Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20108Visninger
AA

24. Standing tall

Chasing Cars ~ Snow Patrol

Niall's P.O.V.

Tidlig morgen. Jeg kunne ikke sove længere. Spændingen pumpede, og sparkede inden i mig, ligesom en baby i en mors mave. Taxa chaufføren kom og hentede mig i dag. Han ville køre mig tilbage til London. Mere fortalte han ikke. Men jeg var ligeglad. Jeg kom tilbage til London, alt andet var lige meget. Endelig kunne jeg komme tilbage og se drengene igen. Jeg ville overbevise dem, fortælle alle de ting de havde fået at vide, ikke var sandt. Jeg hadede dem ikke, jeg hadede ikke vores dans, jeg elskede stadig at synge... Jeg var her stadig. Stod fast.

Jeg var allerede klar. Min jakke og sko var allerede på. Jeg tog endda et bad. Hvem kunne have troet det?

I et stykke tid havde jeg glemt min egen hygiejne. Jeg var blevet så blind pågrund af smerten, at jeg helt havde glemt at vaske mig selv. Det havde været hvad? En måned jeg havde været væk? To? Eller måske kun to uger? Jeg havde virkelig ingen anelse, jeg vidste ikke engang hvilken dag det var i dag. Det eneste jeg vidste var at selvom det havde været to måneder, eller to uger, så havde jeg ikke været i bad siden.

Det føltes godt at have vand der faldt ned over mig. På en eller anden mærkelig måde, så føltes det som en der gav mig massage. I de ti minutter jeg var i bad, så følte jeg mig ikke alene...

Jeg tog også muligheden og vaskede mine fire sår ordentligt. De var begyndt at danne ar, men ikke helt. Det blødte en smule i brusebadet. Det var stadig kun tørt blod som udfyldte sårene. De brændte stadig, men det var okay med mig. For mig, så ville de sår være som krigssår. De ville vise mig hvad jeg havde været igennem, når jeg var ældre. Det ville vise mig det blev bedre.

Der var nu gået to timer med at stirre ud gennem vinduet, stirrende på alt som bevægede sig. De få mennesker som gik ude på gaden, og dømte mig som en stalker, pædofil eller noget, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg ville se var en gul taxa som kørte ind i carporten.

Jeg havde pakket alt som kunne hjælpe mig. Min laptop, som jeg havde taget med, kunne helt klart hjælpe mig med en masse ting. Noget tøj, papiret med taxa chaufførens nummer, penge som lå i min pung, der havde ligget i mit soveværelses gulv i et stykke tid, min kalender med koncert datoer og nogle andre ting var også kommer med.

De var alle i min taske. Jeg var klar.

Jeg revnede mine knoer og klemte huden på min hånd igen. Jeg var stresset. Hvad hvis taxa chaufføren løj? Måske ville han ikke komme? Måske havde jeg falske forventninger? Hvad hvis...

Hold kæft Niall,” sagde jeg til mig selv, ”han løj selvfølelig ikke.”

Jeg løftede hovedet, og prøvede at overbevise mig selv om, hvad jeg lige havde sagt.

En til time mere at vente foran vinduet, og overbegloede mennesker som gik udenfor.

Mine øjne forlod vinduet, og mit hoved drejede.

Jeg råbte af mine lungers fulde kraft, helt rød i ansigtet pågrund af vrede.

Jeg burde havde vidst det!” udbrød jeg, og kastede tasken på gulvet, ”jeg brude havde vidst han løj! Hvem ville overhovedet hjælpe mig! Hvorfor tog jeg overhovedet bad for den idiot...”

Da jeg sagde det sidste ord, hørte jeg lyden af en bil udenfor.

Mine øjne blev store, jeg kiggede gennem vinduet. En gul bil holdte der.

AAHHH!” Skreg jeg som en lille pige, som lige havde fået noget legetøj.

Min hånd var straks rundt om taskens strop, mens mine fødder bar mig hen mod døren så hurtigt som muligt. Jeg kom udenfor, smækkede døren bag mig og løb hen til taxaen, helt målløs over at han faktisk ikke havde glemt mig.

Jeg så hans ansigt. Det samme ansigt som jeg også så sidste gang jeg sad i den her taxa. Samme person. Åh Gud, jeg var ved at springe af ren spænding. Slap af Niall. Vær cool.

Taxa chaufføren åbnede døren for mig ind til passagersædet. Jeg satte mig ind lige ved siden af ham.

Hey makker,” hilste taxa chaufføren da han kom ind, ”du har ingen anelse om hvor lang tid jeg har ventet på at du ringede mig op, efter Will bad mig køre dig herud!”

Hej,” hilste jeg akavet igen, og prøvede at holde min glæde inde, ”faktisk havde jeg ikke bemærket første gang du efterlod dit nummer omme på den anden side af adressen. Jeg fandt først ud af det i går...”

Ah, det er okay,” sagde han med en rusten stemme, og kørte ud, ”jeg syntes det er helt unfair det han har gjort mod dig Niall. Det var derfor jeg efterlod nummeret. Jeg tænkte du var smart nok til at ringe til mig og bede om hjælp. Det virkede vist!”

Yeah, tak for det.” Sagde jeg.

Taxa chaufføren smilte venligt til mig, og kiggede igen på vejen. Træhytten forsvinder bag os. Wow, det føltes så sært. Jeg forlod det, jeg var på vej tilbage til London.

Forresten, mit navn er Samuel,” sagde han efter et stykke tid, ”men du kan bare kalde mig Sam.”

Skønt.” Sagde jeg.

Jeg havde egentlig aldrig undret mig over om han havde et navn. Det ville nok være godt at have, hvis jeg havde brug for ham igen senere.

Dit hår ser anderledes siden sidst jeg så dig.” Sagde Sam, men holdte blikket stift på vejen.

Nårh ja...” svarede jeg og lod min hånd glide hen over det, så det let kradsede min hånd, ”det er Wills værk. Han ændrede mit look, så folk ikke ville bemærke mig...”

Det er jeg ked af...” sagde Sam og smilte sørgmodigt til mig, ”jeg har også hørt om brevet de modtog, drengene og deres fans hader dig nu, bare så du ved det... Det var ikke dig, var det?”

Jeg sank en klump. Bare tanken om drengene hadede mig, igen. Smerten var der stadig, den spiste mig langsomt indefra. Men nej. De ville komme til at høre sandheden. Man dig op Niall.

Bestemt nej!” udbrød jeg, stirrende på mine fødder, ”Will skrev det, så alle vil komme til at hade mig... Han har også skaffet et nyt medlem til bandet...”

Det bliver bedre,” sagde han, ”du har ringet til mig, og det er sikkert fordi du gerne vil havde ting ændrer sig. Det er en god attitude.”

Roligt nikkede jeg. Ja, jeg ville have ting skulle ændre sig. Jeg ville vise verden hvor stor en løgn alt et her var. Jeg var her stadig...

Vi var nu på en stor vej. Det var sikkert en motorvej. Biler overalt. Jeg mimede et lille 'wow. Lang tid havde jeg ikke været ude, det var overraskende for mig at se alt det her.

Så, hvad lavede du før du ringede til mig?” Jeg afbrød mit blik som hvilede på bilerne, og fokusrede på Sam.

Jeg fik et flashback af hvad der var sket den sidste måned i mit hoved. Wow... virkelig... jeg kunne ikke fortælle ham det..? Alt jeg havde lavet var at græde...

Jeg havde været deprimeret. Desperat efter at finde nogen som elskede mig. Mine venner havde afvist mig. Jeg havde mistet mit liv. Jeg druknede. Tabte mig. Jeg glemte hvordan det var at smile. Jeg smadrede mit hus pågrund af vrede. Jeg hadede mig selv, fordi jeg måske var problemet. Jeg havde nervesammenbrud. Jeg sultede mig selv. Jeg prøvede desperat at komme hjem igen. Jeg blev vanvittig. Jeg græd indtil jeg ikke kunne trække vejret længere...

Ikke meget..,” løj jeg, ”altså, jeg har set meget TV og øh... jeg har været ude og gå...” Jeg kiggede igen på vinduerne. Mine øjne begyndte at føltes våde. Nej! Damn it! Ikke græde Niall! Lad være med at gøre det!

Jeg var træt af at være alene, så jeg ringede til dig for at hjælpe mig...”

Tak for at du reddede mig. Jeg kunne kysse dig lige nu. Du reddede mig. Jeg er taknemmelig. Mange tak. Tak. Mange tak, mange tak, mange tak, mange tak”

Det var det jeg gerne ville fortælle ham. Men jeg kunne simpelthen ikke. Ordene var proppet ned i min hals igen. Kunne jeg i det mindste fortælle ham, at jeg vaskede mig for hans skyld..? Ugh... det var så hårdt at være social igen.

Hvad er det?!”

Jeg kiggede igen på Sam. Han stirrede på mit håndled. Ærmet på min jakke var skubbet op, og viste de to dybe sår. FUCK! Jeg havde glemt hvordan sår på håndled kunne have så stor indflydelse på mennesker! Nej, nej, nej!

Hurtigt trak jeg ærmet ned igen, for at dække mine sår. Mine øjne blev vådere, og tårer var på grænsen til at forlade min øjenkrog.

I-ingenting...”

Niall...” sagde han med et sørgmodig stemme, ”lyt til mig makker, jeg ved du ikke bare har set TV, jeg er ikke dum. Hvad du har levet gennem den sidste måned er virkelig hårdt, det giver jeg dig. Helt præcist ved jeg ikke hvad du har lavet, men jeg ved det ikke er godt. Jeg forstår det. Men at cutte vil ikke hjælpe dig på nogen som helst måde, tro mig.”

Jeg var forstenet. Måden han ikke var bange for at fortælle mig det, gjorde indtryk på mig. Pludselig kom billeder frem fra præcis den aften ind i mit hoved. Jeg følte mig så... splittet. Som om min sjæl havde været knust og destrueret. Som om min krop var død. Smerten, jeg vil aldrig kunne forklare smerten jeg havde den aften. Det eneste jeg kunne sige var, at smerten gjorde mig blind, og fik mig til at tage den kniv frem. Jeg skar i mit håndled, for at åbne sårene i min sjæl.

Mit ærme røg op igen. Jeg tog fat om mit håndled og klemte det i min hånd, denne her gang græd jeg.

Jeg... jeg er ked af det...” sagde jeg gennem min gråd, ”men jeg kunne ikke klare det mere...”

Jeg forstår,” sagde han, ”men lad være med at gøre det igen. Hører du mig? Lad vær. Dine drenge ville snart være tættere. Det bliver bedre makker.”

Jeg snøftede og nikkede. Hans venlige smil kom frem igen.

Vi har stadig lang tid igen, før vi kommer til London,” annoncerede han efter nogle minutter, ”vi er der sikkert i nat. Hvis du gerne ville ligge og slappe af på bagsædet, så gør det. Jeg skal nok vække dig når vi er der.”

Jeg smilte smørret. Sidste gang jeg sov på bagsædet, var et faktisk ret behageligt, for at være ærlig. Og jeg følte mig udmattet.

Mange tak,” sagde jeg, ”jeg mener tak for alting. Jeg ville stadig drukne hvis det ikke var for dig.”

Sam klappede mig let på ryggen, venligt grinende.

Ingen årsag Niall. Sov nu.”

Besværligt kom jeg omme bag på bagsædet og lagde mig ned. Jeg lukkede mine øjne og faldt næsten i søvn med det samme.

* * *

Niall vågn op, makker, vi er her!”

Træt åbnede jeg mine øjne, og så Sam stirre på mig. Han slog mit let på kinderne og prøvede at vække mig.

Jeg kom op og kiggede udenfor. Det var mørkt. Men der var en masse blændende lys derude. Og jeg så, længere væk, det bølgede i takt med vinden, Englands flag. Vi var i London?! Vi var i LONDON?! VIRKELIG?!

Jeg smilte bredt, helt spændt. Jeg var ikke længere i Mullingar, jeg var i London! Så tæt på drengene.

Jeg kunne skrige. Men i stedet åbnede jeg min mund på hvid gab, helt overhelmet af alting.

Kom så, tag dine ting og kom ud!”

Jeg gjorde som Sam sagde. Luften var frisk, vinden ramte mit ansigt, jeg havde det godt. Wow, det var helt fantastisk at være tilbage...

Hvor skal jeg være henne?” spurgte jeg Sam, ”mit hus er helt tømt. Alt er i Mullingar...”

Her.” Han pegede på hotellet foran os.

Et hotel? Men jeg kan ikke have et rum i mit navn, de ville genkende mig! Hvis jeg siger jeg er Niall Horan, vil politiet fange mig med det samme! Det er ikke det jeg ville...”

Slap af makker, ” sagde Sam, ”jeg ved hvad jeg laver. Følg efter mig.”

Jeg gjorde som han sagde. Vi kom ind i hotellet, vi nærmede os damen bag disken.

Et værelse tak,” sagde Sam, ”jeg tager den længste periode man kan få.”

Okay, identitet tak?”

Sam gav damen hans kort.

Her er din nøgle. Nyd dit ophold!”

Sam tog mig i armen og førte os hen mod elevatoren. Vi gik hen til rummet som damen havde givet ham, og kom ind.

Du kan blive her så længe du har brug for det,” sagde Sam, mens han stod i dørkammen, ”ring til mig hvis du har brug for at blive kørt nogle steder, eller hvis du har problemer kan jeg få dig ud af dem. Men jeg er nødt til at smutte nu. Farvel.”

Han lukkede døren bag mig, og efterlod mig alene i hotel værelset.

Jeg faldt ned på sengen og tog en dyb indånding.

Jeg kunne ikke tro det. Jeg var i London. Endelig. Nu kunne jeg vel sige; runde to var ovre.  

--------------------------------------------------------

Formåede at få det færdigt en fredag! Det lykkedes faktisk at få det færdigt en fredag!!

Til jer som elsker julehistorier, så har jeg publiceret min julekalender, og er igang med den! Der er kapitel hver dag, helt ind til den 25 december ;) Den hedder The Styles Triplets :D
...random...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...