Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
82Kommentarer
2224Visninger
AA

10. Selv den stærkeste gren kan knækkes - Claras synsvinkel

Hun kiggede op i loftet igennem sine store briller. Spørgsmålet var, hvor længe hun kunne vente med at tjekke facebook. Trække tomheden ud.

Hun savnede brændende Mira. Huskede tilbage til den tid, hvor alting var så let. Ja, hvor var det mærkeligt, at det hele var forsvundet under fødderne på hende på så kort tid. Hendes mave trak sig sammen.

De populære kunne strække og forme alt, som de ville. Eller også formede alt sig bare automatisk efter dem, når de gik forbi. Det var nærmest en magisk evne. Bliv lyserød blomst. Jeg befaler dig til at blive lyserød, og uden at tøve skiftede blomsten til lyserød. Så gerne, sagde den og nejede. Hvis De ønsker det. Der var ikke særlig meget, der formede sig efter hendes ønsker. I hvert fald ikke tomheden. Den bankede utålmodigt på indersiden af ruden. Luk mig ud, skreg den og hev i hængslerne. Luk mig ud.

Hun gav langsomt efter og åbnede sin computer. Tænde, tjekke, slukke, glemme.

Men da hun så billedet, kunne hun ikke få øjnene væk fra de misformede bryster, der var redigeret så godt ind i billedet, at man ikke kunne se, at det var falsk. Dygtig Tobi, dygtig hund. Vil du have din kiks nu? Jaaaaa, det var gooooodt. Dygtig hund.

Men hun følte sig ikke rigtig berettiget til at tænke sådan længere. En ting var at fortsætte opgaven, som en anden allerede havde startet. En anden ting var at starte den. Stryge tændstikken og sætte ild til offeret. Tobi gjorde bare det praktiske. Sørgede for at ilden blev til ild og ikke bare en tynd stribe røg.

Ja, hvem ville have regnet med brille Clara? Sølle Clara. Fortabte Clara. Lille Clara. Golden Retriever Clara. Usikre Clara. Onde Clara. Slange Clara. Hekse Clara. Ego Clara. FANDENS Clara.

Pludselig strømmede tårerne ned. Hun skubbede computeren ned fra bordet med en hidsig bevægelse. Kraaaaaasjjjjj. Kiggede ikke engang på den.

LORTE Clara. Clara MØGKÆLLING. SATANS Clara.
Hvor er du forsvundet hen? Hvor er søde Clara henne? Hendes vejrtrækning blev hurtigere i takt med, at aggressiviteten blev større.

”Er du okay?” spurgte hendes mor pludselig og stak hovedet ind. Clara stirrede med pulsen dunkende under huden på hende. Ja, gloede nærmest, som om hun havde farvet sit hår grønt.

Claras mors hår sad i midlertidig i den sædvanlige hestehale. Mor-tøjet hang ned over de slidte bryster og armene, der havde fået bløde vinger i tidens løb. Hun var lige til at elske. Trykke sig ind til og få strøjet håret væk. Men der var ting en mor ikke kunne kramme væk, selvom mor gerne ville tro, at hun kunne det. Beskytte hende mod alverdens problemer som om hun stadig lå inde i hendes mave. Som om hun bare kunne ligge en beskyttende hånd over mavehuden, og så skulle det hele nok gå.

Vreden fordampede langsomt.
Mor samlede computeren op. Kommenterede ikke, at skærmen kun hang fast i den ene side og små løse affrevne ledninger og dimser stak ud.

”Hvad er der sket, min lille skat?” spurgte hun omsorgsfuldt, men samtidig dybt bekymret. Hun gik direkte hen til hende og trak hende ind til sig. Tåreantallet eksploderede. Hun kunne ikke få vejret for briller, snot og gråd.
”Jamen, lille skat da,” sagde hun og trykkede hende endnu mere imod sig. Vuggede hende blidt fra side til side. Brillerne sad skævt, men hun rettede ikke på dem.

”Fortæl mig om det,” bad hun, men Clara kiggede bare på hende og trak sig væk.
”Der er en, jeg skal ringe til…”

***

Hun tastede langsomt Enyas telefonnummer ind. Hun havde fundet det på facebook. Alexander havde skrevet det under billedet af den nøgne Enya. Kontakt luderen, stod der.

Dut dut. Dut dut. Dut dut.
”Hej, det er Enya. Læg venligst en besked efter tonen.” Dut-dut-dut-dut-dut-dut.

Nej. Hun skulle tage den. Hun ville ikke kunne klare det, hvis hun ikke tog den.

Hun ringede igen.
Dut dut. Dut dut. Dut dut.
"Hej, det er Enya. Læg venligst en besked efter tonen." Dut-dut-dut-dut-dut-dut.

Tænk hvis Enya allerede havde set billedet. Men på den anden side. Enya virkede ikke til at knække. Hun kunne slet ikke forestille sig, at hun kunne gøre noget dumt. Hun sad sikkert bare derhjemme og kiggede trodsigt på skærmen. Måske lo hun endda hovmodigt af deres opførsel.

Hun rettede på brillerne og greb endnu engang sin mobil. Hun ville bare lige ringe hurtigt til Enyas mor. Bare lige tjekke. Bare ét hurtigt opkald for at hun kunne sove i nat.

”Hallo, det er Mille,” sagde en kvinde.
”Øh hej. Det er Clara,” sagde hun.
”Clara?” sagde hun uforstående.
”En fra Enyas klasse,” uddybede hun.
"Nårh... Clara..." Hun smagte på navnet.

"Øh... Er Enya hjemme?"
”Jeg ved faktisk ikke, hvor hun er. Hun render altid rundt i bakkerne på denne tid. Jeg tjekker lige værelset,” sagde hun muntert.

”Okay,” sagde hun usikkert. Tog en dyb indånding.

(”Enya! Er du derinde?”)

”Det var mærkeligt. Hun har låst døren. Vi har ellers en aftale, der siger, at vi ikke låser dørene herhj… Nå, det kan også være lige meget.” Hun lød en smule fraværende.

(”Enya, skat?”)

”Det må du altså undskylde. Der går lige lidt tid. Jeg skal lige… Vi plejer at have en aftale om ikke at låse dørene, men…”

(Kæmpe brag- tydeligvis fra spark eller slag mod døren)

(stilhed)

”Øh… Er alt i orden?” spurgte Clara nervøst. Rettede på sine briller.

(stilhed)

”Øh… Er du de….”
(lang pinefuldt skrig) Det skar sig ind alle steder. Cirkulerede forvirret og fortumlet rundt i hendes krop, imens tankerne i hende isnede.

(ENYA! Enya, min pige! Min lille pige… krampeagtige hulk)

(Enya. Enya, vågn op. Vil du ikke godt vågne op?)

Hendes hånd frøs fast. Knugede om telefonen. Hun gispede efter vejret, imens tårerne langsomt løb ned af hendes kinder. Det var en ond drøm. Modige Enya kunne umuligt være død. Det kunne hun ikke.

Gled langsomt ned ad væggen. Hendes mor fandt hende lidt senere- rystende. Stadig med telefonrøret i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...