Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
11924Visninger
AA

10. 9.

Louis' point of view

Puha! Den der følelse man har i hele kroppen, når man vågner efter en brandert. Ikke tømmermænd, bare den svage udmattelse og så ærgrelsen over, at man ikke var klog nok til at vælge et bedre sted at sove. Ikke specielt rart. Det eneste jeg kunne trøste mig med var, at Vic forhåbentlig havde sovet bedre end jeg.

Hun virkede ikke specielt frisk, rettelse, overhovedet ikke frisk. Efter hun havde vækket mig to gange, efterfulgt af en lang spurt ud til toilettet var jeg ligesom blevet sikker i min sag – hun kunne ikke tåle det hun drak.

Eddie havde heller ikke holdt sig tilbage, han væltede bogstavelig talt ned af trappen og kurede på røven hele vejen indtil den store sofa stoppede ham. Han var den eneste, der ikke kunne se det sjove i det, og han blev vist også liidt pige sur da vi grinte af ham.

Men helt ærligt, han kunne da bare lade være med at lave sådan en komisk optræden. Han fik forhåbentlig ingen blå mærker – ellers måtte de bare Photoshoppes, for han skulle vist på et shoot i dag, stakkels ham.

 

Hun gik rundt i min skjorte og prøvede på at lave så lidt larm som muligt. Jeg kunne dufte kaffen, men jeg gad ikke rejse mig op efter den. Eleanor stod i dørkarmen, kiggede på mig med de trætte øjne. Det blev sent i går. Hun virkede glad i dag, måske var vejret godt. Det var efterhånden det eneste der kunne gøre hende glad. Jeg var et svin i mod hende, det vidste jeg godt, men jeg elskede hende jo. Det var ikke min intention at gøre hende ulykkelig, men det skete bare. Vi havde gode og dårlige perioder ligesom alle par – flest dårlige – men i går var en god periode. Jeg havde inviteret hende ud, fin middag på en fancy restaurant, og hun grinte oprigtigt igen. Som om hun havde tilgivet alt hvad jeg havde gjort mod hende. Vi var kommet hjem, og kyssene udviklede sig. Nu lå jeg her, og smilte til hende fra sengen. Hun smilte igen, og rødmede en smule.

”Vil du have kaffe?” hun spurgte instinktivt efter at have stået i dørkarmen et par minutter. Jeg nikkede som svar, og straks vimsede hun ud i køkkenet. Skjorten flagrede omkring hende, og afslørede hendes silhuet. Hun var smuk, ganske simpelt smuk, ikke andet end smuk. Fantastisk. Uimodståelig. Og hun var min – i al fald for en stund endnu. En dag måtte det være forbi, en dag måtte jeg have ødelagt hende så meget, at der ikke fandtes en anden udvej. Det ville være min egen fejl, jeg havde selv ødelagt det, og det måtte jeg bare acceptere.

Hun kom gående med to kopper kaffe, og balancerede sig forsigtigt op i sengen inden hun rakte mig den ene kop. Det var godt med lidt koffein.

"Hvad skal du i dag?" jeg spurgte mest for at bryde tavsheden. Hun kiggede tænksomt ud i luften og drejede hovedet lidt.

"Jeg skal i al fald til et shoot i dag, og så skal der nok handles ind"  hun snakkede lavt, som hun altid gjorde når hun var glad. Et godt tegn.

"Det kan vi gøre sammen. Jeg skal bare have skrevet lidt til indlægsbladet til vores album, det behøves jeg jo ikke gøre hele tiden" jeg kiggede på hende. Hun smilte. Succes!

"Det er i orden. Jeg går om lidt og er nok hjemme igen ved tre-tiden, hvis det passer?" hun tog en slurk af sin kaffe.

"Det passer fint, så kan jeg få skrevet lidt i mens" jeg satte kaffen fra mig på natbordet, lænte mig over og kyssede hende. Det var længe siden, vi sådan rigtigt havde kysset. Efterhånden skete det kun offentligt. Det var vel også derfor vi ikke var gået fra hinanden endnu. På grund af mig, bandet, det ville skabe for meget påstyr.

"Nej jeg må gå nu" hun trak sig tøvende væk fra mine læber og rejste sig hurtigt op. Kort efter var hun forsvundet ud på badeværelset. Havde jeg gjort noget galt?

"Ha' en god dag" vi tog afsked i døren.

"I lige måde" hun kiggede mig dybt i øjnene. Jeg nåede at kysse hende på panden inden hun gik. Så stod jeg der i bar mave i en opgang. Den unge pige, hun var vel et års tid yngre end mig, stod da også og kiggede. Helt klart en fan, men det gjorde mig ikke noget.

Jeg lukkede døren efter mig, og satte mig tungt foran min laptop. Hvad skulle jeg skrive? Det var meningen, at jeg skulle sige tak til folk, der havde hjulpet mig igennem rejsen, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde og hvor jeg skulle slutte. Jeg havde aldrig været den type, der var god til at udtrykke sig på skrift. Desværre. Jeg kunne takke El, men det ville bare trække pinen ud. Hvis jeg først takkede hende, ville det virke som om, der intet knas var, og så kunne vi ikke sådan slå op.

 

 

* * *

 

Vores management måtte bikse noget sammen for mig. Jeg vidste godt hvem jeg skulle takke, men jeg kunne ikke få det til at lyde godt, og deadline var i morgen. Eleanor kom snart hjem, og jeg ville ikke ødelægge hendes dag, fordi jeg ikke kunne finde ud af noget så simpelt som at skrive en formindsket takketale. Idioten Louis.

"Skat, jeg er hjemme" hun lød glad. Som om hun endelig havde fået lidt overskud. Frisk ilt til hjernen.

"Mmh, jeg er også snart færdig" hun stod bag mig før jeg nåede at svare. Hendes kolde hænder hvilede på min brystkasse.

"Jamen du har jo ikke skrevet et ord?!" det havde hun ret i.

"Kan ikke finde ud af det. Jeg sender nogle navne og sådan lidt vigtig information til Modest, og så må de sgu skrive det" jeg sukkede opgivende.

"Få nu lidt tøj på, så vi kan få handlet ind, jeg vil virkelig gerne snart have mine sko af!"  hun trippede lidt.

"Ja, ja, jeg skal nok skynde mig" jeg rejste mig op og gik ind i soveværelset. Jeg fandt en t-shirt, en trøje og en beanie. Beanien var vist en jeg havde lånt af Harry. Nå, fuck det. På med det, og så på med nogle sko.

"Er du allerede klar?!" hun virkede overrasket.

"Ja, skal vi gå?" jeg tog hendes hånd, og trak blidt i hende.

"Ja"

 

Jeg satte mig ind på passagersædet ved siden Vic. Hun smilte. Tidligere gemte hun sig for mig, det var også ret akavet i dag - men hey, hun skulle i det mindste ikke høre på fire drenge vel? Jeg var stadig ikke helt sikker på, om hun overhovedet kunne lide mig, eller om det bare var ren fuldskab. Jeg håbede vel egentlig mest på det første.

"Fortryder du det?" jeg kunne vel ligeså godt gå lige til sagen, istedet for at trække det ud.

"Det ved jeg ikke... gør du?" hun kiggede kun kort over på mig.

"Egentlig ikke" jeg vendte mit blik ud af vinduet. Havde ikke brug for den store romantiske scene, ligesom i tøsefilm.

"Det gør jeg vel heller ikke" hun hviskede det. Var hun bange for at sige det højt?

"Okay"

"Men... er det noget jeg stadig skal regne med gælder?" hendes stemme rystede, men hun græd ikke.

"Ja" jeg kunne ikke kigge hende i øjnene nu.

"Godt" hun holdt blikket på vejen. Det skulle ellers lige passe, at vi skulle køre galt, i følge tøsefilmens manuskript. Burde jeg have sagt det? Jeg var ikke god til at være i et forhold, men hvis der var nogen jeg skulle gøre et forsøg med, så skulle det være Vic. Hvis...

Hun vidste også, hvad hun gik ind til, hvis vi gjorde noget ud af det. Ikke ligesom Eleanor, der intet kendte til den verden. 

 

* * *

 

For første gang sad vi inde på mit værelse og grinte. Hun lå på mit skød, og lyttede ivrigt efter da jeg fortalte om Zayns 'uheld' i studiet engang. Jeg elskede at høre hendes latter, så hver gang hun var ved at stoppe med at grine, fortalte jeg en ny sjov historie. Dem havde jeg massere af, også mine egne.

"Må jeg?" jeg kiggede hende i øjnene, og hun vidste hvad jeg mente.

"Sikke en gentleman du er, og ja" hun satte sig op overfor mig.

"På den måde undgår man akavede situationer" hviskede jeg, inden vores læber mødtes. Det føltes endnu bedre ædru, og jeg vidste, at jeg ikke bare kunne slippe hende igen. Hun lagde sig ned, og jeg fulgte med. Hendes hænder kørte rundt i mit hår, så ned af min ryg og under min t-shirt. Hun trak den op, og jeg lod vore læber skilles i et kort øjeblik, inden de hamrede mod hinanden igen. J

Jeg lod forsigtigt mine hænder køre under hendes bluse. Jeg kunne mærke hendes BH, og jeg åbnede den hurtigt, inden jeg trak hendes bluse af. Vores overkroppe kørte nu mod hinanden, og med et var stemningen blevet en anden. Mine hænder var overalt på hendes krop. Jeg kunne ikke få nok af den, jeg kunne mærke hvordan mine bukser begyndte at strammes - det kunne hun vist også.

"Vic! Jeg er hjemme!" pis det var Simon! Hurtigt trak vi vore læber væk, og fik vores tøj på igen.

"Jeg er her far!" hun rettede hurtigt på sit hår, inden hun gik ud af værelset. Jeg fulgte hurtigt efter, og jeg håbede bare at min t-shirt var så lang at den kunne dække over min bule.

"Hey Simon" sagde jeg henkastet. Måske skulle jeg være blevet skuespiller i stedet for.

"Hey son" han kiggede på mig med et hurtigt nik, og vendte derefter sin opmærksomhed på Vic.

"Hvad har I lavet?!" han kiggede på hende med en alvorlig mine, og jeg tror at både mit og hendes hjerte hoppede ud af vore bryst der.

"Hvad mener du?" hun spillede uskyldig, men det kunne hun ligeså godt lade være med.

"Din bluse vender forkert, dit hår er uglet, og den bule i Louis' bukser må skyldes et eller andet" damn! Han havde sgu set den. Vi sendte hinanden et hurtigt blik, og aftalte hvem der skulle forklare. Jeg vandt... tabte.

"Der skete ikke noget Simon, men jeg kan godt lide din datter" jeg fik det til at lyde så gammeldags, det plejede at virke.

"Nå, ja, det er sgu i orden.. Men jeg har noget jeg skal tale med min datter om alene" sagde han så, og lagde en arm rundt om hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

 

* * * 

 

"Det kan du kraftedderme ikke være bekendt!" Jeg kunne høre hendes skingre stemme inde fra mit værelse.

"Jamen skat, jeg har lovet pigerne det" Simon prøvede at berolige hende, men det hjalp vist ikke.

"Endnu et band du prioriterer højere end din egen datter!" hun råbte af ham, på en måde jeg aldrig havde forestiller mig kunne være mulig.

"Det er jo ikke sandt skat"

"Hvorfor er det så altid enten Little Mix eller drengene du skal et eller andet med, så vi ikke kan være sammen?!" hun græd nu.

"Det er jo mit arbejde"

"Når du nu alligevel elsker dit fucking job højere end mig, ser jeg ingen pointe i at blive boende!" hun hev døren op og smækkede den bag sig, løb ind på sit eget værelse hvor døren smækkede endnu højere. Simon fulgte efter hende.

"Darling, det gør jeg jo ikke"

"Hvornår lavede vi sidst noget sammen, uden at det blev afbrudt af dit fantastiske job, hva'?!"

"Vi kan lave noget sammen i weekenden?"

"Det spiller ingen rolle. Tag du bare på din fantastiske tourné, men du skal ikke regne med, at jeg er her når du kommer hjem!" hendes stemme var blevet lavere.

"Jamen hvor vil du dog flytte hen?"

"Ind til Eddie, eller sammen med Louis, det ved jeg sgu da ikke endnu, men jeg har ligesom seks måneder til at finde ud af det" 

 

______________________________________________________

Vi undskylder mange gange for den lange ventetid, men der har været nogle tekniske problemer, som først er blevet løst nu. 

Et super fedt kapitel skrevet af Kofoed, og det fortjener virkelig en masse likes! Hun har virkelig arbejdet hårdt med dette her!xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...