Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
82Kommentarer
2221Visninger
AA

2. Mønsteret kræver sine ofre del 1-Claras synsvinkel

Clara trampede smilende ind på skolen. Hun tænkte på den nye pige, ja, sådan hed hun stadig.

De, klassen, vidste selvfølgelig godt, at hun hed Enya, men alligevel var der ingen, der omtalte hende som andet end ”hende den nye”. Som om de stadig lige skulle prikke lidt til hende for at finde ud af, om hun virkelig var et rigtigt menneske.

En kandidat til at blive populær, måske.

Hun kunne godt lide hende. Måske var hun ikke så god til at vise det, men sådan havde det jo altid været. Stille Clara og Vilde Mira. Uden Mira ved sin side frygtede hun, at hun ville glide helt væk. Blive usynlig.

Mira blev også genert og kunne også være stille, men samtidig havde hun et hoppebold-jeg, der fik de populære piger til at kaste et interesseret blik efter hende.

Clara blev ikke ret meget andet end ude af stand til at vide, hvad hun skulle gøre ved sin krop, når Mira dansede og grinede som en violinplade i hak. Alligevel var det noget af det, hun elskede mest ved Mira.

Det var vel bare ligesom, det var med de populære. Man frygtede og hadede dem, men alligevel elskede og forgudede man dem. Mærkeligt egentl...

Hendes tanker stoppede med det samme, hun trådte over dørtærsklen til klasseværelset. Hendes hjerte stivnede, indtil det pludselig gik i gang igen med sådan en fart, at hun var ved at få det galt i halsen.

Hendes fingre greb fat om dørkarmen, men Clara tvang dem til ikke at knuge sig fast, som de havde en kriblende lyst til, og gjorde alt for at holde hendes ansigt følelsesløst. Der sad ikke mange i klassen endnu, men de der gjorde, stirrede uden hæmninger på hende.

Gnaskede ivrigt i hendes ansigt efter en reaktion på dette brud med det normale mønster.

Mira sad sammen med Ariana, den mest populære i øjeblikket. Hun havde vel egentlig godt vidst, at det ville ske. Selvfølgelig kunne Ariana ikke holde sig fra at afprøve, til tider overfladiske, Mira som sin nye bedsteveninde. De fleste af pigerne havde været dér, hånd i hånd med Ariana.

Sara, den næstmest populære pige, levede i evig kamp for at kunne stå dér, men alligevel var det aldrig hende. Altid en ny, lille, genert pige, der nikkede med store øjne til alt, hvad Ariana sagde.  

Alligevel var Sara og Ariana nok en slags bedsteveninder. Som de to mest populære piger havde de et mærkeligt bånd. Som om de var mere på bølgelængde, end vi andre nogensinde kom med nogle af dem.

Problemet var, at Ariana aldrig accepterede Sara som sin bedsteveninde. Sara kæmpede desperat for at kunne stå på tronen, sammen med Ariana, som "de to mest populære piger i klassen". Ikke bare den næstmest populære. Ikke bare Sara 2.

Men det lykkedes aldrig, for Ariana lo bare klokkerent og gav ikke hendes ihærdige forsøg nogen form for værdsættelse. Virkede faktisk slet ikke, som om hun anerkendte dem som forsøg. 

Sara brugte billigere og billigere kneb for at få Arianas opmærksomhed. Bagtalte og pjækkede med et fuck-lærerne-blik. Til tider tænkte Clara, at Sara var tæt på at rive alle hårene af sit hoved over Arianas uopnåelige blik.

Ingen kunne slå Ariana, den blonde shampoomodel.

Arianas røde, alt for søde og smilende, klistrede, læber snakkede med Mira på en måde, der gjorde hende så jaloux, at hun var ved at brække sig. Måske fordi hun vidste, at hun selv ville reagere ligesom Mira, der virkede helt forfjamsket og lykkelig over den pludselige opmærksomhed.

Clara rettede lidt på sine store, runde briller. Hun havde aldrig været populær. Genert og pæn, sådan beskrev de hende.

Ariana fnes højlydt, da Clara gik forbi Mira og Arianas bord, og Mira fulgte hendes eksempel uden tøven.

Hun forsøgte at lade være med at kigge efter Mira og Ariana, da hun lod sig dumpe ned ved det bagerste bord. Skarpe bånd lagde sig stramt ned over hendes brystkasse, så hun ikke følte, at hun kunne få luft.

Mira ville uden tvivl vælge blonde Ariana, smukke Ariana, attråværdige Ariana, populære Ariana, og hvis hun spurgte hende om, hvordan hun kunne skylle alt det ud, de havde haft sammen, som om det var skidt i håndvaskeproppen. Kigge på hende, som om hun var et ulækkert fnuller.

Den ydmygelse ville hun helst undgå, hvis hun skulle være ærlig.
Hun kunne mærke tårerne komme snigende. Måske var det kun for i dag. Ja, måske endda kun for denne time, tænkte hun trøstende. Ariana skiftede bedsteveninde hurtigere, end hun, Clara, kunne nå at pudse sine briller.

De var sjovt, hvordan det hele kunne se ud på en bestemt måde og pludselig blive ændret til det modsatte. Så kunne man stå og kigge gennem brillerne og se måbende på den helt nye verden. Man kunne pudse og pudse, til man fik krampe i hånden, men den nye verden skyldtes aldrig smuds, og den gamle kunne ikke komme tilbage ved hjælp af lidt brillerens.

Hun tænkte, at Mira jo også skulle have lidt tid for sig selv. Ja, måske skulle hun bare give hende lidt tid.

Deres venindeforhold skulle ikke være sådan klister-bedsteveninde-4-ever-agtigt. De kunne sagtens rumme, at de hver især også kunne se andre.

Ork ja, det var da helt fint med hende, hvis Mira havde givet hendes stol til Ariana. Den stol Clara havde siddet på hver dag siden sommerferien. Den stol der trofast havde fulgt hende igennem alverdens kedelige geografi og matematiktimer.

Men der var jo heller ingen, der sagde, at man ikke måtte bytte pladser. Nej, og faktisk ville det sikkert også være godt for hende at prøve noget nyt.

Men da hun smilende lænede sig tilbage i den nye stol, knirkede den højlydt, noget den gamle stol aldrig kunne finde på. Og knirket var næsten nok til at få det hele til at krakelere igen.

Hun var jo ikke ligeglad. Og hun vidste også, at det var de andre bestemt heller ikke. Hun var inderst inde dybt rædselsslagen for det, der nu ventede hende. Ville de andre samle hende op og lukke hende ind i deres varme? Eller ville de lade hende ligge udenfor på den grå, kolde asfalt. Ville de nyde at se hende fryse ihjel?

Stolen knirkede igen. Knirk knirk. Hun forsøgte at fokusere på uret, der hang over katederet. Tre minutter i otte.

Klasseværelset var rektangulært og med to stole bag ved hvert bord. Bordene mindede hende om skolebørn, der stod ret for læreren. Hvor måtte det være let at være lærer.

Bordene havde sikkert ikke rykket sig en millimeter de sidste tredive år. Hver gang lærerne stak deres bebrillede og gråhårede hoveder ind, så klasseværelset ud som det plejede. Bordene vendte og drejede sig ikke efter en ny leder eller bedsteveninde, nej, de stod høfligt og kiggede op mod lærerens plads ved siden af de samme borde, som de altid havde stået ved siden af. Hun sank ned bag det bagerste bord.

Knirk knirk.

Hver gang en af eleverne kom ind, kiggede de på hende, der pludselig sad alene bagerst. Nogle kiggede nedlandende, andre kiggede ikke engang på hende, men en ting var sikkert. De hende alle sammen. Lagde mærke til ændringen i mønsteret.

Og det værste af det hele: Ingen satte sig ved hende.  Mareridtet begyndte langsomt at tage kvælertag, da ingen endnu havde sat sig ved hende et minut i otte.

Tik tak. Tik tak. I timen ville mønsteret være fastlagt. Hun ville lyve, hvis hun bildte sig ind, at det ikke var sådan. Skoleklokken ville slå det fast. Et neonskilt ville derefter blinke over hendes hoved:

”Jeg har ingen venner. Jeg er udstødt. Jeg er alene. Jeg havde ingen at sidde med i første time. Lad være med at røre mig. Det er smitsomt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...