Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

108Likes
239Kommentarer
20464Visninger
AA

15. Eat, sing, kill

Hear you me ~ Jimmy eat world

Niall's P.O.V.

Langsomt åbnede jeg øjnene og blinkede. Jeg løftede mit tunge hoved og mine hænder kunne mærke den kolde overflade på deres bløde hud. Mit syn blev klarer og jeg kunne se bordben. Hvad?

Jeg kiggede ned og indså at jeg lå på køkkengulvet. Mine pande rynkede og mine fødder fik mig op at stå. Havde jeg virkelig sovet her? Ja. Min laptop var stadig tændt og inde på twitcam linket. Minderne fra aftnen fyldte mit hoved og jeg kunne ikke lade vær med at smile.

Jeg kunne ikke tro runde et var ovre. Jeg kan komme videre, tættere på drengene. Snart var vi sammen igen. Jeg kunne føle det fra mit hoved helt ned til mine tæer.

Jeg strakte min ryg og masserede mine kinder. Det havde været lang tid siden sidst jeg havde smilt, mine kindmuskler var ikke vant til at blive strækket så meget ud.

Min mave knurrede. Jeg var sulten. Hele ugen havde jeg næsten ikke spist noget. Der var næsten ikke en pointe i at spise mere for mig. Men jeg vidste jeg var nødt til at have noget. Jeg kom op til køleskabet og fandt hurtigt noget, som jeg spiste, hvorefter jeg langsomt gik hen mod soveværelset.

Jeg var nødt til at tænke over anden runde. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg ringe til dem? Liam ville have jeg skulle kontakte dem. Men hvis jeg ringede til dem kunne jeg ikke bruge fastnettelefonen, fordi de ville kunne opspore mig. Det samme i en mønttelefon, selvom det ville tage længere tid at opspore mig...

Mine fødder stoppede mig foran spejlet. Mit hår var stadig sort og barberet, og de mærkelige briller var stadig på min næse. Jeg kiggede ned og opdagede hvor meget jeg havde tabt mig. Jeg kunne næsten se mine ribben og hofter gennem tøjet.

Jeg var sunket så lang ned i depression at jeg havde glemt alt om mig sig selv. Spise, drikke, bevæge, pleje, kærlighed.. synge.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se min guitar lænet op af væggen ved siden af min seng. Jeg havde ikke rørt ved den siden jeg kom hertil. Den havde samlet støv. Jeg stirrede på den længe, i tvivl om hvad jeg skulle gøre. Til sidst besluttede jeg mig for at gå langsomt hen mod den, samle den op og sætte mig på min seng.

Jeg satte den på mit lår, placerede mine fingre over strengene og fik dem til at vibrere. Noden lydes i hele huset, ligesom en fugl der sang om morgnen.

Jeg savnede det her... Jeg savnede at stå på scenen og jamme med min guitar foran fans. Synge til melodien med drengene, deres smittende smil der skinnede over det hele.

Det var derfor jeg kæmpede. For at beholde det som jeg elskede; drengene og musik.

Min brystkasse gik op og ned ved hver vibration fra guitaren. Normalt spillede jeg på den hver dag, men jeg havde for travlt med at græde at jeg helt havde glemt min passion.

Mine fingre gled hen over strengene, og lod melodien flyde ud af guitaren.

Det var tid. Tid til at synge.

Min stemme var en smule rusten. Jeg havde ikke sunget i lang tid. Men det føltes godt. Jeg havde glemt følelsen af at synge. Det var som at dufte til den smukkeste blomst, eller se på den flotteste sol.

Det var fantastisk.

Jeg lukkede øjnene og lod min stemme føre mig i takt med melodien.

”I might miss everything you said to me.. And I could lend your broken parts that might fits, like this...”

En lille tåre faldt ned på min guitar, og et smil kom hen over mine læber.

”So we could start it all over again...”

Zayn's P.O.V.

Det var aften. Klokken var omkring 19. Vi var blevet kaldt ud til studiet, igen. Vi var i bilen på vej derhen, alle stille, vores ansigter var ødelagt af depression og sorg.

Vi sagde ikke ét ord for vi vidste at det var håbløst. Deadline var ovre. Selvom politiet fandt Niall, ville han ikke kunne komme ind i bandet. Will havde slået det klart. Vi havde tabt spillet.

Jeg havde det forfærdeligt. Jeg skammede mig. Jeg lavede et løfte om at finde Niall, men det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ham ikke, en kujon jeg var.

Vi ankom til studiet. Da vi gik indenfor var Will der og kom os i møde. Vi vidste ikke hvad vi skulle forvente. Hvad ville der ske nu?

”Hej drenge!” hilste Will og smilte, ”I må undre jer ovre hvorfor I er her? Det er pågrund af at jeres deadline er ovre! Hvilket betyder at vi glemmer alt om Niall! Farvel Niall! Tag jeres hænder op i luften og vink farvel drenge! Sig farvel til Niall!” Han vinkede og prøvede at få os til at gøre det samme.

Jeg væmmes. Han omtalte Niall som et dyr, som en lille stakkels skabning han havde fanget og nu satte fri.

Jeg kiggede omkring mig og så alle drengene bide deres tænder sammen. De var lige så irriteret af at høre den måde Will talte om Niall på som jeg var. Han blev ved med at vinke dumt.

”Fuck af Will,” udbrød Louis pludselig, ”hvad ville du egentlig fortælle os?”

Han stoppede med at ligne en idiot og sendte i stedet for et agressivt blik. ”Jeg ville fortælle jer at vi har valgt ud af deltagerne, det nye medlem af One Direction!”

”Tager du pis på mig?!” råbte jeg, ”så hele det her fucked up audition noget var virkelig?! Du ville virkelig erstatte Niall?!”

Inderst inde vidste jeg jo godt de ville erstatte ham, det var deres plan. Men jeg håbede på at de ændrede det til en eller anden ikke sjov stor joke.

”Selvfølelig var den virkelig,” svarede Will med en meget sær rolig stemme, ”vil I vide hvem han er?”

”Bare sig det,” sukkede Harry og tørrede sine våde øjne, ”så er den ene ting ude af livet.”

”Det nye One Direction medlem er.. Dan Lester!” Will smilte bredt da en fyr med sort hår og hassel brune øjne kom ind.

Nej, ikke den fyr. Det var den kæphøje og indbildske fyr jeg havde så meget under auditionens. Fyren jeg ville dræbe med mine bare hænder. Den modbydelige fyr som ville tage Nialls plads. Da jeg så ham var jeg ved at flippe ud.

”DIT MOTHERFUCKING SVIN!” Skreg jeg så alle frøs.

Jeg løb hen mod ham, mens jeg råbte af mine lungers kræft. Jeg følte mig som en vild løve der var skulle til at angribe sit offer.

Jeg hadede ham så meget! Der var ikke mere frygt i mig, vrede og had var alt jeg havde. Den fyr prøvede at erstatte en person som betød noget for mig, det var ikke til at holde ud.

Der var ingen regler i denne runde, hvis han døde var det en del af et spil. Mit spil.

”FUCKING DICKHEAD!”

Jeg sprang på ham så han faldt bagover. Jeg var placeret på hans mave og prøvede at kontrollere ham så han ikke kunne bevæge sig.

Min hånd løftede sig, klar til at ødelægge hans ansigt, da seks hænder tog fat om mig og trak mig tilbage.

”LAD VÆRE MED AT RØRE MIG!” råbte jeg som aldrig før, mine muskler blev spændt og min krop blev varmere og varmere, ”SLIP MIG! JEG VILLE GØRE DET AF MED DEN SON OF A BITCH! LAD MIG GÅ!”

Liam, Louis og Harry trak mig væk fra Dan, som lå på gulvet og kiggede skræmt på mig. Men alligevel kunne jeg se et lille smil i kanten af hans mund, hvilket bare fik mig til at blive sindssyg.

”ZAYN STOP! DU KAN IKKE DRÆBE HAM! SLAP AF!”

Jeg prøvede at komme fri fra drengens greb, men de holdte stramt fast. Jeg kæmpede virkelig imod, jeg havde lyst til at hoppe tilbage på Dan. Det eneste han fortjente var at dø. Jeg ville være beæret over at gennemføre det. Jeg ville se blodet flyde ud af hans mund, jeg ville se hans brækkede og knækkede knogler bore sig ned i hans kød, så han led indtil han døde. Jeg ville mærke mine negle kradse hen over hans hud og høre min fod som knuser hans kranie.

Jeg ville have han skulle dø, nu.

”LAD MIG DRÆBE HAM!” skreg jeg og kæmpede hårdt for at komme fri fra drengenes greb, ”JEG HADER HAM SÅ MEGET! LAD MIG DRÆBE DEN OPBLÆSTE MOTHERFUCKER! LAD MIG GØRE DET!”

”ZAYN DU ER GÅET FRA FORSTANDEN! DU KAN IKKE DRÆBE ET MENNESKE! DIN SMERTE BLÆNDER DIG!” Liams sidste ord bragte mig tilbage og lod min vrede slippe mig.

Jeg stoppede med at kæmpe imod og faldt ned på mine knæ. Mit hoved røg ned i mine hænder, mens det gik op for mig hvad jeg prøvede på. Dræbe nogen med mine bare hænder.

”Hvad er der galt med mig...” Jeg begyndte at græde ukontrolleret. Drengene sukkede, lettet over jeg var kommet tilbage til mig selv.

Jeg var så svag. Adrenalinenens effekt var forsvundet. De tog fat i mig og bar mig ud i bilen.

Før jeg besvimede kunne jeg høre Wills spændte stemme: ”Generalprøve i morgen klokken 11 med det nye medlem!” 

----------------------------------------------------------------------

Jeg klarede det!!! Klarede at skrive kapitlet færdig på en dag!!! Jeg er stolt af mig selv! :D Ej, keder egentlig bare hos min mormor :3

Bare til alle jer Zayn girls! Hvis I græd her, så bliver det værre... Stakkels Zayn :'(

P.S. JEG HAR OVER 100 FREAKING FANS!!! Tak alle sammen!!!! Det betyder virkelig meget for mig!!!! :D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...