Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20080Visninger
AA

5. Denial

Disappear ~ Christina Li

Niall's P.O.V.

Jeg lå og stirrede op i loftet. Ikke pågrund der var noget spændene, men billeder inde fra mit hoved blev placeret der, og viste minder, gode minder. Minder fra da vi blev sat sammen i X Factor i 2010, da vi røg ud men endte med at skrive kontrakt med Sony Music. Tankerne vi havde om vores første single, den første musikvideo vi lavede, vores første album, vores første tour.

Et smil gled over min mund da minderne fra Brit Award kom frem, men smilet forsvandt igen, og i stedet kom der en tåre ned af min kind, da jeg indså alt sammen var fortid. Jeg ville aldrig opleve sådan noget igen, det var forbi.

Hvorfor?! Hvorfor blev jeg ved med at tænke på det?! Jeg ville helt vildt gerne glemme det, så jeg ikke blev såret over det der var sket, men det blev ved med at poppe op i mit hoved! Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det! Jeg levede min største drøm, men nu var den væk! Jeg skulle aldrig have gået til audition! Jeg skulle have blevet i Mullingar og fået et almindeligt job, og forblevet normal! Hvis jeg havde gjort det, ville alt det her aldrig have været sket!

Da jeg igen prøvede at få minderne om drengene ud af mit hoved, lagde jeg mærke til min mobil som lyste på nat bordet ved siden af mig. Langsomt rakte jeg ud mod mobilen og så jeg havde fået en besked på min telefonsvarer. Det var fra Harry. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, da jeg trykkede på knappen på min telefon, og lyttede til beskeden. ”Hvor er du Niall?! Vi er bekymrede for dig! Kom tilbage!”

Mit hoved begyndte straks at få ideen og kalde Harry op og fortælle hvad der var sket, og hvor jeg var! Men inderst inde vidste jeg det var forkert. Hvis jeg ringede til Harry og snakkede med ham, fandt Will og crewet ud af det, og så flyttede de mig sikkert bare igen og gjorde værre ting ved mig. Jeg var bange for det ville ske! Bange for at jeg så aldrig nogensinde ville have en chance for at de ville finde mig.

Mit hjerte ville gerne bestemme, men min hjerne tog over og slettede beskeden. Jeg kastede mobilen tilbage på bordet og lagde så mit hoved ned i min pude, hvorefter jeg begyndte at råbe. Råbe min sorg ud, det var lige det jeg havde brug for. Råbe ud hvad der var sket, hvad jeg følte. Råbe ud hvor meget jeg savnede drengene og ønskede de var her.

Zayn's P.O.V.

Vi havde kørt hen til Nialls hus. Vi alle havde store forventninger. Vi ville have han stod i døråbningen med et stort smil. Jeg bankede forsigtigt på døren og ventede sammen med de andre, men ingenting skete. ”Niall? Er du der? Det er Zayn! De andre drenge er her også!” Sagde jeg og bankede på døren igen, men den åbnede ikke.

Jeg kiggede tilbage på drengene som stod og nikkede svagt. Min hånd greb dørhåndtaget og trak ned i det. Døren var ikke låst, hvilket overraskede mig. Stille gik vi alle ind og kiggede rundt. Der var ingen. ”Niall?” Hviskede jeg og gik langsomt ind i stuen. Alt var tomt. Alle hans møbler og ting var væk. Vi alle begyndte at løbe rundt i huset og kalde på Niall, men han svarede ikke.

Panisk løb jeg rundt og kiggede men fandt ham ikke. Jeg endte i hans soveværelse hvor de andre drenge også var. Vi stod i en cirkel og kiggede forpustet skiftevis på hinanden. ”Hvad fanden er der sket herinde?!” Råbte Louis, sikkert fordi hans stemme ville lyde skrøbelig og ked hvis han bare snakkede normalt. ”Her er intet!”

”Jeg kan ikke lide det,” sagde jeg nervøst og kiggede igen rundt på de nøgne vægge, hvor billeder og ting fra vores fans plejede at hænge, ”ingen af jer har fået at vide om han han er flyttet eller noget, vel? Jeg mener, han kan ikke bare forsvinde sådan! Forsvinde uden at efterlade noget som helst.”

”Det er mærkeligt, han ved jo godt at vi har en koncert i aften,” sagde Harry til sig selv og kiggede ned i jorden, ”døren var jo ikke lukket, så måske har der været nogle tyve og tage hans ting,” han kiggede på os alle, indtil han indså at de nok ikke ville tage en masse fanbreve, ”Will sagde han nok kom tilbage! Hvor er han?!”

”Vi er nødt til at ringe til ham, vi har snart ikke mere tid!” sagde Liam, ”det er så forvirrende! Måske er han blevet kidnappet og de tog også hans hus med eller noget?! Han blev sikkert forfulgt af nogen på vej hjem!” Vi alle kunne se Liam var frustreret og ked, han kunne næsten ikke holde tårerne inde, ligesom mig.

Jeg tog min mobil op af min lomme og tastede hurtigt Nialls nummer ind. Med en kraftig bevægelse kom mobilen op til mit øre, mens jeg med rystende hånd ventede svar.

Niall's P.O.V.

Tiden gik hurtigt for mig. Den var 5, jeg var i gang med at lave noget nem mad, og jeg tænkte stadig ikke rigtigt på andet end drengene. Alle de ting vi havde oplevet sammen, alle de eventyr vi havde haft og de grin vi havde sammen. De kunne bare ikke komme ud af mit hoved! En af de værste ting der var sket indtil videre, var at slette Harrys besked på telefonsvareren. Den var som en lille hundehvalp der kiggede på mig med sine store øjne, inden jeg trykkede slet. Tårer løb ned af mine kinder, men jeg tørrede dem væk, og fokuserede på maden igen.

Da drengene stadig var i mit hoved, prøvede jeg at få dem væk, men min telefon ringede mit i det hele. Et stort smil blev bredt ud over mine læber, da tanken om at nogen faktisk ringede til mig, gjorde mig glad. Men da jeg kom hen til min telefon og så på displayet hvem det var, blev min hals tør som en ørken, og mine knæ som gele.

De ringede igen. Igen ringede de og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Zayns navn oplyste hele skærmen og ventede bare på jeg tog den. Jeg kunne ikke tage den, men heller ikke afvise ham. Det dræbte mig. Jeg ville virkelig gerne tale med ham. Høre ham sige at han kom om lidt og hentede mig, trøstede mig og sagde det bare var en ond drøm, høre ham sige jeg stadig var i bandet.

Telefonen ringede stadig. Jeg faldt ned på mine knæ og tabte mobilen på gulvet. Den lå bare dernede, lyden af min ringetone lavede ekko i rummet, hvilket bare fik mig til at få det værre. Da den holdte op, begyndte tårer at løbe ned af mine kinder. Jeg lagde mig ned på gulvet og krympede mig så meget sammen som muligt, mens Zayns stemme lagde en besked på min telefonsvarer.

”Niall, hvor er du henne? Vi er bekymret for dig! Vi er i dit hus lige nu, og der er ingen, her er helt tomt. Jeg beder dig Niall, ring tilbage og fortæl os du er okay, vi er bange for du er blevet kidnappet eller sådan noget! Lad os vide du er okay! Vi elsker dig...” 

----------------------------------------------------------------------

Okay... det her er en smule pinligt, og I tænker sikkert 'det her kapitel har jeg læst før?'. Men jeg har været så dum at bytte om på kapitel 3 og 4 :S Call me whatever you want! Jeg er bare dum! :P

Nårh, men nu kan I læse kapitel 3, som I ikke har læst før! :) Jeg undskylder virkelig meget, det ville ikke se igen :/

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...