Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2013
  • Opdateret: 23 feb. 2013
  • Status: Igang
Jessica er ny på Sacred Heart hospital, hun er flyttet for at komme tættere på hendes børn. En aften kommer en mand ind på hospitalet med en pistol og kræver at Jessica hjælper ham, selvom han ikke har nogen forsikring. Aften udvikler sig og Jessica bliver tvunget til at vælge mellem hendes morale og hendes liv.

0Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 

Jessica sad begravet i papirarbejde. Det havde været en stille aften på Sacred Heart hospitalet. Hun var lige flyttet hertil fra Seattle. Hvor hun havde været overlæge på Grace Mercy hospitalet. Her lavede hun ikke andet end mindre operationer og gik stuegang. Hun havde flyttet til Chicago for at komme tættere på hendes børn som boede hos deres far. Men indtil videre havde hun ikke set så meget til dem. Ved at tage en mindre stilling havde hun håbet på at få mere tid med dem, Jessica havde ellers altid haft travlt med hendes arbejde. Hun gik udmattet ned for at få en frisk kop kaffe, da hun hørte et skud. Hun smed sig ned med hænderne for ørene. Det næste hun hørte var et skrig. Folk styrtede væk. Endnu et skud, efterfulgt af en stemme der tydelig sagde:

”Alle stille, ingen forlader stedet. Eller jeg skyder. Jeg, jeg har brug for en læge, en hjertelæge. Og, og udstyr.” Jessica reagerede ikke med det samme, men sagde så med en rolig og stærk stemme:

”Jeg er cardiolog, hvad er problemet?” Hun var vant til at tage kontrol. Hun kunne tydeligt se, at denne mand ikke ville kunne få sig selv til at skyde nogen. Han rystede frygteligt, svedte og han virkede utilpas med situationen. Hun var ikke ligefrem tryg ved situationen, men hun var en rationel kvinde og lod det altid komme først. Manden kiggede overrasket og lidt skræmt på Jessica, men sagde så:

”Min datter, hun har fået et hjerteanfald.. Hun, hun vil ikke reagere.”

”Navn?” sagde Jessica med en helt normal stemme, som om at dette var en helt normal situation. Manden kiggede forvirret på hende, så hun tilføjer:

”Så jeg kan se om vi har hendes journal, så jeg kan se hvad hun fejler.”

”Lis Olsen.”

”Okay folkens jeg har brug for Lis Olsens journal, en hjertestarter, et blodtryksapparat og en transportabel EKG. Og lad det gå lidt tjept. Og til dig hr. Olsen, jeg har brug for at vide, hvor din datter er, så vi kan hente hende i en ambulance.” Olsen sagde så med en overraskende rolig stemme:

”Nej. Jeg tager dig med derhen og kun dig. Og kald mig John, Lis kalder mig Olsen”, et lille smil lyste på hans ansigt.

”Grise Olsen og ingen her må bruge det navn, det hører ikke til her. Jeg vil ikke have det navn sat i forbindelse med det her” Et par minutter efter havde de fundet alt det nødvendige og havde fået læsset det ind i bilen. Inden de gik ud af døren, sagde John:

”Hvis nogen ringer til politiet, skyder jeg hende.” Jessica var ikke voldsomt bekymret, hun var sikker på, at John ikke ville skyde hende, i hvert fald ikke før hun havde hjulpet hans datter.

 

John får hende til at sætte sig i førersædet og satte sig ved siden af.

”Til højre og bare følg vejen. Jeg, jeg er ked af, at det her skal gå ud over dig, men jeg har ingen andre muligheder” sagde John stille. Jessica havde lyst til at sige ham imod. Sige at man altid har andre muligheder. Men hun ved bedre og tiede.

”Vi havde ikke råd til forsikring, fordi jeg skulle betale for hendes uddannelse. Jeg vil bare ikke have at hun..” John fik tårer i øjnene. Jessica gad ikke høre på hans følelsespladder. Hun synes, at en forsikring er noget man skal prioritere, at man altid kan finde pengene. Så hun sagde kort:

”Jeg har brug for, at du læser din datters journal op, så jeg ved hvad jeg kommer ud til.” John tager rystende journalen op og begynder at læse:

”Lis Olsen indlagt 15-06/11 for smerter i brystet og vejrtrækningsbesvær, pga. hjertefejl. Indlagt 09-08/11 for hjerteanfald. Afdød mor, pga. hjerteanfald.” John holdt en pause, så han kunne samle sig, inden han tilføjede:

”De sagde, at de ikke kunne hjælpe os igen, hvis hun fik endnu et anfald. Det var det samme med hendes mor, anfaldene blev værre og værre, men vi kunne ikke få hjælp. Jeg prøvede alt, men… der var ingenting, jeg kunne gøre. Jeg sad sammen med hende, den aften hun døde. Jeg var hjælpeløs, jeg kunne ikke engang stoppe smerten. Lis sad i det andet rum kun 10 men stadig gammel nok til at vide hvad der skete.” John kunne ikke længere stoppe tårerne. Hans ansigt skiftede fra et der var præget af sorg til beslutsomhed.

”Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville være hjælpeløs på den måde igen. Jeg vil ikke sidde og kigge på, imens dem jeg elsker lider. Jeg kunne ikke lade det ske igen, så jeg ændrede mig. Jeg ændrede mig, så jeg kunne beskytte dem, der betyder mest for mig.” Jessica sidder helt stille uden at sige en lyd. Hun mener ikke, at han har ændret sig, ikke rigtigt. Man kan ikke ændre sig, man er den, man er. Den eneste grund til at han mener, han har ændret sig, er fordi han skammer sig over sig selv og hans handlinger. Selvom han havde anskaffet sig en pistol og havde fået mod til at vifte lidt rundt med den, betyder det ikke, at han ville kunne få sig selv til at gøre noget. Jessica sad med hovedet fyldt af tanker. Selvom at hun vidste, at det er bedre ikke at sige noget, kunne hun ikke lade være med at sige hendes mening:

”Tro mig jeg ønsker ikke, at der er, nogen der skal dø. Men hvis valget stod mellem, nogen som faktisk har betalt for en forsikring, og nogen som bare har håbet på, at man ikke blev syg. Så ville jeg redde dem med forsikringen. I virkeligheden kan der være andre, der har brug for min hjælp lige nu, og fordi du har slæbt mig herud, kan de ikke få den behandling, de skal have og det kunne reelt føre til deres død. Så jeg gider ikke høre på, hvordan du ikke fortjener det her, og der intet var, du kunne gøre! For ved du hvad, der er altid noget man kan gøre.

”Jessica var helt rød i hovedet, fordi hun endelig havde sagt sin mening. John så såret og skræmt ud, men mumlede bare, at det var her, de skulle ud. Han forsvarede ikke engang sig selv.

 

De kom ud af bilen og løb gennem haven. John fortalte hurtigt, hvordan han plantede det store piletræ efter moderens død, fordi det var det eneste han dengang synes, han kunne gøre. Han prøvede stadig desperat at overbevise hende om, at han var et godt menneske. De løb ind i et gammelt hus, og John førte Jessica ind i stuen, hvor Lis lå. Hun var koldsvedende, og hendes læber var helt blå. Jessica løb hen til den 16 årige pige.

”Hvordan har du det?” sagde Jessica hurtigt. Lis´ øjne var ukoncentrerede. Der var en kort pause, og så sagde Lis:

”Hvor jeg is gå.”

”Sådan opførte hun sig ikke før.” sagde John fortvivlet. Imens Jessica tjekkede blodtrykket og pulsen, sagde hun:

”Hendes ene halvdel af ansigtet hænger, jeg tror, at hun har fået en blodprop i hjernen.” John fik gennem sin gråd sagt:

”Hvad gør vi?”

”isvaffel isvaffel isvaffel isvaffel.”

”Hun skal have trombolyse så hurtigt som muligt, vi skal have skaffet noget Actilyse. Hvor lang tid siden er det at hun fik symptomer?” John tænkte sig om og sagde:

”Tre timer og øh, lidt mere.”

”Okay jeg har brug for en telefon, så jeg kan ringe til hospitalet, så de kan komme med sprøjten. Hvis den ikke kommer inden en time, så risikerer vi at skaden er permanent, alt efter hvor blodproppen sidder, kan hun enten blive lammet eller værre… dø.” John fandt en mobil frem og gav den til Jessica.

”Intet politi! Og heller ikke en ambulance, bare en almindelig bil, en rød bil.” Jessica tog imod mobilen og ringede til hospitalet. Efter samtalen ventede de. Jessica holdt øje med Lis´ vejrtrækninger. Jessica tøvede lidt, men sagde så:

”Jeg er sikker på, at du er et godt menneske, som elsker sin datter. Men hvorfor fik du ikke en forsikring efter din kones død?”

”Jeg, jeg kunne ikke tænke, kunne ikke forestille mig, at det ville ske igen. Vi havde brugt alle pengene på Lis´ moder. Tro mig jeg ville ønske, at jeg havde gjort det anderledes.

”Jessica så kærligheden i Johns øjne og tænkte på hendes egne børn. Hun forestillede sig, at det var hendes egne børn, der lå lammet og kun halvt ved bevidsthed. Hun lovede sig selv, at hun ville gøre alt for at tilbringe mere tid med dem. Lis´ vejrtrækning stoppede. Jessica gav hjertemassage og kunstigt åndedræt. Men forgæves. Hun stoppede efter et kvarter. Lis er død.

”Hvorfor stopper du? Hvad sker der? Åh nej, nej nej nej nej.” John tog hænderne op til ansigtet.

”Hvorfor stopper du. Bliv ved!”

”Hun er død John. Der er intet, jeg kan gøre.”

”Bliv ved eller, eller jeg skyder dig!”

”John jeg.” Pistolen gik af. Jessica kiggede overrasket på hendes mave, hvor blodet strømmede ud af skudhullet. Hun gled ned på gulvet, død, stadig med overraskelsen malet i hendes ansigt. John satte sig ved Lis og begyndte på en ustoppelig gråd. Efter 10 minutter kunne han ikke holde synet af Jessica ud længere. Lugten af blod fik ham til at kaste op i hjørnet. Stadig med pistolen i hånden gik han ud i haven og satte sig under piletræet.

”Undskyld, jeg skulle have passet bedre på hende.”

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spillet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...