Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12395Visninger
AA

5. 4.

Victorias point of view

Jeg vågnede op med en dundrende hovedpine, og ondt i hele kroppen. Det var længe siden, at jeg havde haft den her følelse i kroppen. Den følelse plejede kun at komme, når jeg havde drukket igennem, hvilket jeg må have gjort i går, fordi jeg huskede praktisktalt ikke særlig meget. Jeg huskede ikke, hvordan jeg var kommet hjem, eller hvad der skete sidst på aftenen.

Jeg tog mig til hovedet og vrissede hæst af min dårlige tilstand. Jeg vendte mig rundt i seng, og opdagede med det samme, at alting ikke var som det plejede. Der lå nogen eller noget i fodenden af min seng, og det gjorde der normalt ikke. ”Hvad fuck?” Mumlede jeg træt og forvirret, og satte mig klodset op i sengen, og kiggede ned i fodenden af min seng, hvor der lå en sovende dreng, som jeg hurtigt genkendte.

Jeg gispede forskrækket og hev min dyne til mig med det samme. Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gjorde det, fordi jeg var tydeligvis ikke nøgen. Han rørte uroligt på sig, men sov tungt videre. Jeg sad bare og stirrede forskrækket og vredt på ham. ”Louis!” Sagde jeg med en vred og hæs morgenstemme, men han reagerede overhovedet ikke. Jeg kaldte endnu engang på ham, men der skete ingenting.

Jeg havde simpelthen ikke tålmodighed til at blive ved med at kalde på ham, så jeg smilede ondskabsfuldt, og rykkede lidt tættere på ham med mine fødder. Jeg placerede mine fødder mod han ryg og hofte, og skubbede så alt, hvad jeg kunne til ham så han faldt udover sengekanten. Der lød et ordentlig bump, da han ramte det hårde trægulv. ”Hvad sker der?” Han satte sig træt og forvirret op, og jeg måtte beherske mig for ikke at grine af ham.

”Ja, jeg kunne spørge om det samme.” Sagde jeg køligt, og kiggede kort på min seng, og derefter tilbage på ham.  ”Oh.. Mit hoved.” Sagde han, og tog sig til hovedet, og så op på mig med et såret blik. ”Hvad skulle det til for?” Spurgte han irriteret, og sukkede dybt. Han lignede en der heller ikke havde det alt for godt, men det er ingen undskyldning overhovedet. Lige nu, var mit eneste mål bare at vide, hvad han lavede herinde?!

”Du kunne jo starte med at fortælle, hvad i al verden du laver i min seng!?” Mumlede jeg fornærmet, og så koldt på ham. Et smil bredte sig over hans læber, og jeg kunne se, at han kvalte et grin. Han huskede tydeligvis alting, og en form for frygt skyllede indover min krop, og et kort sekund blev jeg bange for, hvad jeg havde gjort til festen. Jeg bed mig i kinden, og holdt vejret indtil han sagde noget. Bare et eller andet.

”Så du husker intet?” Spurgte han overrasket, og løftede begge øjenbryn i én bevægelse. Jeg rystede bare på hovedet, og følte mig totalt forsvarsløs. Jeg huskede intet. Han kunne vælge at lyve – eller fortælle mig sandheden. Knald eller fald. Jeg så afventende på ham, og bad indvendigt til at han bare ville fortælle mig sandheden hurtigst muligt. ”Du var hvert fald langt væk.” Grinede han træt, og lænede sig op af sengen og gabte.

”Okay jeg vil ikke vide mere.” Sukkede jeg og svang mine ben ned på gulvet, og rejste mig op. Det sortnede hurtigt for mig, og jeg stoppede op, for ikke at gå ind i noget. ”Er du okay?” Kunne jeg høre ham spørge om, og jeg nikkede bare hurtigt. ”Ja.” Sagde jeg koldt, og mit syn vendte langsomt tilbage, så jeg kunne se noget igen. Jeg kastede ikke engang et eneste blik på ham, inden jeg åbnede døren, og gik med trætte skridt, ned af den lange trappe.

Der var ikke særlig meget støj i huset denne morgen, men jeg vidste godt, at jeg ikke var den eneste som var vågen. Der var en rolig stemning, og det føltes helt underligt. Jeg drejede rundt om hjørnet og ned i køkkenet, hvor de andre fire drenge sad samlet om bordet. Jeg kunne føle deres blikke hvile på mig, og en lav fnis lød henne fra dem. ”Hvor er Louis?” Spurgte Zayn med et kæmpe smil, og jeg kunne hurtigt lægge to og to sammen. De troede, at vi.. Fy for den lede. Jeg kiggede koldt hen på ham, og han blev helt tavs, og det samme blev de andre drenge.

”Har du sovet god, Vic?” Kom det fra Liam, som i det mindste havde lidt situationsfornemmelse. Jeg sukkede træt, og tog et æble fra frugtskålen ved siden af mig. ”Fint, tak.” Svarede jeg kortfattet, og skyllede det under det kolde vand fra vandhanen. ”Bedre end på bagsæderne?” Grinede Zayn, og der gik ikke ret lang tid, før de var flade af grin. Jeg fattede overhovedet ingenting af, hvad det var Zayn snakkede om. Bagsædet af bilen? For helvede Vic..

”Hvad snakker i om?” Spurgte jeg forvirret, men med en hård tone. Jeg kastede et blik ud af vinduet, og fik hurtigt øje på min røde bil, som holdt ude i den store gårdsplads. Det gav ingen mening det her. Hvorfor holdt den herhjemme, når jeg kørte i den derhen? Det var meningen at jeg skulle hente den senere, fordi jeg køre ikke spritkørsel.. ”Hvorfor holder min bil hjemme?” Spurgte jeg endnu mere forvirret, Liam og Zayn udvekslede hurtigt blikke med hinanden og Liam vendte sig om mod mig. Han var den mest voksne til at fortælle mig, hvad der lige foregik. 

”Louis kørte dig hjem, fordi du var helt væk. Du kunne ikke sidde op selv, så han blev nødt til at ligge dig ind på bagsæderne i din bil.” Svarede Liam, med et bredt smil. Jeg havde allermest lyst til at synke ned i et sort hul lige nu. Hvor pinligt. Jeg sværgede fra dette øjeblik, at jeg aldrig ville røre alkohol igen. Hvor ydmygende.. En anden tanke strejfede mig midt i min ydmygelse..

”Vent… Kørte Louis min bil!?” Udbrød jeg overrasket, og blinkede en enkelt gang. Hvis der var en ting, som jeg slet ikke kunne tolererer, så var det, at andre folk kørte min bil. Min bil var noget af det, som jeg havde allermest kært. Det var en gave fra min far til min 18 års fødselsdag.

”Ja, du kunne jo ikke selv.” Lød det bag mig, og jeg vendte mig hurtigt om, og mødte Louis blågrønne øjne. Jeg trådte hurtigt væk fra ham, og vrissede. Selvom jeg ville elske at sige ham i mod, så kunne jeg ikke, fordi jeg huskede intet fra aftenen før. ”Men hvad lavede i overhovedet henne til den fest?” Spurgte jeg skarpt, og så hen på de andre fire drenge, som sad samlet omkring spisebordet. De kiggede alle sammen hen på Louis, som stod ved siden af mig, og jeg lagde hurtigt to og to sammen.

”Det var din idé!” Dømte jeg ham hurtigt, og han trak bare på smilebåndet, og grinede lavt. ”Ja, det kan jeg vidst ikke komme udenom.” Sagde han, og gabte roligt, som om at han var ligeglad med at jeg stod og konfronterede ham. Jeg himlede med øjnene, og kæmpede med at holde min vrede tilbage. Jeg kunne overhovedet ikke klare hans flabede væremåde.

”Kan i ikke bare lade være med at blande jer i mit liv!?” Udbrød jeg irriteret, og slog ud med armene. Jeg kunne godt mærke, at jeg var på kanten til et kæmpe møjfald. ”Rolig nu.” Kom det ovre fra Harry, som tog en bid af sin bolle. Jeg kiggede vredt over på ham. ”Du skal overhovedet ikke bede mig om at tage det roligt!” Advarede jeg ham. ”Jeg er så pisse træt af, at i skal blande jer i ALT, hvad jeg gør og fortager mig!” Skældte jeg ud, og så skiftevis på drengene, som bare sad med forskrækkede ansigtsudtryk, og kiggede på mig. 

”Skal du ikke spise det der æble?” Kom det fra Louis, som stod og stirrede på æblet i min hånd. Hvad bildte han sig ind? Hørte han overhovedet ikke efter, hvad det var jeg stod og sagde? Jeg kiggede vredt på ham, og vendte mig om mod ham, mens jeg smilede flabet. ”Nej tak, du må godt få det.” Smilede jeg kækt, og kastede æblet lige i maven på ham, og han udbrød et mindre støn, da æblet ramte ham i maven. Jeg smilede tilfredst, og skyndte mig ud af køkkenet, og op ad trapperne til anden etage.

Jeg kunne overhovedet ikke klare ham. Jeg kunne ikke klare hans væremåde, og hans manglende situationsfornemmelse. Han vidste lige præcis, hvilke knapper han skulle trykke på, for at pisse mig fuldstændigt af. Men jeg skulle også bare finde de rigtige knappe at trykke på, for at pisse ham af. Hævnen er sød.

 

 

 

***

 

 

Louis's point of view

Jeg kiggede ensomt på min telefon. Normalt ville den ikke bare ligge stille sådan, men i dag var åbenbart en undtagelse. Sengen var blød og indbydende, så det krævede ikke megen overtalelse før jeg hoppede under dynen. Eller hoppede var nok så meget sagt.

Mit hoved gjorde ondt, som om jeg havde slemme tømmermænd, men jeg havde ikke drukket i flere dage. Næsten en uge. Jeg trængte virkelig til at drikke mig en pind i ørey, godt det snart var fredag. Harry var sikkert klar. Men hvad med Victoria? Jeg kunne ikke tage mig af hende, og hendes gå-i-byen vaner. Dem måtte hun klare selv.

Jeg kunne i det hele taget ikke tage mig af hende. Hun behandlede os som brn, skønt jeg rent faktisk var ældre end hende. Det var hende, der var mest barnlig af os to, men jeg gad slet ikke skændes med hende, for hun ville alligevel bare blive barnlig. Hvorfor overhovedet spilde min tid på hende? Hun var ikke andet end et dumt, forkælet barn.

Åh den pude var guddommelig. Jeg kunne falde i søvn, hvis ikke det havde været for Nialls højlydte sang. Det lød skam godt, men den dreng gjorde de særeste ting på de mest irriterende tidspunkter. Niall Horan var indbegrebet af dårling timing.

Det var næsten middag inden den første beske tikkede ind på min mobil. Gad vide hvem den var fra? Jeg tog den og låste skærmen op. Det var Victoria. Hvad ville hun nu?

 

"Hey. Jeg er i brugsen, skal I have noget med? Vic."

 

Hun skrev til mig, men ingen smiley eller noget. Selvfølgelig, hun var jo stadig barnlig, og kunne derfor ikke ændre mening og være venlig overfor mig. Jeg tænkte mig om. Gad jeg overhovedet at svare? Så ville jeg jo bare synke ned på hendes barnlige niveau, og det gad jeg simpelthen bare ikke!

 

"Hej Vic. Gider du tage nogle chips og noget cola med hjem? Lou"

 

Jeg smed mobilen fra mig i sengen. Var egentlig taget lidt ligeglad med om den gik i stykker, jeg kunne altid købe en ny. Jeg trak dynen op over hovedet og lukkede øjnene. Det var så dejligt. I ved den følelse når man for en gangs skyld har lagt sig utrolig godt, en meget sjælden ting. Det var sådan jeg havde det.

Niall holdt endelig mund, så nu kunne jeg sove. Bare lidt. Fem minutter, en time, to timer... for evigt.

Døren blev voldsomt rykket op, og den slog imod den bare væg. Det høje smæld gav genlyd i mine ører, da Victoria kastede en pose chips og en cola ind på sengen. Man kaster sgu da ikke med cola?! Det var blasfemi.

Jeg kunne mærke søvnen i mine øjne endnu, men åbnede chipsene, og spiste hurtigt et par stykker. Jeg tændte for min computer, og lagde mig til at se en film. Hurtigt blev dynen slynget over min dovne krop igen, og jeg spiste grådigt i takt til soundtracket på filmen. Colaen brusede dejligt da jeg åbnede den. Så havde hun da i det mindste ikke dræbt den helt.

 

Det var næsten mørkt udenfor, da jeg endelig fik rejst mig fra sengen. En lille gåtur ville gøre godt ovenpå alt det gov æderi. Jeg fik næsten kvalme af tanken. Jeg lynede min jakke og trådte hurtigt ud af døren. Ingen havde set mig. Hatten blev trukket op, og jeg kiggede ned i jorden. Lidt havde jeg da lært, hvis jeg ikke ville genkendes, og ligenu var det det sidste jeg ville.

Det var koldt, men ikke uudholdeligt. Bare typisk Engelsk vejr. Bvadr! I mine tanker vr jeg fløjet væk til et eksotisk sted, med masser af sol og varme. Ikke umuligt at realisere den drøm, men ikke desto mindre nemt... At koordinere en kommende tour, med private ferier kunne godt være en svær ting.

Måske efter touren? Eller måske skulle jeg kæmpe min sag for, at besøge et varmere sted på vores tour, der havde vi sikkert også fans med penge. Det var fandme det eneste vores management gik op i nu til dags. Skidt pyt med mennesker, hvis de ingen penge havde.

Gadelygterne blev tændt. Et hyggeligt lys, ganske anderledes end det Simon havde overalt i sit hus. Det var koldt og hvidt, ganske som han selv var på overfladen, forskellen var bare, at lyset ikke blev varmt, når man havde vænnet sig til det. Det gjorde Simon.

Det var længe siden, at jeg bare havde været mig selv. Haft tid til at være mig, og ikke Louis Tomlinson kendt i medierne, og elsket af tusindvis af teenage piger. Det føltes godt. Følelserne væltede ind, og jeg kunne ikke kontrollere dem. Jeg havde efterhånden fået et distanceret forhold til mine følelser, blevet kold, ellers blev man alt for hurtigt såret i denne branche.

Bruddet med Eleanor var det eneste i mine tanker. Hvordan kunne jeg gøre det? Hvorfor? Var det bare endnu et koldt valg, et enten eller, eller var det i virkeligheden hende, der var blevet træt af mig? Vi havde ingen kontakt længere, og jeg havde efterhånden glemt, hvordan tiden sammen med hende var.

Det kunne jo også være ligemeget nu. Hun var der ikke længere, og tingene ville ikke blive bedre, hvis jeg gik tilbage til hende alligevel.

Hjemme mødte jeg en sur Victoria. Hun fablede løs om, at jeg da ikke bare sådan kunne forsvinde, uden at hun vidste hvor jeg var henne. Hvad bildte hun sig egentligt ind? Det var hende, der var den yngre, den der ikke kunne forlade huset uden tilladelse, hvis det kom til en af os. Idiot.

Jeg mælede ikke et ord, gad ikke hendes barnlige tankegang, og hvis jeg endelig sagde noget, var hun ikke voksen nok til at holde det i mellem os, nej så fik farmand da lige hele historien, med en del overdramatiseringer oveni. Og dét gad jeg ikke.

Jeg havde efterhånden vænnet mig til husets størrelse i forhold til min gamle lejlighed, og var derfor ikke længere imponeret hver gang jeg fandt fra hoveddøren, ind igennem stuen og videre ned til min værelse

Hun havde ryddet op?! På mit værelse. Hvordan kunne det dog ske? Var hun syg? Noget måtte der være galt med hende, hvis det da var hende der havde gjort det. Irritationen over, at mine ting var blevet flyttet oversteg overraskelsen over, at nogen havde været der og gjort det. Havde vedkommende ledt efter noget?

Jeg gik ud i stuen igen, hvor jeg vidste Victoria ville sidde og se tv.

"Har du ryddet op på mit værelse?" Spurgte jeg henkastet, da jeg stod direkte bag hende og lænte mig op af ryglænet på den dyre sofa. Hun fik et chok, det kunne jeg tydeligt se. Hun havde sikkert ikke opdaget, at jeg havde sneget mig ind på hende. Adskillige sene aftener, havde lært mig den bedste liste teknik i verden.

"Nej, hvad skulle jeg dog det for?" Svarede hun med et spørgsmål. Hendes tone matchede hendes barnlige attitude.

"Hvem har så gjort det?" Spurgte jeg hende så.

"Det ved jeg sgu da ikke ... Jo vent, din kusine har været her. Hun ledte efter noget, et brev tror jeg hun sagde" Min kusine? Min kusine boede to timer væk fra London, og ville aldrig komme uden at ringe i forvejen. Det hele virkede så forkert ... Så kunstigt.

"Så du om hun tog noget med sig ud derfra?" Spurgte jeg hurtigt, med en bekymret klang i min stemme.

"Nææh, det er vel ikke mit job at holde øje med, hvad din familie tager fra dig vel?" Sagde hun ligegyldigt, som at hun var ligeglad med hele situationen.

"Nej bortset fra, at du højst sandsynligt har lukket en fan ind, der nok har taget noget privat, fordi det så spændende ud!" Jeg hævede min stemme. Hun skulle ikke slippe godt fra det her, den ...

"Det må du undskylde. Jeg kan godt fortælle dig, hvordan hun så ud. Men hun havde bare så mange beskrivelser af dig, hun virkede virkelig troværdig ... Undskyld Louis" Pludselig lød hun ikke så overlegen, men som en ganske lille pige, der stod til at få en endefuld af sin far.

"Det er okay. Jeg vil finde det der mangler, og så tager vi den derfra." Hurtigt vendte jeg mig om, og forsvandt ind på mit værelse igen. Jeg begyndte at gå igennem det nye system, der var blevet lavet. Alt var kategoriseret, papirer lå i alfabetisk orden, startende med 'a' øverst i bunken. Havde jeg dog bare haft en jordisk chance for at holde det sådan.

Det tog over en time at finde, hvad der manglede. Min dagbog. Ja, det lyder utrolig tøset, men sagen er, at i min branche får man sjældent tid til at samle sine tanker, og udvikle reaktioner på ting, fordi det hele er så hektisk. Man mister sig selv, hvis man ikke engang i mellem får styr på følelser og reaktioner, aggressioner. Kommer ud med alting.

Men den dagbog indeholdte meget private oplysninger. Hvis den person der havde taget den, fik noget af indholdet ud i pressen ville One Directions ry være ødelagt. Jeg dækkede mit ansigt med mine hænder. De havde mistet alt deres varme, og mit ansigt var sikkert mere hvidt end væggene herinde. Hvordan kunne det ske? Og hvilke konsekvenser ville det få?

"Victoria! Den idiot har taget min ... Ikke grin ... Dagbog!" Jeg styrtede ud i stuen igen, og stillede mig bevidst i hendes synsfelt, så hun ikke kunne undslippe mine øjne når hun svarede.

"Og det er alvorligt?" Hun bed sig i underlæben, og krøb straks ind i sin lille-pige rolle igen. Den eneste forskel fra hende, og min yngste lillesøster var, at hun kendte konsekvensen af sin handling - eller manglen på samme.

"Ihvertfald, hvis pressen får fat i den." Jeg var mere bekymret end egentlig sur. Hun havde selvfølgelig troet på min såkaldte kusine, for hun kendte jo ikke meget til den hverdag jeg havde levet i  de sidste par år.

"Damn!" Hun kiggede nervøst på mig, og jeg kunne skimte en lille tåre i hendes øjenkrog. Var hun virkelig ked af det på mine vegne, eller fordi hun ikke var så perfekt som hun gik og troede? Var hun ked af det, fordi hun endelig havde lavet en fejl?

 

 

___________________________________________________________________________________________

Så kom næste kapitel endeligt. Undskyld ventetiden :-) 

Vil Louis finde sin dagbog igen, og vil Victoria forstå, hvor vigtig den her dagbog er for Louis, og vil den spændte stemning mellem dem begynde at tø? :O 

Vi takker jer utrolig meget, fordi i alle sammen følger med! I er så skønne!

Like gerne, hvis du ikke har gjort det ;-) 

 

Knuz HorTom og Kofoed xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...