Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20107Visninger
AA

3. New start


I skulle virkelig lytte til sangene der er øverst imens i læser kapitlerne, bare set dem på replay hele tiden, for det giver virkelig en sørgelig stemning, og passer perfekt til kapitlerne ;)

Cry ~ Rihanna

Liam's P.O.V.

Mens vi stadig stod og grinte og snakkede, kiggede jeg dog også en gang imellem efter Niall. Det var vidst noget om at han skulle snakke med Will, eller sådan noget. Men så lang tid kunne det jo heller ikke tage. Jeg kiggede rundt efter ham igen, men hverken ham eller Will var til at se.

”Hey drenge, ved I hvor Niall er?” Spurgte jeg, hvilket også fik drengene til at kigge efter ham. Vi gik lidt rundt i hallen, indtil vi stødte på Will, som bare kiggede på sin mobil.

”Hey Will, ved du hvor Niall er?” Spurgte Louis. Will kiggede op fra sin mobil og så så rundt på os alle.

”Nårh, han er allerede gået.” Svarede han hurtigt og kiggede så igen ned i sin mobil.

”Hvad mener du med at han allerede er gået?” Spurgte Zayn hurtigt. Will sukkede hurtigt og lavede så en underlig bevægelse med kroppen.

”Hvor skulle jeg vide det fra? Han ville bare væk, jeg kan ikke huske hvor han sagde han gik hen, men han gik, okay?” Will så ret så irriteret ud, men det forhindrede mig ikke i at svare tilbage.

”Lod du ham bare gå sådan ude videre? Hvad tænkte du på Will? Vi plejer altid at gå samlet, alle fem, pågrund af alle de fans der er der.” Spurgte Harry flabet, og skulle sikkert til at slå ud efter ham, hvis ikke det var pågrund af at han knyttede sine næver.

”Hør, jeg er ikke hans far, og han er 19 år og kan sagtens passe på sig selv. Så stop det drenge, og tag hjem og slap af. Der er intet at bekymre sig om, han klarer den.” Sagde Will og havde et smørret smil på læberne. Et højt suk lød fra Louis, mens Zayn bare gik ud. Han kiggede ikke engang tilbage eller ventede på os.

”Han er der i morgen ikke? Vi har endnu en koncert, og vi kan ikke gennemføre det uden ham.” Sagde jeg og kiggede alvorligt på Will, da han ikke så ud til at tage noget alvorligt lige nu. Han var som Jack Sparrow der lige havde fået noget mere sprut.

”Selvfølelig.” Mumlede han og gik ud af lokalet. Louis kiggede hurtigt efter ham og trak på skuldrene da han kiggede tilbage på os.

”Han er kørt.” Sagde han og tog sin jakke over skulderen. Vi alle gik ud med blikket nede i jorden. Det lignede ikke Niall at gå uden at sige noget. Han plejede altid at sige farvel eller ses, før han gik. Og han plejede altid at gå sammen med os, da han ikke kunne lide at blive omringet af så mange fans.

Det virkede bare ikke realistisk. Og vores bodyguards lod ham også bare gå? Han plejede altid at have en bodyguard ved sin side, lige efter en koncert. Alle de fans som stod udenfor og skreg og hev i os, vi alle havde brug for en bodyguard.

Niall's P.O.V.

Jeg mærkede et ryk i hele min krop, da bilen stoppede. Jeg åbnede øjnene forsigtigt og så solen skinnede i mine øjne, mens mine kinder var helt tørre af mine tårer. Min guitar lå jeg stadig ved siden af. Jeg havde sikkert nogle mærker i ansigtet efter strengene lige nu, men jeg var ligeglad. Vi havde kørt hele natten, og det var morgen nu.

Chaufføren drejede hovedet og kiggede på mig med et svagt smil. ”Vi er ankommet. Du skal ud af bilen og tage din bagage.” Sagde han og gik selv ud af bilen, sikkert for at tage bagagen, eller taskerne som jeg ville kalde det for.

”Hvor skal jeg hen nu?” Spurgte jeg og steg ud af bilen. Jeg mærkede endnu en tåre presse på, bare af tanken om jeg var alene nu. Der var ingen med mig mere, andre end chaufføren, som sikkert forlod mig lige om lidt.

”Her er adressen,” han gav mig en lille papir lap i hånden og vendte sig så halvt om, ”dine ting er transporteret der over.”

”Hvad med mit hus?! Skal jeg ikke bo der?!” Spurgte jeg oprevet og kiggede med en rynke mellem øjenbrynene på chaufføren.

”Nej, du starter helt fra bunden.” Svarede han og trak på skuldrene, som var det et eller andet reality show, hvor jeg skulle bo i et telt i en uge. Jeg lod min hånd glide om i min nakke, og masserede den af ren frustration.

”Det er jeg ked af,” sagde han, mens en tåre er på vej ned af min kind, ”det her er ikke nemt for dig, men du skal nok klare det. Du skal ikke bekymre dig.”

Jeg tørrede hurtigt mine øjne og kiggede derefter rundt, for at finde ud af hvor jeg var. ”Kan du i det mindste fortælle mig hvor i verden jeg er?” Spurgte jeg og kiggede på ham med sørgmodige øjne. Han grinte let og smilte så til mig.

”Vi er i din hjemby, Mullingar i Irland.” Svarede han og klappede mig venligt på skulderen. Jeg kiggede rundt og lagde mærke til husene som mindede mig om min barndom.

”Min hjemby, det eneste de ikke tog fra mig.”

Jeg gik hen mod bilen og tog min taske og guitar ud. Jeg nåede lige at gå nogle meter, da jeg hørte en bildør smække, og nogle hjul køre hen af vejen, nu er der ingen vej tilbage. Jeg begyndte at gå i gaderne og kigge efter huset, som tilhørte adressen. Alle de huse jeg så var store og flotte, men ingen af dem tilhørte adressen som jeg havde fået.

Efter noget tid jeg havde gået, fandt jeg endelig huset. Det var lille og grimt. Det var en træhytte. Et suk forlod mine læber, før jeg gik hen mod hoveddøren og åbnede. Ikke engang låst. Da jeg kom ind stod alle mine ting herinde, helt presset sammen. Der var ikke nok plads til at lave plads mellem dem, så lille var hytten.

Jeg begyndte at gå rundt for at lede efter soveværelset, da mit hoved føltes tungt. Alt mit tøj lå i en kæmpe bunke ved siden af min seng. Jeg ville gerne rydde op, hvis det ikke var pågrund af at jeg var svækket fra energi.

Mit hoved var fyldt med millioner af forskellige tanker. Hvorfor mig? Hvorfor skete det her lige for mig? Med tankerne stadig inde i mit hoved, satte jeg min guitar op ad væggen, kastede min taske på gulvet og kastede mig ned på sengen.  

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ved godt at kapitlet først skulle publiceres imorgen, men jeg får besøg imorgen helt fra København :O Og er derfor kun hjemme i en halvanden time for at rydde op og så skal jeg afsted igen :P

Håber I nød kapitlet :D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...