Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20399Visninger
AA

35. Dark


Why Try ~ Ariana Grande

Niall's P.O.V.

Håbet voksede i min mave, ventende. Et tegn. Kun et. Det var alt jeg ønskede. Jeg blev ved med at kigge på min telefon, hvert minut, for at se om en af drengene havde svaret på min sidste tweet. Noget skulle til at ske. Jeg kunne føle det. Jeg følte enden var nær, det var snart slut. Mine knogler vibrerede inde i min krop, vibrerede af forventning. Min krop blev helt følelsesløs, og så normal igen.

Jeg vidste ikke hvorfor, men mit hjerte blev ved med at vokse større og større, inde i min brystkasse. Noget var på vej, noget var her...

Jeg kiggede endnu engang på min telefon. Vent. Stop. Spol tilbage. Kig igen. Min hjerne kørte på fuld speed, jeg havde ikke tid til at analysere. Harry, han tweetede mig. '@NiallOfficial kom til studiet. Lige nu.'

Mit hjerte stoppede med at slå, så hoppede det, og vendte sig tre gange. Harry. Han tweetede mig, han huskede min opringning, han kan huske! Han tilgav mig!

Jeg havde ikke engang tid til at indse det, før jeg allerede var ude af hotel værelset, telefonen mod mit øre, i gang med at ringe til Sam. Jeg måtte se at komme derhen, øjeblikkeligt. Det var det, jeg vidste det, JEG VIDSTE DET!

"Sam, kom og saml mig op, hurtigt!" Udbrød jeg, da Sam tog den.

"Jeg er der næsten." Svarede han, uden at stille spørgsmål.

Ikke engang fem minutter gik, før Sam samlede mig op. Det gik så hurtigt. Jeg hoppede ind i bilen, og fortalte han skulle køre til studiet, med en stemme der rystede af spænding og angst.

Denne her gang stillede Sam mig ingen spørgsmål. Han kørte mig bare derhen, ingen protest eller noget. Det virkede til at han endelig forstod det, han kunne også føle enden var nær. Han havde ikke brug for at gætte længere, han behøvede ikke at protestere eller beskytte mig længere. Han vidste enden var nær, han vidste at han var nødt til at lade mig gøre det.

Han vidste det.

Louis' P.O.V.

Harry, Liam og jeg hoppede ud af bilen og skyndte os ovenpå, for at nå ind til studiet. Vi stod foran døren. Jeg kiggede omhyggeligt på hvad der foregik indenfor.

Alt jeg kunne se var Zayn, der blev tilbageholdt af Richard, Harry og Marco, og Will og Dan stod foran dem. Bare at se på hans ansigt, hans fucking ansigt, jeg fik lyst til at slå ham indtil hver eneste af hans knogler i kroppen var ødelagt. Den kælling. Den FUCKING kælling. Hvordan kunne han gøre det?!

Jeg vendte mig mod Harry og Liam, da de gav mig et forvirret udtryk.

"Hvad gør vi nu?" Hviskede Liam.

"Jeg åbner døren og hopper på Dan," sagde jeg, mens jeg kreerede en plan der gav mening, i det mindste i mit hoved, "jeg holder ham mod gulvet. I to hopper på Will. Når vi har dem under kontrol ringer v til politiet, okay?"

Drengene nikkede. Det virkede ikke som den rigtige ting at gøre lige nu, men adrenalinen tillod mig kun at handle, ikke at tænke.

Efter en nedtælling inde i mit hoved, jeg åbnede døren med et smæk, og løb mod Dan.

Author's P.O.V.

Spændingen var på sit højeste i studiet. Hjerner tænkte hurtigt, prøvede at analysere hurtigt, prøve at finde en løsning, eller, for nogle... modet.

Dan var en af dem. Han stod der, lige bag Will, dilemmaet ventede mellem hans hænder på at blive løst. Hele hans krop rystede, blodet sprøjtede stadig ud fra hans næse, og denne gang, trods at han gerne ville være en af de hårde fyre, kunne han ikke holde sine tårer tilbage. Han prøvede at gemme dem, men de gemte sig ikke særlig meget. Men Dan burde ikke gemme de tårer.

De var beviset på at han havde et hjerte. Og de tårer gav et subtilt bevis på nederlag.

Hans hånd holdte pistolen, der gemte sig i hans bukser Mens han knugede og drejede hans fingre omkring pistolen, blev Dan ved med at spørge sig selv. Kunne han gøre det? Det gav ikke mening! Tænk over hvad der ville ske videre hen, vil du virkelig gerne være elsket af denne psykopat? Eller ende i fængsel som alle de andre hjerteløse mordere? Men hvis han ikke gjorde det, ville det være et hallo til gode gamle gade ven...

Dans beslutning blev taget det øjeblik døren gik op. Louis løb ind, råbende for sine fulde lungers kræft, efterfulgt af Liam og Harry.

Will var totalt desorienteret, og Louis løb mod Dan. Dan, af ren refleks, tog pistolen op af hans bukser, men sigtede ikke mod Louis, hvis hænder greb fat i begge hans skuldre og smadrede hans ryg mod væggen.

Liam og Harry løb begge mod Will, på same tid som Louis. De hoppede på ham, og fik ham til at falde på jorden som en kludedukke. De holdte ham mod jorden, mens Zayns håb begyndte at komme gennem hans krop igen.

Zayn følte grebet om hans håndled blev strammere. Han vidste at både Dan og Will var fanget af Louis, Liam og Harry, og de andre fra managmentet ville vente på en ordre på Will, før de gjorde noget. Men det stoppede ikke adrenalinen og håbet fra at gå op til hans hjerne.

Gryntende og stønnende, løftede Louis hovedet mod Dan, når han vidste at han holdte ham stramt nok, så han ikke kunne slippe væk. Han kiggede ham dybt ind i øjnene og opdagede pistolen i hans hånd.

"Slip pistolen," hviskede Louis mellem hans sammenbidte tænder, "slip pistolen Dan, og alt skal nok blive godt."

"Skyd ham!" råbte Will nede fra jorden, "skyd ham Dan! Gør det!"

"Du holder kæft!" Råbte Liam og slog Will i maven med sin albue, for at få ham til at tie stille.

Dan kiggede på Louis, og så på Will, febrilsk. Der foregik for meget i hans hoved, hvem skulle han lytte til?!

"Dan, jeg siger det stille og roligt, smid pistolen, nu." Gentog Louis med en rolig stemme.

Man kunne føle en smule angst bag hans rolige, rystende stemme. Tårerne i Dans øjne kom tilbage, og nu var de dobbelt så mange. De gled ned af hans kinder, håbløst.

"SKYD HAM!" Råbte Will igen, helt rød i ansigtet.

"SÅ HOLD DIN FUCKING KÆFT!" Udbrød Harry denne gang, og slog ham i ansigtet med alle hans kræfter.

Hele studiet var stille, det ventede på der skete noget. Will prøvede at komme fri fra Liam og Harrys greb, uden held.

"Dan..." hviskede Louis, hans stemme forrådte nød, "du kan have så meget mere end det her, hvis du bare smider den."

Det var nok. Louis ord til Dan var bare den del der lige gik over grænsen.

Dan løftede langsomt hans arm, alle i studiet holdte vejret. Han stoppede halvvejs oppe, der var angst og forventning i hele rummet.

Men det var da han løftede den mod sit hoved, han kunne føle Louis hånd ryste på hans skulder.

Dans tårer dækkede hans ansigt, men ingen gråd kom ud. Kun tårer der faldt ned af hans ansigt. Det mest hjerteknusende i hele verden. Det mest smertefulde nogen kunne se, en der græder, stille, tårer der ruller ned af deres ansigt. Du kiggede ind i deres øjne og alt du kunne se var en sort sjæl, et endeløst, sort hul fyldt med smerte og elendighed. Og du vidste ikke helt præcist hvad der foregik inde i det hul, eller hvordan det fik dig til at føle. Fordi det skete ikke for dig, men for nogle andre. Og du ville aldrig få det at vide, fordi hver lille tåre faldt til jorden, og forsvandt med alle de dyrebare hemmeligheder det sorte hul gemte på.

Da Louis så Dan placere pistolen mod hans tinding, begyndte han automatisk at panikke.

"Dan, nej, la-"

Dans underlæbe rystede smertefuldt, hans øjne stirrede dybt ind i Louis sjæl.

"Jeg er ked af det..." Hviskede Dan, før han trak på aftrækkeren.

Kuglen gik lige gennem hans hoved. Hans kranie blev smadret i tusind stykker, og partikler fra hans eksploderede hjerne fløj i forskellige retninger. Louis, helt paf, sprang væk fra hvad der var tilbage af Dan, tørrede blodet og hjernestykkerne af hans ansigt, og lod Dans krop glide ned på jorden.

Chok dominerede alles tanker, endda Wills. Han troede han skulle gøre det, han troede virkelig han kunne hjælpe ham! Han burde have vidst det. Dan var sådan en tøsedreng. Som alle andre. Han måtte selv gøre det, nu.

Louis begyndte at ryste ukontrolleret, gned sit ansigt hele tiden, voldsomt. Dans blod dækkede hans ansigt, og ville ikke komme af. Der var bare for meget af det, på hans tøj, hans ansigt, hans hår, overalt. Normalt ville Louis skrige, løbe overalt, og råbe efter hjælp til at få det vasket af, før han fik et hjerteanfald. Han ville græde hysterisk, rive hans tøj af og krølle sammen til en kugle resten af hans liv. Han havde aldrig troet han skulle overvære nogens selvmord.

Men Louis forholdte sig rolig. Inden i ham var der panik, men han viste det ikke. Han kom her for at gøre noget. Neutralisere Will.

Stilheden var tung i studiet. Liam prøvede ikke at kigge på Dans lig, da han væmmes ved synet, og var for chokeret til at blive hysterisk. Harry og Zayn kiggede på hinanden, for at holde modet.

Louis kiggede ned på Dans lig. Stakkels fyr, tænkte han. Han kiggede ned på hans hånd; pistolen var der stadig. Han knælede ned og rakte ud efter det. Hans hånd var fyldt med blod, og den klistrede, røde mikstur skallede af jorden, da han løftede våbnet op i luften.

Han havde ingen plan i sit hoved. Han ville improvisere som tiden nu gik.

Lige da Louis løftede pistolen i Wills retning, udbrød han med en høj og klar stemme, mens han vred sin krop hårdere end før:

"MARCO, RICHARD! GRIB LIAM OG HARRY!"

Marco og Richard adlød automatisk. De løb mod Liam og Harry før de kunne flytte sig og kæmpe. Både Liam og Harry vidste de var fanget da mændene fangede dem. De var alt for stærke for dem, og hvis de kæmpede imod risikerede de at dø. De kunne knække deres nakker bare ved at prøve og kvæle dem.

Will rejste sig op og stod ansigt til ansigt med Louis, den eneste der var fri siden Zayn, Liam og Harry alle var fanget af Will, Richard og Harry fra managmentet.

"Så, hvad har du tænkt dig at gøre med den?" Spurgte Will med en underlig, rolig tone, og pegede på pisolen.

Begge holdte en sikker afstand mellem hinanden. De vidste begge at hvis de kom for tæt, vil det ikke ende godt.

"EKSPLODERE DIT FUCKING HOVED!" udbrød Louis og greb fat i pistolen med begge hænder, med udstrakte arme, og en rystende krop af angst og vrede, "DET ER ALT HVAD DU FORTJENER! DIT PIKHOVED AF EN MOTHERFUCKING KÆLLING!"

Will begyndte at grine et ondt, koldt og vanvittigt grin. Det ekkoede gennem hele studiet, og ringede i drengenes øre, som den mest skarpe og ubehagelige ting du nogensinde kunne høre.

"Det ville du ikke gøre!" grinte Will, "du er bare en fyr i et band, helt uskyldig, du ville ikke gøre en flue fortræd! Og nu siger du at du vil dræbe mig?"

"LUK DIN BESKIDTE MUND WILL! HOLD DIN FUCKING KÆFT!" råbte Louis, og fik alles blod til at gå koldt, "JEG DRÆBER DIG! DET ER DET ALLE VIL HAVE! DIN DØD! DU HAR ALLEREDE SLÅET ALLES SJÆL IHJEL VED AT SENDE NIALL ÆK! KAN DU IKKE SE HVOR MANGE LIV DU HAR ØDELAGT?"

I et sekund, den tunge stilhed vendte tilbage. Will vidste godt hvor mange liv han havde ødelagt, han vidste det. Han sagde det bare ikke, indrømmede det ikke for nogen i rummet, så de kunne blive skadet endnu mere, så kniven kunne skære dybere i deres kød. Bare for at torturere dem lidt mere.

Wills læber formede et ondt smil. Louis hænder begyndte at ryste, pistolen begyndte at blive glat mellem hans fingre. Sved gled ned fra hans pande, og vaskede noget af Dans blod, mens angst knækkede hans hjerne. Han ville have Will til at sige det, han ville have Will til at sige han godt vidste hvor mange fucking han havde knust! MEN HAN SAGDE DET IKKE!

Han kiggede på Louis med et ondt smil, og nød alt for meget den måde han torturerede ham mentalt.

"SIG NOGET WILL!" udbrød Louis, helt ude af stand til at styre torturen, "FØLDER DU DIG IKKE BARE DET MINDSTE SKYLDIG? INDRØM DET!"

"Ikke det mindste." Svarede Will roligt.

"Jeg fucking dræber dig, ligesom du dræbte alle os andre!" hvæste Louis, løftede pistolen højere i luften og strammede grebet om den, "jeg ødelægger dig som du ødelagde os!"

"Gør det."

Will tog nogle få skridt fremad, ikke det mindste bange for pistolen, hans hænder samlede sig bag hans ryg.

"Men husk at, hvis du dræber mig, eller os alle," Will pegede på MArco, Richard og Harry fra managment, "måske vil din tørst efter hævn blive stoppet, men mysteriet bag alting vil dø sammen med os."

"TRÆD TILBAGE!" Udbrød Louis da Wil gik tættere på, "JEG SAGDE TRÆD TILBAGE!"

Men Will blev ved med at gå langsomt frem ad.

"Du vil ikke komme til at vide hvad der skete, du vil langsomt blive ædt op indefra, fra så meget spænding der aldrig vil blive afsløret. Niall kommer ikke tilbage efter jeg dør, så det er op til dig nu."

"Du tager fejl!"

Både Will og Louis drejede deres hoveder mod Harry, ventende på en forklaring. Irriteret spurgte Will ham med en rolig tone, der forrådte hans hidsige manere der kunne eksplodere hvert øjeblik.

"Hvad mener du?"

"Niall er på vej," stammede Harry, mens han prøvede at undgå Wills truende blik, "vi har lokaliseret ham, han har slået dig Will!"

"Hvad?! Det er umuligt."

"Faktisk er det ikke umuligt! Niall kommer til at sparke din røv!"

For Will var muligheden at Niall kom ud af den elendighed, Will havde puttet ham i, var utænkelig. Nu da han var bekræftet at han faktisk gjorde, blev han endnu mere hidsig.

Hysterisk sprintede Will mod Louis og skubbede ham voldeligt ned på jorden. Da han faldt, tog Will pistolen fra hans hånd, før Louis kunne nå at trykke på aftrækkeren, og pegede den hen mod Harry.

Hver eneste af Wills kropsdel var fyldt med vrede og uforståelighed. Dan var der ikke længere til at dræbe nogen for ham, og hans fristelser for mord voksede inden i ham. Han var nødt til at dræbe, eller hans hysteriske og aggressive manere vil ikke slukke.

"DIN LILLE FUCKER!" Råbte Will af Harry.

Will tøvede ikke med at trykke på aftrækkeren. Projektilen udgår fra pistolen og mod Harrys krop. I det øjeblik, stoppede alles hjerter med at banke. Liam, Zayn og Louis vejrtrækning stoppede, og det føltes næsten som om de var den der blev skudt.

Projektilen ramte Harry lige i hjertet. Han gled ud af Richards greb og hans knæ blev svage. Han kollapsede på jorden, i det han greb hans hjerte med hans højre hånd. Han kunne føle blodet sprøjte gennem hans fingre, og han indså det var enden for ham. Hans hoved blev svimmelt og hans blik blev sløret. Han øre ringede, og lidt efter blev han døv. Han kiggede rundt omkring ham, og før han druknede ind til døden, så han Liam, Louis og Zayns chokerede, og sørgelige ansigter kigge på ham.

Harrys øjne der engang var fyldt med liv, var blevet kedelige og døde iris.

"HARRY!" råbte Zayn for hans fulde lungers kræft, helt forfærdet, "HVAD HAR DU GJORT?! HARRY!"

Will vendte sig mod Zayn og pegede pistolen mod ham.

"Du fucking rør dig ikke, eller du ender som ham."

Vanvittigt. Det var det første ord der gik gennem Zayns hoved, som tillægsord til Will. Vanvittig. Fucking vanvittig. Han skubbede Dan ind i hans egen død, og havde lige dræbt Harry, kun en galning kunne gøre sådan noget.

"Du er fucking sindssyg Will! SINDSSYG!" Råbte Zayn, med tårer trillende ned af hans kinder, mens han febrilsk kiggede på Harrys døde krop, og Wills vrede ansigt.

Det var virkelig ikke øjeblikket at svine Will til. Zayns ord var bare gasolin til ilden.

Will skulle til at trykke på aftrækkeren igen, da døren åbnede og Niall løb ind, hoppede på ham og fik pistolen til at flyve ud af hans hånd, og ned på gulvet, væk fra alle.

-----------------------------------

Jeg er tilbage!! Efter lang tid, og små pauser med at skrive, er jeg endelig kommet ordentligt igang igen! Jeg har fundet min tid til at skrive mellem skole, fritid osv. :)

Så jeg håber I nyder tredje sidste kapitel :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...