Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
73Kommentarer
2324Visninger
AA

8. Lillebitte Tobi bliver stor

Hun tog langsomt brillerne af. Foldede hænderne som en skål og lod vandet løbe ned i dem. Hun stirrede ned i vandet. Iagttog sit eget fordrejede spejlbillede et lille stykke tid. Gled derefter ned ved siden af håndvasken. Stirrede ud i luften. Hvad var det, hun havde gjort?

Gult lys. Nogle skyllede ud. Mere gult lys.

Hun havde gemt sig på det andet toilet hele pausen nu. Vidste ikke, hvor hun stod længere. Ja, egentlig vidste hun vel ingenting.  Den dårlige samvittighed strammede alt sammen indeni hende. Istedet for blod strømmede en brun, bitter væske nu rundt i hendes krop.

Slangen tog langsomt kvælertag: ”Det glæder mig at have fået et nyt medlem i min klub. Du bliver en ssssssmuk Slange. Snart vil du ikke kunne se forskel på dig og resten af medløberne. Du vil bare være et medlem blandt mange andre. Sssssskønt, ikke?"

Pludselig rejste hun sig op. Hendes trin blev faste, og hendes blik fokuserede på klasselokalet forenden af gangen. Åbnede døren.

Ina, Sara, Nellie, Ariana og Mira stod sammen. De drejede synkront hovederne mod hende, da hun kom ind.
”Har du gjort det?” spurgte Ina ivrigt.

”Ja, har du gjort det?” spurgte Nellie.
Hun svarede ikke.
”Fik du billedet?” spurgte Ina igen uddybende. Det var dem, der havde presset hende til det. Ja, det var dem, der var de onde. Faktisk, nu hvor hun tænkte over det, havde hun jo slet ikke noget med det at gøre.
Undskyld mig, hr. slange. Jeg kan desværre erkendes uskyldig. Uskyldig. Det var sådan et dejligt ord. Ja, sådan måtte det være. Nej, sådan var det.

Hun burde ikke have dårlig samvittighed, hun var faktisk nærmest offeret.

”Ja,” sagde hun endelig uden at se dem i øjnene.

”Må vi se? Må vi se?” spurgte de alle sammen. Smilede til hende. Klappede hende på ryggen.

Hun rakte dem kameraet og gik. Ville gerne have stukket næsen i sky. Vise at hun tog lang afstand fra dem og deres handlinger, men hendes øjne flakkede hele tiden over mod dem.

Hun fumlede nervøst med håret, men tog hastigt og vredt hånden ned, da det gik op for hende, hvad den lavede. Hun kiggede endnu engang over mod dem. Bare lige for at se om de havde set, at hun havde fumlet ved håret. Kiggede hurtigt væk igen, da hun så, at de kiggede. Mon de kiggede endnu? Hun tjekkede. Hele gruppen stirrede stadig efter hende. Rødmen tog langsomt til.

Klasseværelset var så stille, at man næsten kunne høre Nellie og Ina dreje hovedet mod Sara og Ariana for at se, hvordan de reagerede. Sara havde klemt øjnene sammen og stirrede på hende, som om hun var en rådden plet på hendes sukkermad.

Pludselig langede hun ud efter kameraet, så de kunne se Claras billeder. Smilene begyndte langsomt igen. De groede langsomt hen over deres ansigter, onde og leende. Ina og Nellie trak vejret lettet. Selv Sara smilede, men det var stensikkert ikke over Clara.  

Clara gik rasende ud på gangen. Hun smed brillerne fra sig. De kurede hen ad gulvet. Pokkers til rødme. Pokkers til generthed. Pokkers til Clara.

Hun åbnede hoveddøren så hårdt, at den ramte muren bag sig. Og endelig fik hun øje på ham.

”HVORDAN KUNNE DU GØRE DET?!” råbte hun til Tobi, der stod og hang i hjørnet i skolegården. Et par mindre børn flygtede fra hende med opspilede øjne. Hun nærmede sig ham hastigt. Hun rystede, men det var for en gangs skyld ikke af usikkerhed eller generthed.

”HVORDAN FANDEN KUNNE DU GØRE DET?!” Hendes øjne blussede af et raseri, de fleste ikke havde anet fandtes i Clara. En nervøs trækning dansede hen over Claras mund, da hun sagde fanden. Som om hun selv blev overrasket over sine egne hårde ord. Hendes blik flakkede over skolegården, som for at se om der skulle være en lærer, men hun genvandt hurtigt fokus.

Tobi kiggede efter en flugtvej fra denne rasende pige. Hun stormede imod ham med en næve oppe over hovedet og ramte ham i maven. Han gjorde ikke noget. Krøb bare mere sammen end han allerede gjorde i forvejen.

”Du gjorde det jo også,” sagde han stille. Hun stirrede på ham. Hvad var det for noget at sige? Løgner! Hun blev jo presset til det! Han vidste overhoved ikke noget om hende! Nul, niks. Intet. Overhoved ikke noget. Nej, hende vidste han sørme ingenting om.

”Det var ikke kun det, jeg hentydede til!” sagde hun vredt. Sådan var det, når man ikke vidste, hvad man skulle, eller ville, svare. Så måtte man lave en afledningsmanøvre. ”Mor, må jeg få en is?” ”Nøj, se lige den fugl…”

Hun forsøgte at se ud som om hun havde styr på situationen.

”Hvad hentydede du så til?” Tobi kiggede hende direkte ind i øjnene. Han rettede sig op. Hvad var det for noget? Burde han ikke være svag og usikker? Det hele tippede. Han var ved at få grebet. Nej, tænkte hun febrilsk. Lad ham for alt i verden ikke få grebet.

”Til-til det med Alexander. Han udnytter dig! Du lader dig udnytte! Stryger Alexander over hårene. Er ligeglad med, hvordan han behandler dig! Du- du-du lader dig bruge!” sagde hun og kæmpede med ordene. Hun strøg sig hidsigt over håret.

Ja, han lod sig udnytte. Det var sådan, det var. Hun var ved at bevæge sig ud på et sidespor, men det var lige meget.

Bare der var ild.

”Jamen, jeg kan da kun sige i lige måde,” sagde han uden at vige i sit uudholdelige selvsikre blik. Hun havde aldrig set den Tobi før.
”Nej. Hvad? Det er ikke det samme. Sara er… Mira…” sagde hun perpleks. Det smuldrer, tænkte hun. Det hele smuldrer.

Så drejede hun om på hælen og spurtede hjem. Tankerne forfulgte hende. Gå. Gå. Lad mig være i fred. Men så heldig var hun ikke. Tanker gør vis. Tanker gør ulykkelig. Uden dem ville hun ikke skulle forholde sig til alt ting, og uden dem ville hun ikke være et fortabt menneske.

Dyr må være lykkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...