Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20069Visninger
AA

27. Cloudy judgement


Skinny love ~ Birdy

Niall's P.O.V.

Liam gav mig virkelig håb. I ved, det lille klap i ryggen du behøvede for at fortsætte? Det var det han gav mig.

Jeg var glad for at være tilbage i London og starte min tredje runde, men jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle gøre det denne gang. Drengene var et skridt tættere, men jeg havde ingen anelse om hvordan jeg ville få dem tættere på. Og Liam gav mig motivation.

Der var ingen grund til at sørge for jeg ikke selv druknede, jeg var nød til at redde Harry og Zayn, i sidste ende nok også Louis og Liam... og til sidst One Direction.

Siden da gik jeg bare rundt på hotellets gange, og tænkte på hvad mit næste træk skulle være. Det ville være dejligt at gå inde i Londons gader igen for at tænke, men det havde regnet siden jeg vågnede og jeg havde ingen paraply. Damn it moder natur!

Det var vidst nu for tredivte gang jeg havde gået rundt i hele hotellet. Jeg stoppede ved en lille restaurant og købte en pakke chips for at holde min mund beskæftiget. Klokken var omkring fem om eftermiddagen, og jeg havde stadig ingen anelse om hvad jeg skulle gøre. Goddammit! Hvorfor kunne min hjerne ikke tænke?! Grav dybere Niall!

Jeg bed mig selv vredt i underlæben og gik tilbage mod mit hotelrummet. Med et smæld blev døren lukket bag mig. Jeg lod mig selv falde ned i sengen, og kastede den halvspiste pose chips på gulvet. I stedet for en unik lyd af chips der faldt på gulvet, så var det som om der var to af dem.

Jeg satte mig op med en rynke mellem øjenbrynene, og kiggede hen mod tasken som først var faldet på jorden. Det var min rygsæk. Det var et af de tidspunkter hvor mit hoved eksploderede og en masse ideer fløj inde i mit hoved.

Min taske! Jeg havde lagt en masse lort ned i den taske! Der måtte være én af dem som kunne hjælpe mig! Yes!

Hurtigt kom jeg op og stå og tog tasken. Jeg åbnede den hurtigt og tømte den lige så hurtigt som jeg fik fat i den. Hver eneste lille ting som jeg tog ud undersøgte jeg, og tænkte på hvordan de kunne hjælpe mig.

Jeg stoppede mig selv da jeg så kalenderen. Ja! Kalenderen med koncert datoerne! Det er det! Det er sporet! Jeg åbnede den på den nuværende måned og kiggede på datoen for i dag. Der var en koncert i aften om to timer.

Oh my God!” udbrød jeg og hoppede op og ned, ”her er min chance! Jeg er nødt til at tage derhen og gøre noget!”

Pludselig stoppede jeg med at hoppe. Vent, for at komme til en koncert var man nødt til at have biletter..? Og det havde jeg ikke... Der var sikkert folk som prøvede at sælge billetter ude foran arenaen! Jeg var nødt til at tage af sted nu og løbe en til mig selv!

* * *

Jeg var lige ankommet til arenaen. Det stoppede med at regne for cirka tredive minutter siden. Sikke et held! Jeg havde ikke ringet til Sam og bedt ham køre mig herhen, fordi jeg ikke ville forstyrre ham eller forvirre ham.

Mit blik fangede nogle folk der viftede med armene over hovedet, for at vise de solgte billetter. De råbte priser. Jeg besluttede mig for at gå hen til en teenage pige, hendes priser virkede nogenlunde.

Hey.” Sagde jeg akavet og prikkede hende på skulderen. Hun vendte sig om og gav mig ikke et eneste smil.

Hvad?” Spurte hun og tyggede groft på sit tyggegummi.

Øh, du sælger billetter, ikke?” Spurgte jeg med hænderne gemt i mine lommer.

Ja, men hvorfor vil du have dem?” Spurgte hun med et bitched blik.

Kan jeg da ikke købe dem?” spurgte jeg undrende, ”hvad er der i vejen?” Hun stirrede på mig med sine grønne øjne i lang tid og sukkede så.

Ja, undskyld,” sagde hun med en meget mere behagelig stemme, ”det er bare det du ligner Niall Horan ret meget, så det gjorde mig en smule ked og vred på samme tid...” Jeg mistede pusten. Åh Gud. Hendes reaktion... Det var som om hun var forarget over at jeg lignede Niall.. eller jeg var Niall. Lad nu være med at ligne dig selv for meget Niall, hold hovedet koldt!

Det får jeg tit at vide,” grinte jeg let nervøst, ”men hvorfor er du så ked og vred omkring det?”

Altså jeg har bare ingen anelse om hvad jeg skal tro,” svarede hun, og lagde armene omkring hende selv da vinden blæste, ”Niall virker ikke som typen der stikker sine venner i ryggen sådan. Og medierne siger det omvendte, så-”

Du er forvirret?”

Ja, virkelig.”

Er det derfor du sælger dine billetter?”

En del af det er, ja. Jeg mener, One Direction er ingenting uden Niall, og det føltes sært at se den nye fyr Dan, i stedet for ham.” Jeg kiggede ned. Det var så sødt sagt af hende, men også hjerteknusende på samme tid...

Så vil du gerne købe den eller ej?”

Oh, ja,” svarede jeg og kom ud af mine dybe tanker, ”hvor meget skal du have for den?”

Halvtreds pund.”

Kun?” udbrød jeg, ”normalt er de meget dyrere...”

Du har ret, men alle sælger deres billetter,” hun sukkede, ”jeg er nødt til at sætte prisen ned.” Jeg tog min pung frem og gav hende de halvtreds pund.

Tak,” sagde hun, gav mig billetten og lagde pengene i lommen på hendes jakke, ”du må have en god koncert.”

Tak du.” Svarede jeg bare.

Pigen begyndte at gå væk. Jeg følte mig så skyldig at lade hende gå med den forvirring... I sidste sekund vendte jeg mig om og sagde: ”Hey, vent!” Pigen med de grønne øjne vendte sig om. Jeg løb hen til hende.

Ja?” Spurgte hun.

Jeg tror ikke Niall mente noget i det brev. Han kommer nok snart tilbage,” fortalte jeg hende, ”meget snart. Lad nu være med at vride din hjerne i stykker pågrund af ham. Hav en god aften!”

Og så gik jeg hen til arenaen, forlod pigen sikkert endnu mere forvirret end før. Da jeg kom ind fandt jeg hurtigt mit sæde og ventede på koncerten vil starte. Jeg var nervøs. Så nervøs. Det var første gang jeg ville se vores koncert fra vores fans synsvinkel. Tålmodigt ventede jeg på koncerten vil starte, da scenen pludselig blev sort og lys lyste den op.

Her var de. Drengene var her. Mine bedstevenner stod der. Jeg var ivrig efter at skrige. Ikke ligesom de andre fans, men pågrund af at de var her. Fordi jeg ikke havde set dem i så lang tid at jeg havde lyst til at kollapse og græde. Jeg ville tale med den, jeg ville høre deres stemme, jeg ville have de skulle muntre mig op, jeg ville muntre dem op...

Synet af dem fik mit hjerte til at stoppe, det føltes som om det hoppede ud af min brystkasse. Mine øjne blev våde. Jeg havde lyst til at græde så meget, så følsom var jeg. Mit blik fangede Harry. Han så så lost ud. Hans blik var på intetheden og hans øjne var så kedelige. Jeg ville vildt gerne løbe op til ham og give ham et ordentligt kram.

Det er okay Harry...” Hviskede jeg, mens mit blik var på hans kedelige, grønne øjne. Mine øjne fangede også Zayn. Han stod der, holdte mikrofonen omvendt og så så barnlig ud. Han bevægede sin mund mærkeligt, og savlede næsten på sig selv. Det var hjerteknusende at se på.

Forestil dig din ven blev virkelig retarderet fordi du knuste hans hjerte så meget, at han ikke kunne fungere ordentlig længere. Den værste smerte var den som man ikke kunne mærke længere. Zayn kunne ikke føle smerten længere... troede jeg.

Harry's P.O.V.

Den blødhed af skyen fik mig til at føle mig mindre nervøs. Men stadigvæk, hvordan kunne jeg være okay med alle de hallucinationer hele tiden? Jeg havde ingen anelse om hvor henne i verden jeg var. Kun de skyer var sammen med mig. Men nu når jeg tænkte over det, så lignede det nærmere tåge... Whatever, de bevægede sig langsomt foran mine øjne, så langsomt så de næsten gik i slow motion...

Mit hjerte bankede dobbelt så hurtigt og ville ikke stoppe. Skyerne, eller tågen, blev nogen gange erstattet i et nanosekund af nogle forstenede blink. Var det virkelighed? Sov jeg? Sov jeg eller var jeg et sted der midt i mellem? Hvor var jeg..? Jeg var bange... Louis kan du holde mig..?

Jeg krøllede mig selv sammen og lod mig dyppe ned i den bløde og hvide sky. Mine øjne halvt lukkede, bange- Jeg beundrede billederne fra virkeligheden foran mig. Var det fans? Tågen kom tilbage. Folk hoppede op og ned... Det var så mærkeligt, jeg kunne ikke høre noget...

Det kom tilbage. Ja, de var fans. Betød det jeg var på scenen..? Hvad? Jeg var på scenen?! Hvordan var jeg kommet herhen..? Zayn... Hjælp mig Zayn... Fortæl mig hvad der foregår... Men jeg kunne ikke se drengene. Jeg kunne ikke se noget, eller bevæge mig. Hvad skete der?! HJÆLP MIG! LIAM, GØR NOGET!

Jeg begyndte at græde, men kunne ikke føle tårer komme falde ned på mine kinder. Ingen af mine øjne var våde. Men jeg græd, det vidste jeg, hvorfor var der ikke tårer?! Hvad lavede jeg her..? På scenen...

Blinkene blev ved med at komme, og da jeg besluttede at koncentrere mig igen, stoppede mit hjerte med at slå. Jeg så to dybblå øjne skinne nede blandt publikum. De gennemborede mine øjne som pile, og straks mistede jeg fatningen.

NIALL!” skreg jeg af mine fulde lungers kraft, ”DET ER NIALL! HAN ER LIGE HER! SE DRENGE! SE! DRENGE! FUCKING KIG MAND!” Min stemme lød ikke til at komme ud. Der var ikke en eneste lyd der kom ud. Mine læber bevægede sig ikke engang ved ordene, og min mund åbnede sig ikke engang. Min arm var ikke engang løftet mod Niall. Jeg kunne ikke bevæge mig. JEG KUNNE IKKE FUCKING BEVÆGE MIG! Drengene kunne ikke høre mig.

Niall er der! HAN ER TILBAGE! NIALL ER HER! HAN FUCKING ER HER DRENGE!” Lige meget hvor meget jeg prøvede virkede det ikke. Jeg kunne ikke gøre noget. Mine øjne kunne sikkert ikke bevæge sig... De var bare vidner...

FÅ FAT I NIALL! NIALL KOM HER, JEG ELSKER DIG, UNDSKYLD! NIAAAAALLLLL!” Men hele tiden havde jeg bare stået på scenen med en dræbende stilhed. Min krop var udtryksløs, men alt inden i mig skreg efter hjælp...

---------------------------------------------

Imorgen har jeg ikke tid til at publicere, så det bliver altså i aften! :P 

Er virkelig ked af opdateringerne går så skidt, men jeg er ikke så frisk her for tiden... Dovenskab fylder mit liv -_-

Men håber virkelig ikke det gør noget!!

Uh, og historien er oppe på 100 favoritlister!!!!! *iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiihhhhhhhh* 
Tak alle sammen, alt credit går til Camille Asselin!

P.S. hvis nogen af jer har nogen sørgelige sange som ikke er blevet brugt før, så bare skriv, for jeg har ingen anelse om hvad den næste skal være! *suk*

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...