Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
82Kommentarer
2198Visninger
AA

7. Stol aldrig på svage Clara

”Hej.” Hun bankede rystende hånden mod toiletbåsen, hvor Enya var begyndt at tilbringe sine pauser. Tvang sig selv til at tage et par dybe indåndinger.

Stilheden trykkede sig imod hende, og hun var ved at blive kvalt. Hvad hvis Enya ikke svarede? Hun stillede sig opad væggen og pressede sine rystende fingre imod den. Svar, svar, svar, svar.

”Hej, jeg…” Begyndte Clara igen.
”Hvem er det?” spurgte Enya ulæseligt og afbrød hende dermed.

Det var to uger siden Enyas første skoledag, og med de to uger synes Enya bare at have vokset i selvsikkerhed, skønt ingen snakkede til hende og så på hende, som om hun var et omvandrende tarmsystem. Hun fandt hende endda engang smilende, med høretelefoner på, i pausen.

”Det er… Det er Clara,” sagde hun. Hendes ansigt blev langsomt tømt for farve. Hendes vejrtrækning blev hurtigere.
Stilheden bragede endnu engang rundt i det lille aflange rum.
”Clara…” sagde Enya langsomt. Uforstående.
”Hvad vil du, Clara?” spurgte hun. Endnu engang uforstående.
 Nogen havde glemt at dreje vandhanen helt om. Dryp - dryp - dryp gentog den som et spøgelsesagtigt pulsslag.

”Jeg er ved at samle billeder ind til min nye vennebog,” sagde Clara med en tynd stemme. Løgnen overraskede hende. Det var en af de bedre. Ja, den var lige til at hade.

Hun kiggede på døren. Hun kunne gå nu. Redde Enya. Ja, hun kunne gå. Hun havde jo også fået sine ben til noget, ikke? Ja, hun måtte gå. Det gjorde hun jo også. Hun gik nu. Ja. Nu gik hun altså. 
”Og jeg ville gerne have dig med i den,” sagde hun. Hvad? Nej? Hun gik jo nu.
”Vil du have mig med?” spurgte Enya overrasket. Man kunne næsten høre, hvordan hendes øjne begyndte at lyse. Clara foretrak mørke.

Kan jeg få lidt mere mørke, Enya? Tak. Koster det kun syv kr. i dag? Jamen, det er da vist sat ned fra alle de andre gange, jeg har skuffet dig. Jo, jeg tænkte det nok. Tak. Hav en fortsat god dag.

Toilettet svang ordene rundt, så de kom til at lyde hule og fortabte. Det gule lys i loftet flakkede lidt.

”Ja, selvfølgelig vil jeg have dig med,” sagde Clara og lagde tryk på det lille ord ”ja”. Magen til et forræderisk ord, man ikke kunne stole på.

Alle sagde hele tiden ”ja”, men langt færre mente det. ”Har du ryddet op på dit værelse i dag?” ”Ja.” ”Er du okay?” ”Ja.” ”Har det været en god dag i dag?” ”Ja.” Ja, ja, ja, ja.

Disse sidste overbevisende ord skulle lokke lammet ind i slagterbutikken. Og det skræmte hende, at hun overhoved havde sagt dem. Hun rettede febrilsk på brillerne. Tog en dyb indånding.

Nu går vi ud, sagde hun til sine ben. Ikke flere løgne. Ikke mere slange. Men benene ville ikke bevæge sig.

Bliv derinde, bliv derinde, bliv derinde, Enya.
Låsen blev med en knirkende lyd drejet rundt. Enya smilede til hende. Clara smilede svagt tilbage. For sent at flygte.

F-o-r-s-e-n-t.

Dryp. Dryp. Dryp.

”Du skal bare lige tage den her trøje på,” sagde Clara og forsøgte at styre sin mave, der slog koldbøtter af ubehag.
Kom så lille lam. Kom til mor. Jeg kunne aldrig finde på at gøre dig fortræd. Hvordan kan du tro det om mig? Her er du sikker. Stol på mig, lille lam. Den oversøde, babypludrende stemme og de plirrende, uskyldige øjne dukkede op i hendes hoved, imens de gentog: Stol på mig lille lam. Stol nu på mig.

Enya rødmede genert og trak sin trøje af. Hun vendte ryggen til.
”Hvorfor skal jeg egentlig have en anden trøje på?” spurgte Enya, imens Clara rakte hende den stropløse top.
”Alle pigerne har den top på i min vennebog. Det er for at… For at billederne passer sammen. Det er et tema,” sagde Clara og snublede over ordene. Hendes kinder blev dybrøde. Fokuser Clara.

Lyv, lyv, lyv, løb, løb, løb og vend aldrig tilbage igen.

Nu er det snart ovre, tænkte hun, da Enya trak trøjen ned over hendes hoved. Ja, nu kan du snart gå igen.

Enya vil aldrig finde ud af, at det var dig. Hun vil aldrig tænke på de fjollede billeder, du tog. Hun vil aldrig beskylde dig. Hun vil aldrig… Ordene blev mere og mere forpinte.

Enya drejede sig genert over mod hende.
”Så,” sagde hun og slog armene ud. Clara hev klodset et kamera op af tasken.
”Smil,” sagde hun mat.

Kameraets skærm viste Enyas smilende ansigt og hendes nøgne kraveben. Hun zoomede ind, så man ikke kunne se, at hun havde trøje på. Faktisk lignede det, at hun stod nøgen på billedet, men at man bare havde skåret brysterne væk på computeren. Hun vil aldrig opdage det… Hun vil aldrig...

”Var det dét?” spurgte Enya, der også var blevet en smule usikker. Nok fordi Clara pludselig havde mistet al farven. Stod bare og drejede sine hænder rundt i nervøse bevægelser.
”Ja,” sagde Clara pludselig og skyndte sig ud af rummet.

Flygt, Clara, flygt.

Hun kastede et blik på Enya, der bare kiggede forvirret efter hende, men Clara sagde ikke noget til hende.

”Jamen, vil du ikke have din trøje?” råbte Enya efter hende, men Clara hørte hende ikke.

Hvad var det, hun havde gjort? Onde Clara. Snedige Clara. Clara Heks. Clara Slange.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...