Dødens liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
"Dødens liv" er historien om Sam's liv som død. Hun lever blandt os andre, men er overhovedet ikke, bare endnu et ansigt i mængden. Sam lever med sin "lillebror" James, der heller ikke er helt almindelig. Sam's liv handler om at overleve det døde liv, det handler om medaljonen, om den sorte bog, og det at modstå fristelsen til at dø, dø helt.

2Likes
1Kommentarer
670Visninger
AA

1. Livet som gemte identiteter

Jeg slog mine øjne op, og kiggede rundt. Udenfor var det stadig mørkt, men af en eller anden grund var jeg helt frisk. De røde tal fra uret lyste op, var klokken virkelig kun 04:00? Det kunne da ikke passe! Hun havde sovet i en evighed, og alligevel var uret kun gået 3 timer frem, end da jeg sidst kiggede på de røde tal. Jeg traskede ned af trapperne, og smutter af vane ud i køkkenet, og hen til køleskabet. Jeg ved jo godt at der ikke befinder sig noget derinde, men alligevel åbnede jeg lågen, og præcis som jeg plejer, smækkede jeg den i igen, da jeg havde set de tomme hylder.

 

Jeg gik videre ind i stuen og åbnede forsigtigt døren til James' værelse. Han sov stadig. Jeg slæbte mig op af trapperne, og satte mig på sengekanten. Der var alligevel noget uhyggeligt over, at vi var alene i så stort et hus. Vi har boet her i nogle år nu, så man skulle tro at vi havde vendet os til det, men ekkoene der er overalt i huset, minder mig for meget om det jeg selv har for meget af - tomhed.

 

Trætheden var langt borte, og jeg fandt det dybt umuligt at sove igen. Alligevel lagde jeg mig ned under dynen, for det var vel det normale mennesker ville have gjort? Jeg hev min medaljon frem. Guldkæden skinnede i månens stråler. Jeg smilede, det gør jeg altid når jeg kigger på smykket. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har ingen ide om hvor den er fra. Det eneste jeg ved er, at den har hængt rundt om min hals siden jeg døde. Og der skal den blive hængende til jeg dør igen.

 

Klokken 06:30 bestemte jeg mig for, at rejse mig. Jeg kunne konstatere, at ligge vågen i sengen i flere timer, ikke er med stor succes. Men skolen kaldte, og jeg kunne høre James allerede var stået op. Jeg hørte trampende fodtrin, på vej op af trapperne. Hen til hendes dør. Selvom James kun er 14 år gammel, er han udsædvanlig stærk. Men andet kunne man selvfølgelig ikke forvente, når han er som han er. Min dør åbnede, og James stak hovedet ind. "Manden står uden for, Sam", jeg gik med ham ned til manden.

 

Han stod der i døråbningen i stift habitsæt. Vi er snart vant til, at han kommer en gang om måneden, sådan har det været de sidste mange år. Alligevel er det skrækslagen hver gang. Egentlig bør vi være glade for hans jævnlige besøg, for pengene han afleverer hver gang, er jo til stor gavn for os. Uanset er det altid ubehag der melder sig, både hos ham og os. Ingen siger noget, aldrig. Jeg tager blot imod pengene, for derefter at lukke døren i igen. "Jeg kan hverken lide ham eller hans ejer", knorede James, jeg nikkede bare. Der er noget usselt over dem begge. Jeg har aldrig mødt kvinden, men jeg har en fornemmelse af, hvem der ejer hvem. Jeg tror de er ligesom mig. Fredelige, og alligevel ikke. Et uhyre, og alligevel ikke.

 

Vi satte os ud i bilen og kørte til skole. I realiteten kan vi sagtens løbe derhen, det ville tage 2 sekunder. Men at gøre det som de fleste, virker som en rimelig stor del i det at være "normal", at gemme sin identitet. Vi ankom til skolen 5 minutter før det ville ringe ind. Det er altid en kamp at komme gennem skolen. Jeg har ingen venner, jeg holder mig helst for mig selv. Med min blege hud, lange sorte hår og spinkle krop, er jeg sådan en person alle holder sig fra. Enten frygter de mig, eller også er de for overvældet. Men jeg har lært at leve med det.

 

Hvert 3. år flytter jeg og James til en ny by, og nye skoler. Ingen skal jo få mistanke om, hvor længe jeg egentlig har været 17 år. Det er noget andet med James, han ældes hurtigere. Man kan sige han har fødselsdag 2 gange om året, så egentlig kan man sige han kun er 7 år i menneske år. James lever højt på, at han om nogle år er ældre end jeg. Og hvis det kan gøre ham glad, lader jeg ham. Han ved ikke hvad dette liv har ham i vente.

 

Som i nok har regnet ud, har jeg været 17 år i en del tid nu. Helt præcist 365 år. James kom til, for lidt mere end 7 år siden.  Der var nogle der afleverede ham på mit dørtrin, jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var damen. Men jeg har aldrig fået det bekræftet. Kvinden er den eneste der kender til min identitet, udover James. Det gik hurtigt op for mig hvad James egentlig var. Lige fra han var nyfødt, var tegnene rimelig tydelige. Hans voldsom store hænder og fødder, hans lidt behårede krop, og så var der hans træng til at hyle og snerre hvis noget ophidsede ham. Da vi første gang gik på jagt sammen slog det mig. James er en varulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...