Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20084Visninger
AA

30. Nightmare


Sorry seems to be the hardest word ~ Blue

Dan's P.O.V.

Vi var i mit hus. Will stod foran mig, med hans øjenbryn knyttet. Resten af managementet, Marco, Richard og Harry, stod bag ham med armene over kors. Og de alle fire stirrede på mig. Det gjorde mig ubehageligt tilpas.

”Så, hvordan gik det?” Spurgte Will endelig.

”Altså, uhm...” Startede jeg.

Der var en ordentlig klump nede i min hals. Jeg var ikke sikker på noget længere. Alle mine følelser var blandet inde i min brystkasse, jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle fungere.

Will stirrede på mig i lang tid, med hans onde, små, brune øjne. Den eneste lyd i rummet der kunne høres, var lyden af min vejtrækning der blev hurtigere og hurtigere, for hvert sekund jeg spurgte mig selv.

”Altså hvad?” spurgte Will og slog knytnæven ned på hans skrivebord, ”sig det!” Jeg sank klumpen og åbnede hurtigt min mund, så jeg kunne forklare hvad der skete i Zayns hus.

”Jeg sagde de skulle fikse det, eller så må vi af med dem...”

”Og hvad sagde de?”

”Altså...”

Igen. Den her underlige følelse kom ind i mig. Hvad var der galt med mig?! Hvorfor svedte jeg så meget? Jeg var så ivrig efter at fortælle ham det. Men samtidig skammede jeg mig...

Hvordan kunne jeg skamme mig? Var jeg grunden til de led så meget? Nej! Jeg var ikke skyldig, jeg var en afskyelig person og sådan var det! Jeg var stolt af den jeg var... Men var det gået for vidt? Måske fortjente de ikke alt den smerte, måske fortjente de ikke at blive ødelagt sådan?...

”Louis sagde de aldrig ville gøre det.” Mumlede jeg.

”Åbenlyst.” Sagde Will med et suk.

Will gabte højt og gned hans hænder sammen, og strøg så let sin kind. Spændingen steg i mig, ved tanken om at gøre noget forkert. Men på den anden side, den her anden følelse prøvede at frastøde skammen fra mit indre. Jeg havde det ikke godt... overhovedet ikke...

”Dan, vi har talt om det her før,” sagde Will, ”husker du?”

Manageren formede en pistol med to af hans fingre, og pegede så på mig. Han lod som om han skød mig, og pustede så på hans fingerspidser, som om de røg.

Det gik koldt ned af ryggen på mig. Åh ja, jeg huskede det tydeligt. Jeg nikkede og så et smørret smil komme frem på Wills ansigt.

”Vi vil kun det bedste for bandet, ikke?” Fortsatte Will, og rakte ud efter noget i sit skød.

Jeg nikkede endnu igen. Mine øjne forlod ikke Wills hånd ét sekund. Jeg var skrækslagen. Hvis han rakte ud efter det, som jeg troede han rakte ud efter, så vidste jeg ikke om jeg havde lyst til at være med i denne her kontrakt længere.

”Drengene vil ikke samarbejde. Så må de betale.”

Mit blod slog koldt, da Will placerede en pistol på skrivebordet. En pistol. Ikke en vandpistol eller noget plastik legetøj. En fucking pistol. Han skubbede den hen mod mig, og da våbnet var lige under min næse, fortsatte Will med at snakke i en glat, rolig og fredfyldt tone som fik mig til at flippe ud.

”Næste generalprøve. De retarderede. Du ved hvad du skal gøre.” Sluttede Will.

Så rejste Will sig op, og gik ud af rummet efterfulgt af de tre andre fyrer fra managementet. Så snart de hade forladt rummet, begyndte jeg at trække vejret ukontrolleret. Jeg blev ved med at stirre på pistolen, forfærdet over hvad Will lige sagde. Tre sætninger med simple nøgleord, som havde kraften til at fryse min sjæl.

Han fortalte mig, da jeg blev hyret, men jeg troede aldrig han var så oprigtig! Da han fortalte mig: 'vi er bare nødt til at komme af med dem', jeg troede ikke han seriøst mente at skyde deres hoved af! Han var skør, helt skør!

Det var et band efterhånden, ikke? Penge havde steget ham til hoved, han var skør!

En del af mig skreg for sine fulde lungers kraft at jeg ikke kunne gøre det, det var umenneskeligt. Men en anden del af mig hviskede så tæt på mit øre den kunne, at jeg skulle gøre det. Det irriterede mig. Jeg følte min hjerne var den del som ville have mig til at gøre det, men mit hjerte var den del som sagde jeg ikke skulle.

Men hvis jeg ikke gjorde det... hvem blev så den næste?

Will var den eneste person som havde accepteret mig... Jeg var altid alene, ingen bekymrede sig om mig, ingen ville være sammen med mig og ingen ville have mig... Det var derfor jeg levede på gaden, det var derfor jeg sang på gaden for at få penge der ikke engang kunne købe mig en kop kaffe! Jeg havde altid været alene! Og nu, jeg havde chancen for at skinne, men med en masse konsekvenser.

Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre! Jeg var ved at blive sindssyg!

Jeg greb fat i mit hår i vildelse og skar mine tænder, indtil jeg ikke længere kunne føle min mund. Mens mine øjne var klemt hårdt i, skød smerte gennem min krop, uroen fik mit hjerte til at banke hårdt, og fik en tåre til at rulle ned af mit ansigt. Min ryg ramte væggen og jeg endte med at sidde nede på gulvet, med mit hoved oven på mine knæ, grædende.

Det var første gang i mit liv jeg skulle konfrontere sådan et dilemma...

Ville jeg gerne være en korrekt person og blive hadet..?

Eller ville jeg være ond, men elsket..?

Jeg havde altid været en hård fyr, hvorfor græd jeg? HVORFOR GRÆD JEG? MAND DIG OP DAN! MAND OP! Jeg var så vred på mig selv, hvorfor gav jeg mig selv muligheden at være en god person? Nej! Dan, det her var din eneste chance! Tag den, ej den og vær stolt!

Men...

”NEJ, DAN, NEJ!” råbte jeg af mig selv, og lod mit ansigt møde gulvet da det blev rødt af vrede, ”DU ER IKKE SVAG!”

Hele min krop rystede. Niall behøvede ikke at gå. Det gjorde han ikke. Jeg havde medlidende med Liam, Louis, Harry og Zayn.

Jeg var ked at alt det der var sket for dem. Jeg var ked af det med deres fans. Jeg var ked af det for Nialls familie. Jeg var ked af det over Niall. Jeg var ked af det for alle. Jeg var ked af det. Men jeg var nødt til at gøre det.

For mig selv. 

----------------------------------------------------------

Undskyld det kommer lidt sent! Men så film med familien (har nemlig vinterferie :D) og ser nu fodboldkamp... suk... England mod Danmark = en kedelig kamp.. er der andre der ser med??

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...