Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20155Visninger
AA

37. Ending


Once in a lifetime ~ One Direction

Niall åbnede sine øjne. Han havde denne her mærkelige følelse af at falde, hvilket fik ham til at vågne med det samme. Svedig, gispende, han var for bange til at kigge omkring ham. Var han død? Var han på hospitalet? Var Liam der? Hvad?!

Nialls hoved drejede rundt, han begyndte at blive svimmel. Han prøvede at bevæge sig, og det gjorde overraskende ikke ondt. Det er et mirakel! tænkte han.

Men hans glæde forsvandt straks. Hvis han kunne bevæge sig, og intet gjorde ondt efter det fald, måtte det helt klart betyde han var død.

Deprimeret og træt, gned han sin svedige pande, og kørte sine fingre gennem hans hår.

"Vent et øjeblik..."

Niall holdte vejret. Frygt og spænding gik gennem hans krop. Så langt han kunne huske, da han faldt gennem vinduet i går... Var hans hår barberet af.

Hvorfor kunne han føle langt hår mellem fingrene?! Den sidste gang han havde langt hår var den aften til koncerten, hvor Will sagde han skulle forlade bandet... Det kunne kun betyde en ting!

Niall rørte det han lå på. Det var ikke en sky. Det var ikke helvedes dyb. Det var... en fucking sofa.

Niall kom op at stå, opstemt. Han kiggede rundt omkring sig; det var ikke himlen, det var ikke helvede, det var ikke et hospital, det var ikke træhuset i Mullingar... det var... det var... tour bussen! Han var i live!

Men det var da Niall så Liam sidde på sofaen foran ham, med hans høretelefoner på og øjnene lukkede, at han skreg for sine fulde lungers kræft af glæde.

Han hoppede på Liam, krammede ham så hårdt han kunne.

"LIAM!" råbte Niall, og tog Liams høretelefoner af, "LIAM! ÅH MIN GUD DU ER HER! JEG ER HER! VI ER HER!"

"Niall hvad har du gang i?!" Spurgte Liam med en træt stemme.

"JEG OVERLEVEDE, JEG GJORDE DET LIAM! JEG OVERLEVEDE! VI ER HER STADIG!" Fortsatte Niall, og krammede Liam hårdere.

"Hvad fanden snakker du om?" Grinte Liam.

"UNDSKYLD FOR ALT! JEG ELSKER DIG SÅ HØJT! SÅ HØJT! SÅ FUCKING HØJT!"

"Jeg elsker også dig Niall, men du undskylder for hvad?" Spurgte Liam forvirret.

"FOR HARRY, ZAYN OG LOUIS! OG DAN! OG ALLE ANDRE! PLEASE TILGIV MIG!" Sagde Niall desperat.

"Dan? Hvem er Dan?" overvejede Liam, "og stop med at råbe sådan, Harry, Zayn og Louis sover i deres bunker."

"Kender du ikke Dan?" Spurgte Niall forvirret.

"Nej... skulle jeg?"

"Betyder det han aldrig har eksisteret..." Tænkte Niall højt.

"Sikkert fordi jeg aldrig har hørt om nogen Dan..." Fortalte Liam.

"Vent, sagde du lige at Harry, Zayn og Louis sover? I DERES BUNKER?" Fortsatte Niall, endnu mere spændt.

"Ja, det var derfor du skulle stoppe med at råbe sådan!"

En sten faldt ned i Niall mave. Harry, Zayn og Louis sov... i deres bunker... de var I LIVE!

Niall sprang op igen, og løb hen til deres bunker. Da han skubbede gardinerne til side hos deres bunker, og så Zayn, Louis og Harry sove, da han så deres brystkasse gå op og  ned til rytmen af deres åndedrag, da han så der ikke var noget blod på deres trøjer... smeltede han i hysteriske tårer.

Niall var ude af stand til at udtrykke hvor glad han var, for at se dem i live. Det fik ham til at kollapse på jorden og græde.

Harry hørte de hysteriske gråd, og det vækkede ham. Han kiggede ud fra sin bunker, og så Niall ligge på jorden, græde. Uden at vide hvad det var der gjorde ham sørgeligt, blev Harry straks bekymret. Han hoppede ud fra sin bunker, og satte sig på hug ved siden af Niall.

"Niall, hvad er der galt?" spurgte Harry med en træt og bekymret stemme, "hey buddy, kig på ig, det er okay."

Da Niall hørte Harrys stemme snakke til ham, og hans hånd røre hans ryg, græd han endnu mere af glæde. Han satte sig op, og så Harrys ansigt. Han kiggede på ham, hans hud var normal, hans grønne øjne skinnede klart, og han kunne ikke se mere levende ud.

Niall kastede sig selv i hans arme, og gjorde hans skulder helt våd.

"HARRY!" græd han, knugede ham ind til sig, så hårdt han kunne, "HARRY! DU ER I LIVE! ÅH MIN GUD, JEG ELSKER DIG! ALDRIG GÅ! PLEASE, ALDRIG GØR DET IGEN! BLIV HER FOR EVIGT!"

"Hvad mener du Niall?" spurgte Harry forvirret, "jeg har aldrig gået, jeg har været her hele tiden..."

Niall stoppede med at kramme Harry, og kiggede ham direkte i øjnene. 

”Det ved jeg godt, men aldrig forlad mig igen… Nogensinde…”

”Hvad sker der her?” Spurgte Louis, med hovedet stukket ud fra sin bunker, ”jeg prøver at sove her!”

”LOUIS!”

Niall sprang op og lagde hans arme omkring Louis nakke, grædende. Louis, desorienteret, krammede igen med en arm.

”DET GÆLDER OGSÅ DIG!” råbte Niall, og knugede ham hårdere ind til sig, ”jeg elsker jer alle så meget, jeg hader at være alene, forlad mig ikke… Jeg er ingenting uden her… Jeg er ingenting…”

Louis kiggede på Harry, med et spørgende blik om hvad i alverden Niall snakkede om. Harry trak på skuldrene, han var lige så forvirret over hvorfor Niall var så oprørt og ked.

Alt larmen Niall lavede fik Zayn til at vågne, i bunkeren ved siden af Louis. Han gryntede og lagde sig på sin venstre side, for at prøve at ignorere alt larmen.

Men det var ikke diskret nok, for Niall hørte ham bevæge sig, og løsrev sig Louis greb. Han hoppede op til Zayns bunker og viklede deres arme sammen. Zayn prøvede at snige sig uden om, men Nialls greb var for hårdt. Han holdte ham tæt ind til sig, og blev ved med at råbe alle de ting han havde på hjertet, alt den tid han havde været væk… eller den tid han troede han var væk.

”Lov mig at du aldrig forlader mig igen…” græd Niall i Zayns skulder, ”jeg kan ikke klare at være alene, I er nødt til at blive hos mig… hos mig… Og hvis i forlader mig… lad mig sige farvel en sidste gang… Jeg beder jer…”

Liam var gået ind i gangen få minutter siden, og havde hørt alt Niall havde sagt.

Nu var fire drenge, Liam, Harry, Louis og Zayn alle bekymret for Niall. Hvorfor sagde han de ikke måtte forlade ham..?

”Niall vi har aldrig været væk!” Sagde Zayn, skubbede Niall væk og hoppede ned fra sin bunker, ”hvad er det du taler om!”

”I var alle døde…” Sagde Niall, mens hans blik desperat søgte gulvet, fortabt i sit eget hoved.

Alt i hans hoved var slørret, tiden han var alene i Mullingar, alt han kunne se var former og farver. Han var forvirret, han kunne ikke forså det, det så så ægte ud, drengene var døde… Liam løb væk… han var skubbet ud af vinduet… men de var her alle sammen, ligenu, i live…

”Men Dan!” udbrød Niall, så forvirret, ”Dan… Han var der… han… han… Dan!”

”Hvem?” Spurgte Harry, mens han kløede sig selv i nakken.

”Dan!” gentog Niall desperat, ”han var der, I hadede ham! I… alle gjorde… Dan…”

”Vi kender ingen Dan Niall…” Sagde Harry.

”Niall, du havde sikkert bare et meget, slemt mareridt…” konkluderede Liam med en blød stemme, ”du spiste tonsvis af sukker før koncerten, og du faldt straks i søvn i det vi trådte på bussen. Det ville ikke undre mig du havde et forfærdeligt mareridt.”

Niall kiggede op på drengene. Hans øjne slået helt på, og de skinnede.

”Et mareridt…” Hviskede Niall.

Det ramte Niall så hårdt, hans vejrtrækning stoppede. Et mareridt… Intet så forfærdeligt kunne have sket for et boyband! Og han vidste Will rigtig godt kunne lidt ham, han ville aldrig smide ham ud, og hvis han ville, så ville Niall ikke lade det ske så nemt, og heller ikke drengene! Og de ville ikke lade et nyt medlem komme ind… Dan…

”Et mareridt…” gentog Niall, ”det var bare et mareridt…”

Og pludselig, alt stress, alt ensomhed, alt de ubehagelige han havde følt de sidste måneder, eller, faktisk, de sidste timer han havde haft mareridt, forsvandt og efterlod en ekstrem begejstring inden i Niall.

Han var aldrig alene, han var aldrig smidt ud af bandet… Han havde aldrig nær dræbt sig selv.

Niall kiggede hurtigt på sine håndled, de var rene. Ingen cuts, intet blod, ingen ar, intet. Flammen af glæde brændte inden i ham, og hans øjne blev igen våde. Han var glad.

Niall kastede sig selv i drengenes arme, og krammede dem alle fire på samme tid. Drengene, stadig forvirret af Nialls underlige væremåde, krammede igen, smilte på grund af hans bølge af kærlighed han ramte dem med.

”Det var bare et mareridt,” hviskede Niall, og holdte sine fire bedste venner så hårdt han kunne, ”bare et mareridt… Jeg elsker jer drenge.”

De alle svarede med et stille: ”Vi elsker også dig.”, mens de holdte om hinanden.

”Du kan være så underlig engang imellem.” Grinte Liam.

Harry, Louis og Zayn eniggjorde sig med et lille grin, men Niall hørte det ikke. Han var så glad for at have sine venner igen.

Efter et stykke tid gav de slip på hinanden.

”Så hvad var dit forfærdelige mareridt?” spurgte Louis, ”vi var alle døde?”

”Det var ingenting…” sagde Niall, ”ingenting…”

De kiggede på hinanden, trak på skuldrene og sagde så godnat til hinanden. Drengene gik tilbage til deres bunker, og faldt i søvn igen, bortset fra Niall. De undrede sig stadig over hvad det forfærdelige mareridt var, og Niall valgte ikke at fortælle dem det. Det skete aldrig og det var fortid nu. Alt var vel.

Niall vendte tilbage til sofaen. Han ville ikke sove. Ikke endnu.

Han kiggede ud af vinduet. De var stadig i en by. Trafikken var tung, og så ud til aldrig at ende. Men Niall var ligeglad. Hele hans krop var afslappet og hans hoved var frit.

Niall stirrede på lysene og bilerne udenfor, og var stadig i gang med at sige til sig selv, det var alt sammen bare et mareridt. Intet skete virkelig. Dan eksisterede ikke engang…

Han grinte for sig selv. Det var bare et mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...