Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20189Visninger
AA

22. Look into my eyes


Turn your face ~ Little Mix

Niall's P.O.V.

Aldrig i mit liv havde mit hoved været så klart. Alt så ud til at hænge sammen nu, puslespilsbrikkerne passede sammen.

Jeg løb. Løb tilbage til mit hus i Mullingar. Nu når jeg havde ringet til Harry, så måtte drengene da have en anelse om at jeg kom tilbage. Også selvom de nok ikke ville se mig igen, så vil de.

De kom til at kende sandheden. Jeg skulle nok fortælle dem det. De kunne komme tilbage til mig, jeg kunne bringe mig selv til dem.

Så jeg løb, mit ansigt frøs pågrund af det kolde vejr her i natten. Det eneste lys var månen, som guidede mig. Mine fødder fløj næsten over fortovet. De trak mig så hurtigt de kunne, jeg var så spændt på at se hvad jeg kunne opdage.

Endelig kom jeg hen til mit hus, og sprintede op af trapperne. Jeg åbnede hoveddøren, og uden at tænke over det løb jeg ind i køkkenet. Hoppende over mine ødelagte ting, ankom jeg til min destination. Mine hænder bevægede sig febrilsk over reolens overflade, lige ved siden af telefonen. Det hele var et rod, jeg ledte efter én ting. Et stykke simpelt papir.

Hvert et stykke lille papir fik jeg fat i, og undersøgte dem hurtigt, i håb om at finde det jeg søgte. Og endelig havde jeg det. Det stykke papir som min underbevidsthed fortalte mig jeg var nødt til at finde, for at komme videre.

Adressen til mit hus til Mullingar. Chaufføren gav mig det. Ja! Jeg fugtede hurtigt mine læber, og var helt spændt over hvad jeg havde fundet.

Jeg lukkede mine øjne og begav mig ind i min underbevidsthed igen. Det ville fortælle mig hvad jeg nu skulle gøre.

Så jeg kom ind allerbagerst i mit hoved. Alt andet omkring mig forsvandt, og i stedet svømmede jeg i et badekar af viden som jeg slet ikke kendte til.

Denne gang var det ikke en stemme som fyldte inde i mig. Det var et billede. Et minde.

Det var en tidlig morgen, solen kom frem og himlen var blå.

Og jeg så mig selv, der, i taxaen.

Jeg havde stadig mit blonde hår og mit normale tøj. Min guitar var der også, i perfekt tilstand. Mit ansigt skinnede af tårer, og jeg lyttede til chaufføren. Jeg er der.

Jeg koncentrere mig hårdt og går hen til taxaen. Min hånd griber fat om håndtaget, åbner døren, og sætter mig ved siden af mig selv. Det er så underligt... Jeg koncentrere mig så meget jeg kan, at mit hoved begynder at dunke. Men det virker sådan som jeg vil have det.

Den gamle Nialls krop og min egen krop kolliderer. Vi er en nu, jeg kan se gennem hans øjne nu.

Hvor skal jeg hen nu?” Mine læber former ordene af sig selv. Jeg kan ikke kontrollere mine bevægelser, jeg er bare et vidne til scenen for anden gang. Det er fascinerende.

Her er adressen.”

Og det er den del jeg har brug for. Chaufføren giver mig et papir, og alt så pludselig ud til at gå i slow motion. Mine øjne fangede hver eneste lille detalje.

Chaufføren giver mig papiret, og jeg tager imod det med rystende hånd. Pause.

Alt omkring mig er frosset. Min krop, chaufføren, alt. Kun mine øjne bevæger sig.

Jeg kigger på chaufførens ansigt. Gennem hans sørgelige smil, kan jeg se det lille blink med øjet som han sender mig.

Så kigger jeg på papiret. Det er sært. Jeg ser noget som jeg ikke så første gang han gav mig det... Gennem papiret hvor adressen er skrevet, kan jeg se tal. De er skrevet omvendt, som på den anden side af papiret...

Så forsvinder alt ligesom damp.

Jeg kom tilbage til virkeligheden og gispede efter vejret, som havde jeg været under vand.

Et bredt smil kom frem på mine læber. Begge mine hænder lænede sig på reolen, min vejrtrækning var dyb, som havde jeg været druknet. Jeg kiggede ned på det lille papir.

Aldrig i mit liv havde jeg været så hurtigt. Jeg tog papiret og kiggede på bagsiden.

Jeg havde ret, der var virkelig tal på den anden side! Og der var nok af dem til at være et telefonnummer!

Wow. Mentalt klappede jeg af mig selv.

Det var utrolig hvor meget forskel der var, hvis du kiggede tæt og koncentreret.

Første gang så jeg ikke så mange detaljer! Det blink med øjet han gav mig, telefonnummeret på den anden side! Mine øjne fangede alle de detaljer, som jeg ikke opdagede eller var opmærksom på! Min underbevidsthed huskede de små ikke så ubetydelige detaljer!

”JA!” råbte jeg af glæde, ”JEG VIDSTE HAN VAR PÅ MIN SIDE! DEN FYR VAR PÅ MIN SIDE HELT FRA BEGYNDELSEN!”

Jeg hoppede på stedet af glæde, og ramte næsten loftet med mit hoved. Smilet som kom frem på mine læber, gjorde næsten helt ondt i mine kinder, så meget var mit ansigt strækket ud. Jeg var så glad lige nu, siden begyndelsen, hvor Will fortalte mig jeg skulle forsvinde, var der nogen som var villig til at hjælpe mig. Han gav mig ikke sit nummer ved et uheld, det var med vilje.

Og det der blinken med øjet, jeg burde have indset det fra starten af!

Chaufføren gav mig hans nummer fordi han syntes det var uretfærdigt. Han ville hjælpe mig med at slippe ud af denne elendighed af depression. HAN VIL HJÆLPE MIG!

Jeg skreg af glæde, dansede, hoppede og bevægede min krop på den mærkeligste måde.

Endelig, nogen.

Spændt greb jeg fat om telefonen, og indtastede nummeret på den anden side af papiret.

Jeg ventede, med mine fingre der dunkede mod reolen.

Og jeg hørte en stemme.

”Hallo?”

Jeg stønnede næsten bare af at høre hans stemme. Den fyr, han vil hjælpe mig, han ville hjælpe mig med at slippe væk. Han var min redningsmand.

Du havde ingen anelse om hvor skøn den tanke var, det var ren ekstase, næsten orgamisk.

Hurtigt fik jeg presset stønnet ned i min hals, og svarede så med det samme.

”Hej, er du taxa chaufføren?”

Der var stilhed i virkelig lang tid, det føltes næsten som en evighed. Imens stilheden var der, mistede jeg næsten håbet omkring min redningsmand. Min mund stod åben, og jeg kunne næsten smage fiasko.

Men endelig, så kunne jeg høre et grin og en venlig stemme som fik mig tilbage til min dybe ekstase.

”Jeg tænke på hvor lang tid det ville tage, før du ringede til mig Niall.”

Louis' P.O.V.

Zayn var endelig tilbage på hans fødder. Godt nok var han stadig i chok over det der skete, og jeg forstod fuldt ud.

Han hallucinerede personen som vi hadede så meget, der slog og skadede ham under vores koncert...

Jeg kunne ikke engang tænke på hans navn. Det var så smertefuldt. At blive stukket bag i af en af dine bedstevenner, det var uudholdeligt. Aldrig i mit liv havde jeg været såret så meget. Det var som om al smerten som jeg havde savnet i mit liv, slog mig ud på samme tid.

Det var ikke fair at vide du ikke havde gjort noget, og så hadede din ven dig, uden nogen konkret grund. Jeg havde ikke lyst til at glemme Ni- lad os kalde ham Mr. N, pågrund af alle de gode minder som sad fast til det navn, tvang mig til at blive trukket tilbage og leve i fortiden. Fordi nutiden gjorde ondt.

Indeni var jeg i fortiden, men udenpå var jeg i nutiden. Så hele min krop levede mellem det, og det var det som gjorde det mere smertefuldt...

Så siden Zayn kastede op og besvimede på scenen, sikkert pågrund af de strømmende smerter og hallucinationer, pågrund af Mr. Ns forræderi, gik vi tilbage til bilen og forlod arenaen.

”Alt bliver godt igen Zayn,” blev Liam ved med at gentage, mens vi hjalp ham med at gå, da han var meget svag, og stadig levede i sin egen lille verden af hallucinationer, ”bare glem det.”

”Han v-var der...” stammede Zayn, hans øjne var ren tomhed, mens hans svage ben gik fremad og snublede sommetider, ”jeg s-så ham... Hvor er han... H-hvorfor hader ham mig så m-meget...”

”Det er et godt spørgsmål Zayn.” Hviskede jeg for mig selv, med mit blik låst fast til jorden.

Vi var udenfor bilen og skulle til at gå ind i den, da jeg fik en sær fornemmelse. Følelsen af at vi havde glemt noget. Eller... nogen.

”Hvad er der galt Louis?” Spurgte Liam mens han prøvede at få Zayn, som stadig ikke var tilbage fra hans galskab, til at sidde i bilen.

”Vent, hvor er Harry?” udbrød jeg, og kiggede febrilsk rundt om mig, ”jeg troede han var kommet tilbage fra da han gik udenfor?”

”Hvad, gik han udenfor?” Spurgte Liam.

”Ja, efter Will forlod os var han så oprevet, han rullede øjne til mig og gik udenfor for at slappe lidt ad,” forklarede jeg bekymret, ”men der er gået omkring femten minutter siden det, jeg troede han var tilbage sammen med os, da Zayn kom nogenlunde til sig selv, og op på sine fødder?”

”Nej han var ej...” Sagde Liam.

”Vent, lad mig lige tage tilbage og kigge. Måske er han der stadig.”

Jeg sagde til Paul at han skulle vente med at køre, og gik så ud af bilen. Løbende kom jeg tilbage til arenaen, og gik tilbage til den dør hvor jeg så Harry gå. Jeg kom ind i en smal gyde. Månen var det eneste lys i mørket. Jeg kiggede til begge sider, og ikke lang væk fra mig så jeg ham. Harry. Han var der, han stod med ryggen til.

Langsomt gik jeg hen til ham. Han bevægede sig ikke, og jeg kunne næsten ikke se ham i mørket.

”Harry..?” hviskede jeg, mens jeg meget langsomt gik hen imod ham, for ikke at gå ind i ham, ”Harry vi kører nu, kom så.”

Endelig stod jeg ved siden af ham. Han hverken talte eller bevægede sig. Jeg rystede let til hans skulder.

”Harry?”

Han havde sin telefon mod øret. Jeg tog den, rynkede panden, og lagde den tilbage i hans lomme.

Harrys arm var stadig oppe op til hans øre, ligesom den var før jeg tog hans telefon ud af hans hånd. Jeg tog den ned.

”Harry er du okay?”

Jeg gik rundt om ham så vi stod ansigt til ansigt. Hans underlæbe rystede, hans mund var åben, hans grønne øjne fokuserede på intet, stirrede på intetheden. For at være helt ærlig, skræmte han mig.

”Okay Harry, stop med at lave sjov og kom så.” Sagde jeg og hævede min stemme en smule.

Stadig uden at blinke, lagde jeg min hånd på Harrys ryg og skubbede ham hen mod døren.

Hans ben gik lydigt, men hans ansigt var stadig passivt.

Harry fulgte med mig hen til bilen, uden en lyd, uden et grynt.

Hvad var der galt med ham..? Han skræmte mig...

Jeg havde et underligt indtryk af at hvis jeg ikke kom og tog ham med tilbage, ville han aldrig havde kommet væk derfra...

---------------------------------------------------------

Jeg undskylder virkelig for mangel på opdatering!! Det har været nogle stressende to uger, men det kommer vist til at være mere rolig det næste stykke tid ;)

Og med hensyn til telefonsamtalen i historien, Niall er ikke gay! Tænkte bare jeg ville pointere det ud :P

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...