Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
11933Visninger
AA

12. 11.

Louis' point of view

Den ene lyd efter den anden vækkede mig. Hvem kom dog hjem på denne tid? Var det indbrud? Jeg fløj op fra min seng, og gik ud i stuen for at se hvem det var, kun iført mine boxershorts, og bar' overkrop. Det var Vic, og hun var pissefuld!

"Åh Lou, godt du kom, kan ikke finde ind på mit værelse" hun snøvlede utroligt meget, og hendes pupiller var større end tekopper. Hun nærmest faldt ind i mig, og jeg kunne mærke hendes varme ånde mod mit bryst.

"Kom, så skal jeg hjælpe dig" jeg tog fat om hende, og støttede hende ind på hendes værelse. De andre drenge stod i dørkarmen, og jeg vidste med det samme, at Vic ville få fire forskellige referater af hendes tilstand i morgen.

"Læg dig ned ved siden af mig, og fortæl mig om dig selv" sagde hun, da hun lå på sengen.

"Hvad vil du da gerne vide?" Jeg lagde mig ned ved siden af hende i den store seng, og med det samme lagde hun sit hoved på min brystkasse. Jeg begyndte at ae hendes lange bløde sorte hår.

"Alt" hviskede hun træt. Jeg kunne mærke vibrationerne i hendes stemme.

"Okay. Alt det trivielle kender du jo i forvejen. Da jeg var yngre, 16 eller 17 kom jeg ud i noget rigtigt lort. Jeg har faktisk aldrig rigtig lagt det bag mig. Jeg begyndte at gå til fester, og i min omgangskreds var stoffer rigtig populære, så det skulle jeg også lige prøve. I starten - da jeg kunne styre det - var det meget fedt, men efterhånden kom det ud af kontrol. Jeg begyndte at skylde mange penge væk, og til sidst kunne jeg ikke fungere uden stofferne." Jeg sukkede lidt, mens jeg prøvede at komme lidt tilbage fra mine dybe tanker.

"Da jeg stillede op til X-factor havde jeg været clean i tre måneder, og havde det ikke været for One Direction var jeg nok endt i rendestenen, med en sprøjte i hånden. Heldigvis begyndte jeg også at tjene penge, så jeg kunne betale af på det hele. Da jeg kom sammen med Eleanor, kom de op til lejligheden og truede hende. Det var dråben der fik glasset til at flyde over. Jeg havde aldrig fortalt hende om det, og den fejltagelse vil jeg ikke begå igen. Jeg kom herned, fordi jeg var bange for at falde i igen efter El og jeg slog op"

"Wow" andet sagde hun ikke, og så faldt hun i søvn. Jeg blev liggende, og kiggede egentlig op i loftet det meste af tiden.

 

* * * 

 

"Nå det er her I ligger! Der er morgenmad" Liam stod i døren, og kiggede træt ind på os. Victoria sov tungt, men jeg var aldrig rigtig faldet i søvn. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og larmede for meget til, at jeg kunne sove. Hvordan skulle jeg fortælle hende det? Hun ville blive knust.

"Vic, der er morgenmad" jeg hviskede i hendes øre. Hun gryntede lavt, inden hun satte sig op, og kiggede på mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hendes make-up var helt tværet ud, og hun havde vidst savlet lidt.

"Hm, ser jeg så slem ud?" hun kiggede ondt på mig, hvilket blot fik mit smil til at vokse yderligere.

"Jeg ville i al fald gå ud og vaske mit ansigt inden, jeg gik til morgenmad hvis jeg var dig" jeg kyssede hende blidt på læberne, inden hun trak sig væk fra mig. 

"Nå så det ville du alligevel? Så kom og hjælp mig!" Hun skubbede mig ud af sengen,, så jeg ramte gulvet med et bump. Man skulle tro, at hun var ved at blive glad for, at skubbe mig ned fra sengen. Vi grinte begge to, og hendes latter gjorde hende endnu dejligere, end hun var i forvejen.

"Hvis du lader være med at forsøge at dræbe mig en anden gang så" jeg rejste mig op fra gulvet, og trak hende med ned på gulvet.

"Okay. Kom så!" Hun rejste sig op, og kiggede ventende på mig. Jeg rejste mig op, og fulgte efter hende d på badeværelset, hvor jeg faktisk ikke havde været før. Drengene og jeg, skulle benytte et helt andet badeværelse, som overhovedet ikke havde så meget klasse, som dette her havde.

"Nu ser du pæn ud igen, og jeg er sulten" jeg traskede ud af badeværelset, og jeg kunne høre hende bag mig. Hun gik langsomt, så jeg stoppede op nogle gange, for at vente på hende.

"Hvad skal du i dag?" Hun kiggede forventningsfuldt op på mig, hvilket fik mig til at trække svagt op smilebåndet.

"Pleje dine tømmermænd vel?" Smilede jeg en smule flabet, og trak hende blidt ind til mig, inden jeg kyssede hendes pande.

"Korrekt svaret" smilede hun ligeså flabet, og tog min hånd.

 

 

* * * 

 

"Må jeg spørge om noget?" Hun lå ved siden af mig i hendes seng, mens der kørte et eller andet realityprogram henne i tv'et. Hendes stemme var en smule rystende, men hvis jeg spurgte hende, så ville hun ikke selv stå ved det. Jeg lagde pizzabakken, med få stykker pizza fra mig, og vendte mig ind mod hende. Jeg havde lige hentet pizza til os.

"Fyr løs" smilede jeg til hende, mens jeg tyggede helt af munden, for pizzarester.

"Hvordan havde du det dengang, med El?" Normalt ville piger faktisk ikke vide svaret på dette spørgsmål, men jeg var træt af, at skulle lyve om så mange ting, så jeg ville ikke dumme mig denne gang.

"Jeg var bange. Jeg var nærmest flygtet til London, i den tro at de ikke kunne finde mig her. Jeg var bange for, at de skulle skade hende, at de i det hele taget skulle finde hende. Hver dag føltes det som om, at jeg blev forfulgt. Jeg tror aldrig rigtig, at jeg var alene. Jeg var bange for at falde i igen. Det var frygteligt, og jeg brugte de fleste af mine teenage år på det, hvilket nok er derfor jeg er, som jeg er i dag"

"Du er dejlig" mumlede hun, inden hun lagde sine arme omkring mig, og krammede mig. Selvom det var et følsomt emne, så hjalp et kram altid. 

"Mmh, ligesom dig" hviskede jeg ned i hendes hår, som duftede af blomster, det var nok hendes shampoo. "Sødt" mumlede hun, hvilket fik mig til at slå en meget kort latter op, som nærmest var lydløs.

"Louis? Jeg vil gerne spørge dig om noget" hun trak sig væk fra mig, så hun kunne kigge alvorligt på mig.

"Hvad er så det?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Hvad er vi egentlig? Er vi bare venner med fordele, eller er vi mere end det?"  Hun bed sig nervøst i underlæben. Hun havde spillet bolden.

Jeg trak hende tæt ind til mig, mens jeg borede mit blik ind i hendes, mens jeg blidt smedede mine læber om hendes i et følelsesladet kys. Jeg trak mig derefter lidt væk fra hende. "Var det svar nok?" Hun smilede det sødeste smil, som jeg længe havde set, og nikkede roligt.

"Så du vil godt være min?" Hun smilede en smule flabet, men jeg vidste, at det kun var sjov, og at hun havde forstået mit svar.

"Ja selvfølgelig. Der er nu også noget jeg skal fortælle dig" Jeg kunne ligeså godt fortælle hende det. Jeg vidste ikke om, hun ville reagere ligeså voldsomt, som hun gjorde ved Simon, men jeg måtte prøve.

"Mener du det?! Hvad er det?" Hun smilede overrasket, mens hun så afventende på mig.

"Æh. Det er fordi vi tager på tourné snart" jeg fik nærmest presset ordende ud gennem mine ellers så sammenbidte læber.

"Det mener du så forhåbentlig ikke!" Hun hviskede det nærmest, som om at hun ikke kunne klare det, og jeg kunne også godt forstå hende, hvis hun ikke kunne.

"Jo, og for to dage siden, kunne jeg ikke have sagt noget bedre" jeg tænkte de to dage tilbage, hvor Victoria og jeg, overhovedet ikke var på talefod. Men nu? Tiden gik alt for hurtigt, og der skete alt for meget.

"Hvor længe skal I være væk?" Hendes stemme forandrede sig, og jeg var helt i tvivl om hun græd.

"Et par måneder" mumlede jeg lavt, og aede en tot hår væk fra hendes ansigt, og om bag hendes øre.

"Okay, hvornår tager I afsted?" Spørgsmålene kom rimelig hurtigt efter hinanden, og hun hendes blik søgte straks puden.

"I morgen" ordende lød fuldstændig tomme, da de forlod mine læber, og jeg fik den værste skyldfølelse, som skyllede indover min krop.

"Det bliver da bedre og bedre!" Hun græd i al fald nu. Hulkende begravede hun sit hoved i puden, som hun lå på.

"Jeg har heller ikke lyst til det" inderst inde vidste jeg godt, at jeg ikke kunne sige noget, der kunne trøste hende, men det var vel forsøget værd?

"Lov, at du skriver!" Hun kiggede op fra hovedpuden, og jeg kunne straks se, at hendes øjne var blevet røde.

"Det lover jeg!" Jeg kyssede hende på panden, inden jeg kiggede op i loftet, og gentog ordene i mit hoved. Jeg ville ikke bryde løftet, fordi jeg vidste, at jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg var med til at ødelægge hende endnu mere, hvis jeg brød dette løfte.

 

* * *

 

Victoria var taget med til lufthavnen næste dag, for at tage afsked med os. Lige nu, stod vi luftehavnen, og tog afsked. Hun græd, og jeg kunne mærke, at hun ikke ville give slip på mig.

"Jeg ringer når vi når frem" jeg kyssede hende blidt på hendes læber, inden jeg krammede hende en sidste gang.

"Lover du?" Hun kiggede trist på mig, men jeg kunne se, at hun prøvede at holde det hele tilbage, og skrue op for den kolde facade igen, men den var nedbrudt. Jeg havde nedbrudt den.

"Det lover jeg" jeg kyssede hende på panden, inden hun gik over for at kramme de andre drenge farvel.

"All passengers for the flight to LAX please go to gate now!" Vi skyndte os hurtigt hen til gaten, og fik de pladser på flyet, som vi havde bestilt. Flyet lettede ikke lang tid efter, og vores 12 timers lange flytur til LA, var nu begyndt. Tilbage i London stod Victoria, og hun ville forhåbentlig vente på mig, ind til jeg kom hjem igen. Jeg vidste ikke om hun ville gøre det, men jeg håbede det inderligt. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her. 

 

 

_______________________________________________________

Endnu et fantastisk kapitel fra Kofoed! Smid et like, eller en kommentar for hendes skyld, for hun arbejder virkelig hårdt med dette kapitel! 

Så midt i det hele blev Louis og Victoria kærester, men vil det holde, nu hvor det sker inden for så kort tid? 

Hvad vil Victoria nu gøre, nu hvor både hendes far og drengene er rejst? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...