Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
11932Visninger
AA

3. 2.


You are ruining my life!
You are so impertinent. 
Do you want a fight? 
I'll fight to the end - and I'm not giving up. 
- Victoria Cowell. 

 

Jeg var ikke sikker på, hvor længe min far havde tænkt sig at blive hjemme denne gang. Han plejer normalt kun at være hjemme nogle få dage, inden han rejste igen. Jeg burde egentlig være vant til at han bare rejste, men det var jeg bare ikke, og det blev jeg nok aldrig. Hans arbejde har altid været utrolig højt prioteret i hele hans liv, og jeg støttede ham selvfølgelig i det, men nogen gange ville jeg bare ønske, han havde et job, hvor han var mere hjemme.

Jeg kunne høre fodtrin udenfor min dør, og jeg holdt vejret et øjeblik, inden det bankede på min dør. Jeg sad et øjeblik og overvejede at lade være med at sige noget.

"Kom ind," råbte jeg efter lidt tids stilhed, og slukkede for musikken på min computer. Dørhåndtaget blev trykket forsigtigt ned, inden min fars smilende ansigt viste sig i døråbningen. Jeg løftede hurtigt mine øjenbryn og sendte ham et overrasket smil. Hvad lavede han her?

"Forstyrrer jeg?" spurgte han og så et øjeblik rundt, inden hans blik låste sig fast til mig. Jeg lagde min computer fra mig, inden jeg sendte ham et skævt smil.

"Nej overhovedet ikke," svarede jeg med min lyse stemme. Måske forstyrrede jeg ham, siden han lige pludselig kom til mig. Det var altid mig, der kom til ham, hvis vi skulle 'snakke' eller noget. Så at se ham komme til mig, det er sket meget få gange, og derfor overraskede det mig en del.

"Super, det var det, jeg håbede på," sagde han. Han lukkede døren forsigtigt, hvorefter han gik hen og satte sig i sengen ved siden af mig. Jeg så et øjeblik forvirret, men samtidig overrasket på ham. 

"Hvad så?" spurgte jeg langsomt og tøvende, men kunne ikke lade være med at smile en smule. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg smilede, måske fordi det her var en meget akavet situation for os begge, og jeg hadede så meget akavede situationer, at jeg altid begyndte at smile eller grine.

"Jeg ville faktisk bare høre, hvordan du har det med at drengene skal bo her?" spurgte han tøvende, og hans spørgsmål kom egentlig meget bag på mig. Jeg havde måske forventet noget lidt mere alvorligt, siden han kom til mig, men der tog jeg så grueligt fejl.

"Fint," løj jeg og pillede ligegyldigt ved kanten af min dyne, som lå ved siden af mig i sengen. Jeg kiggede op på ham, og et tilfreds smil bredte sig over hans ansigt.

"Det er jeg glad for," sagde han, og stemningen var lige pludselig ikke så trykket længere. Han så mig i øjnene og fortsatte, "fordi I kommer nok til at tilbringe meget tid sammen," tilføjede han tøvende, og så kort ned i trægulvet, inden han så tilbage på mig. Jeg vidste godt, hvad han mente med det, og det kunne jeg ikke lide.

"Du rejser om lidt igen, ikke?" spurgte jeg nedtrykt. Egentlig ville jeg ikke vise ham, at det gik mig rigtig meget på, men det gjorde det. Det gjorde så ondt, hver gang han kom hjem, og rejste kort efter igen. Det var som om, at han flygtede fra mig.

"Vic, eg er ked af det. Jeg ville gerne blive, men.." undskyldte han, men jeg rystede bare hovedet af ham, mens jeg mærkede, hvordan min hals snørede sig sammen og tårerne pressede sig på.

"Men der er brug for dig, jeg ved det," sukkede jeg forstående. Men forstående, var bare det sidste jeg ville være. Han lagde en arm omkring min skulder og trak mig derefter ind til sig i et trøstende kram. Jeg lod mig falde ind i hans favn - dog med en forfærdelig følelse i kroppen. Han forlod mig igen, og det gjorde uendelig ondt indeni.

"Jeg er ked af, at vi ikke får noget far-datter tid sammen den her gang, men jeg lover dig, at det gør vi snart," sagde han og nussede blidt min ryg med sin hånd. Jeg nikkede bare uden at sige noget. Jeg vidste godt, at det ikke ville ske lige foreløbig. Vi sad et stykke tid i tavshed. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og han havde det nok på samme måde. 

"Hvornår rejser du så?" spurgte jeg efter noget tid og trak mig væk fra ham, så jeg kunne se på ham. Han udstødte et træt suk og kløede sig i nakken. Jeg kunne godt se, at han var ikke meget for at fortælle mig det, men det skulle han. Jeg ville vide det.

"I aften..." mumlede han, og jeg nikkede trist en enkelt gang. Typisk. Jeg kastede hurtigt et blik op på det store vægur. 

"Det er jo allerede om nogle få timer," sagde jeg halv overrasket, og så tilbage på ham. Han trak på skulderen og sukkede.

"That's business." Sagde han kort. Selvfølgelig er det hans business. Det har det altid været, sådan vil det nok altid være, og ville aldrig kunne acceptere det.

 

 

***

 

 

Min far lagde armene omkring mig, mens han trak mig ind i hans favn. Jeg omfavnede ham, mens jeg prøvede at holde tårerne tilbage. 

"Kan du nu have det godt, min pige," hviskede han og aede mig på ryggen, som en trøst, men det var bestemt ingen trøst. Overhovedet.

"I lige måde far. Jeg kommer til at savne dig," hviskede jeg lavt, så min stemme ikke ville knække sammen. "Jeg vil også komme til at savne dig, min skat," sagde han med et sørgeligt smil, og inden længe havde han forladt indkørslen og tilbage stod jeg med fem drenge. 

Den rare flinke person, som jeg havde spillet overfor drengene og mine far, kunne jeg mærke hurtigt forsvandt. Jeg vendte rundt på hælen, og gik med bestemte skridt lige forbi drengene. Jeg skænkede dem ikke engang et blik, i det jeg passerede dem. Den eneste tanke, som kørte i mit hoved var, hvordan jeg skulle overleve dette? 

Jeg gik ind i entréen, og videre ind i det store køkken.Jeg nåede desværre ikke længere inden jeg opdagede, at drengen var fulgt efter mig. Jeg kunne ikke undgå at høre det. "Hvad skal vi så lave?" Lød det bag mig, og jeg kastede et hurtigt på Niall, som stod venligt og så på mig, som en lille dreng. Hvad forventede han dog af mig? At jeg ville varde og passe dem op, som deres mødre gør? Nej, det kan de godt glemme. 

"Det må i selv finde ud af." Fnyste jeg køligt, og begyndte at rode lidt i skabene efter et eller andet at spise. Egentlig var jeg ikke særlig sulten, men bare mest, fordi jeg ikke ville ligne en, som ikke havde noget at lave. Der var ingen som sagde noget, men jeg havde på fornemmelsen, at de stod og udvekslede blikke med hinanden bag min ryg. 

"Skal vi ikke se en film?" Insisterede Liam, og jeg kunne høre en begejstring blandt de andre fire drengen. "God idé Liam." Jeg rodede blot videre oppe i skabet, og fandt langt om længe nogle chokoladekiks. Jeg smækkede skabslågen i, og i det jeg vendte mig om kunne jeg se drengene så længselsfuldt efter kiksene i min hånd. 

"Er det til os?" Spurgte Niall overrasket, og så på mig med blanke øjne. Ja, det er da søde øjne han har, men de kan alle sammen godt glemme det. "Nej?" Svarede jeg koldt, og løftede det ene øjenbryn, og skuffelsen blandt drengene bredte sig. Jeg kunne mærke, at min mundvige svagt begyndte at pege op ad. Hvor jeg dog elsker det her. 

"Kan du så ikke hente nogle snacks til os?" Kommer det venligt fra Louis, som trådte et skridt frem mod mig. Mit blik tjekker ham hurtigt ud fra top til tå, inden jeg sender ham et falsk smil. "Nej." Svarede jeg ham flabet, og tog en bid af min chokoladekiks. Jeg nød skuffelsen i hans øjne, og alle de andres. De skal ikke komme her, og tro at de er noget. Overhovedet. 

"Må vi låne din bil, så henter vi det selv?" Tilføjede ham, og jeg løftede overrasket mine øjenbryn endnu engang. Det spurgte han bare ikke om. "Hvorfor dog det?" Spurgte jeg overrasket, og lænte mig tilbage mod køkkenbordet. Jeg havde ingen planer om at give dem lov til at låne min bil, men jeg elskede tanken om at give dem forhåbninger. 

"Vi har jo ikke nogen bil selv, og vi kører pænt?" Tikkede han, og jeg kastede et hurtigt blik på de andre drenge, som stod tavse, og prøvede at kvæle deres grin. Jeg så tilbage på Louis, som stod overfor mig. Jeg sendte ham et falsk og flabet smil, inden jeg tog endnu en bid af min chokoladekiks. "Under ingen omstændigheder." Jeg vendte rundt på hælen, og satte kurs mod de store trapper, som førte op på anden etage, og op på mit værelse. 

Jeg ville gerne have set hans ansigtsudtryk, da jeg skuffede ham, men lidt menneskelig er jeg da. Jeg lukkede døren til mit værelse, og smed mig i sengen, og tændte for min computer, mens jeg proppede endnu en chokoladekiks i munden. Livet er sødt. 

 

 

***

 

 

Jeg var faldet i søvn til en film i tv'et, da jeg blev vækket af en høj spektakel  Jeg greb hurtigt ud efter min mobil, for at se, hvad klokken var. "Klokken er jo halv tolv, om natten!!" Vrissede jeg irriteret, og rejste mig klodset fra sengen. En kold brise ramte mine bar' ben. Jeg sov altid i t-shirt og shorts, så kulden sagde mig ingenting. Jeg flåede min dør op, og trampede ned af trapperne. Det eneste jeg kunne høre, var en masse jamren og klagen, som kom inde fra stuen.

"Hvad sker der her?!" Udbrød jeg irriteret, da jeg kom hen til stuedøren. Zayn, Liam og Harry lå på gulvet, og tog sig til maven, mens de jamrede og skreg, som små pattebørn. Jeg kastede et blik på Niall og Louis som lå i hver deres sofa og vred sig, ligesom Zayn, Harry og Liam. Et kort sekund, fløj en masse tanker igennem mit hoved, og jeg blev faktisk lidt bange. Var de nu alle sammen blevet syge? Umuligt.

"Vi er sultne!" Kom det fra Zayn, som stadig lå og vred sig på jorden, ligesom alle de andre. Et irriteret og vredt suk forlader mine læber. Er det bare det?! 

"Så tag noget at spise! Der er masser af mad i køkkenet?!" Vrisser jeg og ser på hen på Harry, som sætter sig lidt op, og hviler sin arm mod gulvet. "Jamen vi vil have slik.." 

"Så hent noget slik!" Vrissede jeg irriteret, og slog hysterisk med armene. Nøøøj, hvor de dog var stressende.. "Mindre detalje, vi har ikke nogen bil.. For du ville ikke låne os din bil." Kom det fra Louis, som nu havde sat sig op i sofaen. Det er rigtigt, jeg ville ikke låne dem min bil, ergo.. ingen slik til dem. Jeg stod bare og så på ham, med et vredt blik, mens han smilede flabet til mig, som om han nød hævnen. 

"Og? Jeg er ligeglad." Svarede jeg ham flabet, og lagde armene over kors, men det så ikke ud til at påvirke ham spor. "Hvis du ikke låner os bilen, så bliver det her en meget lang nat for dig." Smilede han flabet, og jeg sværgede, hvis jeg ikke havde så meget selvværd, så var jeg fløjet i skindet på ham. Sikke en flabet idiot! 

"Aldrig i livet." Jeg vendte rundt, og smækkede dørene efter mig, og med det samme begyndte de at jamre og klage igen. Jeg ville ikke give mig, ikke det mindste. Jeg smækkede døren til mit værelse, og krøb under min dyne igen. 

"Du giver ikke op." Mumlede jeg irriteret til mig selv, for at minde mig selv om, hvem det var der styrede det her hus. 

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid der gik, før jeg fik nok af dem. Før jeg blev for træt til at høre på dem. Jeg manglede bare søvn, det var det eneste jeg bad om. Søvn! Er det for meget at forlange?? Så endnu engang gik jeg ned til dem nede i stuen, hvor jeg fandt dem akkurat som før. 

"Er det for meget at bede om noget søvn!?" Råbte jeg nærmest, da jeg åbnede stuedørene, og så træt og irriteret på drengene, men det var Louis, som jeg specielt på ham. Det var ham, der var mand nok til at tage kampen op mod mig. 

"Er det for meget, at bede om noget slik?" Svarede Louis igen. Jeg kunne godt fornemme ret hurtigt, at jeg havde tabt denne kamp. De ville blive ved indtil de fik deres dumme slik. I starten troede jeg ikke på dem, men det gør jeg nu. De blev ved. Og ved. 

"Fint!" Snerrede jeg endeligt, og sendte ham et vredt blik. Hans ansigt lyste op i et tilfreds smil, og han lænede sig stolt tilbage i sofaen. "Godt, vi forstår hinanden. Kom med nøglerne." Kommanderede han smilende. "Oh. Nej.. Glem det. Jeg henter det." Sagde jeg bestemt, og gik ud i entréen for at tage mine ballarinasko på. Jeg greb ud efter mine nøgler, som lå på bordet ved siden af mig. 

Jeg kiggede op, og opdagede at alle fem drenge stod og tog deres sko på. "Hvor stor tror i lige min bil er?" Spurgte jeg ironisk, og pegede ud på min lille røde Fiat 500. "Der er kun én, som kommer med. Jeg orker ikke flere." Sagde jeg, og flåede hoveddøren op, og gik ud til bilen. 

Jeg trykkede på den lille lås på bilnøglen, og bilen låste op med det samme. Jeg satte mig ind, og startede motoren, mens jeg tog min sikkerhedssele på. Jeg kastede et blik op på hoveddøren, som blev lukket, og Louis kom luntende hen til forsædet ved siden af mig. 

"Great!" Udbrød jeg irriteret, inden han åbnede døren, og satte sig ind ved siden af mig. Lige præcis den person af de fem drenge, som jeg mindst bryder mig om. Inden han overhovedet nåede at få sin sele på trådte jeg på speederen. "Rolig.. Jeg har ikke fået min sele på." Grinede han, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at han kiggede lidt op på mig, men jeg var ligeglad. Det var ikke mit problem. 

Jeg drejede skarpt til venstre mod centrum, da vi var kommet ud af indkørslen. Der var ingen af os, som sagde noget, og det var rart. Jeg havde overhovedet ingen interesse i at udveksle ord med ham.  

Den havde besluttet mig for, at den første døgnkiosk jeg så, ville jeg dreje ind på. Der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt den første, og blinkede ind til højre, og parkerede bilen ude foran butikken.

"Vil du med ind?" Kom det fra Louis, som allerede havde klikket sin sele op. "Nej, gå nu bare ind og find det slik, så jeg kan komme hjem igen." Mumlede jeg irriteret, og han steg ud af bilen og luntede ind i døgnkiosken. Jeg kunne se alt, hvad der foregik inde i kiosken herfra, hvor jeg havde parkeret. 

Pigen ved disken fik et vildt ansigtsudtryk, da Louis kom ind i kiosken. Normalt elskede jeg, når folk fik nogle vilde ansigtsudtryk, men lige nu var jeg overhovedet ikke i humør til det. Jeg fremadrettede mit blik ligeud, mens jeg utålmodigt ventede på, at han skulle blive færdig. 

Der gik et stykke tid før bildøren blev åbnet, og han satte sig ind på forsædet med en stor pose slik. "Hvorfor tog det så lang tid?!" Spurgte jeg irriteret, og trådte på speederen, før han igen nåede at få sin sele på. "Fordi der var to piger, som gerne ville have et billede." Svarede han roligt, og klikkede sin sele i. Jeg valgte ikke at svare ham, men at sætte farten op. Jeg ville bare hjem. 

 

Jeg flåede hoveddøren op, og smed irriteret mine bilnøgler på bordet indenfor døren. Jeg trådte mine ballerinasko af, og fortsatte ind forbi de andre drenge, som kom os i møde. Jeg maste mig ind i mellem Harry og Zayn, og de flyttede sig hurtigt.

"Har du sagt noget til hende?" Hørte jeg en af drenge, spørge Louis om, inden jeg skyndte mig op ad trapperne endnu engang, og ind på mit værelse. 

Jeg smed mig på sengen, og kravlede indunder dynen, i håb om, at jeg ville få noget nattero. Håbede jeg. Der gik ikke ret længe inden der blev banket forsigtigt på min dør. Jeg sukkede dybt, og besluttede mig hurtigt for, ikke at sige noget. Kunne de da ikke bare lade mig være?!

Døren til mit værelse blev forsigtigt åbnet, og et hoved tittede frem i lysningen. "Hvad er der nu!?" Snerrede jeg træt, og satte mig op i sengen. "Jeg ville bare spørge dig, om du havde lyst til at sidde nede og se en film med os andre?" Blev der spurgt venligt om, så selvfølgelig var det Liam, som spurgte. 

"Nej tak. Jeg er træt." Svarede jeg koldt, og lagde mig ned i sengen igen. "Okay, men du er altid velkommen. Godnat." Sagde han venligt, og lukkede døren efter sig igen. "Gid jeg kunne sige det samme." Mumlede jeg for mig selv. 

De ødelægger alt. De tror de kan slippe afsted med alting! Jeg sagde nej til at hente slik til dem, også lagde de inde i stuen klokken lort om natten, og skabte sig som små pattebørn, indtil jeg hentede slik til dem. 

 

 

 

___________________________________________________________________________________________

Så kom det næste kapitel så. :D 

Hvad synes i om Victorias måde at være på overfor drengene? Er hun for snoppet? Og hvad tror i drengene tænker omkring hende? 

Jeg har søgt en medforfatter til movellaen, og jeg fandt også en. Desværre valgte hun at springe fra, men jeg har heldigvis fundet en ny, og jeg glæder mig til at skrive sammen med hende! 

Tak for de søde kommentarer :D ! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...