Brændemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 3 mar. 2013
  • Status: Igang
Læberne skiltes i et skrig, mens kødet sydede i varmen. Han var færdig med hende for i aften, hun var nu som alle hans andre ofre - brændemærket. I det han flyttede stålet fra hendes kind, var det, som om hendes lyse hår blev mattere. Hendes grønne øjne stoppede med at skinne. Hendes håb døde ud. Hun havde fejlet i den opgave, han havde givet hende, og han kunne igen konstatere, at mennesket var ude afstand til, at løse hans problem.

9Likes
12Kommentarer
588Visninger
AA

2. Brittany Austin

Jeg lod fingrene løbe ned over det gamle, gullige stykke papir. Bogstaverne føltes tydelige mod mine fingerspidser og det var næsten unødvendigt for mig at se på dokumentet for at vide, hvad der stod der på. Det var ikke første gang et sådant dokument lå foran mig. Hvis ikke for tusinde gang, så i hvert fald for hundrede gang. Hundrede skæbner som jeg havde bestemt.
Egentlig burde jeg elske mit job. Men jeg hader det.

ID: 0079 6538 2366 
Navn: Brittany Austin
Alder: 18 år 
Beskæftigelse: High School
Opholdssted: Oxnard - Californien
Civil status: Single
Seneste dødsfald i familien: Oldemor 

 

Brittany... Den typiske opgave for mig. Teenage pigen der gerne vil være mere end bare en i mængden. Der gerne vil skille sig ud og få anerkendelse fra hele verden. Jeg kender mønstret ud og ind, og jeg ved hvor trivielt mødet mellem hende og jeg bliver, men jeg trænger til det. Jeg trænger til at se en ung pige lide. 

Roligt folder jeg dokumentet med hendes oplysninger sammen. Jeg har langt fra travlt, hun løber forhåbentlig ingen steder. Selvom der engang var nogen, der fortalte mig, at de kunne mærke et ubehag, da de blev udvalgt, hjælper det hverken at løbe eller at gemme sig. Uanset hvor på kloden man befinder sig, skal jeg nok finde én. 
Neje, hvis man virkelig vil undgå mit selskab. Må man dø.

Jeg mangler kun en ting, før jeg kan tage afsted mod Californien: Tøj. Selvom min krop ikke er blevet ældre siden min transformation og mine muskler er veltrænede, er det alligevel upassende at færdes nøgen. Især nu da jeg er begyndt at få ar, hvis jeg ikke dækker dem til, kommer der for mange unødige spørgsmål og jeg arbejder dårligt, når der er for mange spørgsmål. 
Mit klædeskab er lidt af en kliché. Sorte bukser, sorte t-shirts, sorte læderjakker, sorte suits. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at jeg solgte tøj til begravelser, men sort er bare nemmere og mere neutralt, når jeg skal ud på mine ture. Derudover ses blodet ikke så nemt på det mørke stof. Et er, at se præsentabel ud når jeg møder mit offer. Noget andet er, også at se præsentabel ud, når jeg forlader det igen. 

Efter at have valgt et par sorte bukser, sort t-shirt og sort læderjakke, sætter jeg mig tilbage på stolen, der står foran det massive egetræsskrivebord. Der ligger et par hvide notessedler og en enkelt kuglepen, men ellers er det rent og opryddet. Jeg lader et øjeblik fingrene glide hen over den glat lakerede overflade, inden jeg langsomt vender mig om i stolen. Jeg samler hænderne i skødet og når lige akkurat at få et glimt af den enorme bogreol, som er fyldt med brune mapper, inden jeg mærker det velkendte sus, som flytter mig fra min stol til Oxnard, Californien. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...