Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20155Visninger
AA

21. Hear my teardrops


Remember when ~ Avril Lavigne

Harry's P.O.V.

Endnu en ødelagt koncert.

Vi hjalp Zayn væk fra scenen, og vores fans gik hjem. Vi ventede tålmodigt på Zayn vågnede, fra hans bevidstløshed.

Will sad henne i hjørnet af lokalet med Dan. Jeg kunne se han var meget vred på os, for at afbryde endnu en koncert. Men Zayn brækkede sig og besvimede. For helvede da også, så giv os god en pause!

Pludselig hostede Zayn, og han åbnede øjnene. Automatisk satte han sig op og kiggede sig omkring helt panisk.

Hvor er jeg?!” spurgte han, hver eneste del af hans krop rystede, ”HVOR ER JEG?!”

Til koncerten!” svarede Liam, ”Slap af Zayn!”

Han var der!” sagde Zayn og strakte sin hånd ud mod mig, ”han var der! Han slog mig! Han var der... han... han...”

Hvem taler du om Zayn?” Spurgte Louis.

Niall...”

Jeg kunne ikke styre mig selv. Det navn... Jeg sagde jeg aldrig nogensinde ville høre om han igen. Hvorfor sagde han det? Jeg gik hen mod Zayn og smadrede min fod ned i hans brystkasse. Min fod forblev på hans overkrop, og jeg kiggede ned på ham, spyttede næsten på ham.

LAD VÆRE MED AT SIGE DET FUCKING NAVN ZAYN!” råbte jeg, ”JEG SAGDE DU IKKE SKULLE SIGE DET, HVORFOR ER DU NØDT TIL AT SÅRE MIG PÅ DEN MÅDE?!”

Zayn begyndte at græde.

Harry stop!”

Louis og Liam skubbede mig hurtigt væk fra Zayn, og jeg kunne se Will og Dan se på med et smørret smil.

MEN HAN VAR DER HARRY!” snøftede Zayn som et lille barn der prøvede at snakke, til sin vrede far, ”HAN VAR DER! HAN RÅBTE AF MIG OG SLOG MIG! JEG LAVER IKKE SJOV, HAN VAR DER!”

Zayn, han var der ikke!” sagde Louis, og undgik at bruge N ordet, ”du var på scenen hele tiden, det var kun dig, mig, Liam, Harry og Dan!”

”Men... men... jeg kunne sværge på han var der... Jeg så ham... Han var der...”

Paranoid. Det var hvad vi teoretiserede. Zayn havde altid været den første til at sluge de smertestillende når han led, og nu havde det overtaget ham. Smerten slukkede hans hjerne, og fik ham sikkert til at hallucinere.

Det handlede vel kun om tid, før det ville smitte af på os andre. Hvorfor skete det lige for os... hvorfor... hvorfor...

Okay drenge,” sagde Will, mens han gik hen mod os, ”jeg er virkelig skuffet over jer. Dan gjorde det fantastisk arbejde, men I var virkelige dårlige. Zayn, stop med at opføre dig som et lille barn. Du er ikke seks år længere. Mand dig bare en smule op. Hvis du virkelig gerne ville blive betalt, så burde du se på Dan og tage noter. Jeg er træt af jeres små lege. Jeg ville gerne se jer optræde! Forsvind nu ud af mit åsyn og vær der til næste generalprøve, forberedt!”

Will forsvandt sammen med Dan.

Han gav mig kvalme. Hvordan ville han have os til at optræde, når væres sjæle blev ødelagt mere og mere for hvert sekund der gik?

Bare fordi Niall hader jer alle sammen, så behøver I ikke være nogle kujoner!” Sagde Will bag ham.

Jeg råbte for mine lungers fulde kraft. Mine næver knyttede og jeg var klar til at overfalde Will og banke ham til døden! Det var som om han nød at se mit hjerte gå itu...

Det var utroligt hvordan nogens navn kunne få dig til at gå amok.

Jeg skulle til at overfalde Will, da Louis greb fat i min arm bagfra og stoppede mig.

Slap af Harry, slap af... Han ville bare gøre dig vred. Lad vær med at joine hans spil.”

Jeg vendte mig om og kom hurtigt ud af hans greb. Jeg rullede øjne af ham og gik så agressivt hen mod udgangen.

Udenfor var natten rolig, frisk og beroligende. Vinden blæste mod mine kinder og fik mig til at gyse let.

Et dybt suk forlod mine læber, og jeg følte mig mindre aggressiv. Hvorfor led jeg så meget..? Hvad havde jeg gjort for at fortjene det her? Fortjente jeg overhovedet smerte..?

Det var svært at forstå Niall. Men nu havde jeg set den rigtige side af ham. Han var bare en djævelsk, blond, lille irsk dreng. Det var det han var. Og det gav mig kvalme. Jeg hadede ham så meget. Niall knuste mit hjerte så, så meget.

Det var næsten umuligt at tro sådan noget om Niall. Hvis jeg bare havde et bevis på at han faktisk ikke var ond...

Nej. Jeg ville ikke have noget at gøre med ham længere. Det eneste jeg ville have, var bare at han blev slettet fuldstændig fra min hjerne, bare glemme ham for evigt.

Jeg blev revet ud af mine dybe tanker, da noget vibrerede i min lomme. Det var min telefon. Jeg tog den op af min lomme og svarede.

Hallo?”

Der var nogen som trak vejret dybt i telefonen. Jeg rynkede panden og ventede på et svar.

Harry..?”

Aldrig i mit liv havde jeg troet at et hjerte kunne slå så hurtigt, på en brøkdel af et sekund. Mine øjne blev store og min vejrtrækning stoppede helt.

Det var Nialls stemme.

Undskyld Harry...”

Hans stemme var oprigtig, fyldt med gråd og kvalt. Jeg stod stille i lang tid, trak ikke vejret, jeg lyttede kun og talte hans tårer som faldt. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre, jeg var limet fast til stedet, paralyseret.

Der lydes et høj snøften og så blev jeg cuttet af. Niall lagde på.

Jeg havde ingen anelse hvor lang tid jeg stod her på fortovet, vinden blæste mod min hud, telefonen var stadig oppe ved mit øre, min ånde lavede røg fra det kolde vejr og mine læber begyndte ar ryste.

Jeg faldt i et udendeligt sort hul...

Niall's P.O.V.

Min mors stemme lavede ekko gennem mit hoved. Det gjorde mig sindssyg. Jeg lå på sengen, tog fat i mit hoved med begge hænder og lukkede mine øjne hårdt i. Det var som om hun var inde i mit hoved og hviskede ordene.

Du er nødt til at slå igen Niall! Lad være med at holde dig tilbage, rejs dig op og gør noget!”

SKRID UD AF MIT HOVED!” Blev jeg ved med at råbe, med tårerne trillende ned af mine kinder.

Men hun blev ved med at hviske: ”Jeg ved du kan gøre noget Niall! Jeg ved du er stærk! Lav træk nummer to! Gør det! Runde to er ikke ovre endnu! GØR DET!”

MOR SKRID, JEG BEDER DIG!”

Jeg græd hysterisk og lagde mig i fosterstilling. Det var ikke til at holde ud, jeg hørte hele tiden hendes stemme i mit hoved.

FORSVIND FRA MIT HOVED!...”

Og det stoppede endelig.

Jeg åbnede mine øjne igen og kiggede rundt. Jeg var stadigvæk alene.

Mine øjne faldt på jakken, og straks havde mine hænder fat om den. Lidt senere forlod jeg huset.

Min mors stemme skræmte mig, jeg følte at hvis jeg ikke gjorde som hun sagde, så ville min bevidsthed ikke være i fred.

Bare ærgerligt. Jeg begik selvmord senere. Jeg ville dø i fred, men hvis jeg ikke prøvede noget som helst for drengene, så de kunne finde mig, så ville jeg ikke dø i fred.

Så jeg gik ud af mit hus og løb. Jeg løb som jeg aldrig havde løbet før. Vinden lød i mine ører og kulden brændte mine kinder.

Min hjerte bankede hurtigt, og det føltes som om det ville hoppe ud af min brystkasse.

Jeg løb til jeg ikke kunne få vejret,l mine lunger brændte og jeg troede de ville rives op. Men jeg blev ved med at løbe i gennem gaderne i Mullingar, igen og igen, som om det var min sidste dag på jorden.

Og pludselig stoppede jeg. Jeg stoppede der hvor jeg ønskede at være, lige fra da jeg stod op fra sengen. Jeg stoppede ved siden af en mønttelefon.

Og det var der jeg endelig var. Inde i mønttelefonen, grædende som et lille barn.

Jeg ringede til Harry. Det var den første person jeg kom i tanke om, siden jeg så i tv'et hvor meget han hadede mig... Jeg var nødt til at fortælle ham noget.

Og det var det eneste der kom ud af mig. Et simpelt undskyld. Han talte ikke engang.

Jeg kunne ikke klare hans tavshed længere. Jeg talte til Harry. Det gjorde jeg. Og jeg mistede kontrollen.

Mine tårer faldt fra mine øjne, og vi var begge tavse og lyttede til hinanden. Jeg ville gerne svare ham, jeg ville så gerne tale mere med ham! Men jeg kunne ikke... Jeg havde ingen anelse det ville såre mig så meget at tale med ham...

Det sårede mig på en god måde... tror jeg. Min hals blev tør og jeg kunne ikke få en lyd ud. Jeg følte mig som en stor idiot, så jeg lagde på.

Og jeg brød ud i gråd.

Min ryg ramte mønttelefonen og gled langsomt ned. Telefonen var stadig i min hånd og jeg græd. Jeg græd mit hjerte ud.

Havde du nogensinde grædt så meget, at du ikke kunne trække vejret, at du følte dit hoved ikke hørte sammen med resten din krop, som om du skulle kaste op?

Måske... måske kunne de finde mig nu?

Nu kunne jeg gå hjem og langsomt starte min selvmords process. Endelig kunne jeg komme ud af denne her forfærdelige verden.

Du gjorde det Niall... Men det er ikke ovre... Det er ikke ovre...”

Det var min mors stemme igen. Hun var overalt, det skræmte mig...

Mor please...” bad jeg, og følte mit hoved dunke hårdere, ”please stop... gå væk...”

Men hun blev ved med at hviske i mit øre, og fik mig til at blive sindssyg.

Men måske var det ikke min mor... måske var det hendes stemme, men måske var det ikke hende..? Hvem kunne det være? Min mor kendte ikke til mit 'spil'. Så hvordan kunne hun vide til runde to? Hun nævnte det, gjorde hun ikke?!

Ingen kendte til mit 'spil', bortset fra mig! … bortset fra mig...

Jeg begyndte at trække vejret ordentligt igen. Nu forstod jeg alting.

Det var faktisk ikke min mor som snakkede til mig. Det var mig selv. Det var min underbevidsthed, den talte til mig. Siden min mor altid ville have mig til at kæmpe igen, så brugte jeg bare min mors stemme.

I virkeligheden var det mig selv som ville kæmpe igen. Mit hoved og hjerte ville gerne dø, men inderst inde, dybt inde så ville jeg ikke. Min underbevidsthed kunne ikke lade det ske, så det sendte mig signaler. Den ville have jeg levede.

Jeg hjalp mig selv... uden af vide det.

Pludselig fascinerede jeg mig selv, jeg lod stemmen fylde mit hoved og ører uden protest. Jeg vidste hvad det var nød til at fortælle mig, for at kæmpe videre.

Niall... papiret... Niall... taxaen... London... du er nødt til at tage af sted... Niall... papiret...”

Aldrig i mit liv havde jeg været så hurtigt oppe at stå. Endelig vidste jeg hvad jeg var nød til at gøre! Min underbevidsthed fik mig til at ringe til Harry, og nu når jeg havde gjort det... Jeg var nød til at få tingene sat i gang, og komme tilbage til London.

Men jeg kunne ikke tage et fly uden at blive opdaget. Ingen kunne hjælpe mig med at flygte fra Mullingar...

Ingen bortset fra en person.

Taxa chaufføren som fik mig herhen.

---------------------------------------------------------

Hvis I græder, så deler jeg gerne mine servietter...

Og hvis I ikke har læst Dark // Harry Styles, så gør det for hulen da også! Den er sindssyg god og sød! <333

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...