Hugormebid

Har du prøvet, hvordan det føles, når alt det du kender falder sammen om dig? Ja, dig. Dig bag skærmen. Har du prøvet at vælge dig selv frem for andre i et forsøg på at overleve? Har du prøvet at mærke gruppepres, og pludselig at stå alene uden den bedsteveninde, der ellers altid har været der for dig? Usikre, generte Clara går i 7. klasse, og hun forsøger desperat at hænge i, da hendes bedsteveninde forlader hende - og det går udover internetmobbede Enya, der lige er flyttet til byen.

48Likes
73Kommentarer
2354Visninger
AA

11. Ingenting kan ødelægge dig, medmindre du lader det ødelægge dig - Claras synsvinkel

Clara gik langsomt hen til den åbne, hvide dør. Den blev højere og højere, desto tættere hun kom på. Eller også var det bare hende, der skrumpede. Den kiggede på hende med et hovmodigt blik og foldede arme: ”Se hvad du har gjort. Nu skal du endelig stilles til ansvar. Du fortjener det, slange” Snøftede arrogant. Den foldede armene over brystet.

Ansvar. Hun trådte, endnu mindre end da hun ankom, forbi døren og kiggede blegt ind i det kliniske rum. Ja, ansvar. Det var et tungt ord.

Enya stirrede bare på hende, da hun kom ind.

”Clara…” sagde Enya langsomt. Uforstående.
”Hvad vil du, Clara?” spurgte hun. Endnu engang uforstående. Clara spekulerede på, om hun gjorde det med vilje. Hun krøb sammen under hendes blik.

”Jeg er - Jeg er ked af det, Enya,” sagde hun. Drømte sig tilbage til sin varme, trygge seng.
”Undskyld,” sagde Clara. Stemmen knækkede over på skyld. Hun kiggede hurtigt væk. Drøm, drøm, drøm!
”Jeg ville. Jeg ville ikke…” Ja, det er spørgsmålet: hvad ville du egentlig ikke, Clara? Hvad var du ikke villig til at gøre? Hvilke mønstre accepterede du for at redde dig selv?

”Jeg er ked af det…” sagde hun til sidst.

”Det er jeg også,” sagde Enya følelseskoldt.
Claras blik faldt straks mod gulvet. Hun tværede en usynlige bule ud med skosnuden, imens hendes hoved, helt op til hårgrænsen, blev rødt af anger.

Kan jeg købe et smil, Enya? Har du ikke flere tilbage? Jamen, jeg vil betale alt, Enya, alt. Jeg kommer for sent, siger du?

”Nå,” sagde hun. Vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hvis bare man havde en skuffe med perfekte replikker, man altid kunne trække frem.

Hendes blik flakkede usikkert rundt i rummet. Kiggede på alt andet end Enya. Hvide vægge. Hvide lamper. Hvide dyner. Hun, Clara, lyste op som en blodplet i sneen Den tanke fik selvfølgelig ikke kinderne til at blive mindre rødblussende af skyld og af alle de tårer, der brændte under huden. Brændte efter at komme ud.
”Har du det godt?” spurgte hun, fordi hun ikke havde nogen skuffe med replikker.

”Fint nok. Men det der går mig mest på er nu tabet af en nær ven,” sagde hun blot.
”Tabet af en ven?” spurgte hun forundret. Hun anede ikke, at Enya havde nogen venner. Hun rødmede igen. Som om det var pinligt og ondt af hende, at hun havde tænkt det.
”Ja. Jeg kan mærke, at jeg aldrig får hende at se igen, og jeg ved, at det er min skyld. Men når ens fortid ligger i ruiner, kan man ikke gøre andet end at bygge en ny og bedre fremtid, kan man?” Hendes stemme var fuldstændig blottet for liv.

”Din skyld?” spurgte Clara nervøst og rettede på brillerne.

”Ja, min skyld,” sagde Enya uden at kigge på hende.

Stilhed. Hun kunne mærke, at hun var ved at bryde sammen. Hvis bare hun var populær. Så kunne hun gå forbi triste Enya og sige ”Smil”. Og så ville Enya smile… Eller også var det en for stor opgave selv for de populære.
”Fortryder du… Fortryder du, at du gjorde dét?” spurgte hun pludselig. Hendes blik var plantet på den eneste lille sorte plet, der fandtes i rummet. Den var lige over Enyas højre skulder. Red mig. Du må vide, hvordan det er at have tilsmudset noget hvidt og rent. Red mig, lille plet.
”Tog en håndfuld piller og smed dem i min mund?” spurgte hun tomt med et dystert, på en eller anden måde, humoristisk glimt i øjet.
”Øh… ja. Ja dét.” sagde hun usikkert og vred sine hænder rundt og rundt. Lad mig glide ind i dig plet. Lad mig forsvinde.

”Ja… Det gør jeg vel…” Clara nikkede. Vel?

Kan jeg få lidt mere livsglæde, Enya? Er der allerede ikke mere tilbage? Jamen, jeg vil betale alt, Enya, alt. Jeg kommer for sent, siger du?
”Hvad hed din ven?”
”Naye.”
”Men er du sikker på, at du ikke kan få hende tilbage igen?”

”Ja, det er jeg helt sikker på… Medmindre en eller anden viser mig vejen til hende. Så kan jeg måske finde hende igen.” Hun lød for første gang, som om hun kunne se en sprække af håb. En meget lille sprække som meget hurtigt lukkede sig igen. Men den var der. Det gjorde Clara opstemt.

”Vil du høre, hvad min mor altid siger?” spurgte hun.

”Ja, det vil jeg vel…” vel, vel, vel, vel.
”Ingenting kan ødelægge mennesker, medmindre de lader det ødelægge sig.”

Det flakkende blik stoppede. Hun kiggede for første gang frivilligt ind i Enyas øjne, der først var chokerede. Så blev øjenbrynene en anelse rynkede. Derefter mere chok. Og til sidst begyndte hendes blå øjne ligeså stille at dirre.

En tåre trillede pludselig stille ned af hendes kind. Hun tørrede den hurtigt væk.
”Tak,” sagde hun blot og kiggede på hende med en umådelig styrke.

***

Hun mødte Tobi på gangen. Hun stirrede overrasket på ham. Hun havde ikke regnet med, at han ville besøge Enya. Ville han sige undskyld?
”Du havde ret,” sagde han, da han gik forbi hende.
”Det havde, du også,” hviskede hun. Pludselig vendte Tobi sig om mod hende og trak hende ind i et kram. Han var god til at kramme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...