Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12226Visninger
AA

6. 5.

Tore down these walls. 
Blocked one way. I found another. 
You know you’ll always be discovered. If it's me, You choose.

I can’t lose. 

 

Victorias point of view

 

Der var kommet en pige og banket på døren, mens Louis ikke befandt sig i huset. Hun var en virkelig smuk pige, og i starten troede jeg, at det var hans kæreste, men da hun sagde, at hun var hans kusine, stolede jeg blindt på hende. Det var normalt ikke noget, som man jokede med. Hun fortalte, at hun bare lige skulle hente nogle ting af Louis’s, så jeg viste hende hen til hans værelse, hvorefter jeg gik hele den lange vej ned i stuen igen, for at plante min bag i sofaen.

Det var først, da Louis kom hjem senere, og sagde, at der manglede noget på hans værelse, at det gik op for mig, at det ikke var hans kusine, som var kommet forbi. Jeg kunne se på ham, at han var oprevet ved tabet af sin dagbog. Jeg havde ikke troet at han skrev dagbog – men han var jo kendt, så han havde nok mange tanker, han blev nødt til at skrive ned. 

Jeg var utrolig led ved, at jeg viste min skyldfølelse overfor ham, men jeg var kun et menneske. Jeg var ikke en robot uden følelser, men jeg viste dem bare ikke overfor nogen - specielt ikke dem

De sidste par dage har jeg kunne fornemme, hvordan Louis's humør var sunket gradvist. Han smilede, eller pjattede ikke ligesom han plejede - jo lidt, men ikke på samme måde som før, og jeg vidste at det hele var min skyld. Den skyldfølelse som sad i min mave, hvor dan havde været i par dage nu, skulle bare forsvinde. Jeg kunne ikke holde den ud, og jeg kunne heller ikke holde de bebrejdende blikke ud, som han med jævne mellemrum sendte mig hver dag. Godt nok hadede jeg ham, men jeg kunne ikke holde det her ud. Havde det været en af de andre drenge, som havde lukket hende pigen ind, så var jeg ligeglad, men fordi at det lige præcis var mig, som der skulle være så naiv at lukke hende, så hun kunne stjæle Louis's dagbog.. Det kunne jeg ikke holde ud.

Så jeg havde ringet til en form for agent, som far arbejdede sammen med i perioder, hvis han havde nogle mistanker omkring hans ansatte. Det er så totalt åndssvagt at ansætte sådan en mand, men han havde jo pengene til at ansætte ham - og han var manden, som jeg havde brug for lige nu. 

Jeg havde forklaret ham hele situationen, og givet ham en beskrivelse af pigen, og nu ventede jeg blot på, at han fik sporret noget op. 

 

Klokken var omkring 10 a.m., og for første gang nogensinde sad vi alle sammen, og spiste sammen omkring det samme bord. Liam, Zayn, Louis, Harry, Niall og jeg. Det var helt underligt, at sidde og spise sammen - men jeg var ikke begejstret for det. Zayn og Harry havde lavet en form for brunch til os alle sammen. Bordet var dækket med brød fra bageren, diverse pålæg, pandekager osv.. Det var lækkert, men jeg tog jo imod alt det folk gav mig med åbne arme. Det var jeg jo vant til. 

Ved siden af mig sad Harry, og overfor mig sad Niall, og klemte pandekage efter pandekage ned. Han var ikke særlig stor, så jeg kunne ikke helt forstå, hvor han gjorde af alt det han spiste. Det var mig en gåde. 

Der kørte lidt forskellige samtaler ved bordet, som jeg ikke var en del af. Jeg havde kun sagt noget, hvis jeg blev spurgt om noget, hvilket jeg blev ret tit. De var ikke bange for at holde igen med spørgsmålene - og det irriterede mig. Hvorfor kunne de ikke bare lade mig være? Kunne de ikke se, at jeg ikke var interesseret i at føre en samtale med dem? Det var først da jeg kom i tanke om at far ville komme 'på besøg' senere i dag, at jeg bød ind i samtalen. 

"Hvad skal i så lave i dag?" De kiggede hen på mig alle sammen, og deres samtale døde. "Slappe af, tror jeg. Vi har en fridag i dag." Sagde Liam tøvende, mens han så rundt på de andre, som hurtigt bekræftede, hvad han sagde. Jeg tørrede mig om munden, mens jeg nikkede. "Okay. Far holder en form for fest i aften, og i er inviteret." Sagde jeg, uden at få øjenkontakt med nogen af dem. "Så han kommer i dag?" Udbrød Niall, som sad overfor mig. Jeg løftede overrasket det ene øjenbryn, mens jeg kiggede dumt på ham. "Nej han holder fest, uden selv at komme." Svarede jeg ironisk, og lagde min serviet under min tallerken. "Av." Sagde han med en såret stemme, men jeg var ligeglad. "Dumt spørgsmål. Dumt svar." 

"Bare ignorer hende Niall, hun kender ikke til medmenneskelighed." Lød det fra Louis, som sendte mig et hårdt blik, inden han smilede trøstende til Niall, som gengældte det. Et stik af skyldfølelse ramte mig endnu engang, fordi jeg vidste, at der lå mere bag det han sagde. Jeg strammede grebet omkring min gaffel, og beherskede mig for ikke at kaste den efter ham. Hvad bildte han sig ind?!

"Men jeg skulle sørge for, at i mødte op i ordentlig påklædning." Fortsatte jeg, mens jeg ignorerede Louis lede kommentar, som egentlig gjorde ret ondt på mig. Jeg vidste godt, at jeg selv kunne være ret led, men det han sagde gjorde virkelig ondt, specielt nu, hvor jeg har hyrret en til at finde hans skide dagbog. 

"Hvad er ordentlig påklædning?" Jeg drejede mit hoved til den ene side, for at se hen på Harry, som smilede skævt. Jeg havde virkelig lyst til at smide et beskidt svar i hovedet på ham, men jeg lod være. Jeg orkede virkelig ikke at starte et kæmpe skænderi mellem dem, inden far kom hjem. "Noget fint - ikke vildt fornemt, men lidt. I kender ham jo selv." Jeg drak det sidste juice, som var i mit glas, og sendte dem et lille smil. 

Når far holdt fest, så var det ikke nogle totalt fornemme fester, men han kunne godt lide, at det var en smule fint, og at man var påklædt lidt pænere end normalt. Jeg elskede når far holdt fester. Der var altid nogle nye mennesker, som jeg ikke havde mødt, og Eddie var altid inviteret. Alt var bare meget sjovere når Eddie var der. Jeg havde inviteret ham i det samme, at jeg fik at vide, at far ville holde en fest. 

"Okay, det tror jeg sagtens at vi kan klare." Smilede Harry, og så rundt på de andre drenge, som erklærede sig enige med ham. "Hvornår vil Simon så komme?" Spurgte Liam, som sad lige ved siden af mig. "Om nogle timer." Svarede jeg, og tog min tallerken, og rejste mig fra spisebordet. "Tak for mad." Sagde jeg, og satte tallerkenen ned i opvaskemaskinen, inden jeg smuttede op på mit værelse - igen. 

 

 

* * *

 

Jeg kiggede mig selv en ekstra gang, for at se mig selv i fuld figur. Jeg var helt vild med min kjole, selvom jeg normalt ikke gik i kjole - kun til fars fester. Den var en smule lårkort, men med tyld, så den kunne godt ligne lidt en 'lillepige-kjole', men det var jo sødt. Og det var netop det, som folk skulle se mig som. Sød. 

Mit hår havde jeg krøllet, så det gik lige til skuldrene. Jeg drejede rundt en gang på min stilletter, inden jeg gik hen til døren, hvor jeg lod min hånd lukke sig rundt om dørhåndtaget, og døren gik op. Jeg kunne høre, at der allerede var gang i festen dernede. Jeg lukkede døren bag mig, og gik hen mod trapperne. 

Jeg tog det sidste skridt ned af trappen, og kiggede mig lidt omkring. Der gik ikke særlig længe inden der var nogen, som prikkede mig i siden, og jeg vendte mig hurtigt om, og mødte et meget genkendelig smil. "Så kom du endelig." Brokkede han sig, og grinede lidt. "Hold da op." Smilede jeg, og prikkede min albue ind i siden på ham. "Jeg er også glad for, at se dig Vic." Sagde han sarkastisk, og smilede skævt. "Det ved jeg godt, at du er, Eddie." Jeg sendte ham et selvsikkert smil, og han skulle lige til at sige noget, inden nogen sagde hans navn.  

"Eddie!" Vi kiggede begge to forvirret op, og så Simon komme gående hen imod os. Han slog armene omkring Eddie, som om han var hans egen søn. "Det er dejligt at se dig igen." Smilede han venligt, og kiggede på ham med varme øjne. "Du er da godt nok skudt i vejret." Komplimenterede han, og Eddie smilede beskedent. Jeg vidste, at han havde utrolig meget respekt for min far - og det havde jeg også selv, et eller andet sted. 

"Ja, det er længe siden Hr." Svarede Eddie høfligt, og smilede venligt til ham. "Åh. Kald mig bare Simon." Grinede han, og tog et glas champagne til os hver, fra tjeneren, som kom gående med en bakke med champagne glas.

Mens de stod og sludrede, besluttede jeg mig for, at se mig omkring. Her var så hyggeligt, og der var slet ingen uro - og det bekymrede mig. Kunne de fem drenge virkelig finde ud af at opføre sig sofistikeret? 

Efter noget tid fik jeg øje på dem. De stod alle fem påklædt i et jakkesæt henne ved sofaerne. Jeg kunne se, at Louis så hen på mig, men jeg besluttede mig bare for at sende ham et lille smil, inden jeg gik tilbage til Eddie og min far igen. 

"Er det ikke fedt, at være sammen med drengene?" Spurgte min far mig om, da jeg havde stået henne ved dem lidt. Jeg havde virkelig lyst til at ryste på hovedet, og fortælle ham, hvor meget jeg hader dem. Men det kunne jeg ikke. "Jo. De er meget fantasifulde." Smilede jeg uskyldigt. "Jeg vidste, at du ville kunne lide dem." Han smilede stort, og jeg grinede tøvende. Jeg var virkelig glad, når jeg så ham være så glad, men det var jeg bare ikke denne her gang. Han holdt virkelig meget af de fem drenge, jeg var jo ikke dum. 

 

"Wauw.. Din far er godt nok glade for de dreng." Sagde Eddie lavt, da far var gået videre til nogle andre gæster. Jeg nikkede langsomt med hovedet. "Jeg fatter det ikke." Mumlede jeg jeg skuffet. Eddie havde ikke engang mødt drengene, men det ville han komme til senere, hvis ikke lige om lidt. 

"Har du overhovedet givet det en chance, for at lære dem at kende?" Spurgte han, og lagde en kærlig arm rundt om mig. Jeg så op på ham med et skeptisk blik. "Ja. Og de er lige så barnlige, som jeg forventede." Han sukkede, og kiggede ned i jorden. "Måske skulle du prøve igen?" Smilede han, og hev mig med sig ud på dansegulvet, da der blev spillet en ny sang. "Eddie!" Vrissede jeg, da vi var de eneste ude på dansegulvet, og jeg kunne se, at folk kiggede på os. Men han lod som ingenting. Typisk. 

"Eddie!" Vrissede jeg igen, og denne gang fik jeg øjenkontakt med ham. "Folk kigger." Mumlede jeg, men han smilede bare. "Det må de da selv om." Han snurrede mig forsigtigt rundt, og vi dansede videre. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Harry, Liam, Louis, Niall og Zayn stod og kiggede på, mens de grinede lidt. Det her havde de nok ikke lige forventet at se. Jeg smilede til Eddie, og takkede for dansen, inden jeg trak ham med over til drengene. 

"Det her er Eddie." Prænsenterede jeg ham, og de smilede venligt til ham. "Eddie Redmayne?" Spurgte Zayn ham, da de trykkede hinandens hænder. "Ja, det er vidst mig." Grinede Eddie, og klappede ham på skulderen. "Tænkte jeg nok, jeg har set dig en del på forsider af nogle mode magasiner." Også gik snakken derud af. 

Jeg tænkte aldrig rigtigt over, at Eddie var en kendt model. Han var flot, men han ville altid bare være min Eddie, med det søde skæve smil, de små fine fregner og det røde strittende hår. 

Jeg fik øjenkontakt med Louis få gange, mens Zayn og Eddie stod og snakkede. Jeg besluttede mig for, at hive ham til siden, fordi jeg kunne virkelig ikke holde det her ud længere. Jeg hadet den måde, som han sendte mig kolde blikke på. "Hvad vil du?" Mumlede han irriteret, og så på mig med et koldt blik. 

"Hvorfor er du sådan?" Spurgte jeg ham, og kiggede hurtigt rundt, for at se, om der var nogen, som kunne se os. "Lad mig se.. Fordi du lukkede en vildt fremmede ind på mit værelse, og lod hende stjæle min dagbog." Sagde han, med et let og irriteret toneleje, og jeg fik det virkelig dårligt. Skyldfølelsen ramte mig igen. Pletskud. "Jeg har jo sagt undskyld." Mumlede jeg lidt ned i jorden, fordi jeg ønskede et eller andet sted, at vise ham at jeg var ked af det, som der var sket. 

 

___________________________________________________________________________________________

Undskyld den lange ventetid. Der vil snart komme et nyt kapitel med mere fra Louis's synsvinkel. Dette kapitel er derfor ikke så langt, men jeg håber, at det er okay. Der vil snart ske en masse draaaama! :O 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...