Without You - One Direction

Hvad ville der ske, hvis en fra verdens største boyband, forsvandt en dag? Ville folk græde? Være ligeglade?
Niall Horan forsvinder pludselig, og tilbage står hans forvirrede band mates, som ikke ved hvor han er. Ingen ved det.
De ringer til politiet, får gennemsøgt Europa, men stadig ingen spor af Niall. Og det bliver ikke bedre for Harry, Louis, Liam og Zayn, når Niall bliver udskiftet med et nyt medlem. Og da bandet også får det mystisk brev går det helt galt.
Spørgsmålet er bare, hvor er Niall? Finder de ham nogensinde? Vil det her ødelægge One Direction?
(Alt credit går til TheCoumie/Camille Asselin! Link til original historie: http://www.wattpad.com/story/3180638-left-alone-to-cry )

109Likes
239Kommentarer
20158Visninger
AA

19. Agony

Cry ~ Jason Walker

Liam's P.O.V.

Lige meget hvor meget jeg tænkte over det og og hvor mange gange tingene var lige foran mig, så kunne jeg ikke tro på det! Jeg ville ikke tro på Niall havde skrevet det, jeg ville ikke tro det.

Jeg kendte ham. Jeg kendte ham så godt. Niall tænkte anderledes, han levede i sin egen lille verden, alting var noget nyt, sjovt og spændende for ham.

Så hvorfor skulle han bryde sammen pågrund af berømmelsen lige nu, bare sådan pludselig? Hvorfor ville han udtrykke sit had til os? Efter alt det vi havde været igennem kunne det her bare ikke være virkeligt.

Det var surrealistisk. Alt tydede på Niall havde skrevet det, men jeg havde bare ikke lyst til at indrømme... at Niall hadede os.

Jeg gned let min hage og kiggede så hen på drengene, alle tre sad spredt i min stue.

Det var vores fridag, men vi var ved at blive skøre og miste kontrollen pågrund af hele den her ting. Vi var nødt til at stå sammen igennem det her. De kom for at bruge dagen her.

Drenge, jeg kan ikke få det til at hænge sammen.”

De kiggede op på mig.

Det kan ingen af os Liam.” Sagde Louis.

Det ved jeg godt, men altså... er vi klar til at have Dan i bandet?” spurgte jeg. Zayn gav mig et aggressivt blik. ”vi har koncert i morgen,” fortsatte jeg og prøvede at ignorere Zayns lyde, ”Dan kommer til at være på scenen og synge Nialls dele.”

Pludselig rejste Harry sig op. Han havde en rynke mellem øjenbrynene, skar tænder og han knyttede sine næver.

Du nævner aldrig det navn igen.” Sagde Harry vredt og gav mig et dræberblik.

Slap af Harry...” Sagde Louis beroligende og fik Harry ned at sidde igen. Jeg sukkede for mig selv.

Jeg kendte godt den følelse Harry havde. Han følte sig forrådt. Nialls navn var som en kniv i hans ryg hver gang det blev nævnt... det samme med resten af os. Men jeg havde ikke lyst til at glemme Niall. Det var det Harry gerne ville have, fordi han virkelig troede Niall havde skrevet det brev...

Jeg syntes bare det var for stort og for surrealistisk til at være rigtigt. Jeg kunne... ikke engang tænke på at det faktisk kunne være... jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle tro længere.

Jeg kunne se i Zayns øjne at han var lige så forvirret som mig. Han elskede Niall så meget, det sårede ham alt det her, bare af at tænke det her måske var rigtigt.

Ingen af os kan lide Dan,” sagde Louis, ”men ved I hvad? Vi synger uanset hvad, fordi det er det eneste vi har tilbage. Hvis vi ville blive ved med at synge, så har vi altså intet andet valg. Vi er nødt til at gøre det uden den irske.”

Hvorfor er du så bange for at sige hans rigtige navn Louis?” udbrød jeg overrasket over at Louis også var så sur på Niall, ”I ser ikke ud til at forstå alt det her er ved at skille os ad! Dan prøver at skille os ad! Vi kan ikke lade ham gøre det, vi vil ikke lade det ske! Vi er bedstevenner og vi er stærkere end det, med eller uden Niall!”

Jeg kunne ikke fatte det.

Harry rejste sig for anden gang op fra sofaen og løb hen mod mig. Han tog fat i mig i nakken og skubbede mig mod væggen. Adrenalinen pumpede i ham og overtog hans krop. Han løftede mig op så min ryg gned sig op af væggen og min vejrtrækning stoppede.

Mine fødder rørte ikke længere jorden. Alt jeg kunne se var Harrys frustreret ansigt lige foran mig. Hans åre i nakken var tydelig og hans fingre pressede på min hals.

Der kom ikke længere luft ud af mine lunger. Jeg gispede efter luft og slog på hans arme med mine knyttede næver.

SAGDE JEG IKKE DU ALDRIG SKULLE NÆVNE DET FUCKING NAVN!” Råbte han lige ind i mit let blå ansigt.

Jeg prøvede at bevæge hele min krop for at komme væk, men hans hånd holdte for mig for stramt mod væggen. Der var gået for lang tid uden luft. Alt omkring Harry blev mørkt og jeg kunne begynde at ane stjerner. Mine slag blev svagere og svagere...

HARRY HVAD FANDEN ER DET DU HAR GANG I?!” Det var Zayns stemme. Jeg kunne føle dem hive Harry tilbage så han slap mig, men han klemte bare endnu hårdere omkring min hals.

HARRY STOP, DU ENDER MED AT SLÅ HAM IHJEL!” Denne her gang var det Louis stemme.

Mine øjenlåg blev tunge. Jeg prøvede at holde ud, men jeg døde langsomt. Smerte. Det var det det var. Dine indre organer blev svagere og du vidste at du skulle til at forlade verdenen. Det var en sær følelse. En mental, intens smerte, du ved du skal til at dø, men du er bare ikke klar til det. Harry skulle til at dræbe mig. Hans ansigt var dæmonisk, han var ikke sig selv. Det skræmte mig bare endnu mere.

Pludselig kunne jeg se noget blond hår dukke op ved siden af Harrys agressive ansigt. To dybblå øjne kom også frem. Niall?

Liam...” Hviskede Niall.

Hvad? Var han virkelig? Hallucinerede jeg? Var det her fordi jeg var ved at dø? Så jeg det som jeg mest havde lyst til lige før jeg døde... en af mine bedste venner?

Liam... Jeg er her...” Det var det spøgelses Niall hviskede til mig og rakte hånden ud mod mig.

Niall...” Mimede jeg. Der kunne ikke komme en lyd ud af mig. En tåre gled ned af min kind. Så var det vel tid til at gå...

Sært, jeg følte mig ellers ikke let.

Jeg kunne mærke mine fødder igen ramte jorden og det samme gjorde min svage krop.

Jeg lå på gulvet. Kvalt og trak vejret tungt. Jeg var ikke død.

Mit hoved løftede sig og jeg så Zayn og Louis holde Harry tilbage i begge hans arme.

Slap af makker...” Hviskede Zayn.

Jeg masserede min nakke og følte luften komme ind og ud af mine lunger igen.

Harry faldt ned på sine knæ.

Jeg... Jeg er ked af det Liam...” Harry begyndte at græde lydløst.

Hvad var det der skete med os alle..?

Louis tog fat i sig hoved. ”Vi er på grænsen til at dræbe hinanden...” Sagde han og snøftede højt.

Dan's P.O.V.

Will have taget mig med hen til en restaurant for at snakke om drengene.

Jeg havde været sammen med dem her de sidste par dage, studeret hver deres attitude og hver eneste bevægelse. Will ville have mig til at gøre hvad som helst for at få dem til at glemme Niall... og det så ud til langsomt at virke.

Så?” Spurgte Will og tog en tår af sin te.

Altså, efter jeg har været sammen med dem her de seneste dage, og har lyttet til deres samtaler...” svarede jeg, ”så tror jeg de er begyndt at glemme ham.”

Hvad mener du?” Spurgte Will og rynkede med sine øjenbryn.

De går i stedet hinanden på nerverne. Her den anden dag før du gav dem brevet, så hørte jeg Zayn råbe af Louis, og Louis som råbte igen. Det så ud til at være alvorligt. De begynder at hade hinanden.”

Will kiggede på mig i lang tid. Hans små brune øjne borede sig ind i mine, og fik mig til at føle mig en smule ubehagelig.

Det er endnu bedre,” sagde Will endelig, ”hvis det at få dem til at hade hinanden får dem til at glemme Niall, så er det fint med mig.”

Jeg nikkede. Will havde ret. Men der var noget som stadig ikke stemte.

Altså hvis de hader hinanden, så er jeg spændt på at se hvad der sker i morgen,” Will rynkede med sine øjenbryn igen, ”der er koncert i morgen,” fortsatte jeg, ”og jeg vil være der. Men hvis de hader hinanden så bliver det bare endnu værre.”

Hvor vil du hen med det her Dan?” Spurgte han.

Jeg siger bare at jeg ville sætte pris på hvis de kunne holde en koncert, uden at smadre hinandens ansigter med deres mikrofoner.”

Will kløede sig hurtigt på kinden.

Jeg tror ikke de kunne finde på at slås,” sagde han, ”jeg kender de drenge. Hvis de er sårede så vil de gå i stå og glemme alt omkring dem. De vil bare bryde ud i gråd. Bare slap af Dan. Jeg er sikker på fanesene vil elske dig.” Han klappede mig venligt på ryggen og gav mig et kæmpe smil. 

Jeg smilte igen. Jeg var rigtig spændt på at synge på en scene for første gang. Det skulle nok blive rigtig spændene. 

-----------------------------------------------------

Sorry for at uploade så sent! Måske skulle vi ændre uploadsdagen til weekenden? :P

Nårh, men fordi mange har nævnt at jeg ikke har skrevet historien så siger jeg det igen: Jeg har ikke skrevet den, det har Camille Asselin! Jeg har valgt at oversætte den til dem som måske ikke læser så godt engelsk eller bare har opdaget den gennem denne her! Så alt credit går til hende/TheCoumie på YouTube og Wattpad. 

Håber I nød kapitelt ;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...