Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12222Visninger
AA

7. 6.

Louis' point of view

 

”Hej Lou. Længe siden hva’? Øhm jeg ringer bare for at sige, at jeg har glemt nogle ting i din lejlighed, og så tænkte jeg, om vi måske en dag kunne mødes, så du ved … jeg kunne få mine ting igen? Okay. Jeg lægger på nu, inden det bliver for akavet. Det var dejligt at høre din stemme. Du har mit nummer…” Jeg kunne genkende Els stemme på flere kilometers afstand, og det var også derfor, jeg ikke havde taget telefonen, da jeg hørte det. Jeg kunne – ville – ikke rippe op i et sår, der endnu ikke var helet fuldstændigt. Jeg hadede hende ikke, kun mig selv. Hvad kunne jeg have gjort, der skabte den ulidelige situation. Jeg kunne jo ikke engang få mig selv til at tage tilbage til den del af London, bare fordi hun var der. Ynkeligt.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. Men gæt engang, selv ikke jeg fik den mulighed. Nogle gange ville jeg også ønske, at jeg rent faktisk kunne tillade mig at stikke Victoria en flad. Dem havde hun ikke fået nok af som barn, og det var nok derfor, at hun stadig teede sig som et. Men hvor meget mere voksen var jeg, hvis jeg gik rundt, og slog på alle dem, som der irriterede mig? Jeg ville have slået alle jeg nogensinde havde mødt. Det lå i menneskets natur. At irritere andre mennesker. Måske ikke lige med det samme, men på et tidspunkt var det uundgåeligt. ”Trust no one, and no one will hurt you.” Min mormor havde fortalt det mig det engang. Hendes bror var agent under krigen, og i hans organisation var det mottoet.

Vildt alligevel. Han havde engang fortalt mig, at hans bedste ven blev sendt til Danmark. Simon havde fortalt, at et besøg der ikke kunne undgås på vores næste tour. Vi skulle så mange steder hen. Jeg havde efterhånden set de fleste hoteller i Europa. Flere end jeg havde lyst til, men det var en del af jobbet, en pakkeløsning. Jeg glædede mig ikke til touren, det var altid så forvirrende, og så mange fans, som der ikke kendte forskel på at vise deres glæde ved at vi er der, og på at skade os. Blå mærker var også en del af pakken. I det mindste kunne sladderbladene ikke sladre om Eleanor og mig, nu hvor vi var adskilt. Hvis bare pakken var mere overskuelig, ville jeg nok ikke være så fristet til at smide den i skraldespanden.

”Lou. Vil du ikke nok ringe til mig. Det er altså lidt vigtigt her! C’mon. Jeg ved godt hvor du er, vil du have at jeg skal troppe op hos Simon og slæbe dig med? Hva´? For det kan jeg godt.” Jeg havde aldrig hørt hende rigtig sur før. Hun var aldrig sur. Hun kunne ikke være sur. Havde hun mødt en anden? Det måtte hun have. Hvorfor ville hun ellers være sur? Det var første gang hun havde grædt foran mig, hun måtte også have haft det svært. Det kunne ikke passe, at det kun var mig, der mildest talt havde det af lort til.

”Hej El. Undskyld, jeg var faldet lidt i søvn … ja om en time passer fint. Godt. Hej, vi ses.” Det var uden tvivl den mest akavede telefonsamtale, som jeg nogensinde havde haft med nogen. Jeg lagde telefonen i lommen og gik ud på toilettet. Mit hår stod ud til alle sider, og hvis ikke det var fordi jeg kunne huske de sidste par døgn lignede jeg en der havde været på stoffer. Stesolid måske? Folk blev sgu så fucked op af at opløse stesolid og fixe det. Jeg havde set det. Men jeg vidste, at jeg var clean. Det havde jeg været i gud ved hvor mange år, og jeg ville blive ved med at være det.

Lidt koldt vand i hovedet gjorde underværker, og efter tandbørsten havde gjort sin gerning så jeg helt præsentabel ud. Undtagen håret. Jeg sneg mig ind på Harrys værelse, og lånte en af hans beenies, det havde han ikke noget i mod. Så på med den, og så ud i bilen. Det var i den anden ende af London, og jeg ville da også kun køre til den nærmeste metro station, ellers kunne jeg aldrig nå det til om en halv time. Allerede på metroen begyndte mit hjerte at ræse derudaf. Jeg havde aldrig haft en så høj puls, ikke i den del jeg kunne huske i hvert fald.

De sædvanlige billeder og autografer blev skrevet med et falskt smil. De spurgte mig alle sammen hvor jeg skulle hen, men jeg fortalte ikke sandheden til nogen af dem. Det ville bare resultere i flere spørgsmål. Misforstå mig ikke, jeg elskede vores fans, men de kunne godt blive ret personlige, og insisterende, og temmelig irriterende.

Jeg gik op på gaden igen, og selvom jeg ikke prøvede at skjule mig, var der forbavsende få, der fik øje på mig. I orden med mig.

Jeg tøvede uden foran opgangen til min lejlighed. Hun stod sikkert uden for døren og sukkede utålmodigt som hun altid gjorde når jeg var sent på den. Jeg gik ind, og slæbte mig op af trapperne. Jeg kunne allerede se hende. Hun så forbløffende ud.

 

”Skal vi se at få det overstået?” Hun snerrede af mig.

”Hvis du spørger pænt!”

”Gud, hvor er du barnlig. Bliv dog voksen.”

”I’m still waiting.”

”Okay… Lou vil du være så venlig, at lukke mig ind?”

”Hvad skal du have?”

”None of your flipping business”

“Jo, eftersom det ligger i min lejlighed.”

”En opgave, der skal afleveres om præcis 25 minutter, så gider du skynde dig lidt?” Hun trippede ligefrem.

”Ja ja da. Men kun fordi det er din fremtid der står på spil.” Det ville være synd at sige, at vi skiltes som venner. Jeg låste døren op, men fulgte ikke med hende ind. Hun var stor nok til at hente det selv. Jeg kunne høre ting, der fløj rundt og arrige, panik skrig derindefra.

”Er du sikker på, at du er okay derinde?” Jeg råbte efter hende, selvom jeg ikke var interesseret i svaret.

”Hvis du har taget det, så slagter jeg dig fandeme!” Hun lød som om hun faktisk var i stand til sådan en voldelig handling.

”Jeg har sgu da ikke været herinde siden vi gik fra hinanden.” Jeg vrængede af hende. Hun skulle altid give mig skylden for alt hun ikke selv havde styr på.

”Nu kommer du herind og hjælper mig med at finde det!” Jeg sukkede irriteret. Egentlig havde jeg håbet på et hurtigt in-and-out besøg, men jeg burde vel havde regnet det ud.

”I’m coming sir!” Ironi kunne altid pisse hende af.

Min lejlighed lignede noget, der havde været offer for en politirazzia, eller to vrede rockere. Jeg havde prøvet begge dele en gang. Ikke rart. Men nu var det altså Eleanor, der havde gennemsøgt hver centimeter af min lejlighed.

”Det er sgu ingen steder!” Hun havde tårer i øjenkrogene.

”Ja, du måtte gerne låne min computer, men jeg tror ikke du kan nå at skrive en ny opgave på … 12 minutter.”

”Ha ha ha. Hvor er du sød!” Hun faldt sammen i sofaen, og jeg kunne høre hende hulke.

”Er den virkelig så vigtig?” Jeg gav efter. Weak heart. Jeg satte mig ned ved siden af hende, og aede hendes ryg.

”90 % af min endelige karakter.” Hun græd hvert eneste ord ud. Hendes tårer begyndte at blive sorte.

”Det er jeg ked af.”

”Har du stadig kontakt til dem?” Hun kiggede op på mig med røde øjne.

”Hvem mener du?”

”Du ved jo udmærket hvem jeg snakker om Lou!” Hun blev arrig igen.

”Nej Eleanor. Det har jeg ikke.” Mit ord for det var ikke nok, det kunne jeg mærke. Det var aldrig nok. Hun stolede ikke på mig. Troede ikke jeg var ordentlig voksen. Vi blev siddende i utrolig lang tid, sagde intet. Måske oplevede hun fortiden i hendes hoved på samme måde jeg gjorde.

”Kan du huske dengang vi mødtes første gang?” Hun smilte lidt.

”Ja. Jeg bumlede lige ind i dig på en klub. Efter en genstand eller to.” Jeg begyndte at grine.

”Nærmere tyve.” Rettede hun.

”Men du var altså heller ikke helt appelsinfri.”

”Nej det var først næste morgen i din seng, det gik op for mig hvem du egentlig var.” Hun smilte mere nu.

”Ja. Men du ved. Sket er sket, og vi skal ikke prøve igen.”

”Nej Lou. Vi har begge lært noget af det her ikke?” Hun kiggede mig dybt i øjnene. Hendes blik var så intenst, at det selv nu formåede at smelte mit hjerte på få sekunder.

”Jo. Jeg bliver nød til at gå nu. Lås når du er færdig, og så ring en dag så henter jeg nøglen.” Jeg lagde den i hendes hånd og rejste mig op.

”Farvel.” Hviskede hun, da jeg stod med ryggen til hende i døren.

”Farvel.” Hviskede jeg igen, uden så meget som at vende mig om. Hurtigt fløj jeg ned af trapperne, og det var først ude på gaden, at mit hjerte bestemte sig for, at jeg skulle græde.

 

 

 

* * *

 

 

 

”Hvor har du været?” Det var Vic. For helvede, jeg var dårligt nok kommet ind af døren, inden hun skulle sætte gang i hendes forhør.

”Hvorfor? Har min kusine været her igen eller hvad?” Ikke nu Vic. Ikke nu.

”Nej, men jeg har sgu da været skide bekymret!” Hun skreg.

”Du? Bekymrede dig om mig? Siden hvornår?” Jeg havde advaret hende.

”Det kaldes følelser Lou.” Gav hun bare aldrig op?

”Og siden hvornår besidder du dem?” Jeg gik ind på mit værelse.

”Siden altid Lou. Det ville bare være meget nemmere at vise dem, hvis ikke du skulle være så skide fjendtlig hele tiden!” Hun havde fulgt efter mig.

”Okay hvis du endelig vil vide det, så har jeg brugt de sidste to timer på at sidde med min eks i min lejlighed, og nå ja, hun var præcis ligesom dig! Hvorfor er det, at ingen tror på jeg rent faktisk godt kan passe på mig selv? Hva’? Er det fordi jeg opfører mig barnligt? Fordi jeg ikke er ordentlig voksen? Nu skal jeg fortælle dig noget. Jeg brugte fandeme de fleste af mine teenageår på at være fucked up, og jeg har ret til at være lidt barnlig en gang i mellem, uden at ALLE skal bekymre sig om mig. Jeg er voksen! Det er kraft edderme dig der er barnet her! Og så er det oven i købet dig, der har sørget for, at alt det vi har kæmpet for, kan gå i vasken!” Dén havde hun ikke set komme.

”Lou? Er du okay?” Hun var overvældet. Ja, det ville jeg også selv være, hvis jeg havde hørt på den reprimande.

”Nu er jeg … Vil du ikke godt gå?” Hun svarede ikke engang, forsvandt bare. Hun lukkede ikke engang døren bag sig. Måske havde hun fattet det nu.

 

 

 

 

* * *

 

 

Victorias point of view

 

Jeg havde sådan en lyst til at gå ind, og klappe ham sådan en, men i stedet for lod jeg være med at svare ham, eller lukke døren ind til hans værelse. Det måtte han selv gøre. Han sårede mig faktisk. Kunne han ikke forstå, at jeg viste omsorg for ham? Siden den skide dagbog blev stjålet, havde han været så fjentlig overfor mig. Han kom ikke med de samme flabede handlinger eller kommentarer, som han plejede. Jeg sukkede irriteret, mens jeg gik fra hans værelse, og ned i stuen, hvor de andre drenge sad. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at være alene lige nu, og de var det eneste selskab i dette øjeblik. 

De kiggede alle sammen hen på mig med store øjne, da jeg satte mig i sofaen ved siden af Harry. Jeg prøvede at fastholde mit blik mod tv skærmen, hvor der filmen Zorro kørte, men jeg kunne ikke lade være med at kigge tilbage på dem. "Har du det godt?" Spurgte Niall overrasket, og jeg vendte mit blik mod ham. Hvad skulle jeg sige? Ja, jeg er okay. Jeg er uvenner med Louis. Eller, nej. Jeg trak lidt på skulderen, mens mit blik søgte det lyse trægulv. 

"Er der sket noget, Vic?" Spurgte Harry omsorgsfuldt,  og jeg kiggede kort hen på ham. De kunne alle sammen se, at der var noget, som der gik mig på - men det der gik mig mest på, det var, at de kunne se det på mig. "Det er bare Louis." Mumlede jeg ned i jorden. Jeg ønskede ikke, at de skulle tro noget, men jeg blev ked af, at han så mig som et koldt monster. Jeg var bare et menneske. 

"Det er det med den dagbog, ikke?" Sukkede Harry tungt, og jeg nikkede langsomt. "Jeg spurgte bare, hvor han havde været." Sagde jeg lavt, og så hen på tv skærmen igen. "Han skal nok blive god igen." Tilføjede Zayn, mens han smilede venligt til mig. Et eller andet sted stolede jeg på det, som han sagde, fordi han kendte Louis så godt, men på den anden side stolede jeg heller ikke på ham, fordi man kunne aldrig være sikker.

Jeg smilede svagt til ham, og han gengældte det hurtigt. "Vil du være med til at se filmen?" Spurgte Liam, og rakte mig skålen med slik, som snart var tom. Jeg trak lidt på skulderen, men jeg havde ikke noget andet at give mig til. "Ja tak." Svarede jeg høfligt. Jeg havde overhovedet ikke overskud til at være negativ lige nu. Louis havde sat nogle tanker igang hos mig. Var jeg virkelig så forfærdelig? 

Jeg rystede bare hovedet, og Liam trak slikskålen til sig igen. Min trang til at spise slik var fuldstændig forsvundet. Jeg var ikke rigtig i humør til noget lige nu. Jeg var såret over Louis' ord. 

Der gik noget tid, da Louis pludselig stod i åbningen til stuen. Han kiggede hen på mig med store øjne, men jeg stirrede bare tilbage på ham. Han skulle overhovedet ikke begynde at hakke på mig. Jeg havde virkelig ikke overskud til det. Jeg håbede, at han kunne se på mig, at jeg ønskede, at han skulle gå igen. Han havde sagt nok til mig i dag. "Hvad laver hun her?" Spurgte han fjernt, og jeg kunne godt høre, at han ikke var begejstret for, at jeg befandt mig her sammen med Niall, Harry, Zayn og Liam. "Hun sidder bare, og ser film sammen med os." Svarede Niall roligt, og fik det til at lyde som om, at jeg ikke var nogen trussel, men jeg kunne se på Louis, at han tænkte det modsatte.

"Skønt." Sukkede han, og satte sig i sofaen, længst væk fra mig som overhovedet muligt. "Slap nu af, Lou." Sagde Harry bestemt, og jeg kiggede kort hen på ham, med et taknemmeligt blik. Jeg havde ikke forventet, at han ville tage mit parti, og forsvare mig.  Der kom intet svar Louis, han sad bare, og kiggede stift hen på tv'et. Sikke en hyggelig aften. 

 

_________________________________________________________________________________________

 

Undskyld det tog så lang tid at få det ud, men jeg håber I kan li' det. Uden at lægge spoilers ind, kan jeg godt afsløre, at der vil komme meget mere draaaaaama snart :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...