Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12085Visninger
AA

9. 8.

 

Victorias point of view

Lately I've been feeling strange 
Deep down inside
Something kinda hard to explain 
Like butterflies
Suddenly I'm only longing for the hot stuff
Something inside me tells me this is real
Velvet ~ Fix Me

 

Jeg var vågnet op med en dundrende hovedpine, og en truende kvalme, som jeg ikke helt havde været tryg ved. Da jeg vågnede opdagede hurtigt, at jeg lå helt klemt inde i en af Eddies sofaer, men det der nok kom mest bag på mig, var at Louis lå ved siden af mig, med sin arm rundt om mig. Jeg havde overhovedet ikke set dette ske – nogensinde.

Jeg huskede en del fra festen, også selvom jeg havde drukket mig selv under. Jeg vidste ikke helt, hvad der skete, men jeg endte bare med at drikke alt det jeg fik stukket i hånden. Et eller andet sted, så var jeg glad for, at jeg kunne snakke med Louis igen, og at han sådan nogenlunde havde tilgivet mig – nok til at han ville snakke med mig. Jeg var efterhånden ved at få nok af de kolde blikke, og spydige kommentarer han kom med. Jeg var træt af den skyldfølelse, som stadig sad i min krop, fordi den havde lagt mig ned. På grund af den havde jeg pillet noget af min kolde attitude ned, og ja.. se hvad der skete. Jeg endte med at kysse med Louis.

Vi havde danset ret meget sammen, jeg ved ikke lige, hvorfor jeg insisterede på, at vi skulle danse sammen. Var det fordi, at jeg godt kunne lide at føre mig lidt frem for ham, fordi jeg kunne se, at han diskret kiggede på mig i løbet af aftenen, og jeg kunne se, hvordan jeg fangede hans opmærksomhed. Jeg var ikke typen, som var meget usikker på mig selv, så det var intet problem for mig.

 Når jeg vidste, hvad jeg ville have, så skulle jeg nok også få det. Jeg ville danse med ham, og jeg ville flirte med ham. Der var bare en mindre detalje.. Vi kyssede. Ikke bare én gang, men flere. Jeg kunne tydeligt huske det, og et eller andet sted fortrød jeg det bitterligt, men et andet sted så nød jeg det virkelig. Der var bare noget over det hans smil, hans berøringer og hans kys. Uforglemmeligt.

Drengene havde godt set, at vi havde kysset op til flere gange, og de sørgede konstant for at huske mig på det. Specielt Harry.. Det var til at få stress over, og til sidst ignorerede jeg ham bare, ligesom jeg gjorde da de flyttede ind.

Jeg havde ikke snakket så meget med Louis siden vi stod op. Der var en akavet stemning mellem os, og jeg kunne godt se på ham, at han huskede alt. Ind i mellem sendte vi hinanden et lille smil, men mere var der ikke. Ingen af os sagde noget til hinanden, han holdte sig til drengene, og jeg holdte mig til Eddie.

”Kom så Vic. Spyt ud.” Eddie havde trukket mig med ud i køkkenet, og jeg vidste godt, at han havde noget på hjerte, men jeg prøvede alligevel at lade som ingenting. ”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg, som om jeg intet vidste – men jeg vidste det hele.

”C’mon. Jeg er sgu da ikke blind, jeg så jo godt, hvad der skete i går!” Han sænkede sit toneleje for ikke at tiltrække opmærksomhed fra drengene, som sad inde i stuen. Jeg var virkelig glad for, at han tænkte sig om. Jeg bed mig i læben, mens mit blik gled ned på mine fødder. Hvem prøvede jeg at narre? Han så jo det hele, og han kunne se, at jeg rent faktisk var glad i Louis’ selskab.

”Det skete jo kun en gang.” Mumlede jeg lavt, mens jeg kiggede op på ham, men han så ikke overbevist ud. ”Jeg troede ikke, at du kunne fordrage dem – eller ham.” Mit blik stivnede et kort øjeblik, og jeg bed mig hårdt i læben. Jeg kunne virkelig ikke fordrage dem fra første øjekast, men det var jo kun fordi, at de var min fars meget vellykkede projekt, og dermed tilbragte han mere tid med dem, end med mig.

”Jamen.. det er jo kun, fordi de er min fars projekt.” Jeg prøvede at forsvare mig. Jeg ville ikke indrømme noget overfor Eddie, men jeg kunne hurtigt se på hans ansigt, at han ikke købte den. ”Sig nu bare sandheden, fordi jeg kan se på dig, at der lægger mere bag det.” Sukkede han en smule irriteret, og jeg tog en dybindånding, mens jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, for at se om der var nogen, som lyttede.

”Jeg hader dem ikke, og jeg har taget fejl af dem.. men..” Min stemme var lav, og jeg følte mig pludselig helt lille og skrøbelig, ligesom om, at jeg stod, og skulle forklare min far, hvorfor jeg havde stjålet fra hans pung – ikke at jeg havde gjort det, men sådan føltes det virkelig lige nu. ”… jeg ved bare ikke lige, hvor jeg står henne i alt det her.” Sukkede jeg.

Et lille smil bredte sig over Eddies ansigt, og han trak mig ind til sig i et varmt kram. Jeg lagde armene omkring ham, og det føltes helt rart bare at stå og kramme ham. Eddie var som en storebror for mig, og han var her altid, når jeg behøvede ham.

”Du lugter altså af sprut og røg.” Mumlede jeg ind mod hans bryst, og en dyb latter lød derfra, og han slap sit greb omkring mig. ”Så må det have været en god fest.” Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af det, mens jeg rystede på hovedet. Jeg havde ikke set så meget til ham til festen, fordi jeg primært var sammen med Louis.

Jeg huskede godt, at det var mig, som havde kysset ham. Det var mig, som havde taget initiativet, men jeg kunne ikke komme frem med en forklaring på hvorfor. Jeg var blevet en smule mere glad for ham, end jeg var før, men jeg var rimelig sikker på, at jeg ikke havde udviklet følelser for ham. Men et eller andet sted så kunne jeg godt lide, når han smilede til mig, og jeg nød stunden med ham i går.

 

Jeg sad for mig selv inde på Eddies værelse, da jeg havde brug for at samle mine tanker og bare være lidt alene. Jeg orkede ikke lige at være hjemme, men jeg havde sagt til drengene, at de bare kunne tage hjem, hvis de ikke gad være her mere. I tv’et kørte der nogle afsnit af Venner, som jeg egentlig ikke fulgte helt med i. Jeg blev ved med at tænke på festen, og hvad der lige gik galt. Mine tanker blev afbrudt, da det bankede på døren, og Eddie stak hovedet ind.

”Hey babe” smilede han, og lukkede sig selv ind på sit eget værelse. ”Hey” Svarede jeg måske en smule koldt, men det var ikke meningen, jeg var bare lidt i skidt humør lige nu. ”De andre er taget hjem” Meddelte han, og satte sig i sengen ved siden af mig. Jeg nikkede kort, og så hen på tv’et igen.

Vi sad i tavshed i et stykke tid, indtil han afbrød den. ”Du er virkelig ramt.” Hans stemme var lav, men varm alligevel. Jeg tvang mig selv til at følge med i tv serien, men mine tanker var et helt andet sted. Havde han virkelig ret? Var jeg blevet ramt? Nej. Nej jeg var ej.

”Nej, jeg er ej.” Forsvarede jeg mig selv, men et lille grin lød bare fra ham. ”Men hvorfor kyssede du ham så?” Jeg bed mig selv hårdt i kinden, mens jeg prøvede at finde en god grund, men jeg havde ingen. ”Jeg var jo fuld, Eddie.” – ”Ja, men jeg har ikke set dig sådan her før.” Jeg flyttede mit blik fra skærmen, og hen på hans ansigt. ”Hvad mener du?” Spurgte jeg hurtigt. Jeg var ikke helt sikker på, hvad han mente med det.

”Du plejer normalt ikke at trække dig tilbage sådan her” Jeg kunne godt se, at han havde ret i det han sagde, men jeg ville bare ikke give ham ret i det. ”Jeg har bare brug for at være alene, okay? Og det har ikke noget med at Louis at gøre.” Vrissede jeg, og så hen på tv’et igen.

”Så siger vi det, men jeg ved at du lyver. Du har kysset med adskillige fyre, og du har aldrig trukket dig sådan tilbage, som du gør nu.” Jeg tvang mig selv til at blive ved med at se på tv’et, mens jeg prøvede at lukke hans ord ude. Men desværre havde han ret. Jeg havde kysset med mange fyre, men jeg havde aldrig trukket mig væk, som jeg gjorde nu.  

”Kan vi ikke godt bare lade det ligge?” Sagde jeg irriteret, og kiggede alvorligt på ham med et bedende blik, som han hurtigt tog til sig.

 

 

* * *

 

 

Jeg smækkede hoveddøren i til mit eget hus. Der var ganske stille i huset, så jeg gik ud fra, at drengene nok ikke var hjemme. Jeg smed mine bilnøgler på det lille bord indenfor døren, mens jeg forsatte ind gennem huset. Jeg kunne høre min mobil begynde at ringe, og jeg fandt den hurtigt frem fra min taske, og tog den op til mit øre.

”Hallo?”

”Det er James.” Sagde stemmen, og jeg kom i tanke om, at det var den agent, som jeg havde hyrret til at finde Louis skide dumme dagbog.

”Ja?”

”Jeg har lidt nyt i sagen. Jeg har fundet nogle hints til, hvem der stjal dagbogen.” Jeg holdte vejret, og mit hjerte begyndte at banke hurtigere.

”Hvad har du fundet ud af?” Spurgte jeg ham, og kiggede ud af vinduet.

”Det var en fan, som tog den, en Clair Johnson.”

”Ja?” Sagde jeg spørgende.

”Men der findes en del piger i England ved navn Clair Johnson, men jeg har sat nogle medarbejdere til at skygge de mest mistænkelige.”

”Godt, det er jeg glad for James.”

”Men jeg vil kontakte dig, når jeg ved mere.”

”Godt, mange tak. Farvel.” Jeg lagde min iPhone tilbage i min taske, og vendte mig om, og skulle lige til at gå op mod mit værelse, da jeg så Louis stå foran mig. Min krop reagerede i et chok, og jeg hev hurtigt efter vejret. ”Hvem snakkede du med?” Spurgte han nysgerrigt, og smilede uskyldigt til mig. Et sug for gennem min mave i det sekund, hvor vi kort havde øjenkontakt, og jeg kiggede hurtigt væk fra ham. 

”Det kommer ikke dig ved.” Sagde jeg en smule koldt, og ville til at gå forbi ham, men han trådte bare ind foran mig, så jeg stoppede op.

”Hvem er James?” Spurgte han smilende, og jeg kiggede irriteret op på ham. Han måtte virkelig ikke finde ud af det her, og han måtte bestem ikke få en mistanke. Det var min egen lille hemmelige mission. ”Vores vicevært.” Svarede jeg hurtigt, men han så ikke helt overbevist ud. ”Gider du godt flytte dig?” Spurgte jeg en smule koldt, da han ikke gad at flyttede sig.

”Hvorfor? Gider du ikke snakke med mig?” Han løftede bestemt det ene øjenbryn, og jeg følte at han nedstirrede mig. Mine tanker blev ved med, at blive ledt tilbage til festen, hvor jeg kyssede ham, og jeg frygtede virkelig at jeg ville blive konfronterede med det nu. ”Jo, hvad vil du?” Spørger jeg en smule irriteret, og prøvede at tælle til 10 inde i mig selv, for ikke at flippe helt ud. 

”Ikke noget, hvorfor tog du ikke med os andre hjem?” Jeg havde godt regnet det ud, at han var mistænkelig over, at jeg ikke tog med dem hjem. Jeg rystede kort på hovedet, mens jeg så stift på ham. ”Fordi jeg skulle lige have styr på noget.” Prøvede jeg at overbevise ham , men han nikkede bare. Jeg følte overhovedet ikke, at jeg havde overbevist ham, men jeg håbede ikke, at han kunne fornemme at jeg løj. Jeg var ret god til at lyve, men lige nu syntes jeg ikke, at jeg følte mig så sikker i min egen løgn. 

"Forresten..” Jeg holdt vejret, mens jeg nervøst bed mig i læben. Jeg håbede inderligt på, at han ikke ville spørge ind til det med at jeg kyssede ham, fordi.. jeg kunne ikke give ham en forklaring. Jeg vidste det ikke selv. ”Husker du noget fra festen? Du var ret langt væk.” Pis. Jeg havde allermest lyst til at synke ned igennem gulvet, og bare forsvinde.

”Ja.. Sådan da, tror jeg da.” Jeg følte at jeg faldt over alle ordene, mens jeg prøvede at holde min kolde facade nede, som en form for skjold for min egen sikkerhed. Jeg lagde min arme over kors, og så afventende på ham. Det var så mærkeligt, at stå her og snakke med ham uden, at han vrissede af mig, eller vi skændes. 

Han grinede kort, og så ned i jorden, mens han nikkede roligt. "Okay, jeg ville også bare lige være sikker" Jeg smilede falsk til ham inden jeg tog et skridt væk fra ham i et forsøg på, at få lov til at gå op på mit værelse. "Okay" Mumlede jeg idet jeg gik forbi ham. 

Jeg skyndte mig op på mit værelse, og lukkede panisk døren, og sank sammen foran den. Jeg vrissede irriteret, men mest af mig selv. Jeg skulle aldrig have kysset ham igår, så var det her aldrig sket. Jeg vidste, at det ville blive svært at skjule noget for ham fremover. Ikke bare det med hans dagbog, men ligeså meget mig selv.

Mit syn på ham havde forandret sig. I starten kunne jeg ikke klare synet af ham, jeg var en tikkende bombe når han var omkring mig. Men nu.. jeg vidste ikke helt, hvor jeg stod henne mere. Alt inde i mig var bare fucked up. Jeg blev ved med at overbevise mig selv om, at han ikke var det værd at snakke med. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare skulle holde mig væk fra ham, men alligevel endte det altid med, at jeg blev stående det samme sted, jeg ændrede ikke noget ved situationen. 

Jeg havde siddet foran min dør i et stykke tid, da det bankede på min dør. Jeg for op fra gulvet, og åbnede forsigtigt døren. Min mave trak sig sammen, da jeg fik øje på Louis bag ude foran min dør. "Hvad?" Min stemme var en smule hård, men det var kun fordi, at jeg havde så mange ting i mit hoved, og det hjalp ikke, at det lige præcis var ham, som stod ude foran min dør, når det var hans skyld at jeg havde det sådan her. 

"Drengene og jeg spiser ude i aften - vil du med?" Han lod sig ikke påvirke af mit dårlige humør, og jeg kunne mærke, at jeg blødte lidt op ved invitationen. "Det kommer an på om jeg skal betale" Mine læber gik op i et svagt smil, og jeg vovede at kigge på hans ansigt. "Nej, det finder vi ud af" Svarede han smilende, og jeg tog mig selv i at betragte hans smil og hans ansigt. Han var en flot fyr, og det kunne jeg ikke løbe fra - problemet var bare, at han godt selv vidste det. 

"Øhm, så okay" Svarede jeg lidt tøvende, og han smilede venligt til mig. "Fedt, vi tager bare på pizzaria eller sådan noget, hvis det er ok?" Jeg løftede spørgende det ene øjenbryn, og så på ham. "Jeg forventede da, at vi skulle ud og spise fint?" Han grinede lavt, og kiggede kort ned i jorden." Arg, så må du hygge dig alene" 

Jeg himlede med øjnene, og smilede skævt. "Ellers tak" - "Men det vil jeg sige til de andre" Sagde han lidt efter, at vi bare havde stået i akavet tavshed. Jeg nikkede bare, og han kiggede mig i øjnene inden han vendte sig om, og gik hen mod trapperne. Jeg lukkede døren igen, og åndede lettet ud. 

Dette havde været det mest almindelige døgn i hele mit liv. Først Eddies fest, og nu det her? Det had der var mellem os, da min far bad drengene om at flytte ind, var forsvundet. Jeg havde ikke den trang til at skælde dem ud, som jeg havde før. Jeg havde lært at leve med dem - kun pga Louis. Havde han ikke opført sig om han havde gjort de sidste mange dage, så havde jeg nok stadig været så fjendtlig overfor dem. Men det faktum, at jeg kunne se mig selv i ham, var skræmmende for mig. At se ham opføre sig sådan gik mig virkelig på nerverne, og at finde ud af, at jeg selv var sådan, var et stort chok for mig.

 

Efter at jeg havde været i bad, og fundet noget sommertøj skulle jeg lige til at gå ned i stuen, for at finde drengene, da jeg kunne høre min telefon ringe. Jeg fiskede den hurtigt op af min højre bukselomme, og satte den op til mit øre. 

"Hallo?" Sagde jeg spørgende, og satte mig ned på min seng, mens jeg afventede svar. Jeg nåede ikke at se, hvem det var der ringede, før jeg havde løftet røret.

"Hej skat!" Jeg genkendte hurtigt stemmen, og en underlig følelse skød gennem min krop. Jeg følte mig ikke så glad længere, og jeg følte mig samtidig som en lille pige igen.

"Hej far" Min stemme var en smule kold, men stadig ydmyg. 

"Hvad så, hvad laver du?" Hans stemme lød glad og frisk, som fik mig til at sidde og kigge lidt forvirret rundt. Det var bestemt ikke normalt det her.

"Jeg er på vej til at tage ud og spise" Svarede jeg lavt, mens mit blik var fæstet til det lyse finslebet trægulv. 

"Det lyder godt, sammen med drengene?" Han lød ret glad, og for første gang interesseret i mit liv, og hvad det var jeg lavede. 

"Ja, hvad med dig?" 

"Tja, jeg har lige en pause lige nu, så tænkte jeg, at jeg ville ringe til dig" Jeg smilede lidt ved hans sidste ord. Det var så sjældent, at han kontaktede eller opsøgte mig. Det var altid mig, som skulle ringe til ham, men så havde han aldrig rigtig tid. Det var derfor Eddie var en vigtig brik i mit liv. Han var den person, som altid var her for mig, når ingen andre var.

"Okay, det er jeg da glad for" Sagde jeg oprigtig glad, men mit humør faldt hurtigt, da jeg kunne høre nogle stemmer i baggrunden, som sagde hans navn, og jeg vidste, at nu skulle han smutte - som han plejede. 

"Undskyld skat, men jeg bliver nødt til at smutte igen. Hils drengene. Bye" 

"Bye" Mumlede jeg trist, og lagde min telefon fra mig, og et dybt suk forlod mit bryst, og jeg kunne mærke, hvordan mine øjne begyndte at svide. Jeg ville ikke græde nu, jeg ville ikke. Jeg kneb hårdt mine øjenlåg sammen, og tvang med alt min vilje tårene til at trække sig tilbage, inden jeg rejste mig op, for at forlade mit værelse, og gå ned og finde drengene.

Med tunge skridt gik jeg ned af trapperne, mens jeg prøvede at fjerne mine triste tanker, men det var så svært. Jeg følte virkelig ikke, at jeg betød noget for min far længere. Det eneste han gik op i var hans arbejde og drengene. Jeg var ikke rigtig en del af hans liv, og det gjorde virkelig ondt på mig, for jeg kunne godt mærke på ham, hvor meget han gad mig. 

"Er du klar, Vic?" Jeg vendte mig forskrækket om, og så Liam og Harry stå bag mig. "Ja" Svarede jeg med et lille smil, for at vise at alt var ligesom det plejede. "Fedt, vi har lidt problemer med kørsel, så vil du have noget i mod at køre selv?" Liam så undskyldende på mig, men jeg rystede bare på hovedet. "Nej det er fint" Løj jeg. Lige nu havde jeg virkelig ikke brug for at være alene. Jeg ville gerne tænke på noget andet end min far. Jeg havde brug for en, som kunne aflede mine tanker. 

"Okay, fordi den bil, som Harry har ringet efter har kun fem pladser." Han så lidt bebrejdende på Harry, som sendte ham et undskyldende blik, inden han smilede til mig. "Så kan du bare ringe næste gang" Grinede Harry lidt, og skubbede til Liam. "Man skal åbenbart gøre alting selv." Sukkede han med et smil, og skubbede til Harry igen. 

"Er vi klar?" Lød det udefra entréen, og Zayn, Niall og Louis kom til syne. Jeg vendte nikkede bare, og gik ud i entréen, og tog mine nøgler, så jeg kunne låse huset af. Drengene var allerede smuttet ud af huset, og deres bil holdte allerede klar. Jeg låste døren, og trykkede på den lille fjernbetjening til min bil, så den låste op. 

"Skal du ikke med?" Spurgte Niall, da han så, at jeg ikke gik over mod deres bil. "Nej der er ikke plads" Svarede jeg, og stillede mig hen til fordøren ved min egen bil. "Så kører jeg med" Louis hoppede ud af bilen, og gik hen i mod mig. Jeg så overrasket på ham. Jeg kunne ikke lade være med at betragte ham, da han gik over mod mig. "Hvis det altså er okay?" Jeg nikkede hurtigt, og åbnede fordøren til min bil, og satte mig ind bag rattet. 

Jeg var glad for at det lige præcis var Louis, som tilbød at køre med mig, men på den anden side, var jeg heller ikke begejstret for det. Hvad nu hvis han spurgte ind til kysset? 

 

 

___________________________________________________________________________________

Mange gange undskyld for den lange ventetid. Det var meningen at Kofoed skulle skrive starten af dette kapitel, men hun har haft en masse eksamener denne uge, så vi byttede lige rundt. 

Hvorfor skifter Louis lige pludselig humør, og hvad er det lige præcis, at der sker for Victoria? 

Tak fordi der er så mange, som følger med, vi er så taknemmelige!

I er skønne xx 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...