Brændemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Læberne skiltes i et skrig, mens kødet sydede i varmen. Han var færdig med hende for i aften, hun var nu som alle hans andre ofre - brændemærket. I det han flyttede stålet fra hendes kind, var det, som om hendes lyse hår blev mattere. Hendes grønne øjne stoppede med at skinne. Hendes håb døde ud. Hun havde fejlet i den opgave, han havde givet hende, og han kunne igen konstatere, at mennesket var ude afstand til, at løse hans problem.

9Likes
12Kommentarer
612Visninger
AA

3. Kapitel 1

Min rejse tager mindre end et sekund. Jeg har endnu ikke regnet ud, hvad der sker, eller hvordan det er muligt, men det er en behagelig form for rejse.
Det næste sted jeg befinder mig, er i et gråt, dunkelt lokale kun oplyst at det sparsomme lys der kommer fra de få ovenlysvinduer. Lokalet er støvet og væggene cementgrå, mens det eneste inventar der er at finde i rummet, er den stol jeg sidder på.
Langsomt rejser jeg mig op, børster støvet af mine sorte bukser og vender mig så for at gå ud mod gaden. Der opstår altid sådanne rum når jeg rejser rundt i verden. De fungerer som mine private 'stationer', uden dem har jeg ingen måder at komme tilbage til mit eget hus på. Umiddelbart lyder det risikabelt, men der står i Bogen at stationerne er usynlige for alle, der ikke kigger direkte på døren ind til dem. Derved undgår jeg også postyret med at sparke hjemløse ud herfra, når jeg kommer tilbage fra mine møder.
Jeg lukker døren roligt bag mig inden jeg vender mig om, for at få et bedre syn på, hvor jeg er. Jeg finder mig selv stående på et fortov. Overfor mig ligger en stor, gullig bygning og skiltet hvorpå ordene 'Oxnard High School' præciserer min lokalisation. Imellem skolen og jeg, er der en tæt trafikeret vej og et øjeblik bliver jeg stående som forstenet imens jeg betragter de levende mennesker. De fleste af dem ser ud som om de har meget de skal nå. De kører enten for stærkt, taler i mobiltelefon eller går med hurtige skridt langs vejen. Deres øjne er sammenknebne og deres sjældne smil er falske og irettesættende, som om de forsøger at kontrollerer verdens gang kun ved hjælp af deres beskedne eksistens. 
Så er der dem der ser gladere ud. Med mennesker er det selvfølgelig altid en udfordring at vide, hvorvidt de i virkeligheden er glade, eller om det er en rolle de påtager sig. Der sidder et par på en café, deres fingre er flettet ind i hinandens og kvinden i parret er glædesstrålende ved at fortælle en vigtig nyhed til hendes mandelige partner. Hans smil og øjne er rettet i hendes retning, men hvis man forsøger at følge hans blik, går det forbi hans partners øjne og videre bag hende, hvor en langt yngre, mørkhåret kvinde sidder og sender ham flirtende blikke.
På det grønne areal foran skolen, sidder fire drenge og ryger. Selvom der ikke kommer et eneste ord ud af deres læber, ser de alle afslappede ud. Deres kropssprog er åbent overfor hinanden, mens det er lukket for omverdenen. De befinder sig i deres egen lille verden, og selvom folk der går forbi dem, smiler over hvor nedern de ser ud til at have det, er der ingen af drengene der bemærker det. Det er sådan et forhold, jeg aldrig kunne finde på at bryde.

Efter at have stået, ubevægeligt, og betragtet gadens scenarier i næsten 10 minutter kommer den skikkelse til syne, som jeg mangler. En høj, velproportioneret, mørke blond pige træder ud fra skolen og med rolige skridt bevæger hun sig mod parkeringspladsen til højre for mig. 
Det er altid sådan. Jeg skal aldrig opsøge mit offer, jeg skal blot vente, så sender skæbnen dem ud til mig. I starten tog det mig timer, før jeg endelig fandt dem jeg ledte efter og min irritation og min smerte var ofte så stor, når jeg fandt dem, at jeg ikke kunne fuldfører min opgave helt, jeg sprang bare direkte til den dårlige side. 
Men jeg har lært det nu. Jeg skal intet ekstra gøre, bortset fra det jeg er ansat til.
Med rolige skridt går jeg imod parkeringspladsen hvor Brittany før gik hen imod. På trods af menneskemængden på fortovet, er det ikke et problem at komme igennem. De flytter sig næsten automatisk, som om de kan fornemme at jeg ikke bringer noget godt med mig. Andre mennesker end ikke så meget som ænser mig. Hvis det ikke havde været for deres naturlige instinkt der fornemmer et eller andet, ville de gå ind i mig uden at opdage det. I dag er det kun Brittany, der kan se mig.

Når man taler om solen. For øje på den mørkeblonde pige netop som hun sætter sig ind i sin røde, gamle bil. Jeg sætter farten en anelse mere op, da motoren hostende kommer til live. Da jeg når helt hen til bilen, bøjer mig en anelse ned så jeg kan se ind igennem ruden på passagersædet. Brittany har bukket sig ned for at samle sin pung op, selvfølgelig kan hun ikke køre uden mig. Rejser hånden og banker let på ruden og med et smil betragter jeg den unge piges åbenlyse forskrækkelse da hun nær banker hovedet op i rattet.
Jeg venter ikke på mere invitation, så jeg åbner bildøren og glider elegant ned på passagersædet ved siden af hende.
- "God eftermiddag Brittany"
Mit smil er venligt og imødekommende mens mit blik ser undersøgende på hende. Hun er en charmerende ung kvinde, med store bryster og en forholdsvist smal talje selvom hun ikke er i den lette vækstklasse.
Et øjeblik stirrer hun bare på mig, inden hendes naturlige instinkter tager over og tvinger hende til at sige noget.
- "Hvem er du?"
- "Ikke nogen..."
- "Hvor kommer du fra?"
- "Ingen steder.."
Mit smil er så småt falmet igen. Hendes spørgsmål er præcist så forventede som jeg havde forestillet mig og jeg mærker allerede nu, hvordan jeg skal koncentrere mig om ikke, at falde helt ned i kedsomhedens varme greb. Mennesket er slet ikke så komplekst, som det selv går og tror. Den dybe, essentielle ubevidsthed ved, hvem jeg er og at der intet er at gøre end at forsøge at undgå panik. Derfor sender den signaler til den normale fornuft, som bliver opmuntret til at spørge om disse ting, bare for at sikre sig at fornuften ikke er væk. Det er en falsk tryghedsmekanisme, der findes ved alle mennesker og mit svar er ligegyldigt, så længe jeg svare.
En langsom nikken kommer fra Brittany mens hendes hjerne meget tydeligt arbejder i konflikt med sig selv. Det hjælper ikke, at jeg har en vis tiltrækning på det dyriske i mennesket. Lige meget køn bliver jeg fundet tiltrækkende på en næsten magnetisk stærk måde. Når bare jeg holder mig inden for et par meters afstand af mit offer, er det næsten umuligt for det at slippe væk igen. Det er først når ofret kommer længere væk end beregnet at sløret af tiltrækning forsvinder og hjernen igen kan begynde at arbejde selvstændigt. Derfor forhindre jeg naturligvis altid at det sker.
- "Vi skal ud at køre en tur".
Næsten som på stikord træder Brittany speederen i bund og den røde bilen bevæger sig hakkende ud fra parkeringspladsen. Det er først da vi holder i krydset på vej ud til vejen, at den søde teenager vender blikket mod mig.
- "Hvor skal vi hen?"
Mit smil er uovertruffent idet jeg svarer hende. Alting er sat op og klart. Det er ikke noget jeg selv gør, det er endnu en af de mange uforklarlige ting ved mit job. Alligevel ved jeg hvor vi skal hen. Jeg ved hvordan det ser ud og jeg ved hvad der er der.
- "Vi skal hjem til Anja"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...