Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12195Visninger
AA

1. Prolog

 

Lyset fra butiksvinduerne, og de mange diskoteker fik den mørke himmel til at lyse op fra gaden. Jeg havde måske fået lidt for meget at drikke i aften, men det er lige meget så længe jeg har det sjovt. Sådan har min mening altid været.

”Ey, Vic!” Jeg vender mig en smule forvirret rundt, mens jeg leder efter Eddie, som kalder på mig. Eddie og jeg har været venner siden vi var ganske små, og vores venskab har altid været tæt. Jeg føler han er den bror, som jeg aldrig fik. Når far aldrig var hjemme, var det Eddie altid klar til at komme over.

”Hvad er der?” Råber jeg forvirret ud i luften. Jeg har svært ved at fokusere, da alting bare snurre rundt for mig. Jeg mærker en arm holde om mine skuldre, og en dyb velkendt latter, som griner. Det må nok være mig den griner af.

”Kom nu din fulde tøs.” Jeg får øje på Eddies ansigt, som bare griner af mig. Et eller andet sted har jeg lyst til at slå ham, det er da pisse træls, at han skal drikke mig under, også grine af mig. ”Hold kæft, Eddie… Hvor skal vi hen?” Vrisser jeg bittert, men han er så vant til mine humørsvingninger, så det ignorerer han bare.

”Vi skal ind på Den Gyldne Løve.” Siger han og trækker mig med sig. Jeg orker ikke at gøre modstand mod ham. ”Jeg kan godt gå selv.” Siger jeg småirriteret da vi når hoveddøren, hvor et par vagter står. ”Easy tiger.” Driller han bare og går forbi de to vagter. Jeg følger efter ham forbi de to vagter, da den ene griber fat i min arm, og trækker mig tilbage ud på gaden.

”ID tak.” Siger den pumpede vagt. ID, ID… Nååå kørerkort. Jeg roder desperat i mine lommer, mens jeg prøver at holde mit fokus på at finde min pung. Eddie har tydeligvis ikke opdaget min manglende tilstedeværelse, og han har min pung, fordi jeg ville nok tabe den eller noget.

”Min ven har den. Han er derinde.” Siger jeg selvsikkert, og går hen mod indgangen igen. ”Ingen ID, ingen adgang Frk.” Siger vagten bestemt igen. Jeg ser på ham med et måbende blik. Ved han overhovedet, hvem jeg er!? Jeg har tit været her.. Han er nok ny.

”Undskyld mig Hr., de ved tydeligvis ikke, hvem jeg er. Jeg kommer her tit, jeg er nærmest stamkunde her, så luk mig venligst ind.” Siger jeg til ham med en sofistikeret stemme i håb om, at det vil hjælpe, men han ser ikke overbevist ud. ”Det kan de alle sammen komme at sige.” Siger han og skubber mig til siden, så nogle andre piger kan komme ind. Jeg anstrenger mig alt, hvad jeg kan for at koncentrerer mig om at holde øje med at han tjekker ID på pigerne.

”Hvorfor må de komme ind? Du tjekkede jo ikke engang ID på dem!?” Råber jeg irriteret til ham, og han går hurtigt hen til mig. ”Gå hjem med dig.” Siger han bestemt, men jeg er ligeglad med det, jeg skal ikke hjem nu. Jeg skal derind, koste hvad det vil. ”Glem det.” Vrisser jeg bittert, og i en bevægelse løfter han mig op fra jorden, og bærer mig nogle meter væk.

”Sæt mig ned din idiot!” Vrisser jeg og prøver at kæmpe mig fri fra hans greb, men han ignorere det bare. ”Du beder selv om det.” Siger jeg højt, og sætter tænderne i hans arm, og han slipper mig hurtigt. Jeg skynder mig at løbe hen til døren, selvom mine ben føles som gummi, og truer med at knække sammen under mig.

 

I en bevægelse bliver jeg hevet tilbage, og sat ned på jorden væk fra hoveddøren. ”Sæt mig ned!” Skriger jeg hysterisk, og slår ud efter ham, men uden held. Han reagerer overhovedet ikke, men jeg giver ikke op. Hvis han vil have kamp, så får han kamp!

”Er der problemer?” Lyder en stemme bag os, og han stopper brat op, og vender sig om. En ung mand i et par mørke stramme jeans og jakkesæt står foran os, og ser bestemt på os. Vagten siger ikke noget, så derfor vælger jeg at tage ordet.

”Den her idiot vil ikke lukke mig ind uden ID, men han har lige lukket en gruppe piger ind, UDEN at tjekke deres ID.” Vrisser jeg, og den unge mand nikker, og ser på mig. Jeg kan ikke tyde hans blik eller næste træk; vil han dømme til vagtens fordel, eller min..

”Sæt hende ned, hun er med mig.” Siger han bestemt, og med ét slipper han mig, og mine ben rammer jorden, og et mindre stød går op igennem min krop. Jeg vender mig om og rækker tunge til vagten, inden jeg vender min opmærksomhed mod den unge mand foran mig.

”Kom.” Siger han, og smiler venligt til mig. Der er noget bekendt ved ham. Hans udseende, stil, hår og stemme, men jeg kan ikke lige sætte en finger på, hvad det er.

”Tak.” Siger jeg da vi kommer inden for. Han smiler bare venligt til mig, og tilbyder at tage min jakke. Det siger jeg ikke nej til, og giver ham min jakke. ”For resten jeg er Louis.” Siger han venligt, og dér går det op for mig, hvorfor han er så bekendt. Louis Tomlinson, den ældste i min fars succesrige boyband One Direction. Jeg nikker bare, som om jeg ikke ved noget. ”Jeg er Victoria.” Siger jeg så venligt jeg kan. Alting snurre ikke så meget længere, og jeg har nemmere ved at fokusere og tænke klart lige nu.

Han rækker hånden frem mod mig, og jeg trykker den hurtigt. Det ser tydeligvis ikke ud til at han kan genkende mig, hvilket jeg et eller andet sted er taknemmelig overfor. ”Vil du med op og have en drink?” Spørger han om, og peger op mod baren, med sin ene hånd. Jeg skal lige til at sige ja, da jeg kommer i tanke om, at jeg skal have fundet Eddie. ”Undskyld, men jeg skal finde min ven, han er herinde et sted.” Siger jeg venligt, og vender mig hurtigt rundt, og skynder mig væk fra ham.

Akavet. Jeg skal bare væk, hurtigst muligt inden han genkender mig, og inden jeg gør noget virkelig dumt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...