Dødens liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
"Dødens liv" er historien om Sam's liv som død. Hun lever blandt os andre, men er overhovedet ikke, bare endnu et ansigt i mængden. Sam lever med sin "lillebror" James, der heller ikke er helt almindelig. Sam's liv handler om at overleve det døde liv, det handler om medaljonen, om den sorte bog, og det at modstå fristelsen til at dø, dø helt.

2Likes
1Kommentarer
653Visninger
AA

7. Følelser fra et knust hjerte

Han sad og stirrede på mig igen i denne lektion, det frustrerer mig grænseløst, at han ikke kan holde hans røde stikkende øjne for sig selv. Det er som knive i ryggen, hver gang han kigger på mig. Jeg kan mærke kæderne stramme hver gang. Jeg hiver fat i James efter timen, jeg har fortalt ham om særlingen. James kan godt forstå mine frustrationer, men jeg kan se på ham, at han også more sig lidt over det. Det irriterer mig. Jeg tænker stadig på vores nabo, han satte en masse følelser ind i mig, på én gang. Det føles fantastisk. Det føles underligt.

 

Mens  jeg sidder og spiser frokost i kantinen, kan jeg mærke knivene igen. Jeg kan mærke vreden blusse op i mig, og jeg vender mig om for at møde de røde øjne endnu en gang. Jeg rejser mig i arrigskab, og sigter lige mod ham. Nu er det alle andre i kantinen der stikker knive i ryggen på mig, men jeg er ligeglad. Han skal vide, at han ikke bare kan tillade det. Da jeg når hen til ham, begynder jeg at råbe og skrige ad ham, men han står bare helt stendød, og stirrer på mig. De røde øjne nærmest brænder nu. Han siger ingenting. Men hans øjne siger nok. Da han kigger mig direkte i øjnene, er det som om jeg bliver kastet hundredevis af år tilbage. Jeg ser billeder i hovedet, jeg genkender. Et barn der skriger, en dame der fortvivlet prøver at tysse på det. Jeg ser mig selv, ligge bevidstløs i en hospitalsseng. Nu cutter han forbindelsen. Særlingen lukker øjnene, og går sin vej. Jeg står helt tavs tilbage, jeg kan mærke knivene er blevet taget ud af min ryg, men jeg står bare der. Jeg har aldrig følt mig så tom, hvad var det jeg lige var vidende til?

 

Rastløs og forvirret trasker jeg hjem, jeg kan ikke klare flere lektioner, mit hoved er fyldt op. Jeg når lige nøjagtig til lejligheds kompleksets tredje trappetrin, da jeg må bryde sammen. Jeg sætter mig grædende ned på trinnet, med hovedet mellem benene. Jeg kan ikke overskue det, hvad var det jeg så? Hvem var barnet? Hvad lavede jeg i hospitalssengen? Jeg kan intet af det huske, og det undrer mig at særlingen kan gengive det for mig. For det må vel være sket. Jeg rystes ud af min hypnose, da hoveddøren smækker i. Og der står han igen. Med de muskuløse overarme over kors, kigger han undrende på mig. Jeg kigger op, og i et forsøg på at tørre tårene væk, tværer jeg mascara rester ud over kinderne. Han smiler, det der skæve smil, jeg også så igår. Nu smiler jeg til ham, der er ikke rigtig andet at gøre. "Undskyld.." Han kigger spørgende på mig, og sætter sig ved siden af mig. "Hvorfor undskylder du?", jeg kigger på ham.. Jeg tror han kunne se i mine øjne, at jeg var ødelagt indeni, for han trak sit spørgsmål tilbage, og omfavnede mig. Det er underligt at have ham så tæt på, jeg kender ham ikke. Men hans varme og duft beroliger mig, på en måde hvor jeg glemmer alt andet. Og der sad vi på trappetrinnet, omgivet af ingenting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...