Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20411Visninger
AA

2. It's over

So cold ~ Ben Cocks

Niall's P.O.V.

”Tak for i aften alle sammen!I var et fantastisk publikum!” Råbte Louis i mikrofonen, så hele salen skreg. Mens Louis holdte en lille tale, lavede vi sjov i baggrunden. Som at spille på Andys guitar, lave sjov med de ting vores fans gav os og en masse andet!

”Godnat!” Råbte Harry da Louis var færdig, og løb ud fra scenen, med os andre i hælene.

”Fedt show drenge!” Sagde Will, vores manager, og gav high five til alle, bortset fra mig som var sidst. ”Niall min ven. Jeg skal lige snakke med dig.” Han tog fat i min skulder og fulgte mig ud mod hallen.

Da vi kom derud var hallen ikke ligefrem tom, men heller ikke proppet. Der var nogle mennesker herinde, samt drengene som stod og fjollede sammen.

”Niall,” jeg rettede mit blik mod Will og kiggede på ham, ”du er nødt til at droppe bandet.” Jeg grinte kort og sendte ham et flabet blik.

”Helt ærligt Will! Hvad ville du sige?” Spurgte jeg og lagde armene over kors.

”Niall, jeg laver ikke sjov. Management kan ikke lide dig, du får ikke så meget opmærksomhed som de andre drenge, og din stemme er ikke som deres.” Jeg mærkede en sten falde langt ned i maven på mig. Som om det var endeløst og smerten bare blev ved.

Jeg havde arbejdet hårdt for at nå hertil! Jeg havde trænet min stemme, øvet koreografi hårdere end de andre og sørget for ikke at stå for meget i baggrunden! Han kunne ikke bare smide mig ud!

”Det-det kan du bare ikke! Min drøm er det her! Jeg har kæmpet hårdt for at nå så langt!”

”Niall, dine ting står derovre. Du starter et nyt liv nu.” Sagde Will og pegede på nogle kufferter bag mig, som min guitar som stod op af, ved siden af en bodyguard.

En klump samlede sig i min hals, hvilket næsten fik mig til at kaste op, da det føltes som om at det var på vej op. Det var som om at hele verden forsvandt. Kun drengene som stod lidt længere væk, og mig som stod og kiggede på dem, det var kun os som var her.

”Men hvor skal jeg tage hen?” Spurgte jeg med gråd i stemmen. Jeg holdte mine tårer inde, da jeg helst ikke ville græde foran Will, eller vække drengenes opmærksomhed. En kort hosten lød fra Will, hvorefter han tog en lap papir op af lommen.

”Et sted lidt ude fra Mullingar i Irland, som du nok kender. Vi har skaffet dig en hytte der, hvor du skal bo. Du har ikke lov til at kontakte drengene, svare på deres beskeder eller have kontakt med omverden. Forstår du?” Jeg tøvede hurtigt, da jeg ikke havde lyst til bare at forlade dem.

Mit blik faldt hurtigt på drengene som var flade af grin. ”Jeg forstår.” Mumlede jeg og kiggede ned i jorden. Will klappede hurtigt hænderne sammen og placerede så sine hænder på mine skuldre.

”Slap af Niall. Det er som at få sit liv genstartet,” jeg kiggede op, så mine øjne ramte Wills, ”du skal ikke tage imod nogle interviews, aftaler eller fortælle om vores lille samtale her. Hvis nogen spørger, så valgte du at forlade bandet. Den her samtale har ikke eksisteret i de andres verden. Kun i vores. Ingen ved noget om det her.” Han hviskede de sidste sætninger og lavede nogle korte fagter med sin ene hånd.

”H-har jeg lov til at sige farvel?” Spurgte jeg nervøst og lavede nikkede svagt hen mod drengene, som stadig stod og grinede.

”Nej.” Svarede Will hurtigt og fik mig vendt om, så jeg stod med ryggen til dem. Det var sidste gang jeg hørte deres grin. Sidste koncert jeg lige havde holdt. Sidste gang jeg havde set dem i virkeligheden. Det var sidste gang vi var sammen. Fra nu af ville jeg bare komme til at sidde som enhver normal person, som bare sad og så dem på tv og hørte den i radioen.

”Tag dine ting. Så kører en chauffør dig ud til dit nye hjem.” Bodyguarden tog fat i mine ting og åbnede dobbeltdøren foran mig. Piger stod udenfor døren og skreg, da de så mig. Will skubbede mig langsomt hen mod døren.

Jeg kastede et sidste blik over skulderen og hen mod drengene. Sidste gang jeg så dem, hvilket fik en tåre til at trille ned af min kind. Jeg vendte mig om og gik ud af døren med langsomme skridt, mens Will stod nogle skridt bag mig.

Allermest havde jeg lyst til at skrige og råbe efter drengene. Råbe de skulle hjælpe mig og overtale managementet til at lade mig blive. Men jeg vidste at det var en kamp som allerede var tabt. Det sluttede her, og jeg kunne ikke gøre noget ved det, andet end at gøre som managementet sagde.

Jeg gik hen mod den sorte bil, med de tonede ruder. Tårerne trillede igen ned af mine kinder. Jeg ville gerne tørre dem væk, men jeg følte at tårerne viste hvor meget det egentlig sårede mig, at de havde smidt mig ud af bandet.

”Niall!” Skreg alle pigerne omkring mig, og holdte banner op i luften, mens nogle af dem græd. Jeg smilte svagt til dem, og tørrede tårerne væk, så ingen ville fatte mistanke, om hvad der var sket. Men jeg vidste at lige så snart jeg kom ind i bilen, ville tårerne slippe løs igen.

”Det er denne vej Mr. Horan.” Sagde chaufføren og åbnede døren til bagsædet, mens bodyguarden lagde min bagage i bagagerummet. Jeg smilede venligt til chaufføren, samt et svagt hovednik, hvorefter jeg satte mig ind. Det eneste jeg havde taget med mig ind i bilen var min guitar. Den betød meget for mig. Det var den som fik mig i gang med musikken, og musikken hjalp mig da det hele rablede sammen med min familie.

”Vi ses Niall.” Mumlede bodyguarden og lukkede bagagerummet i. Jeg så lige chaufføren lukke døren i, hvorefter han satte sig ind på forsædet. Han rettede bakspejlet og smilte venligt til mig. Mine øjne kiggede bare ned i jorden, hvilket fik chaufføren til at rømme sig. Da jeg kiggede op, pegede han på lågen, som ville give mig enerum. En svag nikken kom fra mig, så chaufføren smækkede klappen i.

Nu var jeg alene. Hvilket betød at jeg kunne græde. Bare græde. Græde over at det var slut. Græde over at eventyret om berømmelse, fans der støttede en og drengene var slut. Det værste var at jeg ikke engang måtte kontakte min familie. De må ikke engang få at vide hvad der sker.  

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Første kapitel! Hvad syntes I??:D

På grund af 1Ds koncert imorgen (som jeg ikke skal med til-_-) tænkte jeg det ville være bedre at publicere det idag!:) Og min far har fødselsdag imorgen, derfor er det bedre idag;)

P.S: Kapitlerne bliver korte, men der kommer omkring tredive af dem;) Nyt kapitel på fredag!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!<3

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...