Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12225Visninger
AA

15. 14.

Victorias point of view

Loving him is like driven a new Mazarati down a dead end street
Faster than the wind, passionate as sin, ended so suddenly
Loving him is like trying to change your mind once you're already flyin' through the free fall
Like the colours in autumn, so bright just before they lose it all
- Taylor Swift * Red

Jeg havde virkelig den værste skyldfølelse i min krop, da jeg sendte sms’en til Louis, da jeg var kommet hjem til Eddie kort efter midnat. Jeg havde forladt natklubben lige efter, at jeg havde dummet mig. alligevel valgte jeg at skrive til Louis, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Skulle jeg bare lade være med at fortælle ham det? Det kunne jeg ikke. Men det var jo sådan, at jeg var. Jeg løj. Jeg løj for at få det, som jeg ville, og jeg løj for at slippe for sandheden.

Men jeg løj aldrig overfor Louis, så det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Han befandt sig i USA, Canada eller hvertfald derovre lige nu, så jeg ville ikke skrive eller ringe til ham, for at fortælle ham, at jeg havde dummet mig så gevaldig meget. Nej jeg skulle selv fortælle ham det, face to face.

Jeg havde lagt mig ind i Eddies store tomme seng, stadig iført mit festtøj, da jeg hørte hoveddøren gå forsigtigt op. Jeg vidste med det samme, at det ikke var Eddie selv, som kom hjem. Han ville aldrig komme krybende ind i sin egen lejlighed. Jeg tørrede forsigtigt mine våde øjne, og rejste mig op fra sengen, mens jeg holdt vejret i spænding. Selvom jeg stod på den anden side af døren, kunne jeg høre fodtrin komme nærmere, men uden eftertanke åbnede jeg døren ud til den brede mellemgang, hvor jeg mødte Coles blik.

”Hvor blev du af? Du…” – ”Ja, jeg kom lige i tanke om noget, som lå herhjemme” løj jeg, mens jeg sendte ham et koldt blik. Jeg afbrød ham i håb om, at han ville tie stille, men han ignorerede det blot. ”Okay, men siden det kun er os, som er her…” han bevægede sig henimod mig, og det var tydeligt at se på ham, at han stadig var stærkt påvirket af alkohol, hvis ikke man kunne lugte det. Han lagde sin ene hånd mod min kind, som han begyndte at kærtegne, inden han fuldendte sin sætning: ”Så holder min bil ude foran, og jeg har lyst, og jeg ved, at du har lyst, så hvorfor viser du mig ikke nogle frække tricks?”

”Gå hjem, Cole!” Vrissede jeg koldt og irriteret, hvis ikke jeg snerrede det. Jeg lagde begge mine hænder mod hans brystkasse, og skubbede ham væk fra mig, men han stod hurtigt foran mig igen. ”C’mon! Jeg ved du vil, ellers havde du aldrig lagt op til det, da du kyssede mig.” svarede han mindre irriteret, og greb mit håndled, mens han begyndte at trække mig med sig hen mod hoveddøren. Det var dråben, nu bad han selv om det. Jeg løftede min højre hånd, og knyttede den hårdt sammen, inden jeg lod den ramme hans ansigt med en høj hastighed. Uden rigtig at vide, hvor jeg ramte ham, faldt han langsomt til jorden, mens blodet stille kom til syne ved hans øjenbryn.

Jeg lod ham ligge i gangen i Eddies lejlighed, mens jeg hurtigt fandt min mobil, jakke og bilnøgler. Hurtigt fik jeg forladt lejligheden, og styrtede ud på gaden, hvor jeg satte mig ind i min lille røde Fiat. Uden nogen nærmere eftertanke om, at jeg stadig var påvirket af alkoholen, satte jeg mig ind bag rattet, og tændte for motoren. Jeg skulle bare væk herfra, og det eneste sted som jeg kunne tage hen, var hjem. Jeg mærkede, hvordan tårerne trillede ned af mine kinder, mens alt min fokus lå på vejen, men mine tanker var et helt andet sted, og det blev ved med at distrahere min kørsel.

Med den fart, som jeg havde på, var jeg hurtigt hjemme. Den store tomme villa var henlagt i mørke, ligesom da jeg forlod den tidligere. Med rystende hænder lykkes det mig, at låse døren op. Alt jeg manglede lige nu, var en som kom hen til mig, omfavnede mig, og fortalte mig, at alt var okay. Men det var der ikke. Min far turnerede som sædvaneligt rundt. Louis turnerede også rundt med drengene, Eddie var stadig i byen et sted, og min mor.. var her ikke.

Aldrig havde jeg følt mig mere alene, end jeg var nu. Braget fra hoveddøren, som gik i, gav genlyd gennem hele huset. Her var tomt. Jeg snøftede en enkelt gang, inden jeg langsomt begav mig op på mit kolde værelse. Jeg fandt et gammelt billede frem fra min skrivebordsskuffe. Det var et billede af min mor og jeg, da jeg var seks. Et år inden hun gik bort. ”Jeg ville ønske, at du var hos mig nu” mumlede jeg med en grødret stemme, som nærmest skar i min hals. Jeg ville ikke græde mere, og jeg prøvede forgæves, at holde mine tårer tilbage. Hun ville vide, hvad jeg skulle gøre.

Jeg satte mig ned på kanten af min seng med billedet i min ene hånd. Mit blik lå stift på billedet, mens jeg lavt begyndte at snakke til hende, som om hun var her lige ved siden af mig. ”Hvad skal jeg gøre? Far er aldrig hjemme længere, det har han faktisk ikke været i lang tid. Han virker så ligeglad med mig, og det har han været, siden du forlod os..” Jeg sukkede dybt, mens mine skuldre sank sammen i en tung bevægelse. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg savner dig, og jeg mangler dig virkelig.. for.. jeg vil snart miste Louis.” Jeg kunne ikke længere holde mine tårer eller gråd tilbage, så jeg slap det hele. Tårerne væltede ned af mine kinder, og nogle få dråber ramte billedet i min hånd.

Jeg var knust, vred, bange og frustreret. Jeg havde mistet alt. Min mor. Min far. Snart Louis. Han ville aldrig tilgive mig, for min fejl. Jeg var ikke som Eleanor. Jeg var ikke perfekt. Jeg var ødelagt og fortabt.

 

* * * 

 

Jeg vågnede ved lyden af min telefon, som ringede lige ved siden af mig. Træt og irriteret rakte jeg ud efter den, og tog den op til mit øre.

”Hallo?” Min stemme var virkelig hæs, og helt ødelagt, også selvom jeg ikke havde råbt og skreget så meget i går.

”Vic, hvor fanden er du?!” Det var Eddie, og han var helt oppe at køre.

”Hjemme, hvorfor? Hvad nu?” Jeg var tydeligvis ikke vågen endnu, det var kun den lille del af mig, som var vågnet, som snakkede.

”Cole lå bevidstløst ude i min mellemgang, da jeg kom hjem i nat, og jeg blev nødt til at sende ham med en taxi på skadestuen!” Selvfølgelig vidste Eddie, at det var mit værk, det kunne jeg høre på ham.

”Slap af Ed, så slemt var det heller ikke”

”Nej han havde bare et stort sæbeøje, og et flækket øjenbryn” sukkede han dybt.

”Han bad selv om det” mumlede jeg træt. Det var det eneste, som jeg egentlig kunne sige til det.

”For helvede Vic!” Sukkede han igen.

”Jeg kommer over senere, okay?” Mumlede jeg, inden han sagde ja, og lagde på. Klokken var kun 9, men takket være Eddie, så var jeg allerede vågen. Jeg var faldet i søvn i alt mit tøj, og med billedet i min hånd. Jeg havde den ledeste hovedpine, og den værste skyldfølelse i min krop. Det var der ingen piller der hjalp i mod. Man kunne ikke tage piller mod moralske tømremænd.

 

* * * 

 

”Okay, Cole og dig kyssede, derefter tog du herhjem, hvor han dukkede pisse stiv op, og prøvede at kysse dig og sådan, hvorefter du slog ham i gulvet?” Eddie var tydeligvis forvirret over hele situationen. Jeg nikkede tungt til det, som han sagde. Stolt var ikke lige det, som jeg ville kalde mig selv lige nu, men det var sandheden. ”Wauw, det er skidt” kommenterede han sukkende. ”Jeg ved det, du behøver ikke markere det!” Jeg rejste mig fra køkkenstolen i frustration, mens jeg gik lidt rundt i det store køkken.

”Du kunne jo fortælle Louis det hele?” Foreslog han, og jeg vendte mig rundt mod ham, og rynkede på panden. ”Ja, men lige meget, hvordan jeg fortæller ham det, så vil han jo ikke tilgive mig!” Mit stemmeleje hævede sig, da min stemme blev skinger. Det blev min stemme, når jeg var frustreret. ”Det ved du jo ikke?” Han prøvede at overbevise mig om, at der var en anden mulighed, men jeg ville ikke tales til fornuft. ”Eddie, jeg står til at miste ham! Jeg ville aldrig tilgive ham, hvis han havde dummet sig ligesom jeg!” Sukkede jeg tungt, og lod mig dumpe ned på køkkenstolen igen.

Vi sad lidt i tavshed, da lyden fra min mobil brød tavsheden. Jeg løftede den op fra bordet, for at se, hvem det var, der ringede. Det var min far. ”Tag den” insisterede Eddie, som sad overfor mig ved spisebordet. Jeg rystede på hovedet, og lagde den tilbage på bordet, mens jeg lod den ringe. ”Jeg har intet at sige til ham” mumlede jeg lavt, inden mit blik kort faldt på Eddie, som rystede på hovedet, inden han kiggede opgivende ned i jorden. Han kendte til forholdet mellem min far og jeg, men lige nu så han ud til, at være træt af det.

Der gik ikke længe inden min mobil endnu engang, brød tavsheden mellem os. Jeg forventede, at det ville være min far igen, så uden at kigge på skærmen lod jeg den ringe igen. ”Det er hemmeligt nr.” kom det fra Eddie, som åbenbart havde tjekket det. ”Han ringer sikkert bare med hemmeligt nr., for at få mig til at tage den” mumlede jeg irriteret. Jeg skiftede ikke mening bare fordi, at det var hemmeligt nr.

Uden nogen chance for at stoppe Eddie, greb han hurtigt ud efter min telefon, og tog den op til sit øre. ”Victorias telefon?” Jeg vrissede hans navn, men han smilede blot af det, inden han rejste sig fra sin stol, og gik rundt i køkkenet. ”Ja, hun er lige her” han prøvede at lade være med at grine, da han rakte mig min telefon, efter at jeg havde slået ham på skulderen.

”Hallo?” Jeg var sikker på, at det ville være min far, som befandt sig i den anden ende af røret, derfor var min stemme kold.

”Det er James, goddag Frk. Cowell” det var til min store overraskelse ikke min far, men James.

”Goddag”

”Jeg har gode nyheder til Dem” endelig skete der noget positivt, lige hvad jeg havde brug for.

”Okay, lad mig høre” Jeg holdt vejret i spænding, inden jeg bevægede mig ud af køkkenet, for at få lov til at tale med ham i fred.

”Dagbogen, som De efterlyste, er nu i min varetægt, og jeg kan aflevere den til Dem i eftermiddag”

”Fantastisk! Tusinde tak, James! Vil du have noget i mod, at aflevere den på en anden adresse?” Jeg fortalte ham Eddies adresse, og afsluttede derefter opkaldet. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, ved tanken om, at den nu var blevet fundet. Louis ville blive så glad, når… når jeg ville give ham den. Tanken om at se ham smile, gjorde mig glad, og det fik sommerfuglene i min mave til at vende og dreje sig. Der var bare en anden ting, som ødelagde det. Sandheden. Når jeg ville se ham igen, ville jeg fortælle ham, hvad der var sket.

"Hvem er James?" Jeg nåede ikke engang ind i køkkenet før Eddie nærmest overfaldt mig med spørgsmål. "Easy! James er manden, som jeg har hyrret til at finde Louis' dagbog" svarede jeg ham mere tålmodigt, end jeg nogensinde havde gjort før. "Nå ja. Noget nyt?" Jeg prøvede at skjule mit smil, men det kunne jeg godt opgive med det samme, for det var tydeligt at se, hvordan det blev ved med at titte frem. "Han har fundet den, og aflevere den her om nogle timer" Eddies ansigt lyste op ved nyheden. Det var nok det bedste, som der var sket det sidste døgn. 

 

At stå med dagbogen mellem mine hænder var en fantastisk følelse, for jeg vidste at det meste fra Louis' liv i de seneste par år, var beskrevet her. Jeg løj, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nysgerrig for at kigge i den. For det var jeg. Havde han skrevet noget om mig der i? Jeg vidste, at det var virkelig forkert at åbne den op, for det var tanker og begivenheder, som slet ikke tilhørte mig, eller kom mig ved. Men jeg var så nysgerrig! Et lille kig? Hvad han ikke vidste, havde han vel ikke ondt af?

Jeg satte mig ind på det gæsteværelse, om Eddie havde stillet til rådighed for mig. Jeg brugte det egentlig ikke, for jeg sov for det meste sammen Eddie inde i hans seng. Den var meget større, og det var mega hyggeligt, at han lå ved siden af, så jeg ikke var alene. Jeg lod min højre hånd glide forsigtigt henover dagbogens sorte forside, inden jeg tog en dyb vejrtrækning. Ville jeg kunne stå og lyve overfor ham, når jeg rakte ham den? Ville jeg kunne sige, at jeg ikke havde åbnet den, uden bare at kiggelidt i den?

Det vidste jeg ikke, men det måtte jeg tage til den tid. Jeg kunne ikke holde mine tanker fra at åbne den dagbog. Jeg måtte vide, om han havde skrevet noget om mig der i. Forsigtigt åbnede jeg dagbogen bagfra, for at se det seneste indlæg, som han havde skrevet. 

 

14. juni 

Så er jeg her. Hos 'Onkel Simon'. Det er rart at komme væk fra det centrale London. Det hele var et helvede i sidste ende. El og jeg snakker ikke sammen længere, og hun fortjener virkelig bedre end jeg. Den gnist som var mellem os engang, blev slukket sammen med vores venskab. Jeg savner hende, jeg savner hendes fantastiske smil, og brune øjne. Men.. jeg fuckede det hele op. Fordi jeg dummede mig år tilbage, satte jeg hendes tryghed på spil, og det vil jeg aldrig gøre igen. 

Det er fedt at komme hjem til Simon, for jeg har virkelig bare brug for at være 'mand'. Ikke flere kvinder i mit liv lige nu, som kunne fucke det hele mere op. Men så dukkede hun op. Jeg mødte hende i byen i går. Hun var smuk. Men ligeså smuk som hun er flabet. Det kom bag på mig, at det var Simons datter, virkelig. De er to modsætninger, men det så ikke ud til at han ved det. Hun bukker under for ham. 

Jeg kan godt mærke, at hun ikke byder os velkommen, for ligeså hurtigt som Simon kommer hjem, er han væk igen. Hun skænker mig ikke et eneste blik, men det er en udfordring, som jeg ikke kan sige nej til. Jeg vil nedbryde hendes kolde attitude, for inde bag den vil hun være blød.  Om en måned er hun min. Klar til at erobre.

Hver gang jeg snakker til hende, eller kommer med en flabet kommentar, så kan jeg se, hvordan det irriterer hende. Jeg kan godt lide at irritere hende, for hun bliver så pissed, og det er ret morsomt. De andre drenge er meget chokerede over hendes pludselige humørsvingninger, og de var klar til at forlade Simons hus. Jeg bad dem om at blive, hun tester os bare. 

Aldrig har jeg mødt et pigebarn som hende. Flabet, barnlig, uhøflig og jeg kan fortsætte i en evighed. Hun har fået alt, hvad hun ønsker sig af sin far, og det er meget.  Det her er nok første gang, hvor der var noget, som går hende rigtig meget på. Hvor hun ikke får sin vilje. Hun må lære at vokse op, og hvis det er det her, som der skal til, så vil jeg med glæde give hende en skideballe eller to.  Jeg vil irritere hende så meget, at hun indser, at i det øjeblik hun accepterer min tilstedeværelse, vil det stoppe.

Hun undertrykker bare hendes egne følelser, fordi hun tror, at hun kan styre dem. Det kan hun ikke. Hvem man kan lide og hvem man ikke kan lide, kan man ikke kontrollere. Hvis man kunne det, ville jeg ikke skænke hende en tanke. Men det her er et spil, og hun er hovedpersonen i det. Hun er selv ude om det, hun startede det selv, og hun kan selv stoppe det. Hvis hun vil. Hun elsker at spille, men denne gang vinder hun ikke.

 

- Louis Tomlinson

 

 

___________________________________________________________

Så kom næste del endelig. Sorry, har ikke haft så meget tid til at skrive. Arbejder nærmest hver dag, og hele næste uge er jeg i København. Kofoed ved jeg, også har rimelig travl i næste uge, så håber i vil være tålmodige :)

Så kiggede Vic i Louis' dagbog. Åh åh.. Tror i han vil opdage det? Og hvad er Victorias reaktion på hans første indtryk om hende? Vil det ændre noget? 

Wauw! Tak for alle de mange likes og favoritlister! Vi er virkelig dybt taknemmelige for, at i er så mange, som følger med! Vi ville blive mega glade, hvis i bliver ved med at like! 

OMG glæd jer virkelig til næste gang! Det bliver virkelig dramatisk!

Tusinde tak, i er skønne xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...