Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
82Kommentarer
2225Visninger
AA

9. Morderen - Enyas synsvinkel

”Vi ses i morgen,” sagde hun og smilede stort.

”Vi ses,” råbte Naye grinende og begyndte at gå længere opad bakken.

”Vent!” sagde Enya pludselig.
”Hvorfor kommer du egentlig aldrig i skole?” spurgte hun en anelse håbefuldt. Hvis Naye var i skolen, så ville alting se helt anderledes ud. Hun ville have en ven. Nogen der ikke bare ville krølle alt det sammen, hun stod for og var.
”Øhm… Jeg går ikke på den samme skole…” sagde hun og så en anelse utilpas ud.
”Hvor går du så?” spurgte hun, og pludselig ramte en tanke hende;
”Du går da i skole, gør du ikke?”

”Jo, selvfølgelig,” sagde hun og himlede med øjnene, men alligevel vendte hun sig lidt for hurtigt om og forsvandt bag bakketoppen.
”Jo, selvfølgelig,” mumlede Enya. Hun trak sin mobil frem. Ikke fordi det var noget, hun tit gjorde, men hun følte, at alle sine opsparingspenge, som hun havde smidt i telefonen, også skulle bruges til noget engang imellem.

50 sms’er. Hvad? Hun stirrede vantro på skærmen. Så mange kontakter havde hun jo slet ikke. Kunne det være Naye? Nu hvor hun tænkte over det, var hun faktisk ikke engang sikker på, om Naye havde en mobil.

Hun rullede ned over dem. Ingen Naye. Alle sammen fra numre hun ikke kendte.

Pæne bryster. Du kan selv have pæne bryster. Hun hævede øjenbrynene over den latterlige besked.
Uh, skal du noget lørdag aften? Kunne da godt tænke mig at nusse lidt med en billig kælling, hvis det er… Hun bed sig i læben over beskeden. Det blev lige groft nok. Ville ikke tjekke mere. Mindede tålmodigt sig selv om, at det var lige meget med de andre, så længe hun havde Naye. Ja, ligegyldigt. Men hun kunne alligevel ikke dy sig for at tjekke en sidste:

Wau. Pæne jader til et så grimt ansigt. Hun begyndte langsomt at spekulere. Sikke nogle mærkelige beskeder. Ikke bare det samme ”du-er-en-lille-kæledægge-”vrøvl, der var opstået i mangel på bedre og bygget på nogle løgnagtige historier, der var blevet lagt ud på hadegruppen.

Hendes ene øjenbryn rynkede lidt. Og hvordan havde de alle sammen fået hendes nummer? Det var, som om der var sket noget, hun ikke vidste.
Den blå firkant lokkede. Tjek mig, tjek mig, tjek mig. Facebook skal nok stille din nysgerrighed. Jeg har svarerne på alt, hvad der rører sig.

Nej. Ikke facebook. Alt andet end facebook. Ikke facebook, ikke facebook, facebook, ikke? Jo, facebook havde svaret. Det kunne vel ikke skade bare at kigge hurtigt.

Hun loggede ind på appen. Klikkede på sin hadegruppe. Gruppen bragte en fortrængt samtale frem.

”Der er da ingen, der mobber dig, er der?” (vi-kan-snakke-om-alt-blikket) ”Nej, mor. Det går bare ikke så godt socialt. Jeg interesserer mig for noget andet end de andre.”

”Heller ikke på facebook. Du har ikke… Modtaget ubehagelige beskeder?” ”Nej, mor.” ”Er du sikker, skat?” (et plaget udtryk og igen du-kan-fortælle-alt-til-mig-blikket) ”Ja.” (stor lettelse og et hurtigt jeg-er-stolt-af-dig-kram).

Hadegruppen var lukket for ikke-medlemmer, og det vidste hun jo også godt. Hun havde trykket på den mange gange. Hun ville på en måde brændende ønske, at hun vidste, hvad de snakkede om derinde, og på den anden side var hun glad for, at hun ikke kunne se det. I stedet trykkede hun på beskedikonet.

Sara Thomsen stod der over beskeden, der viste et billede af en pige med grimme, misformede bryster. Hun stod i et gult rum. Ja, faktisk så det ret skummelt ud. Sådan luderagtigt. Hendes blik nåede pigens ansigt.

Vinden svajede stille hen over bakkerne. Fuglelydene blandede sig med solens forårssang.

Nej. Nej. Hun mærkede sig selv krakelere. Alt det hun havde holdt sammen faldt uden hæmninger bragende ned rundt om hende.

Hvor meget koster du? Beskeden tikkede ind og viste sig øverst på skærmen.

Hendes sarte hud lyste op på skærmen sammen med de grimme bryster. Tårer. Hun kunne smage dem. Et bevis på ydmygelsen.

Hun kunne mærke deres hænder på hendes krop. Hvordan kunne de røre hende dér? Hvordan kunne de? Nu var der ingenting tilbage. Hun kunne ikke holde sammen på mere. De havde taget det, der var hendes.
”NÅR ENS VÆRDIGHED FORSVINDER, SÅ KAN MAN LIGESÅ GODT SELV FORSVINDE,” skreg hun. Vinden kylede lyden rundt.
Hun faldt hulkende sammen på jorden. Knugede krampeagtigt om sine ben i fosterstilling. Men der var ingenting at holde om. Kun en klam æggeskal hun ikke kunne genkende.
En æggeskal hun ikke havde lyst til at røre ved. Som hun væmmedes ved. Det var ikke hendes længere. Ikke engang det hjerteskærende hulk, der slap over hendes læber var hendes. For hvorfor græde over hende? Hvad var der overhoved tilbage af hende?

Hun rejste sig vaklende op. Tårerne stoppede.

Hun gik med faste, zombieagtige skridt hen under den fuglerede, der hang i Nayes hule. Tog en kæp, stak spidsen ind i reden og løftede den forsigtigt ned.
En lille, gul fugleunge kiggede med store øjne på hende. Så lille og fin. Lige begyndt på livet. Langsomt lukkede hendes hænder sig om fugleungen. Haps. Hun havde den mellem hendes hænder. Fuglen pippede forskrækket. Ville væk.
Hun satte den ned på jorden. Klemte øjnene sammen, da hun så dens ynkelige forsøg på at flygte.

”Så så,” hviskede hun med et gruefuldt smil.

Hun fangede den mellem sine to fødder. Iagttog den med et skråt hoved.

Pludselig trykkede hun foden ned over dens spinkle krop. Knas. Den pippede. Vred sig. Sprællede. Hun pressede foden hårdere ned.

Hun fjernede foden igen og stirrede på den lille, spinkle krop, der nu lå i en forvredet stilling. Den forsøgte stadigvæk at komme væk, trods at den mindst måtte have brækket én knogle, og at dens vejrtrækning var yderst ustabil. Sikke ynkelig naiv den var. Hun lod den udmatte sig selv for en stund. Lod den tro, at hun ville lade den gå.

Pludselig ramte hendes fod fuglen igen. Knas. Den forsøgte kort at kæmpe sig væk, men den havde ikke kræfterne. Den lå, efter få forsøg, stille og stirrede blot tiggende op imod hende. Nu var alt op til Enya.

Pludselig begyndte hendes fod at trampe som en hakkemaskine ned på fuglen. Hak. Hak. Hak. Hun kunne ikke stoppe igen. Trampede og trampede. Bittesmå fjer overalt.

Der var ikke andet end gule og kolde øjne tilbage, der hvor det modige blik plejede at sidde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...