Vanilla

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Katusmi får endelig sin drøm i opfyldelse, da han forsigtigt, men sikkert, bliver venner med pigen Vanilla; men hun er ikke en helt normal pige. Hun er halvt Menneske og halv Arbejder. Altså, ikke et menneske værdig; det er hvert fald ilde set fra ethvert normalt menneske.
Men Katsumi er forelsket i Vanilla og vil gøre alt for hende. Hvordan skal de klare verden? Kan de komme gennem det sammen eller sker der noget forfærdeligt?


- Det er egentlig en lille historie til en større historie, jeg er ved at skabe, men jeg har langsomt forelsket mig i de to personer og overvejer evt. at få dem med i nogle andre movellas ^^ Nu må vi se; who knows.

God fornøjelse.

3Likes
0Kommentarer
588Visninger
AA

2. Vanilla

 

Der var hun igen. Pigen, jeg hemmeligt var forelsket i. Jeg var den eneste, der følte sådan for hende - det var jeg sikker på - men alligevel troede jeg ikke på, jeg havde en chance. Hun var trods alt ikke et menneske. Eller jo, men ikke et helt menneske.

 

I vores verden findes der to meget udbredte arter; mennesker og Arbejdere. Arbejdere føler ingenting, udover smerte. De ordner alting for mennesket, så vi ikke behøver at besvære os med alt det hårde arbejde. Du kan måske regne ud, at jeg er et menneske. Pigen, jeg er forelsket i, er ikke en arbejder, hvert fald ikke helt. Hvis det var sådan, ville hun ikke gå i skole,  hun ville  allerede nu være ude og arbejde. Nej, hun er halvt menneske og halv arbejder. Hvordan det er foregået, er jeg ikke sikker på. Det burde ikke være muligt, men hun er blevet til. Sådan noget sket meget sjældent; det har min far hvert fald fortalt mig. Når en forsker eksperimenter, kan sådanne nogle udfald forekomme, havde han forklaret på denne måde, der lød som om han snakkede om teknik og ikke levende væsener.

 

Klokken ringede og hun rejste sig op. Hendes lange, krøllede, lyse hår bølgede, da hun samlede sine ting sammen, smed sin taske over ryggen og gik ud. Jeg skyndte mig at gøre det samme og fulgte efter hende på afstand.

 

Da hun var nået ud foran skolen, kom nogle af fyrerne fra et par årgange over os, mod hende. Jeg bed mig selv i læben .. jeg kendte godt deres intentioner.

”Hey du! Hvad laver du her? Burde du ikke være ude i marken og arbejde?” grinte de.

 

Jeg fik kvalme, men havde ikke lyst til at blande mig. Jeg havde ingen chance mod de fem drenge, der hoverende stod foran hende.

Den ene skubbede til hende. Foran mine øjne, så jeg hvordan de voldsomt fik hende lagt ned og begyndte at tage på hende, selvom hun forsøgte at gøre modstand … Hvorfor greb ingen ind?

Jeg vidste godt, ingen rigtig brød sig om hende. Hun var ikke velset, men jeg kunne skimte et par lærere oppe i vinduet på skolen. De burde gøre noget!

En af fyrerne rørte skulderen på ham, der sad på hende, for at holde hende nede. ”Tsk, drop det. Hun er ikke det værd.”

 

Jeg blev pludselig grebet af vrede. De nedgjorde hende. De ydmygede hende. Og så sagde de, hun ikke engang var værd at bruge tid på. Jeg rejste mig op og skulle til at fare mod dem - selvom jeg knap nok ville have en chance - da de langsomt gik væk, mens de afslappet råbte skældsord til hende. En af fyrerne hviskede noget i hendes øre med et smilende ansigt. Hun forsøgte at sætte sig op, men blev skubbet ned igen af den samme fyr; derefter forsvandt de helt.

 

Jeg skyndte mig hen til hende. Hun så hel tom ud i øjnene. Jeg hjalp hende op og sidde; hun så ikke engang på mig, men til gengæld gjorde alle forbipasserende mennesker et stort nummer ud af at nidstirre mig.

Jeg sukkede, rystede på hovedet og løftede den stakkels pige op, så vi kunne komme væk.

Jeg bar hende hen til udkanten af den nærliggende skov, hvor der ikke var mange mennesker. Folk nød ikke rigtig naturen.

Jeg satte hende ned op ad et træ.

”Er du okay?” spurgte jeg forsigtigt.

Det var som om hendes øjne var ved at blive lidt levende igen. Hun så hvert fald på mig nu. Hun rømmede sig og tog en dyb indånding, mens hun forvirret blinkede. Hun virkede til at være tilbage nu. ”U-undskyld .. hvad sagde du?” spurgte hun grådkvalt, selvom hun ikke havde fældet en eneste tåre.

”Er du okay?” gentog jeg.

Hun bed sig selv i læben og nikkede. Hun forsøgte, at lade være med at se mig i øjnene. Jeg vidste godt hvorfor. Hun skulle normalt være underdanig for mennesker; hun var heldig, hun overhovedet gik i skole.

 

Alligevel var hun modig nok til at spørge mig: ”Hvad er dit navn?”

”Katsumi,” svarede jeg.

Hun rystede svagt på hovedet. ”Nej, dit efternavn …”

”Bare kald mig ved mit fornavn,” sagde jeg og smilede til hende. Hendes øjne bevægede sig op til mine læber og et lille træk i hendes mundvige viste sig.

”.. ok. Jeg er Vanilla,” sagde hun.

Jeg rystede stille på hovedet. ”Det ved jeg godt.”

Hun så overrasket op på mig og vi fik øjenkontakt. Hendes blik kastede sig hurtigt ned i hendes skød igen.

 

Jeg trak hendes trøje ordentlig over hendes skuldre igen og knappede hendes jakke for hende; hun virkede ikke til at have kræfterne til det og jeg ville ikke have, hun følte sig blottet. Heldigvis var drengene ikke nået længere, men de havde stadig gramset på hende …

 

Det endte med, at jeg fik hende til at åbne sig lidt for mig og til sidst havde vi en rigtig samtale, hvor hun så mig i øjnene. Jeg fulgte hende hjem.

”Tak Katsumi,” sagde hun forsigtigt.

Jeg nikkede bare som svar, hvorefter jeg smilede. ”Vi ses i morgen,” sagde hun og jeg blev helt varm, selvom luften udenfor var så kold, at jeg kunne se min ånde.

Hun gik indenfor og lukkede døren. Jeg gik tilbage mod skolen … jeg havde glemt min cykel der.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...