Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12200Visninger
AA

16. 15.

Louis' point of view

Jeg vidste der var noget galt. Der var et eller andet, som hun ikke fortalte mig. Mon der var noget galt? Var hun blevet uvenner med Ed også? Jeg turde ikke spørge, hun måtte fortælle det, når hun var klar til det. Ikke et sekund før. Selvom Vic ikke viste det, var hun en meget skrøbelig pige, og jeg var sikker på, at hun allerede var gået i tusind stykker, inden vi mødte hinanden. Jeg kunne ikke lappe hende sammen, men jeg kunne forsøge ikke at knække hende mere. Det var den eneste udvej.

Vores fans havde hørt om Vic og mig, og de brugte det meste af tiden på at stille spørgsmål, om hun nu også var bedre for mig en El, og jeg kunne kun svare, at jeg ikke var god nok til El. De savnede El, det var helt sikkert, men jeg savnede hende mere. Vi kunne ikke engang være venner – ynkeligt.

 

Vi havde efterhånden tourneret i tre uger, og i morgen skulle vi være offer for vores managements sidste publicity-stunt i rækken. En open-air koncert ved Lincoln Monument i D.C. Det skulle være gratis at komme ind, og vi skulle selvfølgelig være unplugged. Det ville give et mere realistisk billede af One Direction sagde de. Jeg stolede ikke ét sekund på deres salgstale, men vi havde ikke rigtig noget valg. Ikke lige nu i al fald.

Simon havde været et smut forbi, da Little Mix var tæt på. Det var nu ret hyggeligt som altid, men han virkede anderledes. Tynget. Jeg vidste, at han plejede at have daglig kontakt med Victoria, når han var med os på tour, men hun sagde jo, at hun ikke ville snakke med ham. Var det dét der tyngede ham? Savnede han hende? Det hele var bare noget rod i øjeblikket.

Hvorfor skulle livet altid være så kompliceret? Ikke underligt, at der var så mange, som fandt det for kompliceret, og hellere ville væk, inden de blev ødelagte som os andre. Der var noget smukt over en uskyldig, hel sjæl. Jeg fandt en, men jeg ødelagde det. Nogle gange stillede jeg spørgsmålstegn ved Guds mening med det hele. Ikke fordi, jeg ikke troede på ham, men fordi han nogle gange udstillede sig selv som en psykopat, der legede med os alle. Som en der elskede at se os lide.

 

* * *

 

Vi sad i tour bussen og ventede på at blive kaldt op på scenen. Der stod fem mikrofoner og ventede på os. Alt musikken blev spillet af Niall, da bandet ”ikke rigtig fungerede med den akkutiske, unplugged stemning der skulle være”. De blev mærkeligere og mærkeligere.

Vores roadie kom ned i bussen, vi skulle på. Han fortalte, at der var helt fuldt dernede. Folk stod endda i søen. Som vane skulle vi til at sætte vores øresnegle i, men vi kom i tanker om, at de ikke var der. Det udløste en fælles, synkron latter, der lettede stemningen. Vi kunne mærke den fantastiske atmosfære, der er ved unplugged koncerter, og da vi trådte op på scenen hørte vi tusindvis af pigers førløsningsskrig.

Selvom det var gratis at komme ind, var det dem, der ikke havde fået billetter til vores normale koncerter, der blev lukket først ind. For at fremme populariteten. Det var ved at blive mørkt, og monumentets lygter var det eneste lys vi havde.

 

HVA' SÅ D.C. ER I KLAAAAR!” råbte Harry ind i mikrofonen, og det monotone skrig begyndte igen. Vi kiggede på hinanden, og Niall begyndte at spille.

 

* * *

 

Efter koncerten skulle vi bruge tre timer på at skrive autografer og få taget billeder. Det var næsten det hyggeligste af vores job at få lov til at møde vores fans. Vi elskede hver og én af dem, for vi kunne ikke gøre det vi gør uden dem, og det var det her vi elskede at gøre.

Folk var altid i godt humør, også selvom de havde stået i kø i næsten tre timer for at se os i ti sekunder eller sådan noget. Det var utroligt, hvor store idoler vi var for nogle, og vi tog det ikke for givet. Hver dag tænkte vi over, hvordan vi skulle opføre os offentligt, for vi kunne ikke skjule noget.

 

* * *

 

”One Direction's Louis Tomlinson in relationship with British scandalqueen Victoria Cowell” det var overskriften på det sladderblad Harry havde købt til køreturen. Jeg så billedet af os i byen mens Harry sandsynligvis læste hele artiklen. Hvem fanden havde fundet ud af det? Det var første gang, medierne havde lavet rygter om os, som rent faktisk passede.

”Må jeg låne det når du er færdig med den?” jeg nikkede hen mod bladet, og Harry nikkede hurtigt tilbage, inden han vendte siden. Vi var på vej til New York, der lå i den anden side af USA. Det var en lang køretur, men så havde vi heldigvis også fri i fire dage inden næste koncert. Vi brugte fridagene til at se byerne vi var i, og at snakke med familie og venner. Man mistede hurtigt kontakten, når vi var på tour i flere måneder, hvis man ikke huskede at ringe og skrive, når tiden var der. Vi tog os tiden.

Hey Vic. Længe siden. Jeg har nogle fridage nu, og jeg vil egentlig bare høre hvordan det går med dig. Lou xx”

jeg sendte en besked til hende. Jeg ville ikke breake sladderbladets headline til hende, før jeg vidste om hun havde tid eller ej.

 

Hey Lou. Lyder hyggeligt. Så billeder fra unplugged i D.C. det så hyggeligt ud! Det går fint her, jeg har udnyttet jeres fravær til at være sammen med gamle venner. I dag skal jeg bare have en filmaften med Ed. Vic xx!” okay, nu vidste jeg i det mindste hvad hun lavede.

 

Det var sgu meget hyggeligt. Anderledes! Vi er forresten på forsiden af et sladderblad her i staterne, haha! x” the risky text...

 

Nej vel? Det er sgu ikke så tit bladene finder på sande rygter..” det havde hun vel egentligt ret i.

 

Jeg lod mobilen ligge på hotellet, inden jeg gik på sightseeing. Et par timer uden forstyrrelser fra min mobil, gjorde godt i mit sind. At få tankerne på plads, ro i hovedet. Det var en sjældenhed, så når chancen bød sig, måtte man skynde sig at gribe den. Vi blev enige om at mødes på en Burger King og spise aftensmad – Nialls idé, surprise? Not.

Selvom jeg efterhånden havde været i New York et par gange, elskede jeg stadig at gå rundt i gaderne. Der skete altid noget nyt. Alle gadeartisterne skabte en fantastisk stemning. Unge mennesker med et talent, kunne have et fedt sommerjob som gadeartist i NY. Havde jeg haft muligheden for det, havde jeg nok også gjort det.

Der var utrolig få fans der ville have billeder den dag, hvilket ikke irriterede mig det mindste. Selvom jeg elskede vores fans, havde jeg ikke noget imod at få noget ro engang imellem. At få ladet op.

Jeg fandt en smykkebutik, der havde et lille bord stående udenfor. Normalt ville jeg finde en halskæde eller noget til Eleanor, men det kunne jeg ikke længere. Måske skulle jeg finde noget til Vic i stedet? Ja det ville jeg gøre. Jeg gik indenfor, og kiggede lidt rundt. Selvom jeg var en dreng, og drenge typisk ikke kunne lide at shoppe, syntes jeg nu det var hyggeligt, hvis jeg skulle købe noget til nogen jeg holdte af.

Jeg fandt en ring til hende. Det var det eneste smykke jeg havde set hende gå med, så det var det eneste der gav mening at købe til hende. Den kom i en fin æske, men sådan skulle hun ikke have den. Jeg lagde æsken i min inderlomme, det sikreste sted indtil videre. Jeg gik videre, og før jeg vidste af det, var det tid til at møde drengene.

De sad ved et diskret bord, så vi kunne spise i fred. Noget af det der irriterede Niall mest var, når han ikke fik madro. Og det gjorde han ikke ret tit, men han ville ikke skuffe vores fans, så han ofrede sin dyrebare mad for dem. De burde vide, hvor meget de betød når han gjorde det. Det sårede ham også ekstra meget, når der så engang imellem var nogen, der ikke gad have billeder med ham. Alt eller intet, sagde vi jo altid. Enten måtte de tage et billede med os alle, eller også måtte de helt undvære.

 

* * *

 

I morgen skulle vi optræde igen. Vi var udhvilede, og glædede os faktisk til generalprøverne. Der var en mærkelig rastløshed, når vi var på tour og havde fridage. Vi ville på en måde gerne have fri lidt, men vi kunne ikke rigtig vente til næste koncert. Det var bedre, når vi kunne nå at komme hjem imellem koncerterne, det var dejligt.

Indtil videre var alt gået godt med koncerterne. De nye features virkede godt, og Josh havde efterhånden fået styr på bandet. De fleste var unge og uerfarne – ikke, at jeg skulle snakke om ungdom og erfaring.. Det var vildt at flyve hen over publikum, mens vi sang. Første gang vi prøvede det, kunne vi ikke koncentrere os om at synge, fordi vi – især Zayn – var bange for at falde ned. Vi var heldigvis blevet bedre til det, og nu kunne vi nærmest ikke få nok af det.

Vi brugte aftenen på at vælge twitter questions til koncerten. Det gjorde vi altid aftenen før, og kun to heldige, spontane questions kendte vi ikke noget til. Det var Josh der valgte dem, og han tog altid de sjoveste han kunne finde.

Vi gik forholdsvis tidligt i seng, fordi prøverne allerede startede kl. 07.30, og vi skulle jo også op og have morgenmad inden. Godt, jeg ikke boede på værelse med Zayn...

 

* * *

 

”Rise and shine buddy” det var Niall, der stak hovedet ind på mit værelse. ”Jeg kan godt selv komme op!” snerrede jeg af ham. ”Okay så. Så gider jeg ikke fortælle dig, at klokken er kvart over syv” han trak på sine skuldre og lukkede døren efter sig.

Damn! Fuck! Hvad var det han havde sagt?! Kvart over syv? Så var der et kvarter til, at prøverne startede, og jeg lå stadig i min seng. Hue-dag! Jeg sprang op af sengen, og kastede en t-shirt og nogle joggingbukser på, efterfulgt af min hue. Jeg har aldrig løbet så hurtigt i mit liv, som da jeg løb ned til morgenmads buffeten i hotellets restaurant. Der sad de andre drenge, og var næsten færdige med deres mad. Heldigvis havde de smurt et rundstykke til mig. Lidt betænksomme var de da.

”Hvorfor skulle I vente så længe med at vække mig?” hvæsede jeg med munden fuld af rundstykke. ”Du siger jo selv, at du godt kan komme op af dig selv, så hvorfor skulle vi?” svarede Niall kækt.

”Åh Gud! Undskyld. Hvis jeg en anden gang sover over mig, så må I gerne vække mig” vrængede jeg. Det udløste en latter, og jeg hældte juicen i mig, og nåede lige nøjagtig at blive færdig med at spise, sammen med de andre. Jeg lugtede bare dårligere.

 

* * *

 

Jeg var træt da vi kom af scenen efter koncerten. Det havde været en lang, og stresset, dag. Backstage sad vi tit flere timer og snakkede og spiste natmad. Det tog hårdt på kræfterne sådan en koncert, specielt når man – som vi – hoppede rundt hele tiden nærmest. Vi sad altid oppe det halve af natten efter en koncert, og diskuterede publikummet, og de mærkelige fans, der smed sjove ting op på scenen.

Harry var ingen steder at se, men jeg kunne høre stemmer ude på gangen. Døren var kun halvlukket, og få sekunder efter så jeg to skikkelser gå forbi. Det var Harry og … Vic?!

 

_________________________________________________________________________
Jeg er ked af, at kapitlet har været så længe undervejs, men HEY jeg er kommet på computer igen, så kan endelig få skrevet ordentligt – og en del hurtigere.

Drengenes tour forløber okay, men hvad laver Vic lige pludselig backstage? Og så sammen med Harry?

Tak fordi I læser med! xx
- Kofoed

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...