Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20155Visninger
AA

23. Insanity


Please don't go ~ Barcelona

Zayn's P.O.V.

Liam og Louis ville ikke lade mig være. De var altid lige ved siden af mig, og tog sig af mig. Jeg behøvede dem egentlig ikke, men de insisterede på at være sammen med mig hele tiden. Jeg spurgte Liam hvorfor, han sagde at smerten påvirkede mig og viste mig selvbedrag.

Jeg havde ingen anelse om hvad han snakkede om. Alt var okay.

Måske sagde han det fordi Niall nogen gange kom hen til mig, råbte mig i ansigtet og slog mig. Jeg ved ikke. For det meste, når Niall var der, så var Liam der, klappede mig på ryggen og fik mig til at slappe af, mens Louis snakkede til mig. Aldrig forstod jeg hvad han sagde, men Niall forlod mig når de var der. Det var underligt.

Jeg ville ikke synge længere. Aldrig ville jeg høre Dan igen. Udenfor fristede heller ikke. Det eneste jeg ville var at sidde hjemme, græde og tage smertestillende piller. Intet andet.

Det sårede også mig selv at se Niall gøre skade på mig hele tiden. Han hadede mig så meget. Jeg hadede også ham meget, så meget at jeg ville ønske han ville lade mig være. Men det var sært at Liam og Louis nægtede at han var der. Og det samme gjorde Harry i går... Men han var der... Jeg sværgede... Han ville have min død... Jeg ville bare have Niall til at lade mig være. Han forrådte os en gang, hvorfor blev han ved med at såre mig så meget...

Det var ikke til at bære når jeg så ham, mine hænder havde lyst til at rive mine øjne ud.

Måske var det derfor Liam og Louis ville være sammen med mig. Fordi de var bange for at Niall ville slår mig for hårdt en dag, når han kom og besøgte mig..?

Lige meget, jeg vidste det ikke. Og jeg var ligeglad. Jeg ville bare have mine smertestillende. Lad mig være. Jeg havde ikke lyst til at lave noget. Kom med de de smertestillende. Intet huskede jeg af hvad Liam sagde. Smertestillende. Hvorfor er du så sløret Louis? Lige meget, jeg var ligeglad. Smertestillende. Niall lad mig være, jeg hader også dig. Smertestillende. Kom med dem. Please. Jeg beder jer. Nogen..?

Louis' P.O.V.

”Hvorfor svarer han ikke?” Liam lagde telefonen tilbage på bordet, og vendte sig rundt mod mig. Vi var i Zayns hus. Vi kunne ikke klare os selv længere, langsomt mistede vi vores forstand, en efter en.

Zayn sad i sofaen, hans knæ lænede mod hans brystkasse, hans arme var låst fast rundt om hans ben, og han stirrede op i loftet med et melankolsk blik. Han smilte som en sindssyg, nogen gange gryntede han og nogle få hviskende uforståelige ord kom dog også.

Han havde det ikke godt siden koncerten, han bedragede sig selv. Skizofren, faktisk. Det var det Liam og jeg troede.

Zayn blev ved med at hallucinere om Niall, han troede faktisk det var ham selv der kom hver gang og slog ham lige i halsen. Det var virkelig sørgeligt at se ham sådan. Vi ville gerne hjælpe Zayn, men han var fanget i sin egen lille verden, hvor han fortalte os han havde det fint, at Niall kun hadede ham og han ikke ville høre på det. Han opførte sig som en fem årig... Det var som om han havde mistet evnerne til at tænke og reagere... han havde mistet hans forstand.

Han var fuldstændig forsvundet fra den her verden. Og det var knusende. Liam og jeg så virkelig efter ham.

Men siden vi alle var ved at blive sindssyg en efter en pågrund af al smerten, og presset verden gav os, var vi nødt til at stå sammen.

Vi havde lige ringet til Harry for tredje gang, og han vil ikke tage den. Jeg var begyndt at blive bekymret. Siden det der skete for ham i går, da han var gået helt i stå udenfor, stirrende på intetheden, var jeg bange for han var blevet sindssyg. Ligesom Zayn. Åh Gud, bare tanken om Harry der stod i gyden i går, uden nogen reaktionsevne på noget af det jeg sagde eller gjorde gav mig kuldegysninger.

Nej. Harry havde det helt klart bedre. Jeg havde ikke lyst til at tro endnu en af os måske var blevet skizofren, delusonial eller måske værre... vegetabilsk.

De ord gav mig kuldegysninger ned af ryggen. Kunne man overhovedet miste sin forstand pågrund af så meget smerte... som det her? Please, det måtte ikke være rigtigt!

Hvad hvis han er...” startede Liam og hentød til Zayn med sine øjne, ”sådan der..?

Nej Liam!” udbrød jeg, og prøvede at ignorer Zayn stirrede på mig som om han ville voldtage mig, ”han sover sikkert eller noget!”

Er det ikke for tidligt til at sove?” spurgte Liam, samtidig med han begyndte at klappe ham på ryggen, for at få ham til at slappe af, ”det er kun middag...”

Liam jeg vil ikke have han også skal være... skizofren!” forklarede jeg, med mine hænder der holdte mit hoved med mine hænder, ”Zayn har mistet forstanden fordi han hader Niall, men ikke vil glemme ham. Han er ikke vant til den slags smerte, men... Harry har valgt at overhovedet ikke at tænke på ham... Så jeg tvivler han er blevet sur eller-”

Louis stop, du er helt fra den,” afbrød Liam mig, og stoppede med at trøste Zayn med de cirkulerende bevægelser han lavede med sin hånd, ”jeg ville heller ikke have det skal ske, fordi hele den her galskab løber efter os, men lige nu vil Harry ikke svare og hvis han er alene, så er der større chance for han bliver sindssyg. I går, efter koncerten, havde han det ikke godt, så jeg er virkelig bange for at det er blevet værre i løbet af natten. Du var bare nødt til at følge ham ind i sit hus! Vi er nødt til at stå sammen hvis vi gerne ville klare den. Vi er nødt til at have hinandens mentale støtte. Fordi Niall destabiliserede os og efterlod et tomt hul inde i os. Vi er nød til at tage af sted og hente Harry, lige nu.”

Liam havde ret. Åh nej, åh Gud. Jeg ville ikke tro det. Damn it Niall! Hvorfor var du nødt til at gøre det..? Hvorfor var det så svært at lade dig gå... hvorfor..?

Okay,” sagde jeg og rejste mig op, ”lad os gå.”

Jeg tog min jakke på og fik fat i mine nøgler.

Kom så Zayn,” sagde Liam blødt til Zayn, ligesom hvis han talte til et barn, ”vi går nu.”

Skal vi hen og se Niall?” Gryntede Zayn.

Øhm... nej...” Svarede Liam bekymret.

Jeg kunne se Liam blev knust. Zayns ord ødelagde helt klart noget inde i ham.

Godt,” fortsatte Zayn med en børnestemme, ”fordi jeg vil ikke se ham. Han besøger mig hele tiden, men hver gang han kommer slår ham mig. Jeg er træt af ham...”

Liam kiggede hurtigt væk. Han tørrede hurtigt en tåre, der gled ned af hans kind, væk.

Zayn slog langsomt Liam ihjel med hans ord. Jeg gik hent il Zayn og tog fat i hans arm, mens Liam stille tog sin jakke på, og prøvede at gemme hans tårer, jeg kunne intet andet end at kigge på.

Lad os gå Zayn.” Jeg trak let i hans arm og han fulgte mig, med blikket fokuseret på alt omkring ham, som om han aldrig havde set sit eget hus.

Vi kørte til Harrys hus. Jeg bankede på døren. Ikke en lyd kom der. Kun døren der knirkende, langsomt åbnede sig for mig.

Den er ikke låst...” Hviskede jeg til Liam der var bag mig, med en rynke mellem øjenbrynene.

Jeg gik derind hurtigt, bange for tanken om en forladt Harry, eller noget var dårligt var sket ham.

Liam fulgte efter mig, mens han holdte Zayn tæt ind til hans bryst.

Harry?!” kaldte jeg, mens jeg kiggede overalt, ”HARRY?!”

Jeg løb ind til stuen, rummet efter det.

Jeg frøs. Stoppede med at løbe så Liam og Zayn gik brat ind i min ryg. Min mund faldt til gulvet.

Harry var der. Han havde ryggen til os. Han stod midt i rummet, stirrende på væggen.

Jeg blev reelt bange. Den slags frygt der gik lige ind i din hud som tusind af nåle, den som stoppede dit åndedrag og fik alt omkring dig til at forsvinde, den gjorde dig næsten blind og døv. Bange.

Harry stod i samme position som jeg forlod ham i går afsted. Helt præcis den samme stilling. Hans lange arme langs hans krop, hans hoved der var lidt på skrå mod højre, og hans krøller der faldt ned foran hans pande.

Præcis den samme stilling.

Da mit hjerte begyndte at banke, sendte jeg Liam et blik. Med hans rynke mellem øjenbrynene, forstod jeg at han var forvirret. Ligeså forvirret som mig.

Zayn kiggede hen mod Harry med hans tomme blik, hans mund var en smule åben, og savl dryppede fra hans kind, han havde helt aldeles mistet sin forstand.

Jeg tog den ene fod foran den anden forsigtigt, stirrende på Harry, bange for at han måske vendte sig om og hoppede på mig.

Men det gjorde han ikke. Han blev ved med at stirre på væggen, også selvom jeg lagde min hånd på hans skulder bevægede han sig ikke.

Harry..?”

Jeg bemærkede hans øjne. Hans grønne sædvanlige glitrende, fuld af liv og munterhed. De var så... kedelige. Den grønne farve skinnede ikke længere, hans blik var... dødt.

Harry?!” jeg rystede ham let, mens nervøsiteten steg, ”Harry gør noget!”

Hvad er der galt Louis?” Spurgte Liam og knyttede Zayn hårdere ind til sin brystkasse.

Liam han har ikke bevæget sig siden i går aftes!” udbrød jeg, på grænsen til at græde, ”jeg tog ham med indenfor og efterlod ham præcis sådan her! Han har ikke bevæget sig, og han reagere ikke! Hans øjne er så kedelig, hans ansigt er så tomt! Hvad er det der fucking foregår?!”

Liam slap Zayn og løb hen til Harry og jeg. Han rystede ham, klappede lige foran hans ansigt, slog ham på kinden let, men ingenting skete.

Harry stod der bare, stirrende på væggen, helt uden at blinke.

Trækker han i det mindste vejret?!” Udbrød jeg.

Ja,” svarede Liam, efter at have taget hans puls, ”men hans hjerte slår langsomt...”

Vi begge vidste hvad der var sket. Vi havde bare ikke lyst til at indse det. Harry var også blevet sindssyg. Smerten havde ham. Den dræbte ham. Langsomt havde han mistet besiddelsen af hans krop, og lod det drukne i det inaktive sindstilstand. Han var værre end Zayn. Han var en grøntsag...

Hvad havde vi gjort for at fortjene det her..?

Liam tog hurtigt et skridt væk fra Harry. Han holdte sine hænder over hans hjerte og vendte ryggen til mig.

Liam?”

Liam lavede en håndbevægelse til mig, som om han ville sige 'lige meget', og gik tilbage til Zayn. Han fik ham til at sidde ned, og kom tilbage til Harry og mig.

Jeg bemærkede hans røde og våde øjne, men han kiggede hurtigt væk.

”Hans hår er meget fedtet,” sagde Liam, mens hans blik var limet fast til jorden, ”hvis han har været sådan her siden i går aftes, har han sikkert ikke taget et bad, eller spist. Siden vi hjalp Zayn med det... burde vi også hjælpe Harry.”

Jeg stirrede på mine fødder, irriteret og udmattet.

Det var ikke fordi vi var nødt til at tage Harrys tøj af, vaske ham, få ham til at spise og tage os af ham. Nej. Det var meget mere end det.

Det var selve tingen at to af vores bedstevenner fuldstændig havde mistet deres evner til at fungere som et normalt menneske, fordi en person de holdte så meget af, besluttede at efterlade dem.

Det gjorde ondt.

Det rørte ikke længere Harry og Zayn.

Det rørte Liam og jeg.

Fordi vi var dem der var offer for galskaben, det var de ikke. Fordi de var druknet i det. Det var vi ikke.

Altså, ikke endnu. 

------------------------------------------------------------------------------------

Hvis I ikke har hørt det med at være en grøntsag, så betyder det at man ikke kan noget selv, overhovedet! Man er hjælpeløs og handicappet, det er forfærdeligt!

Jeg er virkelig ked af kapitlet kom så sent, men tit har jeg travlt, så det er svært at få kapitlerne færdige til tiden :/

Men de kommer, bare rolig!

Og næste søndag er det jul!! Hvilket vil sige julekalender som jeg arbejder på kommer!!!!!!!! :O :D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...