Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20162Visninger
AA

8. Cry for me

Broken angel ~ Boyce Avenue

Niall's P.O.V.

Jeg havde besluttet mig for at gå en tur, i stedet for at sidde i det lille hus med kun fire vægge, der kom tættere og tættere på. Jeg vidste at hvis jeg ikke snart gik, ville jeg flippe ud! Jeg var samtidig sur. Alle ledte efter mig, politiet ledte efter mig, og jeg kunne ikke engang give mig selv! Jeg kunne intet! Det eneste jeg kunne var at se alle kigge efter mig, og selv gemme sig i skyggerne, så ingen kunne se mig.

Jeg tog min mobil og kastede den hen mod væggen. Den faldt til gulvet i tusind stykker. Jeg kunne bare ikke klare at se alle de billeder af mig og drengene, det var for meget for mig. Jeg tog min frakke og gik udenfor i det kolde vejr, før jeg smadrede noget andet.

Jeg gik hurtigt, bare for at prøve at få smerten væk. Da jeg havde mistet pusten brugte jeg mine sidste kræfter på at gå hen mod en lille park. Jeg satte min på en bænk og kiggede rundt i parken. Den kolde vind ramte mine kinder, hvilket fik mig til at slappe af. Parken var helt tom, himlen var grå og græsset under mig var vådt. Det havde regnet om natten, så vinden føltes frisk.

Mit hoved ryger ned i mine hænder, og mine fingre spidser søger efter mit hår, men mærker kun nogle små svage stik. Jeg havde næsten glemt at mit hår var blevet klippet. Jeg rettede på mine grimme briller, som sad på min næse. Jeg havde glemt alle de ting som Will havde fået gjort ved mig, pågrund af at jeg havde prøvet at få jaget drengene ud af mit hoved. Hvorfor blev jeg overhovedet ved med at tænke på dem?! De var ude af mit liv! Jeg ville aldrig komme til at snakke med dem igen!

Da min gråd endelig blev lydløs, lagde jeg mærke til en anden som græd. Alle mine tanker forsvandt fra drengene og Will, og blev erstattet med nogle nye tanker om personen som sad ved siden af mig. En pige sad i den anden ende af bænken og græd. Hendes hoved var begravet i hendes hænder og hun hulkede. Hun var omkring seksten.

”Er du okay?” Spurgte jeg forsigtigt, og tørrede mine egne tårer væk. Hun var også ked af det, ligesom mig, så hvorfor ikke hjælpe hende? Vi var so alligevel i den samme situation, græd over nogen eller noget.

”Hvad?” Spurgte hun og løftede sig hoved, så hun kiggede på mig. Hun tørrede også sine tårer væk.

”Er du okay?” spurgte jeg igen,” du græder, er der noget galt?”

”Nårh, ehm... J- Nej glem det, du er sikkert ligeglad.” Sagde hun og snøftede kort.

”Nej jeg er ej! Fortæl mig hvad der er galt?”

”Jeg ved ikke om du har hørt det, men Niall Horan fra bandet One Direction er forsvundet.” Græd hun svagt. Mit hjerte begyndte at gøre en smule ondt. Hun græd... pågrund af mig..?

”Ja, jeg har hørt om det.” Hviskede jeg forsigtigt.

”Altså, jeg græder pågrund af jeg tog hen til hans barndomshjem for at se om han var der. Og ja, jeg lyder sikkert lidt som en stalker, men jeg var nødt til at vide om han var der! Han var der ikke. Jeg snakkede med hans mor, og hun var ligeså bekymret som alle andre. Jeg tror faktisk hun er mere bekymret end alle andre.” Forklarede hun.

Min hals blev tør. Min mor. Hun måtte være så bekymret! Hun vidste intet om det, og når så en fan dukkede om i hendes hjem, og spurgte hvor jeg var, måtte hun da blive bekymret! Hun vidste ikke jeg var forsvundet! Stakkels mor... Min øjne begyndte at blive våde, mens pigen fortsatte med at snakke.

”Jeg håber han er okay,” sagde hun og tørrede hendes øjne, ”alle savner ham så meget. Han har ikke tweetet i mange dage og ingen har set ham. Han er helt forsvundet! Twitter er gået helt ned i tårer. Alle er kede af det. Vi er alle sammen ødelagte. Det eneste jeg håber er at han er i live. Hans fans og drengene savner ham.”

Jeg rystede svagt. Det var så sødt at vide alle savnede mig så meget, og det fik mig til at få det bedre, men igen, jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kunne ikke melde mig selv.

Den pige sad ved siden af mig, Niall! Og hun vidste det ikke engang, pågrund af den åndssvage makeover de havde lavet på mig! Jeg havde lyst til at hoppe ind i hendes arme, kramme hende og fortælle hende det var mig, Niall! Jeg havde lyst til at fortælle hende jeg var okay og i live!

Men endnu engang. Jeg var fanget mellem de fire vægge som managementet havde bygget rundt om mig. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud!

Jeg rejste mig op og kiggede på hende i lang tid, med mine blå øjne som borede sig ind i hendes. Jeg følte mine følelser samle sig i min hals, og snart ville de sikkert komme ud. Hun bevægede sig ikke i et stykke tid. Til sidst frøs hun.

”Du minder mig om en eller anden...” sagde hun, ”men jeg kan ikke huske hvem.”

Akavet kiggede jeg ned i jorden. Jeg havde lyst til at råbe: ”Jeg er Niall og jeg er okay!” Men jeg kunne ikke. Jeg sukkede og prøvede at jage alle de sørgelige tanker væk fra mit hoved.

”Jeg er sikker på han har det godt,” sagde jeg og kiggede ind i hendes øjne, ”lad være med at bekymre dig om ham.”

”Hav en god dag.” Hviskede jeg før jeg gik, mens hun stadig stod og undrede sig over hvem jeg mindede hende om.

Maura's P.O.V.

Jeg sad i min sofa, i stuen. Der var stilhed i hele huset, ikke en eneste lyd. Jeg klemte sofaarmen hårdt, mens jeg græder. Jeg kiggede på nogle gamle familiebilleder. Der var et billede hvor vi alle var der. Niall og Greg stod ved siden af hinanden, og bagved stod Bobby og jeg, med min hånd på Nialls skulder.

Det gjorde ondt at kigge på billedet! Jeg snøftede kort. Jeg så nyhederne i går og hørte det ene indlæg som knuste mit hjerte, og fik mig til at skrige min smerte ud. Niall var forsvundet. Alt gav mening i mit hoved. Han havde ikke ringet til mig i mange dage, og han plejede at ringe til mig hver dag. Men nu gav det mening, han var forsvundet. Der var gået mange dage nu og jeg havde ikke hørt hans stemme.

Jeg havde ringet hen til hans hus, selvom jeg vidste det ikke ville hjælpe. Jeg havde også ringet til Bobby, Greg og nogle af hans venner, måske var han hos en af dem, for at tage en pause fra berømmelsen? Men det var ikke grunden. Horan familien manglede nu et medlem.

Der var et stort hul i mit hjerte, jeg kunne mærke det! Han kunne være hvor som helst! Han var en af de fem mest populære drenge i verden, det burde da ikke være så svært at finde ham! Men alligevel, puslespillet så ikke rigtigt ud.

Jeg havde ringet til drengene. De havde fortalt at de ledte overalt efter ham hvor de troede han kunne være, men der var han ikke. De sagde hans hus var tomt. Mit hjerte blev revet itu. Han ville have fortalt mig hvis han var flyttet. Jeg var jo trossalt hans mor!

Der var noget som ikke stemte og det rev mig i stykker. Jeg tænkte på det hver dag, for jeg vidste min søn var derude et sted, han kunne være hvor som helst, død eller levende. Hvis der bare var et tegn, som fortalte mig han var i live, eller hvor han var.

En af hans fans var her for noget tid siden, hun ville vide om han var her. Jeg druknede i tårer. Hun prøvede at muntre mig op, ved at fortælle mig at de nok skulle finde ham, og alle fans var der til at støtte mig. Det fik mig til at smile, men det kunne ikke fjerne smerten, overhovedet ikke.

Jeg tørrede mine øjne og prøvede at glemme det der var sket, da jeg altid gik det værre. Jeg rejste mig op og gik hen til køkkenet, for at lave en kop te, så jeg kunne slappe lidt mere af.

Da jeg hældte teen ned i en kop, bankede det på døren. Jeg gik langsomt hen mod døren, mens jeg gjorde mig klar til at fortælle endnu en fan at Niall ikke var her og knuse mit hjerte igen. Langsomt trak jeg ned i dørhåndtaget og åbnede døren.

Sært, det var ikke en teenagepige pige som stod overfor mig. Men i stedet en fyr med sort karseklippet hår, underlige briller og mørkt dystert tøj. Han kiggede ned i jorden. ”Ja?”

Han blev ved med at kigge ned på sine fødder i et stykke tid, uden at svare mig. Hans underlæbe rystede en smule. Han løftede hovedet, åbnede sin mund og jeg kunne se hans våde blå øjne bore sig ind i mine.

”Mor..?”

---------------------------------------------------------------------

Undskyld for at udgive kapitlet så sent! Skulle til skolefest med en veninde og så mødte jeg min mormor på vej hjem... Så det tog lige en halv time ekstra :/

Min fod er også helt smadret! Jeg har trådt på 11 tidsler gennem ugen, faldet to gange, blevet tacket tre gange og brugt min totalt geniale teknik i fodbold, hvor jeg hopper op på en andens ryg, hvilket har resulteret jeg har ligget på jorden med en oven på mig fire gange... ELSKER FODBOLD!

Nårh, anyways! I er velkommen til at skrive hvad I syntes om historien! :D

P.S. Banneret er lavet af SRM.

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...