Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12083Visninger
AA

11. 10.

Victorias point of view

Each time I take you back
You bring thousand cracks
And I accept them, like a fool
So now what's your excuse
What do we have to lose
Since I'm already losing you
- Little Mix * Turn your face

Jeg kunne virkelig ikke beskrive alle de følelser, som kørte rundt i min krop lige nu. Det var som om, at alle følelserne indeni mig eksploderede på én gang. Det var en forfærdelig følelse. Jeg ved ikke, hvad der gik galt oppe i hovedet på mig, da han fortalte, at han skulle væk seks måneder på tourné med det der pigeband, Little Mix. 

Jeg var fuldstændig ligeglad med, at Louis og de andre drenge overhørte vores skænderi, så kunne de se, hvilket svin han var. Jeg var ikke i tvivl om, at min far elskede sit job, men jeg havde håbet på, at han mest af alt, ville blive hjemme på min fødselsdag - men det kunne han jo ikke. Jeg var bare knus over, at han hver gang prioriterede sit job højere end jeg.

"Hvad gør du så nu?" Jeg så op på Niall, som sad og kiggede på mig med et bedrøvet blik. Jeg kiggede kort på ham, inden jeg kiggede ud af vinduet. "Jeg er ikke helt sikker." Mumlede jeg lavt. Jeg var ikke helt sikker på, om han overhovedet kunne høre det, men det var vel også lige meget?

Jeg havde ikke snakket med Simon siden i går aftes, hvor jeg råbte af ham. Jeg var bare så frustreret og såret. Ingen af drengene turde komme ind til mig efter skænderiet, hvilket bare gjorde mig endnu mere ked af det, men på den anden side, så ja… så kunne jeg også godt forstå dem. Jeg var jo fuldstændig ude af kontrol. Den vrede som eksploderede inde i min krop, var en vrede, som jeg aldrig nogensinde i hele mit liv havde følt før. Men jeg mente, hvert eneste ord, som jeg sagde. Jeg ville ikke være der, når han kom hjem.

Jeg mærkede en hånd på mit lår, og jeg kiggede hurtigt ned på hånden, og lod mit blik glide op, hvor jeg fik øje på Louis. Han sendte mig et forsigtigt smil, men jeg trak bare skulderen. Jeg ville ikke spille yderligt på, at jeg stadig var synderknust, det var der ingen grund til, men ikke engang Louis kunne hjælpe på mit humør lige nu.

Tingene mellem Louis og jeg var gået enormt hurtigt, og jeg kunne ikke engang selv følge med længere. Jeg var ikke som sådan forelsket i ham, men jeg følte noget for ham. Jeg havde aldrig set det komme, og tanken skræmte mig stadig en smule.

Jeg kunne høre fodtrin på vej ind mod stuen, og jeg regnede hurtigt ud, at det var Simon, eller som sagt min far, som var på vej herind. ”Hey Simon!” Sagde drengene i munden på hinanden, og jeg kunne se smilet på hans læber vokse sig stort. ”Hey drenge” svarede han friskt, inden han så over på mig. ”Undskyld..” Mumlede jeg, inden jeg sendte Louis et undskyldende blik, og jeg rejste mig fra sofaen, og forlod stuen.

Jeg kunne ikke klare, at være i samme rum som min egen far lige nu. Han havde såret mig så dybt, men han var åbenbart ikke selv klar over det. Jeg småløb op af trapperne til mit værelse, hvor jeg hurtigt lukkede mig inde. Jeg satte mig tungt på kanten af min seng, mens jeg så rundt på mit værelse, som var fyldt med alle mulige nipsting, som jeg aldrig brugte. De fleste ting, var gaver som min far tog med hjem til mig, når han var ude at rejse,da jeg var mindre. Det gjorde han bare ikke længere.

Jeg rejste mig fra sengen, da mit blik fløj hen på min store reol med dvd’er. Jeg gik hen, og lod mit blik undersøge de forskellige film, som befandt sig på reolen. Jeg endte med at vælge filmen Forest Gump, mest for at aflede mine tanker, som fløj rundt i hovedet på mig. Uden problemer fik jeg sat filmen i mit fladskærmstv, og smidt mig selv på sengen igen. 

 

En let banken lød mod min dør, og jeg mumlede et eller andet, som jeg ikke helt selv vidste, hvad var. Døren blev forsigtigt åbnet, og Louis kom til syne i døren. ”Må jeg komme ind?” Spurgte han med et lille smil, og jeg nikkede. Jeg var virkelig nede. Jeg skændes aldrig med min far, dette her var første gang i flere år.

”Er du okay?” Han lukkede døren efter sig, og listede hurtigt hen til min seng, og ind under dynen til mig. Jeg undlod at svare ham, hvilket jeg håbede, at det var svar nok. ”Ser du Forest Gump?” Spurgte han overrasket, inden han lagde sine arme rundt om mig, og trak mig ind til sig. ”Ja, du kender den?” Jeg så en smule overrasket op på ham, og hans læber skiltes i et smil.

”Ja, det er min ynglingsfilm!” Sagde han, og jeg smilede svagt. Det var rart bare at ligge her med ham. Det fik mig til at glemme tingene lidt og slappe af. ”Den er så sød” mumlede jeg, mens jeg vendte min opmærksomhed mod tv skærmen igen. ”Ja, den er ret speciel. Ikke ligesom alle andre film.” Jeg nikkede en enkelt gang til det, som han sagde. ”Har du en ynglingsfilm?” Spurgte han nysgerrigt, og jeg vendte mig om mod ham.

”Du kan bare ikke tie stille vel?” Han grinede lidt af mine ord, og det fik mig til at smile lidt igen. ”Ikke lige nu.” Han trak sit ansigt tættere mod mit, inden han forsigtigt smedet sine læber om mine.

Det ville være overdrevet, hvis jeg sagde, at jeg elskede hans læber, men jeg elskede følelsen af hans læber mod mine. De var perfekte, det var som om, at de var skabt til mine læber.  

Kysset udviklede sig ikke yderligere, da jeg trak mig væk fra ham, og puttede mig ind til hans brystkasse. Jeg kom til at tænke på, da Simon kom hjem, og greb os på fast gerning. Aldrig havde noget været mere akavet. Jeg troede ikke, at han ville opdage det, men det gjorde han. Og da Louis stod, og sagde til ham, at han holdte af mig. Det fik varmen i mine kinder til at stige, og sommerfuglene i min mave til at frembruse.

Jeg var også glad for ham, men jeg kendte ham ikke nok til, at jeg ville kalde mig selv forelsket endnu. Jeg kendte ikke til hans baggrund, og jeg kendte ikke til ham som person. Han kendte heller ikke mig som person, vi nød vel bare hinandens selskab. 

 

 

* * * 

 

Jeg var ikke engang ude at sige farvel til min far, da han rejste. Jeg nægtede det. Louis og de andre drenge prøvede at overtale mig, men jeg gav mig ikke. Det skulle de overhovedet ikke blande sig i, det var en sag mellem ham og mig. De næste seks måneder ville nok forløbe som de gjorde før Simons uventede hjemkost. Bare at denne gang ville jeg ikke være hjemme når han kom hjem igen.

”Du kunne i det mindste have sagt farvel…” Kom det ovre fra Liam, som sad overfor mig ved aftensmaden. Jeg rystede bare hovedet. ”Nej.” Svarede jeg koldt, inden Zayn bød ind i samtalen. ”Du behøvede jo ikke kramme ham eller noget, bare være der. Det ville nok betyde meget for ham.” Jeg strammede grebet om min gaffel, for ikke at flippe helt skråt. Mit temperament lige for tiden, var virkelig en kort lunde, og drengene troede, at det var den tid på måneden, men dog ikke. Der skete bare for meget.

”Zayn…” Kom det fra Louis, som sad skråt overfor mig ved bordet. Hans stemme var en smule streng, men stadig rolig. Jeg kunne fornemme på Louis, at han prøvede at hentyde til, at han ikke skulle blande sig i det. Jeg tog den sidste klat spaghetti i munden, inden jeg lænede mig mæt tilbage i stolen. 

"Hvad? Jeg ville da selv blive ret knust, hvis min egen datter ikke kom ud, og sagde farvel til mig?" Mumlede Zayn, mens han samlede noget spaghetti op på sin gaffel, og stak det i munden. Jeg vidste ikke om Harry og Niall, kunne fornemme på mig, at jeg var en tikkende bombe, for de kiggede nervøst på mig. Jeg prøvede at ignorere det, som Zayn sagde, men det blev ved med at prikke mig på skulderen. 

"Jeg tager over til Eddie i aften, så i er alene hele natten." Jeg skiftede hurtigt emne, for ikke at få et flip igen. Jeg kunne fornemme Louis' blik hvile på mig. "Det er også fint.. Jeg regner med at Danielle kommer herover i aften, hvis det altså er okay?" Kom det fra Liam, som sendte mig et venligt smil. Han var rimelig ansvarsfuld, så jeg turde godt give ham lov til det. "Ja det er fint" svarede jeg ham venligt, og så op på Louis. 

Han sendte mig overraskende et smil, som fik jeg hurtigt gengældte. "Vic må Josh og nogle andre fra vores band godt komme over?" Spurgte Niall med hans irske accent. Han havde en vildt nuttet stemme, og Niall kunne man bare ikke blive vred på, det kunne man bare ikke. "Ja. I må godt få nogle venner over, jeg er ligeglad - i skal bare ikke holde nogen fest." Sagde jeg advarende, og jeg lød lidt ligesom deres mor... skræmmende.. 

"Det lover vi." Smilede Harry rimelig pålidelig, og jeg løftede spørgende det ene øjenbryn. Han sendte mig et virkelig grimt blik, og for hans eget vedkommende ville jeg ikke håbe, at det var hans scoreblik. "Du er så mærkelig" rystede jeg på hovedet, og skubbede min stol ud fra bordet, og tog min tallerken med mig hen til opvasken. 

"Tak for mad. Jeg smutter drenge, og lad være med at gøre noget dumt, mens jeg er væk!" Sagde jeg med en alvorlig stemme, og lukkede mig selv ud af hoveddøren, og låste min lille røde Fiat 500 op. Jeg satte mig ind i bilen, og skruede op for musikken, for at overdøve mine tanker, inden jeg svingede bilen ud på vejen. 

 

 

* * *

 

"Kom nu Vic! Jeg har ikke drukket siden min fødselsdagsfest!" Klagede Eddie, og faldt tikkende på knæ foran mig. Jeg løftede overrasket mine øjenbryn, mens jeg så underligt på ham. Jeg var ikke helt sikker på, hvad han havde indtaget i dag, siden han opførte sig sådan. "Ja, du fik vidst også rigeligt der." Mumlede jeg, inden jeg slog en lille latter op. Jeg tænkte tilbage på, da han kurrede ned af trapperne på sin røv, og landede i den store sofa, fordi han var så fuld. 

"Ja, men jeg savner dengang, hvor vi tog i byen sammen." Beklagede han sig, men på en manipulerende måde. Jeg havde ikke været i byen med Eddie sådan rigtigt, siden drengene flyttede ind hjemme hos mig. Jeg turde ikke lade dem være alene i huset, men det gjorde jeg nu. Jeg havde fået et helt andet syn på dem, og jeg havde lært dem nogenlunde at kende, og dermed stolede jeg også på dem. De havde jo aldrig svigtet mig som sådan. 

"Samme her" mumlede jeg lidt, og et dybt suk forlod min brystkasse. Han så hurtigt op på mig, og et stort smil bredte sig på hans læber, inden han rejste sig op, og tog en dyb indånding. "Så det er et ja?" Hans stemme og øjne var fyldt med håb, og jeg savnede det faktisk, så hvorfor ikke? "Så lad gå!" Smilede jeg, og hans smil voksede sig stort. "Fedt! Du har jo din 'fest pakke' herhjemme hos mig, og jeg har en masse ekstra sprut fra min fødselsdag!" 

Tidligere da Eddie og jeg tit var i byen, blev vi enige om, at jeg smed noget tøj, makeup, sko og så videre, hen til ham, fordi det ville være hundrede gange nemmere. Den mest geniale idé nogensinde. 

Mens vi stod inde på hans værelse, og begyndte at finde noget tøj til aftenens bytur, kom Eddie hen med to Mokaï. Han rakte mig den ene, og uden problemer fik jeg den åbnet. "Skål!" Sagde han med en høj stemme, og jeg kom i tanke om en remse, som vi engang fandt på. "Vi skåler med vore venner, og dem vi ikke kender, og dem vi ikke kender, dem skåler lige med!" Sang jeg, og Eddie slog en høj latter op. "Ej den havde jeg helt glemt!" Jeg grinede lidt, imens jeg drak noget af min mokaï. "Havde jeg også, men den dukkede lige op" smilede jeg, og stillede min mokaï på reolen ved siden af mig. 

 

Jeg endte med at finde en stropløs kjole, som gik et stykke ned over mine lår, og et par helt lysebrune stilletter. Jeg havde ingen hvide eller sorte stiletter liggende hos Eddie, så jeg måtte nøjes med det, som jeg havde. Uden at tænke over det, begyndte jeg at trække mine jeans af, og min løse t-shirt over hovedet. Jeg var fuldstændig ligeglad med, om Eddie så mig halvnøgen. Vi havde nærmest set hinanden nøgne - ved et uheld, så det kunne jo være ligemeget, han var jo som en bror for mig. Det var noget andet, hvis det var Louis, som stod der. 

"Wauw, den sidder godt på dig, babe!" Kom det fra Eddie, da jeg var trukket i kjolen. Jeg kiggede mig skeptisk i spejlet, og vendte siden til. "Jeg har bare taget på siden sidst, at jeg havde den på." Jeg var en pige, jeg var skeptisk. Jeg kunne hele tiden finde fejl ved min krop. "Hold op, du er perfekt. Du har en flot krop, det mener jeg virkelig!" Jeg vendte mig om, så jeg kunne se på Eddie, som stod og sendte mig et skævt smil. "Jeg ved godt, at jeg er lækker." Jeg blinkede en enkelt gang til ham, inden vi begge slog en høj latter op. 

Efterhånden havde vi skyllet rigeligt med alkohol ned, og jeg kunne mærke dens stærke påvirkning. "Eddie, hvorfor er du stadig single?" Spurgte jeg ret dumt, efter at jeg havdet siddet og stenet lidt. "Fordi jeg er ung." Bøvsede han, og tømte resten af sit glas. Vi var begyndt at blande sager på kryds og tværs - og det var stærke sager. "Ja, Gu' du ung." Det røg ud af munden på mig, jeg vidste ikke lige, hvorfor jeg sagde det. Jeg tænkte nok bare højt. 

"Hvad med Louis?" Jeg stirrede på mit glas foran mig, inden jeg rigtigt fik taget mig sammen til at svare ham. "Ja, hvad med ham?" - "Er du blevet glad for ham?"Jeg var ret sikker på, at han også tænkt højt, eller så var det alkoholen, som snakkede for ham. "Ja. Jeg kan godt lide ham, men jeg kender ham ikke som person." Normalt ville jeg aldrig åbne mig sådan op. Jeg ville holde det for mig selv, men de drinks havde virkelig ramt mig hårdt. 

"Bare giv det noget mere tid." Jeg nikkede bare, og rejste mig hurtigt op. "Fuck det! Nu skal vi i by!" Råbte jeg glad, og tog min håndtaske, og smuttede i mine stilletter, som stod klar henne ved hoveddøren. "Kom så din gamle mand!" Råbte jeg efter Eddie, som mødte mig ude i entréen. "Jeg er fandme ikke gammel!" Mumlede han, og skubbede let til mig, så jeg var lige ved at falde. 

Hurtigt kom vi ud af døren, og ned i byen - trods vores fulde tilstand. Jeg ville faktisk gerne have haft Louis og de andre drenge med, men det ville ikke være det samme så. Jeg havde savnet min Eddie tid, så i aften skulle det kun være os. 

 


Et billede af Victoria i hendes outfit :p

 

---------------------------------------------------------------

Dramaet begynder at tage fart i dette skønne kapitel, som HorTom har skrevet rigtig godt.

Husk at like, og sætte historien på jeres favoritliste, hvis I vil være sikre på, ikke at gå glip af noget!

Simon forlader Victoria nu, og han er ikke den eneste. Husk at læse med i næste kapitel.

Vi elsker jer xx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...