Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12204Visninger
AA

17. 16.

Victorias point of view

 

Jeg var rystet over Louis' syn på mig, da jeg havde læst hans seneste indlæg i hans dagbog. Jeg burde virkelig ikke have læst det, men jeg gjorde det. Jeg kunne ikke lade være. Jeg var for nysgerrig. Jeg kunne gøre det, så hvorfor skulle jeg lade være? Nå ja. Fordi det ikke var noget, som vedkom mig. 

Selvom jeg var såret over hans ord, så valgte jeg at lade som ingenting, fordi han ville finde ud af, at jeg havde læst i hans dagbog, hvis jeg nævnte det. Jeg ville ikke lyve overfor ham, men jeg havde heller ingen planer om, at fortælle ham det. 

Lige nu befandt jeg mig i den kaotiske lufthavn i LA, eller bedre kendt om Los Angeles. Jeg havde taget en spontan beslutning om, at jeg ville aflevere dagbogen til Louis. Jeg ville ikke udsætte mig selv for mere. At han savnede Eleanor, sårede mig dybt. De havde været kæreste i to år, og han havde elsket hende af hele sit hjerte, det var jeg ikke tvivl om. Men han var ikke kommet sig over hende endnu. Var jeg bare en hånd på vejen, for at han skulle komme over hende? Det ville jeg ikke være, men jeg holdte jo af ham. Jeg elskede ham, trods den korte tid, som vi havde været sammen. 

Det var ikke til at finde rundt i lufthavnen, der var mennesker overalt, men jeg endte alligevel med at finde udgangen i den store lufthavn. Dagbogen havde jeg lagt helt nederst i min kuffert, for at undgå, at jeg ville læse i den igen. Det var nok også det bedste for begge parter. 

Luften i Los Angeles var frisk, men varm, da jeg trådte ud af den store glasudgang i lufthavnen. Det var længe siden, at jeg havde været her, og det var rart at være tilbage. Sidst jeg befandt mig her, var sammen med min far - dengang alt var godt. Dengang vi havde noget at snakke om, dengang han gik op i mig. Dengang vi havde et liv sammen, men så begyndte han, at rejse alene, og jeg blev hjemme i London. Langsomt gled vi fra hinanden, og skabte to vidt forskellige liv. 

Jeg havde ikke brug for, at blive mindet om ham mere, når jeg egentlig prøvede at glemme ham. Jeg rystede en enkelt gang på hovedet, inden jeg trak min kuffert med mig hen til en taxi, som holdt, og ventede på de mange mennesker, som kom ud fra lufthavnen. Jeg rakte chaufføren min kuffert, som han placerede i bagagerummet, mens jeg satte mig ind på bagsædet. Jeg fandt min mobil frem, og fandt hurtigt Harrys nr. 

 

"Jeg er der om lidt. Kører fra lufthavnen nu.x" 

 

Beskeden sendte jeg hurtigt, og kiggede ud af ruden, da chaufføren trykkede på speederen. "Hvor skal De hen?" Spurgte han venligt. Han var en ældre herre, og hans hår var så småt begyndt at blive gråt. Jeg så hen på ham, og fortalte ham den adresse, som Harry havde sendt tidligere. Et eller andet sted, kom jeg til at tænke på ham, som min bedstefar. Han mindede om ham. Han så ikke speciel høj ud, og hans mave bulede en smule udover hans bukser. Hans smil var varmt, og jeg fik næsten helt lyst til at give ham et kram, men det gjorde jeg ikke. Det ville være underligt, for jeg kendte ham overhovedet ikke. Han mindede bare så meget om min egen bedstefar, som jeg aldrig så længere.

 

* * *

 

Jeg nåede lige, at få min kuffert i hånden, da jeg så Harry ud af øjenkrogen. Jeg havde ikke set ham komme ud af nogen dør eller noget. Han var der bare lige pludselig. "Så kom du endelig!" Smilede han skævt, og trak mig ind i et kram. Jeg stod en smule akavet, og vidste ikke om jeg skulle kramme ham igen, men det gjorde jeg alligevel, for jeg havde brug for hans hjælp. "Jamen, du kunne jo bare selv komme og hente mig" svarede jeg ham en smule flabet, da jeg trak mig væk, og tog min kuffert i hånden igen. 

"Det er nu godt, at se dig igen, Vic" grinede han lidt, af min flabede kommentar, og begyndte at gå hen mod den store mørke bygning, hvor de andre drenge og Louis nok befandt sig inde. "Han ved ikke, at jeg kommer vel?" Spurgte jeg, for at være helt sikker på, at min ankomst var en overraskelse. Jeg elskede at overraske folk, og Louis var bestemt ingen undtagelse. 

"Overhovedet ikke" mit blik faldt endnu engang på ham, og hans søde smilehuller kom til syne, og jeg kunne ikke selv lade være med at smile lidt. Han åbnede døren foran os, og lod mig gå ind først. Jeg havde aldrig været her før, så derfor lod jeg ham alligevel gå foran mig - bare for en sikkerhedsskyld. "Godt" 

"Du kan sætte dine ting her" han åbnede en dør ind til et tomt omklædningsrum, som sikkert ikke ville blive benyttet af nogen. Jeg satte min kuffert ned bagerst i rummet, men åbnede den hurtigt, for at finde dagbogen frem, og lagde den på bordet, hvorefter jeg lagde min jakke ovenpå den, så der ikke var nogen, som kunne se den. Jeg slukkede lyset efter mig, og lukkede døren bag mig, men mødte Harrys alvorlige blik. "Er det ikke en overraskelse at du kommer?" Jeg så overrasket på ham, men med et løftet bryn. "Jo?" Hans blik var alvorligt, og jeg blev en smule skræmt over det. Jeg havde aldrig set ham vred eller alvorlig før, så jeg var straks oppe med min kolde facade igen.

 "Godt, så lad være med at melde din ankomst, ikke søde?" Jeg kunne tydeligt se, at Harry ikke kunne holde masken i sit forsøg på at virke snobbet. 

"Omg, Harry. Det klæder dig ikke" grinede jeg lavt, og hans ansigt gik op i et smil. "Nej vel?" Jeg rystede på hovedet, og fulgte efter ham ned af den lange hvide gang. Der var en masse døre på begge sider, men næsten ingen støj. Vi nåede hen for enden af gangen, som lignede et form for lager. Der var kasser, stole, højtalere, instrumenter og en masse andet skrammel, men alligevel var jeg ret betaget af omgivelserne. "Det er backstage" kom det fra Harry, som sendte mig et indlysende blik, som om jeg ikke havde været backstage før - det var bare længe siden. 

"Det ved jeg da godt" svarede jeg ham irriteret, og rullede med øjnene. "There's a bitch in the house" kunne jeg høre ham mumle, og så flugts over på ham. "Hvad?" Han sendte mig et uskyldigt blik, som om han ikke havde gjort noget galt. "Jeg hørte det godt" vrissede jeg en smule irriteret, og satte en hånd i siden, og kiggede overbevisende på ham. "Hørte hvad?" Det var så tydeligt at se, at han ikke kunne holde masken, men han kæmpede virkelig for ikke at grine. Hvorfor var det så typisk Harry? Jeg rullede med øjnene, og skubbede til ham, fordi han virkelig irriterede mig lige nu. 

Jeg havde dog ikke forventet, at mærke hans arme omkring min mave, og mine fødder forsvinde fra det faste underlag. "Harry sæt mig ned!" Hvinede jeg, da jeg overhovedet ikke følte mig tryg ved dette. Han adlød mig første gang, og satte mig ned på jorden igen. I stedet for at se på ham, faldt mit blik på en anden, som stod på den store scene. Det var Louis, og han kiggede herover. 

Mit smil voksede sig hurtigt stort, og han bevægede sig hurtigt herhen. Jo tættere på han kom, kunne jeg se på ham, at der var noget galt. Han så ikke særlig glad ud, men han prøvede at skjule det. "Hvad laver du her?" Han så på mig, og hans blik faldt hurtigt på Harry, og tilbage på mig igen. "Hvad tror du?" Smilede jeg svagt, og jeg kunne se det overrasket blik i hans øjne. "Det er jo det, som jeg spørger dig om" han sendte mig et lille smil, som fik sommerfuglene i min mave, til at bevæge sig. "Jamen jeg kan da godt gå igen?" Jeg tog et skridt væk fra ham, men han greb hurtigt fat i min hånd, og trak mig ind til sig. 

"Nej du er jo lige kommet" smilede han, og jeg kunne mærke hans bløde læber mod mine. Jeg udviklede ikke kysset, da jeg ikke var sikker på, om jeg ville kunne stoppe med det samme. Og vi var tydeligvis ikke alene, for Liam, Niall og Zayn var hurtigt nede ved os. Jeg trak mig væk fra ham, og sendte ham et lille smil, som han gengældte, inden jeg hilste på de andre drenge. 

"Hvad laver du her Vic?" Spurgte Liam overrasket, og jeg så tilbage på Louis, som stod i sine slidte grå jogginbukser, og hans grå beanie - som klædte ham utrolig godt. "Jeg kom, fordi jeg skulle snakke med Louis, om noget meget vigtigt." Min stemme blev alvorlig, og Louis' blik blev hurtigt spørgende. Jeg havde bestemt ikke lyst til at fortælle ham det, men jeg blev nødt til det.  "Hvad er det?" Han nåede ikke engang selv at spørge om det, inden Niall allerede havde stillet spørgsmålet. Jeg så kort hen på ham med mit alvorlige blik, og han forstod hurtigt min hentydning. "Det er noget, som jeg selv må fortælle ham.. privat" der kom ikke en eneste lyd fra dem, da jeg tog Louis i hånden, og gik hen af den lange hvide gang, og ind til omklædningsrummet, hvor mine ting stod inde. 

"Hvad sker der Vic? Jeg skal altså ind og øve" han var tydeligvis rundt på gulvet, men han lignede også en, som lige var stået op. "Der er noget vigtigt vi skal snakke om" jeg så ned i jorden, og slap hans hånd. Jeg kunne mærke, hvordan utilpasheden sneg sig indover mig. 

"Hvad er det så?" Jeg havde den værste følelse i min krop nogensinde. 

"Jeg er virkelig ikke stolt af det her... men.. og jeg ved, at jeg har dummet mig.." Jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle få det her sagt. Ordene ville rigtig gerne ud af min mund, men jeg tvang dem alligevel til at blive inde. 

“Vic, sig det nu bare?!” Hans stemme var irriteret, og det kunne jeg også godt forstå. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at sige det til ham, og han skulle ind og øve til aftenens koncert, også stod jeg her, og tog hans tid.

"Jeg var rigtig fuld, og jeg vidste ikke hvad jeg gjorde.. jeg kyssede en anden.." Jeg turde ikke se op ham, jeg var rædselslagen for hans reaktion, som jeg vidste ikke ville være positiv. 

"Du vidste ikke hvad du gjorde? Det må sgu da væres århundredes løgn!" Han hævede sit toneleje, og tvang mig selv, til at se op på ham. 

"Jeg var fuld. Jeg var ikke mig selv! Og jeg fortryder det hele!!!!" Jeg prøvede at forsvare mig selv, men jeg vidste godt, at det ikke nyttede noget. 

"Du forventer vel ikke bare, at jeg skal tilgive dig på stedet vel?" Han tog sig til hovedet, og fjernede sit blik fra mig.

"Nej jeg gør ej!" Min stemme var skinger, og jeg kunne mærke en klump i min hals vokse sig stor, og blokere mine luftveje. 

"Godt, for det kommer ikke til at ske!" Det var lige, som jeg havde forventet. Han ville ikke tilgive mig, og det kunne jeg godt forstå, men jeg holdt stadig fast i det lille håb, som jeg troede, der var tilbage.

"Fint, men jeg er ikke fejlfri" jeg hev efter vejret, da jeg ikke kunne få mine vejrtrækninger til at samarbejde med noget som helst i min krop. Jeg vendte mig om, og skubbede min jakke til siden, så jeg kunne samle dagbogen op i mine hænder. " Her.. håber du vandt spillet, for det her må åbenbart ikke have betydet noget for dig." Jeg smed den på jorden, og det gav en støjende lyd fra sig, da den ramte jorden foran ham. 

"Hvad mener du? Hvad snakker du om?" Hans stemme var ikke råbende længere, og hans blik faldt overrasket på dagbogen foran ham. 

"Det ved du udmærket godt, Louis!" Vrissede jeg koldt. Han vidste det jo godt. 

"Hvis jeg vidste, hvad fanden du snakker om, ville jeg jo nok ikke spørge vel?" Jeg kunne mærke, hvordan sorgen inde i mig blev til vrede. Han vidste det jo godt, han havde jo selv skrevet det ned om mig.

"Jo du gør.. Jeg troede jeg betød noget for dig! Men.. det her har åbenbart været en udfordring for dig, at ændre mig!" Råbte jeg med en skinger stemme, og han så forvirret til. 

"Vic, det gør du jo også, det ved du godt. Jeg lærte dig at kende, og du begyndte at betyde noget for mig!" Jeg så koldt på ham, selvom det gjorde ondt, som bare fanden.

"Så forklar mig en ting. Var du bare ude på at 'nedlægge' mig?" Jeg ville have sandheden at vide. Det spørgsmål havde plaget mig længe nu, og selvom sandheden måtte gøre ondt, så var jeg ligeglad. Jeg havde mistet ham.

"Vic... da jeg så dig første gang... det er kompliceret" hans blik faldt på dagbogen igen, som lå foran ham, og hans stemme blev lavere. Han så helt ydmyg ud, men det ændrede ingenting. 

"Ligemeget hvad din plan var, så er det lykkedes for dig! Jeg har aldrig grædt over en fyr før nu! Tilfreds!?" Jeg kunne ikke holde mine tåre tilbage længere, og klumpen i min hals forsvandt langsomt, da tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg forsøgte ikke, at få medlidenhed, men jeg ville vise ham, hvor meget han betød for mig, hvilken virkning han havde på mig.

"Hvad så hvis min plan var at blive gammel med dig?" Han hævede sit stemmeleje, og ordende råbte han nærmest ind i hovedet på mig. Jeg stod i tavshed, og så på ham. Jeg havde overhovedet ikke forventet, at han ville sige noget som dette.

".. det ved jeg ikke!" Udbrød jeg frustreret, for alt var bare fucked up lige nu. Alt inde i mig gik amok, og jeg kunne ikke finde hoved eller hale i noget af de her.

"Det er også ligemeget, det har altid været Harry ikke?" sukkede han, og tog sig endnu engang til hovedet, og fjernede sit blik fra mig. 

"Hvad snakker du om!?" Udbrød jeg forvirret. Hvad snakkede han om? Jeg havde aldrig været sammen med Harry, og det havde heller aldrig lagt i mine tanker. 

"Det ved du jo godt, Vic! Jeg så jer jo godt!" Vrissede han, uden at skænke mig et eneste blik.

"Nej jeg gør ej! Hvad i al verden snakker du om!?"

"Det er også ligemeget. Jeg kan ikke det her bøvl mere, Victoria"

"Fint. Jeg kom hele vejen herover for at fortælle dig det her, og det er, hvad jeg får smidt i hovedet!" Råbte jeg hysterisk, og skubbede til den hvide vase, som stod ved siden af mig på bordet. Den faldt til jorden i tusinde stykker, og Louis så tilbage på mig, med et koldt blik. 

"Jeg har bare sagt, at jeg ikke kan være sammen med dig. Det hele var en stor fejltagelse" vrissede han, og tog et skridt frem, men ikke mod mig - mod dagbogen, som han ikke engang havde komenteret på endnu.

"En meget stor fejltagelse!" vrissede jeg lavt, og blev stående, mest for at beskytte mig selv. Det var ikke en stor fejltagelse, at jeg havde været sammen med Louis, men at jeg havde mistet ham. Jeg forstod det jo godt i sidste ende, at han ikke  kunne tilgive mig. Han satte sig ned på hug, og tog dagbogen i sine hænder, inden han han fejede de glasskåre væk, som var landet på den.  "Farvel..." Mumlede han, og rejste sig, inden han vendte ryggen til mig, og flåede nærmest døren op, hvor de andre drenge stod ude foran. De havde hørt det hele. 

"Farvel Louis" hviskede jeg lavt, og så ham forsvinde ud af værelset. Jeg mødte Harrys forvirrede blik, men afbrød hurtigt øjenkontakten, da jeg hurtigt greb min kuffert, og min jakke. Jeg skyndte mig ud fra trummet og forbi drengene, som stod forvirret, og så på.  

Den hvide gang, var ikke særlig lang, da jeg nærmest løb hen mod udgangen, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke holde dem tilbage, og jeg prøvede heller ikke. "Vic, vent!" Jeg hørte Harrys stemme bag mig, men jeg stoppede ikke op, jeg flåede døren op ud til parkeringspladsen, men blev stoppet, da jeg mærkede han tog fat omkring min arm. "Hvad sker der? Er du okay?" Jeg vendte mig rundt, og hev febrilsk arm til mig igen. "Det hørte du jo godt! Du var jo publikum til det hele!" Vrissede jeg koldt, og vreden inde i mig voksede, da jeg kunne mærke, hvor meget det pissede mig af, at de havde stået og lyttet på den anden side af døren. 

"Undskyld, men.." - "Kan du ikke bare blande dig uden om?! Siden min far hev jer med hjem, har i fucket mit liv op! Jeg kan ikke mere! Jeg prøvede at åbne mig op, og det resulterede i at jeg for første gang blev forelsket, men det fuckede jeg også op!" Min stemme var kold, og han stod tilbage fyldt med spørgsmålstegn, og forhåbentlig en skyldfølelse. Jeg havde forventet, at han ville sige noget til det, men til min forundring stod han bare, og lyttede, mens hans blik langsomt søgte jorden.

"Jeg er ødelagt på alle tænkelige måder Så nej jeg er ikke okay! Men det kan du takke din bedste ven for. Det var hans plan helt fra starten af!" Jeg skyndte mig væk fra den store mørke bygning, hvor Harry lamslående blev stående tilbage. Jeg var oprevet, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu. Jeg havde ingen mennesker tilbage i mit liv. Kun Eddie. Tanken om at Eddie var den eneste, som altid havde været her for mig, holdt mig i live lige nu. Hvis jeg ikke havde ham, havde jeg nok ikke stået her lige nu. Jeg havde siddet på en sky, og kigget ned på alle mennesker i hele verden.

Louis' plan var at knække mig. Ødelægge mig. Og det lykkes ham, og hvad så nu? Var det, det? Var jeg bare en mission for ham, for at han kunne få bedre selvværd, efter hans brud med ih så skønne og perfekte Eleanor? Tanken om ham gav mig kvalme, men det var sådan det var. Kærlighed havde aldrig været min ven, og det her var bare et sikkert tegn på, at det ville den aldrig blive. 

 

_______________________________________________________

Åh.. Hvor er det trist.. 

Tak for de mange likes og favoritlister, det betyder virkelig meget for os! Vi er jo næsten oppe på 100 favoritlister. Mange tusinde tak xxx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...