. Alt vi behøver er at være sikker på Niall stadig er i London, og så tager vi Will.”

”Liam,” sagde Louis, med sin telefon i sin hånd, ”Niall er i London.”

Han viste mig telefonen. Niall havde tweeted. Han havde postet et billede af Big Ben han selv havde taget, og havde brugt hashtagget 'dearwill'. Yes, endelig. Vi kendte til alt, vi havde den.

Vi havde vores mand.

Men før jeg kunne sige noget omkring hvordan vi fik Niall til at komme til os, eller hvordan vi stoppede Will, sprang Zayn op fra stolen, så den væltede.

”DEN FUCKING IDIOT!” Råbte Zayn.

Hans stemme... Den var ikke længere barnlig, overhovedet ikke. Den var mandlig, hæs. Det var hans normale stemme. Hans træk var hårde, vrede. Blodåren i hans pande pumpede som aldrig før, hans blodåre i nakken sprang næsten af frustration.

Hvad skete der..?

Zayn spurtede ud af køkkenet, mens han forbandede Will.

”ZAYN HVAD HAR DU GANG I?!” udbrød jeg, ”ZAYN!”

Jeg sprang op af stolen, Louis gjorde det samme og vi løb hen mod Zayn. Da vi ankom i stuen, smækkede Zayn hoveddøren, mens han bandede for sine fulde lungers kraft.

”Louis! Få fat i Harry!” Råbte jeg, mens jeg løb hen mod døren, for at følge efter Zayn.

Han løb hen mod sin bil. Jeg fik kuldegysninger hele vejen ned af ryggen. Zayn var tilbage som barn, HAN KUNNE IKKE KØRE!

”NEJ! ZAYN! STOP!” Skreg jeg.

Men det var forsent, han var allerede inde i bilen og kørte. Louis kom endelig ud af huset, efterfulgt af en svag Harry.

”KOM NU! ZAYN KØRTE LIGE! DET KAN HAN IKKE, DET FOR FARLGT, VI ER NØDT TIL AT STOPPE HAM!”

Louis nikkede og skyndte sig hen mod min bil, efterfulgt af Harry. De satte sig sind, og jeg trykkede speederen i bund, og kørte så hurtigt jeg kunne for at indhente Zayn.

Spændingen var ikke til at bære. Zayn kørte virkelig hurtigt, han zigzaggede gennem andre bilder! Hvad havde han gang i?!

”Hvorfor kører han så hurtigt?!” udbrød jeg, og kørte lige så hurtigt som ham, for ikke at miste ham, ”hvad skete der?”

”Jeg har ingen anelse,” svarede Louis med let panik i hans stemme, ”men se, han kører hen mos studiet!”

”Åh min Gud...” Hviskede jeg lavmælt.

Harry's P.O.V.

Vi kørte hurtigt, meget hurtigt. Men jeg vidste hvad der foregik. Simpelt, Zayn forstod.

Forståelsen fik ham til at koge over. Han var helt væk, han tænkte som en fem årig. Men nu når sandheden var afsløret, havde hans hjerne åbnet sig igen, og slugt informationen som gift.

Will. Det var der han skulle hen. Han skulle hen til Will. Han ville have hævn.

Louis og Liam så ikke ud til at forstå det, men det var tydeligt. Zayn ville vare have hævn. Han ville have Will til at føle den smerte han påførte ham.

Jeg ville også gerne have hævn, men jeg var bare så træt. Men jeg havde en ide. Ja.

Det ville fungere. Vi kunne fange Will og stoppe ham. At stjæle en andens identitet og få dem til at forsvinde fra jorden overflade var en forbrydelse, ikke? Vi kunne sikkert få ham arresteret!

Ja!

Jeg tog min telefon og gik ind på Twitter. Jeg læste ikke en gang alle tweetsne, jeg ville bare have hjælp med hævnen.

Jeg tweetede kun.

'@NiallOfficial kom til studiet. Lige nu.'

Zayn's P.O.V.

Jeg var vågnet. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så levende... og så vred. Will. Jeg burde have vidst det fra begyndelsen.

Den lille lort skulle betale for det! Han legede med mit hjerte som var det et spil kort, jeg skulle lege med hans ansigt som var det et baseball bat! Han fik mig til at gå igennem smerte, han fik os alle til at føle smerte!

Alt han fortjente var smerte. Han fortjente at smage sin egen medicin.

Vejen foran mig skulle ikke stoppe mig fra at få ham til at betale! Jeg kørte hurtigt, virkelig hurtigt. Jeg var fuldstændig ligeglad. Mine øjne var brune, jeg så kun rødt. Bilerne ved siden af mig var bare glimt af farver.

Studiet dukkede endelig op ved siden af mig. Jeg skyndte mig ud af bilen og løb hen til døren. Vrede spredte sig i hele min krop, mens jeg løb op af trapperne. Jeg satte farten op og nåede endelig til vores studie.

Will stod midt i rummet, og talte med Dan. Harry, Richard og Marco stod i hjørnet, og kiggede på nogle papirer. De var her alle, rolige og fredfyldte, når de alle løj for os, og fik os til at føle os som lort! De fucking idioter!

Synet af manageren foran mig gjorde mig vred, og jeg nåede til kogepunktet. Jeg kunne ikke føle mine ben, de løb selv hen mod Will.

Gryntende som en løve, slog jeg Will, og slog ham mod væggen.

”DU GJORDE DET!” råbte jeg ind i hans ansigt, helt ligeglad med at jeg holdte ham i halsen og var i gang med at kvæle ham, ”DU GJORDE DET, DU GJORDE ALT, ALT SAMMEN, DET VAR DIG! DET VAR DIG HELT FRA BEGYNDELSEN!”

Nogen greb fat i mine skuldre. Jeg havde kun et halv sekund til at indse det var Dan. Min hjerne havde ikke en gang tid til at analysere situationen, hvor jeg slog ham i ansigtet. Dan faldt til jorden, og holdte om hans blødende næse med begge hænder.

Jeg vendte mig og holdte igen fat i Will hals. Hans svedige ansigt blev gradvist blåt.

”DU KOMMER TIL AT BETALE WILL!” Råbte jeg, spændingen blev forstærket inde i mig.

Det føltes som om en anden styrede min krop. Wills øjne søgte desperat efter hjælp. De stoppede ved Dan, der stadig lå på gulvet, stønnende af smerte. Så kiggede de hen mod Marco, Richard og Harry.

Jeg havde ikke engang tid til at opdage de tre fyre fra managmentet tage fat i mig med alt deres styrke, og trække mig væk fra Will.

”NEJ!” råbte jeg, mens de trak mig væk fra Will, der gispede efter luft, ”SLIP MIG! LAD MIG GÅ!”

Will masserede let hans nakke, og tog fat i Dans arm. Han fik ham brutalt til at stå op, og slog hårdt på hans kind.

”Kom nu Dan!” råbte Will, mens Dan svagt prøvede at holde balancen, siden han stadig var svimmel fra slaget, ”det her er øjeblikket! Gør det af med ham!”

”Hvad?!” udbrød jeg forbavset, ”jeg er den der gør det af med dig, du kommer til at fucking betale for hvad du gjorde Will!”

”Det er jeg ikke så sikker på.” Svarede Will, med et smil på sine læber.

”HVORFOR GJORDE DU DET WIL?” græd jeg, mens jeg kæmpede imod de tre fyre fra managmentet, ”JEG VED DU SENDTE NIALL VÆK, DET VED VI ALLE! MEN HVORFOR, BARE HVORFOR? VAR DET NØDVENDIGT AT FÅ ALLE TIL AT LIDE, TIL DIN EGEN FORDEL! HVORDAN TROR DU NIALL HAR DET? TROR DU HAN ER FUCKING OKAY DER HVOR DU HAR SENDT HAM HEN? DU ER EN FUCKING IDIOT WILL!”

”Ser det ud som om at sende Niall væk gør ondt på mig?” svarede Will, og gik langsomt hen mod mig med hans hænder samlet foran sig, ”Niall ruinerede mig.”

”Oh, så du foretrak at gøre alle andres liv til et helvede, så du kunne tjene flere penge, over at se alle ved sin fulde fem?” Hvæsede jeg, og mærkede min vrede koge over.

”Ja.” Sagde Will koldt.

”DIN FUCKING SELV-CENTREREDE SON OF A BITCH!”

Jeg kæmpede hårdere imod fyrene, der klemte min krop på alle mulige måder, for at holde mig tilbage. Stadig ingenting, de havde mig. Dan stod ved siden af Will, og rystede som en lille hund. Hans ansigt var forvrænget af smerte og blod, jeg kunne endda se nogle tårer glide ned af hans ansigt. Will stirrede på mig, glad for at se mig så vred, tilfreds med han havde kontrollen. For fucking glad.

Virkeligheden slog mig. Jeg var fanget. De havde mig. Men det kunne ikke ende lige nu, så hurtigt, det kunne det ikke... DET KUNNE DET IKKE!

Jeg råbte for mine fulde lungers kraft, kæmpede hårdere end nogensinde før mod dem. Tårer faldt fra mine øjne, mens håb begyndte at forlade mig krop, langsomt... Jeg var nødt til at holde ud, jeg var nødt til at få hævn... jeg skulle gøre det...

Da jeg skulle til at falde på mine knæ, håbløs, åbnede døren herind til. Alt jeg kunne se fra øjenkrogen var Louis, der spurtede hen mod Dan, råbende. 

----------------------------------------------------

Jeg ved godt det er lang tid siden jeg har skrevet noget, og det her kapitel skulle have været ude i går, men så så jeg en film, spiste pizza og kapitlet blev ikke udgivet... Men det er her, og det er det vigtigste! :D

Historien er snart slut, der er faktisk kun tre kapitler tilbage :O
Og jeg regner med at være færdig inden sommerferien er slut, men om en uge tager jeg på en lejr i to uger, og efter det til Kroatien :) Men jeg satser på at blive færdig! ;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...