Dødens liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2013
  • Opdateret: 17 apr. 2013
  • Status: Igang
"Dødens liv" er historien om Sam's liv som død. Hun lever blandt os andre, men er overhovedet ikke, bare endnu et ansigt i mængden. Sam lever med sin "lillebror" James, der heller ikke er helt almindelig. Sam's liv handler om at overleve det døde liv, det handler om medaljonen, om den sorte bog, og det at modstå fristelsen til at dø, dø helt.

2Likes
1Kommentarer
662Visninger
AA

6. En særlig mand

Vinden blæser på mig lige nu, en kold brise rammer mit ansigt. Jeg sidder for mig selv, James er gået i seng. Egentlig er det åndsvagt at jeg sidder herude kl. 2:00 om natten, når jeg skal i skole om 6 timer. Men jeg kan ikke sove, du ved hvorfor. På altanen er der så stille. Man kan høre træerne hviske i vinden. Jeg kigger på min medaljon, månen der står højt på den mørke himmel, får det guldbelagte smykke til at skære i øjnene. Egentlig skærer smykket i mig, uanset hvornår jeg ser på det. Det minder mig om alt det jeg ikke ved om mit liv som levende. Jeg ved ingenting, og alligevel vil jeg ingenting. Det er underligt at længes efter noget viden, man inderst inde godt ved vil såre en. For som kvinden har sagt, min hukommelse er blevet slettet, fordi det ikke er værd at huske. Men jeg har svært ved at forestille mig mit liv meget værre end det er nu som død.

 

Stjernerne skinner også så klart i nat. Jeg trækker en enkelt gang på smilebåndet, der er ikke rigtig andet at gøre. Jeg sidder stadig her, bare helt stille. "Det er en smuk nat", forskrækket kigger jeg op, og ser en mand stå på altanen ved siden af mig. Han smiler, et så skinnede smil, at han nærmest blænder mig. Jeg holder hånden op foran øjnene, for at skærme fra lyset. Nu griner han - "Du siger ikke så meget, gør du?", jeg fjerner min hånd, og kigger på ham. Han har lukket munden nu, så det er lidt nemmere for mig, at danne mig et indtryk. Jeg er forbløffet. Hans tykke brune hår, der dækker for det ene af hans brune øjne. Hans markante kæbeparti. Hans muskuløse overarme. Jeg fremstammer endelig noget, nok uforstående, men det kom ud. Nu griner han højlydt. "Du er altså lidt speciel", siger han. "Tak..." for jeg sagt. Han ryster på hovedet, og går ind i sin lejlighed igen.

 

Flot Sam! Det gik jo godt, der fik du lige skabt dig endnu en, der synes du er en særling... Jeg mener umiddelbart ikke at jeg har brug for flere mennesker, der synes jeg er lidt for speciel til dem, jeg kunne bare godt bruge en ven. Eller en der vil dø med mig. En mand der vil gengælde min kærlighed, jeg venter ihærdigt på at kunne give til en. Jeg må give mig til kende for ham. Han skal vide at jeg ikke kun er underlig, der er meget mere til mig. Jeg kunne mærke med det samme han trådte ud på altanen, at han ikke er ligesom ham fra skolen, ham mine elektriske kæder er forbundet til. Men jeg forstår det ikke. Jeg vil forbinde mine kæder til min nabo, men alligevel er der noget der gør, at jeg ikke kan gøre mig fri fra særlingen med den hvide hud og de røde øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...