Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20093Visninger
AA

26. Pay the cost


Moments ~ One Direction

Niall's P.O.V.

Sam førte mig op til hotel værelset, og nu var jeg alene i rummet. Klokken var elleve om natten, men jeg havde ikke lyst til at sove. Hele vejen fra Mullingar til London sov jeg, så lysten til at sove var der ikke rigtig.

Jeg ville ud i Londons gader og nyde at jeg var tilbage. Tro mig, jeg elskede Irland højt, men jeg havde savnet England. Så jeg tog nøglerne til hotel værelset, fik min jakke på og gik udenfor.

Udenfor. Natten var kold og blæsende. Men det føltes godt. Så godt. Jeg havde lyst til at hoppe rundt og skrige til verdenen at jeg var tilbage, at One Direction snart ville blive samlet igen! Så jeg begyndte at gå. Måske så jeg lidt for spændt ud, fordi nogle få mennesker som stadig gik i gaderne kiggede underligt på mig. Men jeg var ligeglad.

Smukke lys. Fantastisk vejr. Jeg følte mig næsten ny.

Jeg gik forbi et par restauranter som fik mig til at smile som en idiot. Så mange minder fyldte mit hoved. På en af de her restauranter plejede drengene at tage mig hen hver søndag aften, før vi var så berømte. Vi grinte til vores maver gjorde ondt og talte til natten kom. Det var gode tider...

Man kunne næsten se os fem gå i disse gader som jeg stod på lige nu, måneder siden, før jeg blev bortført, uretfærdigt... Ikke før nu indså jeg hvor meget jeg egentlig savnede drengene...

Min smil blev langsomt ændret til tårer.

Da jeg blev ved med at gå med mine hænder i mine lommer, vinden blæste mod mit ansigt, fik jeg en ide. Jeg kunne gå hen og se mit hus? Rygterne gik at det var helt tomt.

”Jeg vil se hvad de har gjort ved mit hus...”

Jeg drejede om på hælen, og begyndte at gå i den modsatte retning. Mine ben virkede mere motiveret end de plejede. Jeg havde ingen anelse om hvorfor, mine ben virkede bare ivrige. Jeg var nødt til at løbe.

Mine fødder begyndte at bevæge sig hurtigere og hurtigere. Vinden susede mod mit ansigt, men det føltes godt. Jeg havde aldrig følt mig mere levende i lang tid. At vide du var tæt på at være der hvor du gerne vil hen, for at finde dit smil, for at føle din krop ville gå endnu længere end du ville... Jeg sværgede jeg var i live.

Efter et par minutters løb var jeg i gaden. Jeg begyndte at løbe langsommere helt forpustet, og stirrede på husenes adresse. Mine fødder stoppede op godt efter ti meter. Der var det. Mit hus. Mit hus i London. Jeg havde en underlig følelse i brystet. Hvad kunne det være..? Jeg havde aldrig haft den følelse før. Den gjorde mig en smule syg... men på den gode måde.

Jeg havde savnet det her sted, det her hus... at se det igen gjorde mig syg. Et andet ord for min sygdom var hjemve. Efter et par minutter hvor jeg havde beundret huset der stod under månelyset, besluttede jeg mig for at placere den ene fod foran den anden, for endelig at komme ind i mit hus, som underligt nok ikke var låst.

Chok. Tomhed. Jeg havde hørt det var tomt, men nu når jeg stod og så på det var det ret skræmmende. Det var mit hus. Det var her jeg plejede at være hver dag...

Langsomt gik jeg indenfor, gennem stuen og ind i køkkenet, mens mit blik studerede stedet og min mund var halvåben. Hvor sært var det lige. Det hele var så stille. Stedet her havde før været så fyldt med glæde og liv, nu var det bare tomhed og mørke... så mørkt. Køkkenet var også tomt. Hullet ved væggen hvor køleskabet plejede at stå var tomt og mørkt. Køleskabet manglede til at fylde det.

Minder fløj rundt i mit hoved. En gang lavede vi en stor middag, mig og drengene her hos mig. Kun os fem. Vi lavede alt selv, og jeg huskede Louis ved et uheld satte ild til komfuret. Vi havde det så sjovt. Vi havde også engang en overnatning her. Vi så en gyser film og Zayn blev så bange på et tidspunkt at han næsten tissede i bukserne.

Minderne var overalt sammen med drengene, og at se det her sted så dødt fik mit hjerte til at briste. Jeg savnede at have et godt grin sammen med dem...

En lille tåre faldt fra mit øje. Straks tørrede jeg den væk, men prikkede næsten mig selv i øjet. En lyd fik mig til at hoppe så højt af skræk. Var mit hus ikke tomt?! Jeg troede jeg var alene, hvorfor var der en lyd? Det lød som om en lige åbnede døren...

Langsomt gik jeg omme bag døren der adspredte stuen fra køkkenet, og kiggede diskret hen mod døren. Jeg så nogen komme ind. Det lignede en mand. Jeg blev virkelig bange for det måske var Will?! Måske vidste han jeg var her?! Nej!

Men personen gik ind i stuen og endelig kunne jeg se hans ansigt. Et grædende ansigt. Min mund falder til jorden. Liam stilte sig i midten af stuen, satte sig stille ned og begyndte at græde ukontrolleret.

Liam's P.O.V.

Hvad havde vi gjort for at fortjene det her? Jeg ville have et svar? Gud, giv mig et svar! Jeg kunne ikke klare at se Harry og Zayn sådan her mere! De er freaks! Harry hverken snakkede eller gjorde noget, og Zayn havde konstant metale kriser. Det var forfærdeligt at se dem sådan der! Og det var alt pågrund af Niall...

Jeg kunne ikke. Dybest inde troede jeg stadig på at Niall ikke havde noget som helst med det her at gøre, og at se dem i deres tro om at det bragte dem i sådan en tilstand var bare... ugh. Der var ikke engang ord til at beskrive mine følelser.

Klokken var omkring elleve om natten og jeg havde lige forladt Harrys hus. Efter en time hvor Louis og jeg havde prøvet at få Zayn til at sove, pågrund af endnu en af hans kriser han havde, hvor han forestillede sig Niall slog ham, og fik ham til sidst endelig til at sove. Louis gjorde efterfølgende det samme, helt smadret efter en lang dag med at tage sig af de to mentale ustabile venner af os.

Harry var ikke svær at få i seng. Vi fik ham til at ligge ned, og siden det havde han ikke lukket et øje. Jeg gjorde det for ham, og han reagerede overhovedet ikke. Det knuste mit hjerte fuldstændig.

Nu når de alle sammen sov, forlod jeg huset for at finde et andet sted at græde. Mit hjerte græd, og hvis jeg lod det kontrollere mig ville jeg vække dem og forstyrre deres skønhedssøvn. Plus det ville tage mig en evighed at få dem til at sove igen.

Jeg var lige ankommet til Nialls hus. Hvorfor? Fordi det var det eneste sted jeg kunne komme i tanke om. Jeg følte det var Nialls skyld at drengene var sådan. Og jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte at hvis jeg gik herhen og græd var det som at gå i kirke.

Det lød sært? Men bare ved at græde min smerte ud vil være som at gå i stuen... syntes jeg vel.

Jeg gik ud af bilen, løb til hoveddøren, og gik ind langsomt. I midten af stuen lod jeg mig selv falde til jorden og drukne i tårer.

”Niall hvorfor forlod du os?” græd jeg, og begravede mit ansigt i mine håndflader, ”ved du ikke hvad du har gjort siden du forlod os?! Harry og Zayn er blevet sindssyge! Sindssyg siger jeg jo, sindssyg!”

Jeg græd ukontrolleret, holdte ikke en eneste tåre tilbage. Min smerte skulle ud. I en hel måned havde jeg holdt den inde, det var vel tid til at lade den ud nu.

”De er blevet sindssyge pågrund af dig Niall...” fortsatte jeg for mig selv, og lod alting komme ud, ”Niall forlod os og det gør dem ondt som helvede! Det kostede dem deres mentale stabilitet! Og se dem sådan dræber også mig! Det dræber mig gradvist! Jeg er også træt af Dan! Han gør det ikke bedre! Og træt af Will! Og Marco, og resten af managmentet! Vi er ikke One Direction længere uden Niall og to ustabile medlemmer, og de bliver ved med at sige vi er! DET ER DIN FEJL NIALL! Jeg håber bare at det er en eller anden stor, syg joke, og at han snart kommer tilbage, fordi jeg holder ikke ret meget længere...”

Min brystkasse gik op og ned roligt, mine tårer gjorde mine bukser gennemblødte og mine gråd gav mig hovedpine. Kunne smerte virkelig få dig til at føle at du blev gennemboret med en million nåle? Fordi det var sådan jeg havde det lige nu...

”Please, sig det ikke er en eller anden stor joke...” græd jeg og greb mit hoved med begge hænder, ”Niall hvor end du er, kom tilbage så hurtigt som muligt... Zayn og Harry har det ikke godt, de har brug for dig. Jeg tror ikke der går lang tid før Louis og jeg bliver ligesom dem...”

Altså hvis det at Niall forlod os ikke var nok, var jeg nød til at klare Zayn og Harry og sørge for deres fornuft... ugh... det var ikke til at klare længere. Det var for meget for mig... Jeg havde altid været i stand til at klare meget, men ikke i dag.

Jeg blev ved med at græde meget. Men det begyndte at føltes bedre. Presset i min mave forsvandt gradvist. At græde fik dig til at føle bedre. Men min krop stoppede, jeg frøs på stedet. Der var en lyd. Som om nogen smækkede med en dør...

Hurtigt tørrede jeg mine øjne med ærmet og rejste mig op. Langsomt gik jeg derhen hvor jeg hørte døren smækkede; i køkkenet.

”Hallo?”

Ingen svarede. Kun gardinerne ved døren bagerst i køkkenet bevægede sig lydløst. Nogen var herinde og gik ved at smække med døren. Jeg var for bange til at kigge udenfor og se hvem det var, så jeg gik ind i stuen og blev ved med at græde...

Niall's P.O.V.

Åh Gud. Kunne nogen hjælpe mig med at få vejret? Jeg havde lige forladt mit hus i sprint, og kom tilbage til mit hotelværelse.

Mit hoved var begravet i madrassen og gråd forlod min mund højlydt. Flashbacket med Liam i huset blev ved med at være i mit hoved, det knuste mit hjerte.

Flashback

Liam begyndte at græde ukontrolleret. Jeg gemte mig bag døren, forstenet. Det var Liam! Jeg havde ikke set ham i så, så lang... Det var en overraskelse at se ham. Og så endda her i mit hus. Hvad lavede han her klokken elleve om natten? Og han græd..?

Jeg havde lyst til at løbe hen til ham og give ham et af mine bedste kram... men jeg kunne ikke. Da jeg forsigtigt kiggede en anden vej, begyndte Liam at skrige.

”Niall hvorfor forlod du os?”

Mine øjne blev store. Vidste han jeg var her?! Nej, sikkert ikke!

Men... han græd pågrund af... mig? Selv efter det falske brev Will gav dem, så græd han stadig pågrund af mig..?

”Ved du ikke hvad du har gjort siden du forlod os?! Harry og Zayn er blevet sindssyge! Sindssyg siger jeg jo, sindssyg!”

Sindssyge..? Hvad mente han med sindssyge? Den rigtige mening af sindssyg..? Please, Gud, lad være med at sige det er sandt!

Liam blev ved med at snakke om Zayn og Harry, stadig grædende. Ja... han mente virkelige sindssyg på den måde... Han sagde de var blevet mentalt ustabile og det var pågrund af mig? Og det dræbte ham..?

Jeg kunne ikke gøre andet end at græde. Jeg ville ikke have at det her skulle ske for drengene...

”Zayn og Harry har det ikke godt, de har brug for dig. Jeg tror ikke der går lang tid før Louis og jeg bliver ligesom dem...”

En hulken blev sendt tilbage ned i min hals.

”Jeg er så ked af det Liam...” Mimede jeg.

At se min ven have så ondt og så ikke være i stand til at hjælpe ham var hjerteknusende.

”Jeg kommer tilbage Liam,” hviskede jeg og lod tårer glide ned af mit ansigt, ”snart, meget snart. Du skal ikke være bekymret.”

Liam lavede et lydløst hulk om til en underlig lyd. Der tabte jeg den. Jeg kunne ikke klare at se min stakkels Liam lide sådan her, og så ikke kunne trøste ham.

Jeg løb til bagdøren i køkkenet, åbnede den og smækkede den i bag mig, helt ligeglad med om Liam hørte det eller ej.

Hele vejen til hotellet sprintede jeg, gispede ikke et eneste sekund. Jeg græd bare så meget, jeg var nødt til at komme væk fra Liam før han opdagede mig.

Flashback slutter

Jeg vidste egentlig ikke hvorfor jeg græd, men det gjorde jeg. Måske det at Liam græd i mit hus gjorde mig meget følsom, og motiverede mig også meget mere i at gå ting til at ske. Jeg var nødt til at skynde mig.

Tiden var gået. Der var ikke længere tid til depressioner, ikke tid til at græde over min sag, ikke mere tid til at gøre skade på mig selv, kun tid til at holde hovedet højt og vinde den her kamp!

Harry og Zayn var sindssyge, og de havde brug for mig. Liam og Louis havde brug for mig til at hjælpe drengene mere end nogensinde. Will kom til at betale for at angribe mig.

Han ville komme til at betale for at splitte drengene og jeg ad. Han vil betale for Zayn og Harrys nuværende stadie.

Han ville komme til at fucking betale. Det var et løfte.

Måske græd jeg glædestårer gennem nogle af de sørgelige. 

-----------------------------------------------------

Jeg ved ikke med jer, men jeg fik bogen og filmen The Mortal Instruments, og jeg har ikke lavet andet end at læse og se den film... Tak mor og far!!!!! :D <3

Og det er meget sært, men jeg har savnet at skrive på denne her historie ;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...