Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20087Visninger
AA

32. Our conventient secret


Everybody lies ~ Jason Walker

Louis' P.O.V.

Jeg vågnede med et bankende hjerte, og sved på min pande. Straks følte jeg en kvalmende fornemmelse, og en hovedpine fik mig til at holde mit hoved med begge hænder.

Jeg havde altid hadet tømmermænd. Men jeg måtte hellere betale for mine drinks fra i går.

Mine øjne faldt på vinduet, hvor solen skinnede. Hvad? Allerede morgen? Vent, hvad lavede jeg hjemme? Hvordan fanden kom jeg hjem? Jeg havde ingen billeder fra i går, da jeg kom hjem! Hvordan kom jeg...

Min fornemmelse sagde nogen observerede mig. Den følelse var så ubehagelig, den sendte gåsehud ned min ryg. Jeg vendte hovedet mod den ene side af sengen, og så Zayn side på gulvet, med hans ben over kryds, der kiggede på mig med et barnligt smil.

Zayn...” hviskede jeg, mens jeg prøvede at få den kvalmende fornemmelse til at forsvinde, ”hvad laver du her? Kiggede du på mig, mens jeg sov?”

Det var Niall.”

Hvad?”

Jeg vidste godt Zayn havde mistet en masse IQ point, og blev til en fem årig i hans hoved, fordi smerten ødelagde virkelig hver eneste del af hans sjæl, men... hvorfor ville han nævne Niall? Han var den der fik ham til at sidde fanget i den tilstand!

Det var Niall.” Gentog Zayn med sin barnlige stemme.

Hvad mener du med det var Niall?” Spurgte jeg, mens kvalmen langsomt kravlede op af min hals.

Som fik dig tilbage.”

Jeg kiggede på et Zayn et øjeblik. Wow, han var gået fra forstanden, mere end jeg troede han var... Det var så sørgeligt at se. Please Gud, vis nåde! Han fortjente ikke det her!

Jeg gav Zayn et sørgeligt blik og rejste mig fra snegen. Han rejste sig også op, jeg klappede ham på skulderen.

Kom så Zayn. Lad os få noget morgenmad.”

Zayn nikkede og fulgte efter mig til køkkenet. Jeg lænede mig ind over håndvasken, og mærkede jeg skulle kaste lige om lidt. For fucks sake, jeg hadede tømmermænd! Men jeg kunne ikke blive i sengen og være sløv... jeg var nødt til at tage mig af Zayn.

Bare tanken om mad kunne få mig til at kaste op. Jeg lagde kun to stykker toast i risteren til Zayn, for hvis jeg lavede æg og bacon, måtte Zayn sikkert spise det med en dressing af opkast.

Da toasten var færdig, smurte jeg noget smør på dem og gav det til Zayn. Til mig selv tog jeg et glas vand, så det kunne mindske kvalmen en smule.

Jeg fik slæbt mig selv hen til sofaen og sad ved siden af Zayn. Mens jeg sad og sippede til mit vand, havde Zayn igen skruet over på de underlige tegneserier. Mit hoved begyndte at dreje rundt igen, så jeg blev svimmel.

Gud, hvor havde jeg det dårligt.

Jeg forstod stadig ikke hvorfor Zayn sagde det var Niall... Hvorfor ville han sige sådan noget tilfældigt, uden nogen grund? Selvom han var retarderet, så alt hvad du sagde, havde du en grund til...

Gåsehuden ned af min ryg kom tilbage. Følelsen af at blive observeret, for fucks sake det var ikke så behageligt!

Jeg vendte mig brat mod Zayn, og hans to, små, brune øjne der borede sig ind i min sjæl. Hans mund åbnede gradvist, hans øjne holdte fast i den sidste del af min sjæl, der forblev fra smerten.

Zayn udtalte ordene langsomt, forsigtigt, så forsigtigt og skræmmende, at jeg næsten kunne konstatere han ikke længere var mentalt ustabil...

Det var Niall...”

På dette tidspunkt kørte mit liv forbi mine øjne. Jeg spyttede næsten min mundfuld vand ud. Den store hvide verden foran mig blev lysere, klarer. Jeg forstod, jeg huskede.

Jeg huskede hvordan jeg kom hjem i går, jeg huskede! Den fyr på stolen, han kiggede på mig og sagde han måtte tage mig hjem, fordi jeg var fuld... Jeg huskede det var... det var...

Stemmen ekkoede gennem mit hoved, og ramte væggen mod mit kranie, frem og tilbage i mit hoved, og fik mig til at huske hver lille ting. Det ene ord, den ene stemme der udtalte det... kun to stavelser, det samme gentaget to gange...

'Loulou'.

Det var Niall.

Kun Niall kaldte mig Loulou. Ikke engang drengene, heller ikke vores fans. Ingen, bortset ra drengene kendte til det kælenavn han kaldte mig, vores fans kendte aldrig til det!

Det kunne kun betyde en ting; det var virkelig Niall der fik mig hjem! Zayn havde ret!

Niall førte mig ind i en bil, og chaufføren talte til ham som om han kendte ham. Han kørte mig herhen, til Zayns hus, det var sikkert der Zayn så ham med mig, gennem vinduet, da jeg prøvede at kysse ham og få ham indenfor...

Jeg huskede.

Hvordan kunne Niall være der, uden jeg indså det eller reagerede?! Jeg skulle have gjort noget, men jeg var for fuld!

Du havde ingen anelse om hvor meget jeg hadede mig selv for at drikke så meget! Hvis jeg ikke havde drukket så meget, ville jeg have været i stand til at genkende ham!

Men måske prøvede jeg ikke at få ham indenfor, så vi kunne være sammen....

Ja. Jeg skamte mig af den tanke. Det var det der skete, og jeg kunne ikke nægte det. Mit eneste argument var, at jeg var fuld.

Men måske prøvede jeg at få ham ind, fordi min underbevidsthed vidste det var ham! Jeg ville få ham ind, og få ham til at blive med os! For nu når jeg tænkte over det, det brev han sendte blev mere og mere mærkeligt og tåbeligt...

Jeg blev vækket fra mine tanker af en dør der smækker.

Liam skyndte sig ind i stuen, og lige i det han så mig, blev hans ansigt mere og mere rødt af vrede.

Så snart jeg så ham stod jeg op, og prøvede desperat at fortælle ham om Niall.

Liam's P.O.V.

HVOR VAR DU I GÅR AFTES LOUIS TOMLINSON?!” råbte jeg, mens min vrede langsomt overtog min krop, og min sidste nerve sprang, ”JEG VÅGNEDE I NAT FOR AT FÅ NOGET VAND, OG OH, DU VAR VÆK! JEG VÅGNEDE DEN HER MORGEN OG OH, DU LÅ I DIN SENG, SNORKEDE SOM ET SVIN, OG LUGTEDE AF ALKOHOL PÅ KILOMETERS AFSTAND!”

Liam lyt til mig!” Sagde Louis roligt, og ignorerede totalt det jeg sagde.

Nej Louis, du lytter til hvad jeg har at sige! Vi begge ville gerne tage både Harry og Zayn til lægen her til morgen, men du lå stang stiv i din seng, og jeg kunne ikke tage dem begge med, fordi Zayn er så irriterende i bilen! Jeg var nødt til at efterlade ham med dig! Nu fik jeg Harry tjekket, næste gang tager du Zayn, fordi jeg tager ikke dit ansvar! Hvis du ikke var ude i går, kunne du have kommet med os og hjælpe mig med Zayn, og vi ville ikke have et problem lige nu!”

Liam, jeg så Niall i baren!” Fortsatte Louis, og ignorerede stadig min tale.

Louis du var fuld, du så ikke Niall!” udbrød jeg, og knipsede med fingrene foran hans ansigt, så han kunne komme tilbage til sit normale jeg, ”jeg vil have du stopper med at opføre dig dumt, okay? Vi er nødt til at tage os af dem! Jeg er træt af at gøre alt, når du ikke gør noget...”

Liam jeg ved godt jeg var fuld, men stol på mig, det var Niall!” insisterede Louis, og bad mig med hans øjne til at tro mig, ”jeg var for fuld til at køre, han kørte mig tilbage!”

Louis, det her er patetisk, hvordan kan du overhovedet være sikker?!”

Jeg så også Niall...” Sagde Harry.

Han hviskede næsten, som om han lige havde taget sig sammen, til at sige det.

Jeg så ham til koncerten... han var der...”

Jeg rullede øjne af ham og sukkede dybt.

Harry, du var mentalt ustabil!” udbrød jeg, virkelig træt af at høre dem stræbe efter noget, som ikke var sandt, ”du hallucinerede det sikkert!”

Det her var langt fra en hallucination...” mumlede Harry, mens han stirrede på sine fødder, ”jeg sværger...”

De gjorde mig sindssyge! Lige når jeg troede det ikke kunne blive værre, åbnede Zayn munden...

Jeg så Niall, han var udenfor i går aftes... han var med Louis...”

Jeg sukkede dybt og stampede med foden. Zayn havde en IQ som en 5 årig, han havde ingen anelse om hvad han sagde!

Har du betalt ham for at sige det?!” Råbte jeg af Louis, mere rasende end nogensinde.

Jeg har ikke betalt nogen Liam!”

Hvorfor siger han så sådan nogle utænkelige ting?!”

Måske fordi han virkelig så Niall!”

DET GJORDE HAN IKKE!”

Hvordan kan du vide det?!”

DU VAR FULD, ZAYN ER SOM ET BARN OG HARRY VAR METALT USTABIL! DET ER UMULIGT!”

Det er måske fordi du ikke har set ham, at du ikke tror på os...” Sagde Louis, og stirrede i mine brune øjne.

Nej Louis!” udbrød jeg, og skar tænder af ren desperation, ”det er UMULIGT!”

Liam lyt...”

Louis stirrede ikke længere i mine øjne, men direkte ind i min sjæl. Hans ansigt blev seriøst, jeg havde aldrig set ham sådan. Det var næsten skræmmende... Lige nu prøvede jeg at berolige mig selv. Mine muskler slappede af, og jeg åbnede mine øre for at lytte denne gang.

Personen som fik mig herhen i går... kaldte mig Loulou.”

Når man blev skudt, var det sikkert sådan som jeg havde det lige nu, det føltes.

Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg troede det ville eksplodere.

Jeg stoppede med at tænke og accepterede det... måske så de alle virkelig Niall...

Oh...”

--------------------------------------------------

Jeg ved det er lang tid siden jeg har opdateret, men jeg arbejder på nye historier, siden denne her snart er slut :(

Glæd jer til slutningen ;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...