Vanilla

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2013
  • Opdateret: 4 apr. 2013
  • Status: Igang
Katusmi får endelig sin drøm i opfyldelse, da han forsigtigt, men sikkert, bliver venner med pigen Vanilla; men hun er ikke en helt normal pige. Hun er halvt Menneske og halv Arbejder. Altså, ikke et menneske værdig; det er hvert fald ilde set fra ethvert normalt menneske.
Men Katsumi er forelsket i Vanilla og vil gøre alt for hende. Hvordan skal de klare verden? Kan de komme gennem det sammen eller sker der noget forfærdeligt?


- Det er egentlig en lille historie til en større historie, jeg er ved at skabe, men jeg har langsomt forelsket mig i de to personer og overvejer evt. at få dem med i nogle andre movellas ^^ Nu må vi se; who knows.

God fornøjelse.

3Likes
0Kommentarer
518Visninger
AA

4. Jeg vil savne dig ...

”Jeg bliver altså nødt til at rejse,” gentog jeg stille for hende endnu en gang.

Hun strammede grebet om mig og sank en klump, hvorefter hun sukkede lavt. ”Virkelig?” spurgte hun grådkvalt, selvom jeg var sikker, det var feset ind.

 

Jeg stak næsen ned i hendes velduftende hår og sukkede lavt. ”Ja … min far vil have, jeg skal studere i USA. For at blive bedre til engelsk og forbedre mine karakterer. Han mener, jeg ikke har så meget andet at koncentrere mig om der …” sluttede jeg.

Han havde ret på en måde. Mine karakterer var faldet, siden jeg mødte Vanilla, men kun fordi jeg før ikke rigtig havde haft andet at lave end at studere før. Mine karakterer var stadig over middel, men min far frygtede, de ville falde endnu lavere.

 

”J-J-Jeg kommer … t-il at savne dig …” mumlede hun ind mod mit bryst og forsøgte at tage en dyb indånding.

Jeg knugede hende forsigtigt ind til mig, mens jeg mærkede de små hulk gennem hende ryg. ”Jeg kommer også til at savne dig,” mumlede jeg ned i hendes hår og mærkede en tåre løbe ned ad min kind …

 

 

***

 

Der var gået et helt skole år. Mine karakterer var helt i top og jeg havde virkelig fået koncentreret mig om mit engelske, men jeg savnede Vanilla frygteligt. Hun sendte af og til nogle e-mails, men på det sidste havde jeg ikke modtaget nogen. Det tog jeg som et godt tegn; de breve hun sendte, indeholdte nemlig mest informationer om hvor dårligt hun havde det og hvor meget hun savnede mig.

Så ingen breve, betød ingen lidelser. Det gav hvert fald mening.

Jeg havde endelig fået overtalt min far, til at lade mig rejse hjem. Jeg behøvede ikke tage endnu et skoleår, hvis jeg lovede at holde mine karakterer i top, når jeg kom hjem.

 

Jeg var færdig med at hente min bagage og begav mig hurtigt ud mod folkemængden. De fleste virkede til at have travlt og traskede hurtigt frem, men nogle stod op ad væggene; de ventede på passagerer. Der var han. Min far.

Jeg gik hurtigt derhen og hilste på ham. Han roste mig smilende for mine karakterer, men jeg have ikke helt øjne for ham. Hvor var Vanilla?

Jeg så forvirret efter hende og spurgte til sidst mine far. ”Er Vanilla her ikke?” spurgte jeg usikkert.

Han smilede overbærende, men rodede så lidt i hans jakkesæts lomme og rakte mig en brev.  ’Til Katsumi’ stod der med hendes krøllede skrift, efterfulgt af et lille hjerte. ”Hun kunne ikke være her, men hun sendte det her med i stedet,” sagde han.

”Hm. Jeg vil heller se hende,” sagde jeg og stak brevet i lommen.

Min far så endnu en gang på mig med et medlidende udtryk, før han rømmede sig. ”Okay ... så smutter vi.”

 

Da vi var kommet hjem og jeg havde fået dumpet min kuffert, skyndte jeg mig ud på min gamle cykel. Den var lidt flad, så jeg pumpede den hurtigt og cyklede mod Vanillas hus. Da jeg bankede på døren, mødte jeg hendes forældre. Jeg havde kun set dem én gang før – hvor Vanilla og jeg forsøgte at gemme vores forelskelse –, men jeg havde på fornemmelsen, Vanilla havde fortalt dem alt om vores forhold. Hun var den type, der havde svært ved at gemme på en hemmelighed. Jeg smilede lidt over det.

Både Vanillas far og mor stod i døren. Moren stod og bed sig selv i læben, mens hun forsøgte at undgå mit blik. Faren så mig derimod direkte i øjnene med et bekymret udtryk. Jeg kunne spore den samme medlidenhed, som jeg havde set i min egen fars øjne, men også en overvældende tristhed.

”V-vanilla er her ikke længere,” sagde moderen endelig, da jeg spurgte efter hende for tredje gang.

Jeg var træt af alt det her! ”Hvor er hun så? Er hun flyttet?” spurgte jeg, men tvivlede på det jeg sagde, for så måtte hun da have skrevet eller sagt noget omkring det.

Måske mente hun ikke, vores forhold var noget værd?

Jeg tænkte over det. Fra min synsvinkel, havde vi haft et meget tæt forhold … måske havde hun fået andre venner og havde besluttet sig for at droppe mig ...

En pludselig knugende fornemmelse væltede op i mig. Jeg bed tænderne stramt sammen. Ville hun virkelig gøre det?

Hvis hun nu endda havde fundet en anden … Den knugende fornemmelse ændrede form, blev helt våd og det føltes som om, den ikke kunne være i min krop. Den forsøgte at komme ud, mens den samtidig druknede mig. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde.

”Hvor er hun taget hen?” spurgte jeg med stort besvær.

Faren så skarpt på mig og i stedet for at pakke det ind, sagde han det direkte: ”Vanilla er død.”

 

Alt jord forsvandt under mig og mit syn blev helt tilsløret. ”H-hvad?” fik jeg fremgispet og mere kan jeg ikke huske.

 

 

***

 

Der var gået længe siden det nu. Flere år. Det viste sig, at Vanilla havde begået selvmord; hvilket forklarede e-mailsenes ende.

Hvorfor hun valgte at tage livet af sig selv, var jeg først blevet fortalt nogen måneder efter. Hendes mor havde forklaret det for mig. Hun var blevet mobbet rigtig groft, nu hvor jeg var væk og havde været igennem så meget hårdt, men alligevel havde hun holdt sig i live. Hendes mor fortalte mig, at hun var kommet gennem hver dag ved hjælp af tanken om mig. Jeg tvivlede lidt på det dog; hendes forældre havde været rigtig gode mod hende.

Det hele kammede over, da nogle fyre; garanteret de, der havde mobbet hende så groft, havde taget hendes mest dyrebare. Hendes uskyld. De havde voldtaget hende og hun måtte have skammet sig så meget, at hun bare ønskede at dø.

Det var forfærdeligt, men jeg havde forsøgt at fortrænge det; lade være med at tænke på det nogensinde, men en dag kom det frem igen, da jeg fandt hendes brev i skuffen på min kommode. Jeg havde knap nok rørt det siden den dag, heller ikke læst det. Jeg havde ikke lyst til det … jeg var for bange.

 

Men den dag, så jeg det. Det lille hjerte … det hele blev bare for meget og jeg følte mig pludselig klar til læse det. Nu havde det været væk så længe; det var den eneste måde, det hele kunne forsvinde på, for jeg bar altid på nysgerrigheden.

Jeg tog forsigtigt brevet frem og pillede det forsigtigt op. Blidt trak jeg papirlappen på brevet op, trak brevet op og tog en dyb indånding. Derefter læste jeg ordene inden i mit hoved.

 

Kære Katsumi.

 

Du er mit et og alt og jeg elsker dig så højt, men der er sket noget for mig i dag …

 

Jeg så kort ned på mine fødder. Det der var sket for hende den dag, kunne jeg godt regne ud. Datoen stod skrevet oppe i hjørnet; det var den selvsamme dag, hun havde skrevet brevet, som hun var blevet berøvet sin uskyld og havde begået selvmord.

Jeg lod forsigtigt min finger glide hen over papiret og kunne mærke små bumlede områder, der var en anelse mørkere end resten af papiret. Det måtte have været hendes tårer …

 

Jeg er så ked af det, men jeg er nødt til at forlade dig. Det er så forfærdeligt. Det, jeg havde gemt til dig, set frem til og frygtet, er blevet berøvet mig.

Jeg burde slet ikke være her længere, det er forkert!

Det var meningen, du skulle have haft det, der er det mest vigtigste for enhver pige. Jeg ville have foræret dig det og jeg ville have nydt det, men sådan skulle det ikke gå ... Jeg har lyst til at ødelægge deres liv, Katsumi. Dem der gjorde det imod mig. Ikke fordi de har ødelagt det for mig, men fordi de har ødelagt det for dig. Ah, Katsumi. Jeg elsker dig så højt, det må du aldrig glemme!

Farvel.

 

Vanilla

 

Mine tårer løb ned ad mine kinder, men jeg forsøgte at blinke dem væk … jeg faldt sammen.

Pludselig kunne mine ben bare ikke bære vægten af min sorg længere. Jeg hikstede efter vejret, mens noget indeni i mig forsøgte at rive alt fra hinanden. Vanilla …

 

Jeg fik til sidst kontrol over min krop og gik ud og vaskede mit ansigt. Brevet lå inde på gulvet, eftersom jeg havde tabt det, da jeg faldt. Hvad skulle jeg gøre med det nu?

På den ene side, havde jeg lyst til at gemme det, men på den anden, så burde jeg bare få det ud af mit liv, ikke? Så hun kunne forsvinde helt … tanken fik mit hjerte til at knuge sig sammen, i noget som der føltes som en lang krampe og jeg krympede sammen af smerte. Hun skulle ikke forsvinde helt. Det ønskede jeg ikke. Jeg ville holde fast i hende!

Jeg tørrede mit ansigt i håndklædet, mens jeg tænkte. Hvor jeg ønskede, at det aldrig ville ske for nogen igen.

Og der var det! Indtil videre, havde mit liv på en måde bare stået på standby. Jeg havde studeret, men ikke ret hårdt og jeg var ikke kommet langt … men pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle gøre med mit liv.

Det var en åbenbaring. Den første form for glæde, siden Vanillas død, strømmede gennem min krop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...