Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
82Kommentarer
2201Visninger
AA

3. Mønsteret kræver sine ofre del 2-Claras synsvinkel

Tik tak. Og så kom hun ind, Enya, den nye pige. Hun havde langt brunt hår og blå øjne, der var omkranset af fine, brune vipper. Enya kringlede sig udenom de forreste borde og fik øjenkontakt med hende.

Skal vi sidde sammen? Spurgte de. Ja, ja, ja, ja, ja, JA!

Clara lukkede kort øjnene og smilede lidt forsigtigt til hende. Enya smilede stort tilbage. Den nye pige ville redde hende. Hun lagde svagt mærke til, at der ikke var nogen, der hilste på Enya. Mystisk. Hun virkede så populær i går.

Men hun lagde, som sagt, kun svagt mærke til det. Enya stod nemlig pludselig foran hendes bord. Lyste næsten op som en eller anden engel. En frelser.
”Må jeg godt sidde her?” spurgte hun. Alle hoveder drejede sig pludselig mod Clara. Der var noget afprøvende i deres blikke.

Clara rettede nervøst på sine briller og forsøgte at greje sine klassekammerater.
Hendes blik fór som en jaget antilope imellem klassen og Enya, der i midlertidig havde mistet lidt af sin glød.
Sara kom pludselig svansende hen mod det bagerste bord, der krøb sammen under den pludselig opmærksomhed.

”Vil du ikke sidde sammen med mig?” spurgte hun Clara sukkersødt, men med en hård klang. Clara stirrede måbende på hende.

For under et minut siden ville ingen røre Clara med en lillefinger, og nu spurgte selveste næstkommanderende Sara sølv, om hun ville sidde sammen med hende.
Men hun vidste også godt, at det ikke var af lutter venlighed. Der lå noget under, som resten af klassen åbenbart vidste, men som var gået forbi hendes næse.

Hun kiggede igen på Enya, der havde fået noget tiggende i de blå øjne.

Hun forstod ikke, hvor den glade og selvsikre Enya fra i går var forsvundet hen. Hun fumlede distræt i sin taske med den ene hånd, som om den gamle Enya kunne være forsvundet derned. Som om hendes hånd kunne trække hende op og frem og løse denne mærkelige situation, som gav hende en fornemmelse af, hvordan det må føles at have en mus til at løbe ned af ens ryg.

Efterhånden begyndte det at gå op for hende, hvad valget stod imellem(hvilket bestemt ikke gjorde hende gladere);

Enya, den nye populære pige, der pludselig var blevet upopulær – hvordan hun havde båret sig ad med det uden overhoved at være i skole, måtte de ikke spørge hende om og så selv at blive lukket ind i varmen af resten af klassen.

Altså, det kvalmende valg, hvor alle altid påstår, at de vil være Gud selv, men aldrig er det: Begrav dig selv eller begrav en anden uskyldig.
Hendes blik flakkede over mod Enya, der havde været villig til at redde hende. Hun var jo heller ikke blind. Hun havde da godt set, at Clara var på vej ud af de udstødtes brændende vej, men Enya var alligevel villig til at ofre sit gode ry.

Og det var måske i grunden ikke så meget, tænkte Clara pludselig. At dømme efter klassens optræden var det gode ry vist allerede smuldret væk som gær i en bagerhånd.
Ja, hun skyldte ikke Enya noget. Det forsøgte hun at gentage i sit hoved.
Clara rejste sig op uden at vove at kigge på Enya.

”Jo. Det vil jeg gerne,” sagde hun til Sara og kastede alligevel et flygtigt, forpint blik i Enyas retning, der havde erstattet det tiggende blik med noget, der skræmte hende endnu mere.

Hun kiggede blot på Clara, som om hun havde skuffet hende. Enya rettede endda ryggen, da hun satte sig på den knirkende stol og stirrede trodsigt tilbage på sine gloende klassekammerater.

Clara dukkede nakken, imens varmen buldrede op i hendes kinder sammen med en næsten tårefremkaldende skyldfølelse. Det kunne godt være, at hun ikke skyldte Enya noget, men derfor havde hun jo ikke lov til at give hende dødsstødet.

Hun havde måske kunnet redde Enya fra den sociale udstødelse, hvis hun havde gjort oprør mod det onde mønster, der af en eller anden grund altid opstod i hendes klasse.

Måske netop fordi ingen nogensinde valgte at støtte andre end sig selv. Det havde hun jo heller ikke gjort. Hun var ikke andet end en egoisti… Nej, tænkte hun bestemt.

Hun kunne jo heller ikke være supermand. Hun skulle også redde sig selv. Hun kunne ikke altid… Hun kunne ikke…

”Super,” sagde Sara og smilede større, end Clara havde set hende gøre i lang tid. Måske var det alle de hoveder og øjne, der fulgte med i scenariet, der fik det store smil frem.

Sara kunne godt lide opmærksomhed. Det var forskellen på hende og Clara. Forskellen mellem populær og mus.

Nu hvor hun tænkte nærmere over det, så var det hele slet ikke hendes skyld. Nej, faktisk var det hele Saras skyld. Det var hende, der havde tvunget hende til at vælge imellem Enya og Sara. Det var hende, der var skyld i den kvalmende fornemmelse, der nu bredte sig i Claras mave.

Hendes blik borede sig hadefuldt ind i Saras ryg. Men alligevel snakkede hun ivrigt med, da Sara begyndte en samtale i timen med små sedler under bordet.

Clara kiggede hele tiden nervøst op imod læreren, men hun vidste, at Sara prøvede hende, og hvis hun ikke skrev med, kunne hun ligeså godt sætte sig ned til Enya.
Sara ramte ved en ”fejl” Arianas lyse hårpragt med en seddel.
”Ups. Jeg ville have ramt Claras taske,” sagde hun sukkersødt og lagde tryk på Clara.

Derefter vendte hun sin fulde opmærksomhed mod Clara. Hun snakkede og fnes, som Clara aldrig havde set hende gøre det før.Kommenterede hendes kedelige pagefrisure og sagde, at hun altså burde blive model.

Claras øjne flakkede sørgmodigt. Det virkede så overfladisk, men hendes blik ramte Mira, der stirrede på hende med et helt andet blik end før sammen med Ariana.

Arianas ene øje vibrerede lidt i siden, indtil hun så, at Clara kiggede og vred hurtigt et falsk, oversødt smil frem.

Clara kiggede ned mod Enya, der med hagen løftet pakkede sine ting sammen. Pludselig kiggede hun direkte mod Claras brune øjne.

Clara skyndte sig at vende sig væk. Men hun havde set dét. Den mystiske hovmodighed, der stadig dirrede i Enyas blå øjne, og som gav hende, Clara, en langt mere foruroligende fornemmelse, end hvis hun bare havde været vred. Hun forsøgte desperat at trække vejret normalt.

Clara drømte sig tilbage til sin morgenmad. Det hele havde været præcis, som det plejede. Ingenting havde advaret hende om, at hun ville sidde og forsøge at ignorere en gnavende fornemmelse i maven, fordi hendes overlevelsesinstinkt havde taget over, allerede en time efter børsten havde forladt hendes hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...