Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20082Visninger
AA

33. That damn letter


What if I told you ~ Jason Walker

Harry's P.O.V.

Hvis det ikke var for min ekstreme træthed, ville jeg sikkert have det meget bedre. Jeg ville ikke engang tænke på at besøge lægen. Liam blev ved med at kategorisere mig som mentalt ustabil og mentalt retarderet. Det var ikke det jeg var... Jeg var der hele tiden, de hjalp mig ikke, overhovedet ikke! Jeg var der, råbte efter dem, men de kom aldrig!

Jeg ville bare ikke høre om det...

Men i det mindste kunne min krop nu bevæge sig, og jeg kunne tale, det var en positiv ting.

Da Niall kom til koncerten, fik det mig virkelig til at indse, at han måske alligevel ikke hadede os. For han ville ikke bare have kommet til vores koncert! Hele min krop blev fyldt med varme, da jeg så ham. Det føltes som om alt smerten der havde pint mig, forsvandt og efterlod en beroligende følelse.

Jeg vidste der var noget i gærde, jeg vidste det. Niall hadede os slet ikke, det var jeg hundrede på. Men jeg var så træt af at tale om alting i dag, jeg ville bare kravle tilbage i seng og sove...

Vi alle sad omkring køkkenbordet, med Nialls 'brev' i midten. Ingen sagde noget, vi alle stirrede på brevet, bortset fra Zayn der ikke havde nogen anelse om hvad der skete.

Vi besluttede os for at undersøge hans brev. Siden Louis, Zayn og jeg så ham, måtte det helt klart være et tegn på at han prøvede at komme tilbage. Der var helt klart noget galt bag alt det her, og Liam mente brevet ville være en god start.

Liam...” hviskede Louis efter et par minutters stilhed, ”så... har du resultaterne for Harrys undersøgelse..? Er han okay?”

Du ved jeg kan høre dig Louis...” Mumlede jeg.

Louis kiggede ned i bordet, pinlig berørt.

Han havde et post traumatisk chok.” Forklarede Liam lavmælt, så jeg ikke kunne høre ham, hvilket ikke så ud til at virke, for jeg kunne høre ham helt klart.

Det var det der gjorde ham så stille og fjern... Men da vi råbte af hinanden her den anden dag, så fik vi på en måde hevet ham ud af hans sorte hul. Han er okay nu, men siden han ikke reagerede i lang tid og blev fortabt i sig selv, kan hans krop blive træt ofte. Han skal bare hvile sig, så er han så god som ny.”

Jeg lod som om jeg ikke hørte det. Jeg var for træt til at protestere, og sige at jeg hadede at høre folk tale som om jeg ikke var der.

Som om Louis kunne læse mine tanker, tog han 'brevet' fra Niall og læste det igen.

For det første, hvis Niall ville skrive til os, hvorfor skrev han det ikke i hånden, i stedet for at skrive det ind og printe det?” overvejede Louis, ”det giver ingen mening nu når jeg tænker over det...”

Liam tog brevet ud af Louis hænder og nikkede. Han læste også brevet, og rynkede så med øjenbrynene.

Og... hans signatur ser mærkelig ud...” pointerede Liam, ”hans bogstaver er normalt meget krøllede i det, her er de alle meget kantede...”

Interesseret hældte jeg med hovedet til den ene side, og stirrede på signaturen. Når man kiggede virkelig tæt på, lignede det overhovedet ikke Nialls håndskrift, overhovedet...

Endda Zayn, som stadig var ustabil, så mistænksom ud. Han tog brevet i sine hænder og stirrede intenst på det.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg jeg på vi er idioter for at tro på det her lort...” sagde Liam, ”det her er tydeligt drenge... det er et fupnummer. Nogen fandt på det!”

Hvem ville have gjort det?” spurgte Louis, med en smule panik i hans stemme, ”betyder det Niall er i fare?”

Zayn så så fortabt ud. Hans øjne blev våde, og det så ud til at der foregik en masse ting i hans hoved.

Jeg tror ikke han er i fare...” sagde Liam med en rynke mellem øjenbrynene, ”han tweetede, ikke også? Det må betyde han har internetforbindelse. Hvis han var kidnappet, tror jeg ikke kidnapperen ville havde givet ham internet, til at tweete! Nej. Det ligner nogen tvang ham til at forsvinde...”

”Og det ser ud til han prøver at komme tilbage, men han kan ikke...” fortsatte Louis Liams ord, ”men... hvem ville have gjort sådan noget?! Hvem vil gerne fjerne Niall og slette ham fra alles hoveder..?”

I det øjeblik, slog det mig. Niall forlod os, og prøver at komme tilbage... Men han kan ikke... hvem ville have gjort sådan noget... fjerne Niall fra folks minder...

En stemme laver ekko gennem hele mit hoved. Ja... det her var tydeligt! Han virkede så hjerteløs, følelsesløs...

Hvis I ikke finder Niall, så fortsætter koncerten uden ham!”

”Deadlinen er ovre! Det betyder vi siger farvel til Niall!”

Er du ked af det Harry?”

Alle de ord skreg i mit baghoved... det var så klart nu!

Will...” Hviskede jeg, mens mine næver knyttede.

Alle drengene kiggede på mig med munden åben.

Niall's P.O.V.

Jeg løb tør for ideer for at komme hen til drengene. Sam var virkelig efter mig, det så ud som om han ikke ville have mig i nærheden af drengene, hvilket virkelig gik mig på, fordi jeg vidste hans første tanke med at tage mig tilbage til London, var så jeg kunne genforenes med drengene! Hvad var der galt med ham..?! Måske var han virkelig stresset, fordi jeg handlede uden at tænke? For jeg måtte indrømme... det passede...

Jeg kunne bare ikke klare at gå endnu en dag, hvor sandheden ikke kom frem! Jeg var nødt til at finde på noget snarest muligt...

Siden jeg var strandet i London med et tomt hoved, besluttede jeg mig for at gå udenfor, og opføre mig som den turist jeg var. Og for at få noget frisk luft.

Jeg var foran Big Ben, og beundrede landskabet. Jeg havde aldrig opdaget for flot Big Ben egentlig var...

Der var ingen omkring mig. Jeg var virkelig turist... Jeg ville gerne tage et billede af Big Ben!

Mens der ikke var nogen der gik forbi, hev jeg mobilen som Sam havde givet mig, og tog et billede af det. Jeg vidste ikke hvorfor jeg havde den lyst til at tage et billede af Big Ben, men jeg havde en underlig følelse af at jeg var nødt til det. Måske var min underbevidsthed i gang med at planlægge noget... Efter jeg havde taget billedet, drejede jeg om på hælen og gik tilbage mod hotellet.

På vejen tilbage, begyndte alt inden i mig at koge. Følelsen voksede i min mave, og jeg begyndte at tro at jeg ikke bare ville lege turist i London. Igen, min underbevidsthed havde en sti, den vidste hvad den gjorde og førte mig.

Siden den første gang jeg spillede mine kort rigtigt, gjorde jeg som mine følelser fortalte mig. Nu når jeg tænkte over det, så var det lang tid siden jeg havde tweetet. Måske var det det den planlagde?

Da jeg kom tilbage til mit rum, tog jeg Sams mobil frem. Uden tøven, trykkede jeg på Twitter ikonet. Mine fingre skrev selv, det var som om jeg ikke kunne styre min krop, jeg var bare et vidne. Mine fingre fløj hen over skærmen, klar til at tweete.

Efter et par få sekunder, stirrede jeg på telefonen, og læste hvad jeg lige havde skrevet. Billedet af Big Ben var vedhæftet til tweeten, og jeg læste: 'Vent, det her ligner ikke Mullingar?! #DearWill'.

Et smil bredte sig over mine læber. Det var sikkert noget var ved at blive planlagt i mit hoved. Enig med min underbevidsthed, trykkede jeg tweet, hoppede på hotel sengen og ventede, med et smil fra øre til øre. 

---------------------------------------

Ja.. jeg ved godt det er lang tid siden... Men der er nogle andre ting der fylder i mit liv her for tiden, så det må I undskylde, jeg skal gøre mit bedste for at skrive mere :)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...