Vampire - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Dianna er en vaske ægte vampyr. En vaske ægte gudesmuk vampyr som alle falder på stirbe for. Ingen andre ved det, andre end hendes bedste veninde som også er vampyr og meget smuk ligesom hende.
De lever livet med fester og hygge, men hvad sker der når de pludselig møder One Direction? Dianna falder for den præcis samme som hun reddede da han var barn fra en bilulykke, men kan han kende hende? Og finder han ud af noget. Det er i hvert fald dybt ulovligt at falde for et menneske da vampyrer jo ikke eldes...

36Likes
30Kommentarer
1891Visninger
AA

4. Kapitel 3 ~ Meeting them againg

Mig og Harry havde snakket længe og vi havde begge fået drukket en masse. Jeg var fuld nu og verdenen tumlede rundt om mig så jeg vidste at jeg snart skulle hjem. Juliana var også godt fuld og snart sagde vi farvel til 'one direction' og smuttede ud i gaderoben for at hente vores jakker. Da jeg var igang med at få min på kom Harry pludselig smilende ind og rakte mig en seddel hvorefter han forsvandt igen.
Jeg åbnede den og fik lige læst lidt 'Ring til mig :-) 22*****' Man må ikke oplyse andres nummer!

Jeg var somsagt godt fuld og det var Juliana også så verdenen svajede for vores blikke. Jeg tumlede lidt men stødtede mig til en lygtepæl og gik så videre.
Snart var vi ved min lejelighed "Vil du med op?" Spurgte jeg Juliana om og så at hun nikkede. Jeg smilede kort og åbnede døren for hende så hun gik ind med mig i hælende. Juliana fandt sit ekstra nattøj som altid lå herhjemme frem og fik det på og jeg tog mit på. Nej. Vampyrer kan ikke sove men vi kunne slappe af. Vi satte os i min seng og stennede for ja sådan slapper vi af. 

Efter lidt tid med steneri kiggede jeg over på Juliana som kiggede på mig og så brød vi ud i grin. Vi havde fået vores energi tilbage og var ikke fulde mere. Det gik væk med en lille smule steneri og der var intet tømmermænd! Nogle gange er det ret fedt at være vampyr. Men jeg ville altid meget hellere være menneske. Jeg ville kunne få børn og blive bedstemor og blive gammel med min mand. Det var bare umuligt. 

Jeg sukkede trist og Juliana vidste hvad jeg tænkte for hun strøj min arm og smilede til mig. Jeg smilede trist igen. Tænk hvis jeg ikke havde Juliana, hun var den bedste ven man kunne tænke sig i hele verdenen. 
Vi sad i lidt tid og bare smilede til hinanden før Juliana satte sig op "Ej nu må vi lige tage os sammen! Kom. Jeg mangler noget nyt tøj!" Sagde hun friskt og det fik mig til at grine og spurte op af sengen på en unaturlig måde og sammen med Juliana løb vi i vampyrfart ud i entreen. Fik sko og jakke på, på nogle sekunder og sænkede så farten til menneskefart da vi gik ud i opgangen.

Vi gik ned af trapperne i slowmotion og gik så ud på gaden hvor enormt mange dufte gik os i møde. Mest af alt blod. Jeg lavede store øjne da jeg så en lille dreng med en flænge i knæet. En lille dråbe blod løb ned af hans ben og landede på jorden. Alle mine sanser sagde at jeg skulle løbe derhen og bare drikke en lille, bitte smule blod. Bare lidt! En dråbe kunne vel ikke skade? 
Juliana kiggede på mig. Hun trak ikke falsk vejret mere så duften af blod var ikke så slem. Hun tog fat i min arm og trak mig med over til det næste gadehjørne. 

"Du skal styrre dig mere Dianna!" Sagde hun med vidt opspærrede øjne. Jeg sænkede blikket. "Undskyld.. Jeg ved det.. Det er bare så hårdt." Hviskede jeg. "Gu' er det så! Men derfor kan du godt tage dig lidt sammen!" Snerrede hun af mig og jeg nikkede langsomt. Hun klappede mig på ryggen og sukkede. "Når hvor kom vi fra? Det tøj der." Sagde hun muntert og jeg nikkede smilende. Hun kunne altid få mig på andre tanker... 

_______

 

"Eeeej! Se denne her!" Sagde hun og pegede på en mørkerød kjole som gik til cirka knæene. Den sad stramt om livet. Men puffede fra numsen og ned. Den var ret sød. "Køb den." Sagde jeg med et smil og hun nikkede ivrigt og tog den over armen hvor der også lå et par andre ting. Over min arm hang der et par kjoler og sådan som jeg skulle prøve. 
Jeg gik over til prøverummet og gik ind i et ledigt et. Jeg tog de mørkeblå stramme jeans og min hættetrøje af som jeg havde haft på og fik så den første kjole på som var en dæmpet gul farve. Den var stram ved livet og blev så løs fra numsen ned til lårene. 

Det var en hverdags kjole og den sad meget fint så jeg tog den af og hang den i bunken som jeg ville købe. Jeg tog næste kjole på som var en ternet kjole som lignede lidt den anden i formen. Ternene var sorte, mørke lilla og en lille smule lyserød. 
Den klædte mig også godt og jeg besluttede at købe begge. 

Jeg gik ud til Juliana igen og så at hun stod ovre ved kassen og var igang med at betale. Jeg gik stille derover og lagde mine kjoler på disken. Den unge pige der stod bag den smilede venligt og tog mit tøj op, bippede det og foldede det sammen. 
Jeg smilede venligt og gav hende pengene før hun lagde kjolerne ned i en pose og rakte den til mig. 
"Hav en fortsat god dag!" Sagde hun "Tak og i lige måde." Svarede jeg venligt tilbage og gik over til Juliana der stod og tjekkede endnu en kjole ud. 
"Har du ikke købt nok?" Jeg kunne ikke lade være med at grine og hun kiggede flovt op på mig før hun nikkede og vi gik ud af butikken. 

"Skulle vi til at komme hjem?" Spurgte jeg og hun nikkede sig enigt så vi begav os i menneskefart hjemad i de hyggelige gader. Vi gik i tavshed og var begge langt inde i vores egne tanker da nogle råbte efter os "DIANNA! JULIANA! HEROVER!" Skreg en irsk accent og vi vidste begge hvem det var. Det var Niall. Jeg vendte mig om og så 5 drenge stå og vinke overdrevent til os. Vi vinkede begge kort tilbage før vi gik dem i møde. 
"Er i ude og shoppe?" Spurgte Zayn om og jeg nikkede "Ja" Svarede Juliana "Hvad med jer?" Fortsatte hun da vi begge så deres poser som de bar rundt på. 
"Ja vi havde brug for noget fint tøj til fotoshotet." Svarede Harry og mit blik fangede hans. Han smilede lidt flirtende til mig og jeg kunne ikke lade være med at se godt ind i hans smukke grønne, fortrylende øjne. 

Jeg smilede tilbage men kiggede hurtigt væk da Louis sagde noget: "Sjovt at vi lige mødte jer!" Sagde han og jeg nikkede og skulle til at sige noget da nogle skrig lød. Mit blik farrede over på nogle piger der var på vej herhen. 
"Når.. Men vi må hellere til at hjemad!" Sagde jeg stresset. Jeg havde ikke overskud til høje skrig ind i mit øre og at blive overfaldet af piger og Juliana havde det vidst på samme måde for hun nikkede ivrigt og det fik drengene til at grine. "Jamen så ses vi!" Sagde Liam og vi nikkede og vinkede mens vi 'hastigt' (menneskehastigt) gik væk fra dem og mod min lejelighed...

____

Igen: TUSIND TAK FORDI AT I LÆSER!<3:D 
Ikke rettet igennem ;-)

xx Ann

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...