Runaway- One Direction

Victoria er drengenes ven, pigernes fjende, nattelivets ukronede dronning og fars pige. Med en far som Simon Cowell, så er livet sødt - det skulle man tro, men det er det ikke. Victoria har alt, hvad hun overhovedet behøver - udover et liv med faste rammer. Hendes far er aldrig hjemme, så hun tilbringer meget tid alene i det store hus, hvor hun kan gøre lige, hvad hun har lyst til. På en bytur i det dyre kvarter gør Victoria et 'interessant' møde med en velkendt person, som hun mødte to år tilbage. Men hvad hun ikke er ved er, at hendes far har tilbudt et berømt boyband at bo i huset, mens de arbejder på deres nye album. Den pludselige indflytning i huset hiver Victorias kolde attitude frem, også selvom hun kender bandet fra deres oprindelse. Dog er der ét af medlemmerne fra boybandet, som genkender hende. En akavet og hård tid med en masse udfordringer, humørsvingninger og blandede føler begynder for Victoria, for at vise de fem drenge, hvem der egentlig bestemmer i huset.

113Likes
64Kommentarer
12133Visninger
AA

2. 1.

 

 

"Welcome home daddy. You surprised me.. 

You surprised me in a bad way."
- Victoria Cowell

 

Jeg vågnede ved en helveds larm, som lød nedenunder. Jeg åbnede træt mine øjne, og så på uret, som stod på natbordet ved siden af mig. Klokken var jo kun kvart over 9!? Det er jo nærmest nat for mig. Ja, jeg kan sove til langt efter 12 i weekenderne.

Jeg satte mig irriteret op i sengen, og en dundrende hovedpine begyndte. Larmen nedenunder hjalp just ikke på min hovedpine.

Jeg var til fest i går, og jeg kan ikke huske så meget. Jeg kunne ikke engang huske, hvordan jeg var kommet af mit festtøj og i mit nattøj. Det er ikke far, som larmede nedenunder, fordi han er i USA til noget X-Factor pis igen, sammen med hende der dullen Demi Lovato. Okay, jeg hader hende udelukkende kun fordi, at hun tager min far fra mig, så der er ikke noget galt med hende ellers.

Jeg svingede mine fødder ned på det det varme trægulv, og rejste mig svimmelt op. Jeg havde ikke i sinde at se mig selv i spejlet inden jeg gik nedenunder, fordi det er sikkert Eddie, som der havde gang i et eller andet nede i køkkenet.

Eddie var her tit, når vi havde været til fest. Han var A menneske, hvor jeg typisk var et B-menneske. Så han stod altid tidligt op, og lavede morgenmad til os.

Jeg åbnede døren ud til den store brede gang, som ligger på 2. etage. Lydene var meget højere nu, end de var før. Jeg tog mig til hovedet, da min hovedpine kun blev værre af larmen.

Jeg gik med irriteret og vrede skridt ned af den lange trappe, igennem den ene af stuerne i det store hus, og ud mod køkkenet, som lå tæt på vores entré og hoveddør.

I det jeg vendte rundt om hjørnet hen i mod køkkenet, fik jeg straks øje på en person, som jeg overhovedet ikke havde forventet at se herhjemme lige forløbelig.

”Far!” Udbrød jeg overrasket, og skyndte mig hen og omfavnede ham. Han vendte sig overrasket om, og smilede varmt til mig, inden han slog sine arme rundt om mig i et kærligt kram. Bare at mærke, at han var her kunne næsten få mine tårer frem.

”Victoria! Er du allerede oppe?” Spøgte han overrasket, og trak sig lidt væk fra mig, for at se på mig.

”Ja, det kunne jeg ikke undgå siden det larmer sådan.” Sagde jeg sarkastisk, og smilede træt. En dyb brummen lød fra ham, og han smilede kærligt til mig.

”Det må du undskylde lille skat.. Hvordan er det lige du ser ud i ansigtet?” Spurgte han overrasket, og jeg kunne se at han prøvede at lade være med at grine.

Det gik lidt op for mig, at jeg nok havde min øjenmakeup til at sidde rundt omkring i hele mit ansigt, i stedet for på mine øjne.

”Jeg var til fest i går..” Sagde jeg lavt, og så hurtigt ned i gulvet inden jeg så op på ham igen. Jeg var ikke så meget for at indrømme det overfor ham, fordi jeg ville gerne vise, at jeg kunne være ansvarlig. At tage til fest og komme op med sådan en krigsmaling, som jeg havde nu.. Det var ikke ansvarligt.

 

”Ja det tænkte jeg nok. Men vi har fået gæster.” Sagde han med en let og blid stemme, og han blev ved med at smile. Det var lang tid siden, at jeg havde set ham så glad. De ’gæster’ måtte godt nok være specielle, siden han smilede så meget.

”Okay, hvem er det?” Spurgte jeg nysgerrigt, og trak vejret dybt, og prøvede at kvæle et gab, som var på vej.

”For helvede Harry. Pas nu på!” Lød det indefra det store køkken-alle rum. En masse stemmer, som jeg ikke kendte, eller kunne genkende på nogen måder, kom indefra rummet, som vi nu var på vej ind i.

Jeg gik med forsigtige skridt ud i køkken-alle rummet, hvor jeg fandt ikke to drenge.. men fem, som så uskyldigt hen på mig.

”Du husker da godt drengene?” Lød det bag mig, og jeg så kort op på min far, som stod og smilede tilfreds. Jeg så hurtigt tilbage på de fem drenge, som stod og smilede over hele ansigtet.

Den ene af drengene, med mørkt hår lænede sig til siden, for at hviske noget til den anden mørk hårede dreng, som stod ved siden af ham. Uheldigvis for ham var jeg ikke døv, så jeg kunne sagtens høre, hvad han sagde.

’Der var vidst nogen, som var i byen i går.’ Han så hurtigt og venligt hen på mig igen, og smilede uskyldigt. Jeg var så tæt på, at udstøde en irriteret lyd, og vende øjne af ham. Men det gjorde jeg ikke. Desværre.

Jeg gengældte dog kun smilet, fordi Simon stod lige ved siden af mig, men mit smil var fyldt med had.

Zayn Malik var det vidst han hedder, og ham fyren han hviskede noget til var vidst Liam Payne. Jeg kunne kun deres navne, fordi de var  berømte.

”Jo, hvordan kan man glemme dem.” Sagde jeg med en lys henrykt stemme. Ja jeg huskede dem, men jeg var ikke henrykt over at se dem – ELLER høre dem.

”De skal bo hos os det næste stykke tid, da de er ved at indspille til deres nye album.” Sagde han stolt, og lagde sin arm omkring min skulder, imens han gav den et kærligt klem.

Mit blik gled henover den ene af drengene, som jeg med det samme genkendte. Han havde en bordeaux røde t-shirt på, og et par sorte stramme bukser. Hans mørke brune hår var sat til siden, mens en grå hue dækkede resten af hans hår. Han smilede venligt og varmt til mig, og jeg fik en stor trang til at række fuck til ham. Han skulle ikke være her.

”Drenge det her er for resten min datter, Victoria.” Sagde Simon stolt, og klappede mig på skulderen, og drengene kiggede overrasket på mig, som om at det her var en eller anden dårlig joke.

”Jeg vidste ikke, at du havde en datter, Simon.” Sagde drengen med det lyse hår og mørke hår. Nå ja. Ham der var så glad for mad.. Niall Horan. Hans stemme var venlig, og det lød til at han er overrasket over, at Simon Cowell havde en datter. Det er alle.

”Det har jeg skam.. Mens i får rykket ind på jeres værelser, så kan du lige gå op og blive færdige, så kan vi sidde ude på terrassen og få noget morgenmad?” Sagde Simon friskt, og så først over på drengene, og derefter på mig. Jeg nikkede bare, og smilede uskyldigt, inden jeg vendte rundt på hælene, og skyndte mig op på mit værelse.

Jeg skyndte mig at åbne døren til værelset, og låste den efter mig, inden jeg kastede mig over min mobil, som lagde i min seng.

Jeg skyndte mig at finde Eddies nummer, som jeg hurtigt ringede op til.

Du ved godt, hvad klokken er?” Lød en træt og hæs stemme i den anden ende af røret.

”Jeg er lidt ligeglad, Eddie! Jeg skal fortælle dig noget!” Sagde jeg en smule koldt, men det var kun fordi, at jeg var oprevet.

”Hvad så, smukke?” Spurgte han træt, og sukkede dybt og halv irriteret.

”Jeg blev vækket kvart over 9, ved en masse støj, som kom fra køkkenet, så jeg står op, og nede i køkkenet finder jeg så min far..”

”Hvor godt!” Sagde han en smule overrasket. Han vidste godt, hvor meget jeg savnede min far til hverdag, hvor meget jeg savnede at der var en der fortalte mig, hvad jeg skulle, og hvad jeg ikke skulle.

”… og fem andre drenge.” Jeg fuldførte sætningen, med en irriteret stemme.

”Hvem?” Spurgtehan nysgerrigt, og gabte træt. Han hade nok også tømremænd ligesom jeg, men lige nu så var jeg ret ligeglad.

”One Direction.” Sagde jeg med en nedladende stemme. Endelig kom min far hjem, også havde han fem små unger med hjem, som stjal alt min opmærksomhed, og min far!

”Hvad siger du?” Spurte  han overrasket, og et kort sekund lød han helt frisk.

”Jeg gentager det ikke.” Sagde jeg med sammenbidte tænder, og pillede ved kanten af min t-shirt.

”Det er da vildt!” Sagde han lidt for frisk. Eddie har jo aldrig været herhjemme når vi havde berømte gæster. Jeg havde aldrig tænkt over hvorfor, men det bar han bare ikke.

”Ja helt vildt..” Sagde jeg ironisk, og sukkede. – ”Men jeg kommer forbi senere, Eddie. Vi skal ned og spise morgenmad sammen.” Sagde jeg med en falsk henrykt stemme.

”Det gør du bare. Vi ses” Sagde han, og jeg lagde min telefon fra mig.

Jeg rejste mig fra min seng, og låste døren op til mit værelse. Jeg havde kun låst døren, fordi at jeg var bange for, at min far skulle komme ind og opdage, at jeg sad og snakkede sådan om 'drengene'.

Jeg så ned af den lange gang, som var helt stille. Endelig lidt fred og ro.

Jeg satte kurs mod mit badeværelse, som lagde lidt længere nede af gangen. Jeg skubbede døren til siden, og låste den efter mig, inden jeg så mig i spejlet. Åh Gud. Jeg vidste ikke, hvad jeg lignede. Alt min makeup var bare tværet ud i hele mit ansigt.

Jeg sukkede irriteret, og tændte for bruseren, og begyndte at klæde mig af. 

 

Jeg viklede et hvidt håndklæde rundt om min våde krop, og et andet håndklæde omkring mit våde sorte hår. Jeg kunne ikke se mig selv i spejlet da det var helt dugget til, så jeg skyndte mig bare at låse døren op og tilbage på mit værelse.

Lyden fra mine våde fødder gav genlyd ned igennem den store gang mellem mit badeværelse og mit værelse. 

Jeg låste døren efter mig. Okay, normalt låste jeg ikke dørene efter mig, men i denne anledning gjorde jeg. Tænk nu, hvis nu der var en der kom ind, og jeg stod splitter nøgen.. Pinligt. Ej jeg kan slet ikke klare den tanke.

Jeg tændte for radioen, og skruede op da en af mine ynglings sange lige præcis kørte i radioen nu.

”So come on, spin me around like I don’t wanna go home. Cause when you hold me like this you know my heart skips, skips a beat.” Sang jeg med på sangen. Okay, det er vidst ikke nogen hemmelighed, at jeg var lidt af en Olly Murs.

Jeg fandt en hvid bh, og en hvid g-streng frem, som jeg hurtigt iførte mig, mens jeg dansede lidt rundt til musikken fra radioen. Jeg fandt et par lyseblå shorts, hvor der var svagt mønster af USA flaget på. Jeg trak dem op over min numse, og knappede dem hurtigt.

Efter noget tid, fandt jeg en hvid t-shirt frem, som jeg syntes der passede okay til shortsene. Der var printet et UK flag på t-shirten. Jeg proppede noget af t-shirten ned foran i mine shorts, så det så lidt hipster ud.

Jeg så mig i spejlet. Jeg smilede selvsikkert til mit spejlbillede. Jeg var lidt uening med mig selv om, hvad jeg skulle gøre ved håret. Jeg prøvede at sætte det lidt op i forskellige frisurere, men blev dog enig med mig selv om, at jeg ville lade det hænge.

Jeg gik hen til mit makeupbord, for at fjerne resterne af min øjenmakeup med en vatpind. Der gik ikke ret lang tid inden mine krøller begyndte at komme frem, men det gjorde heller ikke ingenting, jeg havde ikke noget i mod mine krøller.

Jeg lagde en hurtig omgang mascara inden jeg låste mig ud fra mit værelse, og trådte ud på den store gang. Der var helt stille i huset, gad vide om far havde sendt dem hjem? Det håbede jeg.

Jeg hadet ikke drengene pga. af deres succes og millioner af fans. Jeg hadet dem kun fordi, at de stjal min opmærksomhed. De stjal min far, jeg havde troet at vi skulle lave noget sammen den dag han kom hjem. Bare os to.

Jeg gik ned af de brede trapper. Ok, man skulle næsten tro, at jeg levede i et palads, men det gjorde jeg ikke. Jeg boede bare i en meget stor villa?

Jeg gik forbi køkkenet, hvor der var helt tomt. Jeg fortsatte ind i mod stuen, hvor terrassen var ude. Da jeg nærmede mig stuen kunne jeg godt høre nogle stemmer, så de måtte nok allerede være derude. Jeg gik med lette og  irriterede skridt igennem stuen, og ud på terrassen. Dørene stod allerede åbnet, og da jeg kom ud i den friske morgenluft, ramte en varm brise mit ansigt.

”Der er du!” Kom det fra min far, og jeg vendte hovedet hen mod hjørnet af terrassen, hvor de alle sammen sad rundt om det store veldækkede morgenbord.

Jeg gik henimod dem, og uden at se på drengene kunne jeg fornemme at deres blikke hvilede på mig. Selvsikkerhed er ikke det jeg manglede noget af. Jeg smilede venligt til fyren, som sad  på min fars højre side, og yderst.

Hans mørke krøllede hår var sat til siden med voks, og han havde en hvid t-shirt. Harry Styles. Ham glemte man ikke lige sådan. Charmerende, men overhovedet ikke min type. Jeg gik om bag Simon, og satte mig på den ledige plads ved siden af ham.

”Så kunne du blive færdig.” Spurgte han, og en lav fnisen kom fra Niall, som sad ved siden af mig. Jeg så kort på ham, inden jeg smilede en lille smule flabet, og så tilbage på min far.

”I kunne da bare begynde..” Spurgte jeg køligt, men smilede venligt. Jeg svarede ham flabet igen, som vi normalt gjorde, når vi snakkede sammen, altså på en kærlig måde, samtidig med jeg var ’venlig’ overfor de nye gæster. Arg..

Mit blik gled henover fyren som sad overfor mig. Louis Tomlinson, fyren som reddede mig fra vagten her den anden nat, og fik mig ind på diskoteket. Egentlig burde jeg være taknemmelig overfor ham, men det bar jeg ikke.

Han så op på mig, og smilede venligt til mig, mens han hurtigt fik øjenkontakt, som jeg hurtigt afbrød. Han virkede egentlig sød, men det kunne jeg sagtens sidde og tænke, uden at der lå mere i det.

”Nå.. Var du i byen i går?” Spurgte han venligt, og drilsk på samme tid. Jeg tog mine ord tilbage med det samme..  Han var sød.

”Måske.” Sagde jeg kortfattet, og fjernede mit blik fra ham, inden jeg rakte ud efter en bolle fra kurven ved siden af mig.

”Åh.. Tømremænd.. Jeg er med.” Sagde han ligeså kortfattet, som jeg gjorde. Jeg sværgede, hvis min far ikke havde været her, så havde jeg kylet noget i hovedet på ham. Han var da godt nok flabet.

”Ja, men det kender du vidst alt til.” Sagde jeg, og smilede flabet til ham, men på en venlig måde.

 

 

***

 

 

Morgenmaden sammen var rædsom. Ikke nok med at Louis gjorde mig totalt til grin overfor ikke blot de andre drenge, men også min far. Nu troede han jo bare at jeg var totalt uansvarlig, fordi at jeg festede så meget.

Jeg gik da jeg fik nok af deres musik og business snak. Når far snakkede business så betød det at han som regel snart skulle rejse igen. Igen. Igen og igen.

Jeg gik hurtigt ud på terrassen, hvor de stadig sad, og snakker om musik. Ting, som ikke vedkommig. Det var jeg efterhånden så vant til efterhånden.

”Jeg smutter over til Eddie.” Sagde jeg kort, og Simon så kort over på mig og smilede venligt.

”Hils. Hvornår er du hjemme?” Spurgte han, og tog sine solbriller på. Jeg ved ikke, hvad han lignede med de solbriller. Jeg havde også sagt til ham før, at han skulle smide dem ud, de var gyslige. Men jeg var ikke i tvivl om, at han kun havde dem på for at irritere mig.

”Det ved jeg ikke. Ikke sent.” Sagde jeg og trak mine Ray-Ban solbriller ned fra min pande, og ned foran mine øjne. Mit blik gled henover Louis, som havde vendt sig halvt om, så han kunne se hen på mig. Hvorfor var han så venlig overfor mig her den anden dag, og nu var han så flabet? Don’t care. 

”Okay. Vi ses skat.” Sagde han, og vinkede kort, inden han vendte sin opmærksomhed hen mod drengene igen. Jeg vinkede kort tilbage, og vendte rundt på hælen inden jeg gik igennem stuen, forbi køkkenet, og ud til hoveddøren. Jeg tog mine bilnøgler, som låpå det hvide bord, ved døren. Jeg lukkede mig ud, og trykkede på en knap, så den lille røde Fiat 500 låste op.

 

 

 

***

 

 

”Jeg fatter bare ikke, hvad de laver der!” Spurgte jeg frustreret, og kastede en pude ind i væggen. Jeg så hen på Eddie, som sad og kigged på mig, som om der var noget galt med mig.

”Rolig Vic..” Sagde han og grinede af mig. Hvorfor var det så typisk Eddie? Han grinede altid af mig, som om at han nød, at jeg var sur. Sådan havde det altid været, og det var en af de ting, som jeg virkelig elskede ved ham. Han fik altid tingene til, ikke at se så sort ud, som det gjorde i mit hoved.

”Jamen de ødelægger det hele.!” Udbrød jeg med en skinger stemme, og prøvede at kvæle det smil, som var på vej henover mine læber.

”Bare fordi de stjæler din opmærksomhed, og er berømte?” Spurgte han, som om at han også hadet dem. En overgang troede jeg faktisk, at han var bøsse, fordi han kunne finde ud af rigtig pigesnak, men det var han ikke. Han var bare Eddie.

”Ja!” Sagde jeg bestemt. Der lå lidt mere bag det, men det havde jeg ikke lige i sinde at fortælle ham lige nu.

”Du ved godt, at du er en rigtig diva?” Sagde han sarkastisk, og lænede sig tilbage i sengen, og smækkede sine ben op på skød, som om han var vant til det.

”Ja. Ja jeg er. Og jeg kan lide det.” Sagde jeg for sjov, med en rigtig diva stemme, og skubbede hans ben væk.

”Jeg synes, at du skulle give dem en chance..” Sagde han overbevisende, som om at han havde prøvet denne slags ting før. Ja, jeg burde give dem en chance, men kun én chance. Bare fordi, at de var utrolige barnlige for nogle år siden, betødr det nødvendigvis ikke, at de stadig var det?

Jeg ved ikke, hvor overbevist jeg var ved tanken om det. Jeg syntes, at de var mere flabede end barnlige.

”Okay, men kun én chance.” Mumlede jeg, og skubbede til ham for sjov, med min arm. Jeg kastede et blik på det store ur, som hang på hans væg.

”Shit. Klokken er allerede lidt i 9.” Sagde jeg overrasket, og fløj ud af sengen, og fandt mine ting, som jeg havde smidt lidt rundt omkring. Tiden fløj bare, når jeg var sammen med Eddie. Vi kunne snakke om alle mulige ting. Vi spillede Fifa, så film og jeg ved ikke hvad.

”Vi ses Eddie.” Sagde jeg krammede ham hurtigt, inden jeg forsvandtud af hans lejlighed, og ned af trapperne og ud i aftensolen.

Jeg låste bilen op, og åbnede døren, og svang mig ind på førersædet. Jeg startede bilen, og skubbede solskærmen ned så solen ikke blændede mig helt.

Jeg bakkede ud fra p-pladsen, og trykkede på speederen, og inden længe svang jeg den lille røde Fiat 500 ud på vejen. Jeg skruede op for radioen, så jeg ikke rigtigt kunne høre noget omkring mig. Det var en vane jeg havde tilført mig selv.

Jeg nåede ikke ret langt på min vej, før jeg opdagede to drenge, som løb lidt bag bilen med en flok piger i hælene. Jeg sænkede farten, så jeg bedre kunne se, hvem de to drenge var - og der gik ikke særlig længe, inden jeg genkendte dem.

Louis og Harry.

Et øjeblik var det tiltrækkende, at sætte farten op, og køre hjem uden dem. Så kunne de lære det. Men.. Arg.. Jeg lovede Eddie, at give dem en chance. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv, før jeg bremsedehårdt op, og rullede vinduet længere ned, og stak hovedet ud.

Jeg fangede hurtigt Louis’ opmærksomhed, og jeg viftede med hånden, som tegn til at de skulle hoppe ind. Der gik få sekunder, før de var henne ved bilen, og flåede dørene op og kastede sig ind på bagsædet.

”Kør’!” Sagde Harry forpustet, og jeg trykkede speederen i bund, og i løbet af ingen tid havde vi givet pigeflokken baghjul. Eller rettere sagt. Jeg havde givet dem baghjul.

”Det var tæt på.” Kunne jeg høre Louis grinede,  og det samme gjorde Harry. Jeg vidste ikke, hvad de lavede her i det her kvarter, og hvordan de var kommet herind. Et eller andet sted var jeg virkelig nysgerrig, for jeg ville gerne vide, hvad de lige havde lavet, siden ’det var tæt på’. 

 

”Hvad har i lavet?” Spurgte jeg nysgerrig, og prøvede at skrue ned for den kolde og flabede attitude, men jeg havde stadig mine parader oppe. Jeg så hurtigt op i bakspejet, så jeg kunne se dem.

”Vi blev bare forfulgt, af en gruppe tossede fans, som gerne ville kysse os på kinden.” Grinede Louis svagt, og lænede sig over passagersædet ved siden af mig. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg troede på deres undskyldning, men hvad vidste jeg om det?

”Jamen i er da vant til at tage billeder med fans?” Spurgte jeg og kørte overfor grønt lys i det store lyskryds, inden jeg drejede skarpt til højre.

”Ja, men det er belastende, når de bliver ved.” Kom det fra Harry, som hurtigt rettede på sit hår, og lænede sig til siden, da jeg drejede skarpt.

”Det er jo en del af at være så berømt.” Sagde jeg en smule koldt, og koncentrerede mig om at køre.

”Det er rigtigt.. Men tak fordi, du reddede os.” Sagde Harry oprigtigt, og jeg trak lidt på smilebåndet. Som om, at jeg havde noget valg, tænkte jeg ironisk.

”Hvem er ham Eddie så?” Kom det fra Louis, som så nysgerrig på mig. Først kiggede jeg hurtigt over på ham med et forvirret blik, inden jeg kiggede tilbage på vejen.

”Ja, ham som du skulle finde her den anden aften.” Tilføjede han lidt efter, da jeg ikke rigtig svarede ham. Hvad bildte han sig ind? Han blandede sig da godt nok i alt, hvad jeg foretog mig.

”Det er min bedste ven.” Sagde jeg kort, som om at jeg var ligeglad med hans spørgsmål.

”Så i har mødt hinanden før?” Spurgte Harry overrasket, og samtidig forvirret. Jeg valgte ikke at svare på hans spørgsmål, fordi jeg ikke lige følte for det.

”Ja.. Jeg mødte hende i byen her den anden aften.. Hun var i en dramatisk slåskamp med sikkerhedsvagten.” Drillede han, og en dyb latter kom fra Harry. Det var også bare vildt sjovt.. Ja.. NOT!

”Ja okay. Jeg havde fået for meget at drikke.. Men i to i tier stille overfor min far med det her.” Sagde jeg bestemt, og strammede grebet omkring rattet. Men de grinede bare lidt videre. Idioter, tænkte jeg.

”Hvorfor må han ikke vide det?” Kom det nysgerrigt fra Louis. Hvorfor tror du selv? Okay, jeg var lidt af en diva..

”Bare ti stille, ellers så får jeg jer smidt ud af min fars studie hurtigere, end i kan nå at sige chips.” Sagde jeg koldt og bestemt. Jeg havde ikke overskud til, at være den søde og venlige Victoria lige nu.

Der kom ingen smarte kommentarer eller svar omme fra bagsædet, så jeg tog det som et ja.

”Godt så.” Sagde jeg tilfreds, og rettede på min solbriller, inden jeg smilede igen. Jeg elskede når jeg kunne får lov til at være en diva.

”Du er streng.” Kom det fra Harry, som så ud af vinduet i det jeg drejede ind ad vores lange indkørsel.

”Ja, men sådan er det.” Sagde jeg og smilede tilfreds. Jeg stoppede bilen, og slukkede for motoren og klikkede min sele op.

”Så er vi her.” Sagde jeg med en lys stemme, og steg ud af bilen, og det samme gjorde de.

”Mange tak, fordi du lige samlede os op.” Kom det fra Louis, som gik lige bag mig.

”Så lidt.” Sagde jeg en smule fraværende, og så hurtigt på ham. Han smilede skævt, og gik op foran mig. Jeg troede et øjeblik, at han ville holde døren for mig. Men nej.

Han åbnede døren,  og gik ind, som om det var ham der bode her. Okay, det gjorde  han teknisk set også, men han bestemte ikke i dette hus. 

 

_______________________________________________________________________________

Så kom første kapitel. Jeg håber, at i kan lide det. Kapitlerne vil blive længere med tiden :D

Hvad synes i om Victoria?

Jeg har valgt, at hun selv kommer med nogle kommentarer, så i får et bedre indblik af hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...